Camilla Lindemann er træt af ekspedienter, der arbejder langsomt på trods af lange køer

Jeg stod i kø i supermarkedet og trippede, måske en anelse utålmodigt, for manden, foran mig, vendte sig og sagde: "Man kommer ikke hurtigere frem, fordi man skubber."

Det er jeg ikke enig i, og derfor ­svarede jeg:

"Jo, somme tider. Min utålmodighed har lige så stille bredt sig i køen, og om lidt er den kunde, der står og fumler med ­pengesedler, færdig med at samle sine varer sammen, og så sætter kassedamen ­farten op."

Det påstås, at tålmodighed er en dyd, men utålmodighed er heller ikke at foragte. Vi er mange utålmodige, der har ­udrettet noget, mens de tålmodige har sukket: "Kommer tid, kommer råd."

For utålmodige sjæle kan det være en ­udfordring at stå i kø.

Forleden var jeg i en boligbutik, der holdt udsalg. Der var mange mennesker, der ville gøre kup, men kun to til at ekspedere. Jeg medbragte en lampe, jeg havde købt i selvsamme butik dagen før, men som ikke ville adlyde mine fingres touch på tænd- og sluk-knappen, da jeg kom hjem med den. Jeg stillede mig ved ­kassen med armen kærligt om standerlampen. De to kunder foran mig blev ekspederet længe, det tror jeg den mest tålmodige sjæl ville nikke bejaende til. Begge skulle have mange informationer om de ting, de var i færd med at købe. Hver lampe og skål blev taget ud af deres respektive papkasser og hylstre og blev vurderet. En kunde maste sig pludselig frem og gik bagom disken, hvor hun konverserede den ene ekspedient ivrigt. Han stoppede fluks med det, han var i gang med og svarede på en byge af spørgsmål af ­privat karakter. Endelig forsvandt forstyrreren med bemærkningen: "Vi ses i aften." Dybt suk fra mig. Mere ventetid. Den ene ekspedition var ved at være til ende, men så vendte kunden sig og så på en ­lysekrone og sagde spekulativt: "Mon jeg ikke også skulle købe den?"

Jeg var lige ved at råbe: "Du har købt ­rigeligt." Men det gjorde jeg trods alt ikke. Jeg tror dog, jeg rullede med øjnene.

Ekspedienten kastede sig ind i den nye handel. Forlod kassen og viste kunden flere lysekroner. Den anden kunde var nu ved at stikke sit kreditkort i maskinen ved kasse nummer to. Jeg holdt vejret, da hun, før hun trykkede koden, sagde: "Åh, jeg vil også have sådanne lamper", mens hun pegede på varer, der lå på disken. Ekspedienten forsvandt for at lede efter det ønskede.
Jeg vendte mig for at se, om jeg ­kunne danne fælles front med køen, så vi ­kunne lægge psykisk pres på ekspedienter og de to kunder, der stadig shoppede, men jeg kunne ikke få øjenkontakt med nogen. Måske var de gået i lodret koma i ventetiden.

Da det endelig, endelig blev min tur, lyste standerlampen lystigt, da den blev sat i kontakten, men da jeg kom hjem med den igen, ville den stadig ikke virke.
Rasende gik jeg på apoteket, dog ­ikke ­efter noget beroligende. Her var der ­også lange køer. Jeg satte mig på en stol og lod som om, jeg havde god tid. Til trods for at vi nærmede os lukketid, blev ­personalet ikke stresset over de ventende. Der var overskud til at hyggesnakke, kunne jeg høre bag diskretionslinjen. En kunde skulle hente medicin til sin kat. Der udspandt sig en længere samtale om kattes røgt og pleje. Omsider fik samtalen en ende. Medicinen kom i pose, og så var det min tur. Jeg rejste mig, men så lænede apotekerdame sig frem over disken og spurgte: "Er det en kat, du har haft fra lille?"