Vores larmende overboer kalder os for gamle idioter

Det handler, som det ofte gør, om larm. For det stod hurtigt klart, at de unge mennesker ikke brugte gulvtæpper og heller ikke tog deres sko af, når de var hjemme. 

Vi nævnte det stille og roligt for dem, da vi første gang faldt i snak. Her sagde manden selv, at de nok skulle huske at tænke på os, når de var hjemme, men det ændrede sig ikke. Derfor tog vi det op på et beboermøde – denne gang også ganske roligt. Det var rart, at de øvrige naboer støttede os, men det resulterede desværre i, at de unge følte sig pressede og gik til en form for modangreb fremefter. Allerede senere på aftenen skruede de op for lyden på deres musikanlæg, og så har de siden haft perioder, hvor de bevidst har trampet rundt, hoppet op og ned på sengene, og hvad de ellers har kunnet finde på. 

LÆS OGSÅ: Jeg vil ikke blive uvenner med vores naboer

Det hele kulminerede en lørdag aften, hvor de holdt fest. Her larmede de så meget, at vi ikke lukkede et øje. Min mand gik dagen efter op og snakkede med dem, han havde endda taget en flaske vin med op, for vi ville stadig gerne løse problemet i al mindelighed. Han kom dog hurtigt ned igen – med besked om, at vi var nogle gamle idioter. Vi kan ikke skrive en klage over dem, for beboerreglerne siger, at der skal være mindst to medunderskrivere, og de andre her har jo ikke problemet. Vi er nu dybt fortvivlede over situationen og overvejer at flytte, selvom vi ellers er så glade for at bo her. Har du et råd til os?

Vibeke Dorph råder til at kontakte beboerformand

Personligt har jeg en erindring fra min tidlige ungdom, der stadigvæk står mejslet ind i min erindring. På det tidspunkt boede jeg i et kollektiv med seks andre i en lejlighed i byen. Her var gang i den med fest og farver og – husker jeg svagt – løbende klager fra vores desperate underboer. Efter, at de flere gange forgæves havde forsøgt at få os til at skrue ned, tog de en mere drastisk metode i brug: De inviterede os ned til te, og så sad vi der i deres stue, alt imens de selv gik rundt oppe i vores lejlighed og spillede højt på vores anlæg og trampede rundt med sko på, sådan som vi selv havde for vane. Træerne vokser ikke ind i himlen, men vi var helt sikkert mindre ungdommeligt kække, da vi gik derfra, end da vi kom, for pludselig havde vi selv oplevet, hvilke konsekvenser vores inferno af larm havde på vores tyndslidte underboer. 

LÆS OGSÅ: Hvad stiller jeg op med mine unge overboere?

Jeg tænker, at det måske er den slags løsning, I kunne ty til? Altså, at I i stedet for at fortælle om larmen giver jeres underboer lejlighed til selv at opleve den? Her vil jeg er det kun rimeligt, at I får selskab af et medlem af jeres beboerforening. For det er jo den slags konflikter, som en sådan forening også skal kunne hjælpe med. Jeg er nemlig ikke så vild med de unges attitude over for jer, I har jo hele tiden opført jer ordentlig over for dem. Så start med at kontakte jeres beboerformand og fortæl, hvad I har skrevet til mig her. Og forsøg så samme løsningsmodel som den, der i sin tid løste det larmeproblem, jeg beklageligvis selv var medansvarlig for i min uskyldige ungdom.