Vores forhold er dødt, og der er ingen romantik længere

Spørgsmål om at være træt af sit forhold

Jeg står i den situation, at jeg lever i et forhold, hvor jeg ikke er lykkelig længere.

Min kæreste og jeg har været sammen i fire år. Han har tre børn på 6, 9 og 10 år, som bor fast hos os, da deres mor er psykisk ustabil.

Derudover har vi en lille datter på tre år, som jeg blev gravid med, næsten lige da vi havde mødt hinanden. Jeg er i dag 28 år, mens min kæreste er i midten af 30’erne, og vi har begge jobs.

Jeg føler, at det hele er gået alt for stærkt, hvilket har bevirket, at vores forhold er dødt, der er ingen romantik længere. Alt fungerer rent praktisk, men om aftenen falder jeg træt omkuld i min seng, og jeg føler mig ensom og dybt ulykkelig.

LÆS OGSÅ: Min mand har forladt mig og ved ikke, hvad han vil

Jeg har altid skullet skubbe til min kæreste for at få ham til at hjælpe til med at gøre rent, ordne ting og alt det, der hører med til at være i et forhold. Det er en kamp, og vi har skændtes meget om det. Når jeg forsøger at tale med ham om det, slår han det hen og siger, at alt bliver bedre med tiden.

Han er en god mand og en god far, så jeg har dårlig samvittighed over alle de grimme følelser, jeg går og bærer rundt på, for jeg er bare så afsindigt træt af vores liv. Jeg har allermest lyst til at flytte for mig selv sammen med vores datter for at få ro.

Samtidig ved jeg, at min kærestes børn er afhængige af mig, og jeg kan jo også se, at vores datter elsker sine søskende. Det har jeg jo heller ikke lyst til at ødelægge, selvom jeg så kommer til at ofre min egen lykke. Har du et råd?

Vibeke om at ændre sin hverdag

Det første, jeg tænkte, da jeg læste din her forkortede mail, er, at du lever i en overordentligt belastet hverdag. Du har ikke bare dit eget lille barn at tænke på, du har også ansvaret for tre børn, der ovenikøbet har en mor, som er psykisk syg, som I og de ikke kan regne med, hvilket må lægge et pres på jer alle.

Jeg fornemmer, at du for at navigere i det kæmpe kaos har fået og taget et alt for stort ansvar på dig.

Du er ufrivilligt blevet kaptajn på et stort skib, der ikke engang helt er dit eget.

Imens reagerer din kæreste, som mænd desværre ofte gør, når deres familieliv er under pres: Han lukker øjnene og lader sig koste rundt med, fordi han ikke aner, hvordan han ellers skal agere.

Dermed er den dejlige mand, du i sin tid blev vild med forvandlet til et skvat, du ikke respekterer og derfor ikke tænder på.

LÆS OGSÅ: Min mands børn vil ikke acceptere mig - hvad gør jeg?

For at ændre på det, bliver I nødt til at ændre jeres hverdag. Her synes jeg, at I skal starte med at se realiteterne i øjnene. Nemlig, at din kærestes børn er hans ansvar, og et ansvar, han skal begynde at tage på sig. Du skal i samme anledning øve dig i at give lidt mere slip på det ansvar og i stedet lave ting med dit biologiske barn, dine veninder og dig selv.

Det kan lyde egoistisk, men det er det ikke. For du står lige nu med alt for meget på din tallerken, og jeg tror, at det er det, der slår dig ud. Prøv at få talt med din kæreste om det i stedet for at skændes om det. Beklager han sig, så spørg ham, om han er sammen med dig, fordi han vil dig, eller fordi han har brug for en husbestyrerinde.

Det sidste svarer han forhåbentlig nej til, og af samme grund må han finde sit indre mandfolk frem og ad den vej hjælpe dig med at få noget ro, plads og frihed, så I også på sigt får mulighed for at finde gnisten for hinanden igen.

Prøv i øvrigt også, om I nu og da kan rive en weekend ud, få passet børnene og lave noget kun jer to sammen. Ja, det er sikkert ikke lige det, du har lyst til lige nu. Men bare vent, den mand, du i sin tid faldt for, bor jo stadig et sted derinde. Så giv det en chance og se, om du ikke kan finde ind til ham igen.