Entre
SPONSORERET indhold

Før & efter: Byd velkommen med stil

Er din entre et forsømt gennemgangsrum uden personlighed? Så se her, hvordan Tia og Mortens mørke og kedelige entré blev forvandlet til et lyst, lækkert og indbydende rum, og bliv inspireret.

Foto: Tia Borgsmidt
30. mar. 2016 | Bolig | BoligLiv


Det store maleri passer perfekt til entreens farver og stil, og det giver en fornemmelse af et ekstra rum. Maleriet er af Mette Helena Rasmussen. Den moderne lysekrone er fra Refer + Staer.

Fotograf Tia Borgsmidt og hendes mand Morten, der er konstruktør, bor i et ældre rækkehus sammen med deres to børn på syv og fem år. – Vi havde aldrig fået indrettet vores entré, fordi det bare var et rum, man gik igennem. Men entréen passede ikke til husets stil, og her var så mørkt, fortæller Tia. Væggene var pudset grå, og det fik entréen til at syne mere mørk og smal, end den egentlig var. Trappetrinene og gulvet var slidte. Familien havde heller ikke fået sat knager op. – Vi brugte vores varmeapparat som knage. Selvom vi havde et lille rum under trappen til jakker og sko, så var her altid meget rodet og stadig mangel på opbevaringsløsninger, siger Tia.

Nyt liv til trappen
Det første, parret kastede sig ud i, var at spartle alle vægge, sætte filt op og derefter male dem hvide. Trappen trængte også til en ordentlig omgang, så trinene blev høvlet af, og gelænderet blev pudset og olieret. – Vi malede det øverste af hvert trappetrin i en helblank sort maling – sort for at give kontrast til væggene, og blank for virkelig at sætte fokus på trappen og give den et moderne look, fortæller Tia. Trægulvet i stueetagen blev ligeledes afhøvlet og derefter lakeret i en mat lak, som nu står super flot til de sorte trin.

De vigtige detaljer
Tia og Morten har blå som en gennemgående farve i deres hjem, og de valgte derfor at lade denne farve gå igen i entreen. Sammen med hvid, sort og det naturfarvede træ skaber det et harmonisk og stilfuldt udtryk i entreen. Det sidste personlige touch består af lysestager i vinduet, en krukke med grene fra haven og en smuk moderne lysekrone. – Prikken over i’et er det store maleri. Det giver en ekstra rumfornemmelse, og det passer perfekt til entreens stil med de blå, hvide og sorte farver, siger Tia. – Det er fedt endelig at kunne byde velkommen med stil. Samtidig er det jo også det rum, vi selv træder ind i, når vi kommer hjem efter en lang arbejdsdag, så det er dejligt, at det er lyst og indbydende, siger Tia.


Gæster kom bare an! Trægulv, -skammel og -gelænder giver lidt varme til de sorte, hvide og blå farver i den lyse smukke entre. Skamlen er fra Casa Shop og er især god, når børnene skal tage sko af og på. roomroomshop.dk fører lignende sort kludetæppe.


Smukke notesbøger til indkøbslister og en træskål til at lægge nøglerne og solbriller i står klar til brug i vindueskarmen ved siden af hoveddøren. Nøglesnor fra Butik Retro Villa.


Hvide vægge og sortmalede trappetrin danner en moderne ramme om hyggelige og praktiske detaljer i vinduet og på de nederste trin. Trappekurven rummer tørklæder og andre småting, fylder ikke meget og passer perfekt til en entre uden meget plads. Tia har fået den af sin svigermor, prøv hos froebutikken.dk for lignende. Kunstværket i vinduet hedder Hanging Wood og er lavet af Isabel Berglund. Krukken er fra House Doctor, og lysestagerne er købt på loppemarkeder i Sverige. Base212 fører lignende. Trappen er malet i sort højglansmaling fra Flügger.


De store knager The Dots fra Muuto passer perfekt til nuancerne i entreen og er gode til tørklæder, lette jakker og gæsters overtøj. “Vi sørger for ikke at dynge knagerne til, det har vi et rum under trappen til. Men det er rart endelig at kunne hænge vores gæsters jakker på væggen, så vi ikke behøver at åbne døren ind til garderoben, hvor der altså stadig roder lidt”, indrømmer Tia.

Problemer:
• Entréen virkede mørk og ikke særlig indbydende
• Gulv og trappetrin var meget slidte
• Der manglede personlighed og stil i rummet
• Der manglede knager og opbevaring til små ting som nøgler
 
Løsninger:
• Væggene blev spartlet, filtet og malet hvide
• Gulv og trappetrin blev malet sorte med højglansmaling
• Trægulvet blev afhøvlet og lakeret
• Trappegelænderet blev slebet og olieret
• Der kom flere personlige ting som billeder, lysestager og krukker
• Der blev hængt knager op


Entreen før: Et kig ned i entreen, da den endnu var et mørkt gennemgangsrum med grå vægge og slidte trappetrin.

► SE OGSÅ: Før & efter: Et hjørne til afslapning
► SE OGSÅ: Før og efter: Gæsteværelse med personlighed
► SE OGSÅ: Før & efter: Soveværelse med afslappet stemning