"Min mor og jeg har haft et kærligt, men også kompliceret forhold"

I de senere år har Caroline Henderson tænkt en del over, hvor ”hjemme” egentlig er. Er det i Sverige, hvor hun er født, og hvor hendes svenske mor stadig bor? Er det i USA, hvorfra hendes far kom, og hvor hun boede en del af sin barndom? Er det i Paris, hvor hun også boede som barn og ganske ung? Eller er det i Danmark, hvortil hun kom i 1983, og hvor hun har boet og arbejdet lige siden? ”Home is where the Heart is”, synger Elvis Presley i en gammel sang, men hjertet kan jo også være flere steder, så hvad er det egentlig, der afgør, hvor ”hjemme” er?

– Mine rødder er nok mest hos min mor, der bor i Stockholm. For selvom meget af min familie har boet i Frankrig og USA, så er det Sverige, der er samlingspunktet for den store slægt. Jeg kommer af en ret stor familieslægt, hvor vi har en slægtsgård, så der er noget, der er cementeret for mig deroppe. Mine bedsteforældre og oldeforældre boede også i Sverige. Men nu er det sådan, at min mor er meget syg, og jeg går ligesom og forbereder mig lidt på, at det måske ikke varer så længe …

Caroline holder en lille pause. 

På Carolines fødselsdag i sidste måned udkom pladen ”Den danske sang …”. Hun ser helt overrasket ud, da jeg kommenterer, at den vel markerer hendes 25-års jubilæum som solist. Det har hun ikke lige tænkt over. For hende er pladen først og fremmest en slags integrationsplade, siger hun og slår en rå latter op. Integration er jo et stort ord. Men nok ikke helt forkert alligevel i denne sammenhæng.  

– Du ved, jeg har tænkt meget over, at det har været en stor del af mit liv at komme til nye lande, og selvom jeg har været i Danmark i længst tid, er der stadig ting, der kommer bag på mig her. Når man kigger på sit stamtræ, er det jo barndom, ungdom, forældre og bedsteforældre, der definerer en. Men da jeg kom til Danmark, havde jeg ingen historie her. Jeg skulle egentlig kun have været her i ganske kort tid, men jeg blev jo hængende. Så jeg ser mig selv som det der første lille-bitte-bitte træ uden rødder, der kom til Danmark og plantede sig selv. Langsomt voksede der nogle rødder ud, der kom børn til, og en dag kommer der måske børnebørn. Der vokser noget historie frem. Da jeg for nogle år siden fik Ridderkorset, tænkte jeg lidt over, at jeg pludselig også blev en del af dansk historie på den måde. Jeg er meget interesseret i historie. Hvor kommer vi fra, og hvordan er vi blevet, som vi er? Når man kommer til et nyt land, er der en ekstra nysgerrighed. Hvem er det, gaderne er opkaldt efter? Hvorfor siger og gør man sådan og sådan? Alt det, som man ikke tænker så meget over, når man er født og opvokset i et land, det undrer man sig over, når man kommer udefra. Det er en identitetsrejse, der har optaget mig hele mit liv, men måske især siden jeg flyttede til Danmark. Hvornår er man dansker? Bliver man det nogensinde? Jeg har nok altid været sådan lidt halvt det ene og halvt det andet.

Føler du det stadig sådan? 

– Nej, egentlig ikke. Jeg har det godt med at være mange steder, men jeg føler mig efterhånden meget hjemme her. Danmark er mit nye land, mit nye sprog, min nye kultur. Men jeg er sammensat af andre ting også. Og det kan man sagtens rumme. Det er, ligesom når man får flere børn. Man tænker, at man aldrig kan elske den næste lige så meget som den første. Men kærlighed bliver jo bare større og større og større. Og sådan kan det faktisk også være med identitet. Den kan rumme meget.

Hvorfor blev du egentlig i Danmark, når det slet ikke var meningen, at du skulle være her i længere tid?

– Kærlighed …! Kærligheeed gør mange dumme ting, var jeg lige ved at sige. 

Hun griner højt. 

– Nej, altså, jeg kom egentlig hertil, fordi jeg har noget familie her, som jeg skulle besøge. Og så var det meningen, at jeg skulle videre til USA. Danmark var bare et pitstop. Men sådan blev det ikke. I mange år troede jeg, at jeg var på vej videre, og det var nok først, da jeg blev alene med mine to ældste drenge, at jeg tænkte, nå, nu må jeg skabe noget selv. Egentlig var det fantastisk, at det skete, for ellers tror jeg, at jeg var blevet ved med at flytte mig og flytte mig. Men børnene blev det anker, jeg smed ud. Jeg besluttede at blive her og skabe et liv for dem og for mig selv. 

Og så fandt du kærligheden igen? 

– Jeg blev skilt, da min anden søn var ti måneder. Og så var jeg alene med børnene i omkring ti år. Jeg havde ikke lyst til at skabe ny familie, for jeg var vist ikke helt afklaret med, hvilke behov jeg havde. Af den grund tiltrak jeg også mennesker, som jeg samtidig kunne holde lidt på afstand. Jeg var ikke åben i mit hjerte, og det gjaldt både i forhold til venskaber og kærlighed. Mit fundament var ikke helt cementeret. På et tidspunkt stod jeg så pludselig helt ren og åben og kiggede mig omkring for at finde ud, hvad der egentlig skulle ske. Der mødte jeg så min mand, og vi slæber STADIG rundt på hinanden. 

Hun griner højt og smider sig tilbage i stolen. 

– Og jeg tror egentlig, at han er et af de første mennesker, der har fået lov til at kende den rigtige mig. Det er altid skræmmende, når man lukker op, men jeg fandt ud af, at det faktisk var helt okay og langt mere spændende, end jeg havde forestillet mig. Jeg har aldrig været sådan en pige, der drømte om at blive gift og alt muligt. Jeg er barn af en generation, hvor de voksne havde sex på kryds og tværs, og hvor vi også i en periode boede i kollektiv med bollerum og det hele. Så jeg har ikke haft traditionelle forbilleder i forhold til parforhold so to speak. Men det er faktisk kommet bag på mig, hvor utrolig inspirerende det er at følge et andet menneske over så lang tid. Det er klart, at der har været bump på vejen, men det er der jo for de fleste mennesker. Og det har også taget tid for mig at lappe min hektiske barndom med den der smukke, smukke, fuldstændig tossede mor, som jeg bare har løbet efter for at standse skaden hele tiden. Jeg har brugt tid på at slippe min mor og bygge trygheden op for mig selv og min egen lille familie. 

Caroline vender tilbage til sin mor igen og igen. Der ligger noget smerte begravet i den relation, og i løbet af interviewet når vi også frem til, at Carolines hemmelighed ligger lige her. I forholdet til moderen. 

– Når man bliver ældre, ser man tingene i et andet perspektiv. Det, jeg kom fra, var ikke særlig sundt. Jeg er vokset op med en mor, som hele tiden var i oprør mod sine forældre, og det var grunden til, at vi flyttede så meget rundt i min barndom. Det kan jo godt være rart somme tider at komme til et sted, hvor man kan starte forfra. Hvor der ikke er nogen, der kender en fra skoletiden og den slags. Men på et tidspunkt begynder man også at savne de der rødder. Og føle sig lidt Palle alene i verden. 

Fortæl om dit forhold til din mor? 

– Min mor og jeg har haft et kærligt, men også kompliceret forhold. Jeg har i høj grad været forælder for hende. Det er den slags forhold, vi har haft. Jeg tror, at jeg kom til verden som lidt af et oprør. Det var ikke comme il faut i vores øvre middelklassefamilie at få et barn med en sort jazzmusiker, som min mor gjorde. Især ikke når man var sådan en blond skønhed fra den her fine familie. Min mor har altid været en rebel, men også en sjov mor. Og en ung mor. Hun var kun 23, da hun fik mig. Hele livet har hun været besværlig, opstanasig og uselvstændig, og hun fandt på dumme ting som at flytte til USA med et lille barn uden at have et job eller et netværk. Hun blev reddet af sine forældre gang på gang på gang. Og faktisk også af mig. Jeg følte mig som den voksne i vores relation. Så jeg tror, at det med, at jeg flyttede til Danmark, handlede om at komme væk fra hende. Simpelthen. For hun har fyldt så meget, og der var hele tiden noget, jeg skulle hjælpe hende med. Det kan man måske ikke se, når man er helt ung, men det har jeg kunnet se sidenhen. Så jeg har haft brug for pauser fra min mor, selvom hun også er skide sjov, super intelligent og enormt kærlig. Og meget stolt af mig. Sådan er det jo med forældre, det er en blandet cocktail. Der er næsten aldrig nogen, der har sådan en fuldstændig ren relation til deres forældre. Vi har haft mange samtaler gennem årene, og vi har det også nu, hvor hun er syg. Og det føles rart. Og samtidig øver jeg mig i at forholde mig til, at jeg skal miste min mor. Det er fandeme mærkeligt, altså.  

Ved hun godt selv, hvor syg hun er?

– Ja, det gør hun. Somme tider har hun lyst til at snakke om det, andre gange er hun fuldstændig i denial. Og det er vel sådan, det er. Det sidste, man giver slip på, det er håbet. Det er mig, der tager de samtaler med lægerne om, hvor længe hun har tilbage, det er som om, hun ikke har lyst til at konkretisere det særlig meget. Og så bliver jeg igen den voksne i forhold til min mor. Det er mig, der ved, hvad der foregår. Min mor er ikke sådan en, der sidder og holder i hånd og taler om livet. Jeg tror, at det er sådan, at den måde, du lever på, den måde dør du på. Folk ændrer jo ikke bare karakter eller personlighed lige pludselig. Så jeg ordner, fikser og løber rundt, mens der er lidt ”drama fra salen”. Sådan som det altid har været. Jeg prøver at finde ind til kernen af min mor, og det kommer momentvis, hvor jeg kan mærke, at vi er tætte. Jeg er glad for, at vi har taget nogle snakke gennem årene. For det er ikke ligesom på film, hvor man sidder ved sengen, og NU skal man tale ud og få det sidste med. Det er jo igennem livet, at det skal ske. 

– Jeg har ikke tidligere talt offentligt om, at min mor ligger for døden, og om, at vi har haft så kompliceret et forhold. Men jeg kan mærke, at det er et stort emne for mig nu. Livet med ens forældre er den start, man selv får, og måske er forholdet til ens mor særlig vigtigt. Jeg tænker meget over kærligheden, vreden og selvstændigheden i forhold til min mor. Hvordan jeg har kappet båndene og samlet dem igen, og hvordan jeg gerne vil have en fin afslutning sammen med hende. Jeg håber, at min mor får en god afslutning på livet. 

Caroline holder en længere pause. 

Er din mor klar over, hvor tungt det har været for dig? 

– Ja, det er hun. Og det er også de samtaler, vi har nu, når momentet er der. Det, som vi også har sammen, er vores humor, så vi kan godt grine af, at jeg nærmest sidder og anklager en, der ligger for døden. Til gengæld er det meget sjældent, at jeg har grædt sammen med min mor før i tiden. Men det har jeg gjort igennem det sidste år. Der har været nogle situationer, hvor hun har sagt, at hun har været ked af mange af de ting, der er sket. Og det har været så fint. Det er en meget mærkelig tid på alle måder. Vi ved, at det kun går en vej, men vi ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage. Det er både meget smukt og rigtig hårdt at gå igennem. Jeg føler, at jeg hele tiden bevæger mig frem og tilbage i historien.  

I tirsdags modtog Caroline Dansk-Svensk Kulturpris af Dansk-Svensk Kulturfond. Prisen gives til en svensk eller dansk kunstner eller kulturpersonlighed, der i kraft af sit originale og nybrydende virke har nuanceret forståelsen af forholdet mellem Danmark og Sverige. Caroline fik besked om, at hun ville få prisen, uden at kulturfonden kendte til hendes nye dansksprogede plade, og det synes hun er sjovt. 

– Det er egentlig ikke så meget det, at jeg får prisen – det er selvfølgelig også skønt – men det er mere timingen i det, jeg er virkelig glad for. At jeg får den lige nu, hvor jeg har hele min baggrund oppe at vende. Min svenskhed. Min mor. Og det at acceptere, at hjemme kan være flere steder. Også her i Danmark.