Caroline Nordstrand
Foto: Frederik Lindstrøm “Jeg har set døden i øjnene, men jeg har også stået i nogle af verdens mest fantastiske templer og sunget mit hjerte ud.” Caroline Nordstrand Iuel, 28, havde brug for at bryde med sit eget liv. Det gjorde hun i Indien.

Caroline Nordstrand: "Jeg ville ikke være en dreng, og jeg ville ikke være en pige. Jeg ville bare ind til kernen"

Hvor tager man hen, når man er faret vild i sit liv? Caroline Nordstrand Iuel tog til Indien, hvor hun i første omgang dyrkede yoga og mediterede, og fandt ikke bare sig selv, men også en ny måde at tænke og leve på. Som helt ung var hun stresset, havde skyhøje ambitioner på egne vegne og var omgivet af pop, moderne kunst, mode og smykker i millionklassen. I dag har hun skrællet alt materielt væk og overgivet sig til … Gud.

Det er fire et halvt år siden, jeg sidst har set Caroline eller Caro, som hun bliver kaldt. Lige bortset fra en enkelt gang forrige sommer, hvor hun kom susende forbi på cykel på Købmagergade med vink og et: “Heeej, Lodberg. Jeg har travlt …” Sidste gang jeg rigtigt så Caro, var, da vi arbejdede sammen på modemagasinet Cover, hvor hun var journalist. Det var i sommeren 2014. Hun sad altid med kæmpestore høretelefoner om ørene og med hovedet bøjet over laptoppen, mens hun tryk-tryk-trykkede i tasterne. Når hun endelig kiggede op, var det for at pile ud ad døren til et interview. Eller en fest. En af de to. Jeg husker en modeugefest den sommer, hvor vi et kort øjeblik fandt hinanden i baren. Hendes øjne flakkede, ligesom kroppen. Hun skulle videre. Til en anden fest. Bare lige hurtigt. Og så skulle hun hjem og bruge natten på at skrive et interview med den franske skuespillerinde Charlotte Gainsbourg færdigt. Dagen efter skulle hun på ferie til Grækenland. Og så var hun væk. 

Først nu, fire et halvt år senere, ser jeg Caro i øjnene igen. De er ravgule, som de altid har været, men nu har de også fundet et holdepunkt. Jeg har set på hendes opslag på Facebook, at hun har været meget i Indien, hvor hun har båret sari, sunget og danset og været i selskab med skaldede mænd i orange klæder. Og så var der en eller anden, der fortalte mig, at hun var blevet medlem af Hare Krishna. Hvad er der sket i Caros liv, fra vi arbejdede sammen til i dag, hvor hun for fem dage siden kom hjem fra en to måneder lang tur til Indien? Da jeg skrev til hende på Messenger for et år siden, var hun ikke klar til at fortælle sin historie. Det er hun nu.

caroline Nordstrand
I nærkontakt med køerne, der ikke ender som bøffer. Foto: Privat.

Hvordan havde du det i sommeren 2014, da vi arbejdede sammen?

– Jeg havde masser af energi, sådan er jeg, men jeg var presset og overhovedet ikke glad. Jeg havde udslæt i mine hænder og pletter for øjnene. Jeg drak for meget, røg for meget og spiste for lidt. Jeg var i et usundt forhold og totalt absorberet i mit arbejde. Jeg har altid været meget perfektionistisk. Når jeg går ind i noget, gør jeg det med liv og sjæl. Men der var noget, der manglede: “Hvem er jeg? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er meningen? Hvordan spiser man ordentligt? Hvordan elsker man? Hvordan tror man … på noget som helst?” Jeg vidste ingenting, og det var der heller ikke nogen af de psykologer, terapeuter og læger, jeg talte med, som gjorde. De spurgte bare til min barndom, mine følelser og tanker. Men den længsel, jeg havde indeni, var så overvældende, at jeg ikke kunne sætte ord på den.

Du valgte muligheden for en karriere fra. Hvad ændrede sig ellers?

– Jeg havde det sådan her: “Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere. Nu vil jeg have det godt!” Jeg begyndte at skrue drastisk ned for tempoet og ændrede min dårlige vaner. Jeg begyndte at gå flere ture, hoppe mere i havet, dyrke yoga og meditere. Alt, der kunne heale mig. Du kan ikke bare bryde ud af noget fra den ene dag til den anden. Men jeg ville gerne. “This can’t be it,” tænkte jeg. Der måtte være noget mere.

Og så tog du til Indien?

– Min veninde Sara, som har rejst i hele verden, havde forelsket sig i Indien, og et år spurgte hun, om jeg ville med. Jeg havde aldrig rigtig rejst udenfor den vestlige verdens comfort zone før, og jeg fik et kæmpe chok. Indien er tusindvis af mennesker på ét sted, larm, røg, farver, smag, alt i dit åbne ansigt. Vi tog til en elektronisk musikfestival, hvor alle de her Bombay-Delhi-cool-cat-kind-of-people spacede ud. Jeg kendte det liv alt for godt. Jeg var ikke kommet til Indien for at finde et nyt København. Så jeg rejste videre alene, og hvad der skulle have været én måned blev til tre. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke komme hurtigt nok afsted igen. Jeg solgte stort set alt, hvad jeg ejede og rejste. Tilbage til alle de skatte, jeg var kommet efter.

Caroline Nordstrand
Kronraget. Glad. Foto: Privat.

Hvilke skatte fandt du?

– I første omgang dyrkede jeg meget yoga for at finde ro i kroppen. Jeg tilbragte to måneder i en yoga-ashram i Sydindien, hvor du følger et stramt program fra klokken fire om morgenen til klokken ni om aftenen. Meditationen lærte mig, at jeg ikke kun er min krop. I Vesten er vi så vant til at identificere os ud fra vores kroppe, hvor vi kommer fra, vores venner, vores job, og hvilket tøj, vi har på. Så jeg klippede mit hår af og gik i hvidt bomuld. Jeg ville ikke være dreng, og jeg ville ikke være pige. Jeg ville bare ind til kernen af mig selv. Jeg droppede telefon og computer og boede i den vilde natur, tog bad i floden og lavede mad over åben ild. Der har også været nogle voldsomme oplevelser, som har udfordret min tillid og tro. Jeg er blevet snydt, manipuleret, råbt ad og nærmest truet. Jeg har desværre både haft mord og voldtægt tæt inde på livet, selv om det heldigvis ikke var på egen krop, men jeg havde brug for at rense ud. Fysisk og mentalt. Det var en stor realisering for mig, da jeg forstod, at jeg ikke er mine tanker, men at tanker bare er spor, der kører oppe i hovedet. Det var første skridt.

LÆS OGSÅ: "Haven er det eneste sted, jeg kan glemme, at jeg har en smartphone"

Hvad var næste skridt?

– Jeg fandt ud af, at jeg ikke hele tiden behøvede at blive stimuleret for at føle mig hel og lykkelig. Jeg forstod, at sjælen, at Gud – der er nok mange, der ikke er fortrolige med at bruge ordet Gud, men det er jeg – er i vores hjerter og er vores bedste ven.

Hvordan kom Gud ind i billedet?

– Det kan godt være, at alle de smarte yogier i dag ikke er klar over det eller vil indrømme det. Men formålet med yoga er at forbinde sig med Gud. Det er det, det betyder, og det er den mest hellige og smukke praksis i verden. Efter jeg havde stået på hovedet i et år, var jeg smidig som en ål og stærk som en bjørn, men jeg var tom indeni. Jeg savnede at være sammen med andre, som også havde lyst til at smide deres ego langt væk. Så jeg fandt vej til templerne og bhakti-yoga. Bhakti betyder kærlighed eller hengivenhed og handler om at udvikle netop det. Uselvisk kærlighed. Det er en aktiv form for meditation, hvor du har Gud, eller Krsna, som det hedder på sanskrit, med i alt, du gør. Det er den ultimative yoga; at rette din hele eksistens mod en højere sag.

Caroline Nordstrand
Den spirituelle leder Srila Prabhupada. Foto: Privat.

Hvad er den højere sag?

– At forstå, at det ultimative mål ikke er at glæde dig selv, din mand eller dine børn. Det er at glæde Gud.

Hvordan glæder du Gud?

– I den tradition, jeg følger, og som i Vesten kaldes Hare Krishna, gør du det især ved at synge og danse. Det kan Gud godt lide.

Hvordan kan du vide, at det gør Gud glad?

– Det ved jeg heller ikke, for Gud er totalt tilfreds i sig selv. Men når du er fuld af spontan kærlighed til livet, får du lyst til at synge og danse. Det er i hvert fald min erfaring. I starten var det ret grænseoverskridende at synge mit hjerte ud og danse i takt med en masse folk, jeg slet ikke kendte, især 500 velpolstrede indiske kvinder, som puffede mig rundt, mens de lavede sådan nogle skingre “ulu”-lyde. Men når egoet slipper, er det frigørende og ekstatisk. Og det bedste er, at det virker begge veje. Hvis du ikke er glad, bliver du glad af at synge og bevæge dig lidt til rytmen. Det er så simpelt, og det virker.

Jeg får associationer til de orangeklædte bjældeoptog på Strøget. De virker rigtig nok ekstatisk glade. Caro har ikke orange sari på, men en uldbluse i kabelstrik. Hun er ikke kronraget, men har en pisk fra dengang, der har fået lov at blive siddende tilbage omme i nakken. Caro har alt sit hår, som er sat op med et glimmer-klipsespænde, som set på de fleste andre 28-årige kvinder, der bor i en radius af 40 kilometer fra Indre By, mig selv inklusive. Om den ene ankel har hun dog en kæde med små bjælder, der klingrer, når hun bevæger sine ben ind og ud af skrædderstillingen på den bænk, hun sidder på. Skoene ligger på gulvet.

Caroline Nordstrand
Tempel-magi. Foto: Privat.

Hvordan har dine forældre reageret på, at du er blevet medlem af Hare Krishna?

– De har været glade for at se, at jeg endelig har fundet ro og glæde i mit liv.

Hvad med dine venner?

– Mine venner er mine venner.

Ser du stadig nogle af vennerne fra ’dit gamle liv’?

– Ja da.

Hvordan har du det med, at de stammer fra ’dit gamle liv’?

– Alle bliver ældre, og de fleste udvikler sig i en positiv retning. Det er dejligt at se, at mine veninder bliver mødre eller færdige med deres uddannelse og får deres drømmejobs. Eller at de selv går i gang med at arbejde med sig selv.

Er der ingen i din omgangskreds, der har kigget underligt på dig?

– Det er der da helt sikkert. Men jeg er ikke mærkelig, jeg er bare blevet mig selv. Synes du, jeg er mærkelig?

LÆS OGSÅ: Mikael Wulff: "Efter jeg er fyldt 40, er jeg seriøst begyndt at overveje at få børn"

Nej, men der er da sket en del med dig. Du lever jo på en helt anden måde …

– Jeg synes jo, at det er en helt naturlig måde at leve på. Jeg synes, at det er alle jer andre, der er skøre, når I bliver ved med at spise dyr og drikke gift.
Det er der stadig, glimtet i øjet.

Er der intet, du savner?

– Nej.

Intet?

– Nej.

Heller ikke et glas kold hvidvin på en sommerdag?

– Nej.

Caroline griner.

– Jeg tænker aldrig på det.

Tvivl og sang hver dag

Et rækkehus med en mor, en far og en lillesøster i Hørsholm, hvor hun gik “i en helt normal folkeskole,” var rammen om Caros opvækst. Hun er vokset op med sang og dans, men det var ikke i kor om middagsbordet med Højskolesangbogen mellem hænderne eller i kirken med salmebogen. Det var med Michael Jackson på anlægget.

– Vi gik amok i fri dans. Vi egotrippede, og kom hver især ud med vores energi. Det var ikke en kærlig eller hengiven måde at bruge musikken på.

Da hun var 13, blev forældrene skilt, og hun flyttede med moderen til Rungsted. Hun gik i 1.g på Espergærde Gymnasium og i 2. og 3.g på Rungsted Gymnasium i et miljø, hun selv betegner som “materialistisk velstående, men spirituelt fattigt.” Som 18-årig flyttede hun hjemmefra, ind til København, og begyndte at arbejde for smykkefirmaet Shamballa Jewels. Samtidig læste hun Kunsthistorie på Københavns Universitet. Hun vidste ikke, hvad hun skulle bruge det til, men “et eller andet skulle jeg jo vælge.” I forbindelse med sin uddannelse var hun et år i Paris for at studere og drev bloggen Paris Paris derfra.

– Paris er æstetikerens by, sanselig og sensuel, men ikke et sted for fortabte og inderligt søgende sjæle.

Caroline Nordstrand
Caro har levet på en sten og vendt den materialistiske verden ryggen. Foto: Privat.

Tilbage i København startede hun som 21-årig som fuldtidsansat på Cover. Studierne blev sat på pause.

– Jeg var ’heldig’ i den forstand, at jeg fik præsenteret mange muligheder på meget kort tid. Men jeg kunne ikke følge med, og det var ikke dét, mit hjerte længtes efter. Det handler ikke om modebranchen. Jeg elsker alle de mennesker, jeg arbejdede sammen med, især Malene (Malling, forlægger af Malling Publications, som udgav Cover, red.), som altid har troet på mig, også da jeg dedikerede mig til Krishna. Det handler om den materielle verden generelt. Den materielle verden er kendetegnet ved overfladiskhed, stolthed, arrogance og egoisme. Den spirituelle verden er kendetegnet ved det modsatte: uselviskhed, kærlighed, ydmyghed, tolerance.

Hvis du fik muligheden, hvad ville du så sige til den unge kvinde, der sad på kontoret dengang?

– Enten kunne jeg sige: “Tag dig sammen! Hvis du vil det her, kan du ikke feste til klokken fem om morgenen og gå på arbejde klokken nu, og du kan ikke sige ja til 10 arbejdsopgaver på én gang. Du bliver nødt til at lære at sige fra.” Eller også kunne jeg sige: “Hey, du behøver ikke. Hvis du ikke kan, må du godt sige stop.”

Du sagde sådan set stop …

– Jeg havde ikke noget valg. Jeg var som en fisk på land. Helt tørret ind. Jeg havde et forvrænget selvbillede og var ikke særlig god til at kontrollere mine sanser og mit sind. Men det var også skide sjovt. Jeg er bare glad for, at jeg aldrig skal gøre det på den måde igen. Jeg har da tænkt på, at det ville være dejligt at skrive igen. Jeg elsker livet og at fortælle historier. Men jeg arbejder dårligt under pres. Jeg skal aldrig mere glemme, hvad der er allervigtigst.

Caroline Nordstrand
Mad bliver serveret for forældreløse børn. Foto: Privat.

Hvad er det allervigtigste?

– At glæde Gud. Jeg skal ikke andet i det her liv.

Tvivler du aldrig på, at det er det, du skal?

– Hele tiden. Jeg har grædt hver dag, siden jeg kom hjem. Men tvivl er roden til alt ondt, og den er ikke virkelig. Ligesom lykke og ulykke, sommer og vinter, og alt andet i den materielle verden. Den kommer og går, som Krishna siger i den 5.000 år gamle visdomsbog, Bhagavad Gita. Og vi må lære at tolere det. Lykken er kun evig og sand i den spirituelle verden. Men vi er så forvirrede i dag, at folk prøver at realisere sig selv ved at tage ayashuasca (psykedelisk stof, red.). Det skærer virkelig i mit hjerte. Hvorfor ikke bare bukke hovedet? Alle, der dyrker yoga, ved, at barnets stilling er virkelig rar. Den gør dig lille og overgivende.

Er du bange for at falde tilbage i dine gamle mønstre?

– Selvfølgelig. Sindet er flyvsk, og sanserne er stærke, og jo mere du omgås folk med dårlige vaner, desto flere dårlige vaner får du selv. Det er ikke hokus pokus. Jeg skulle bare være i Tisvilde én weekend forrige sommer, og så var jeg fuld igen. Det var ikke slemt. Det er bare meningsløst. Så i dag gør jeg aktivt nogle ting for at holde fast i det, jeg tror på. Det er godt at være frygtløs, men det er endnu bedre at være bange for at leve et meningsløst liv.

“Jeg vil gerne være blid og blød og moderlig”

Caro har været i Indien fem gange inden for de seneste fire år. Hendes længste ophold var otte måneder. Hun har boet i yoga-ashrams, arbejdet på et retreat, haft sit eget lille hus i en fiskerbugt, været på pilgrimsrejser og besøgt stammefolk og bittesmå landsbyer midt i ingenting. To gange har hun også været et par måneder i New York, hvor hun har gjort tjeneste på The Bhakti Center og én gang i Montreal, hvor hun boede i et tempel i en lille måneds tid. Hun har levet på en sten og fået husly og mad ved at tage arbejde, hvor hun er kommet frem. Men det, der egentlig tæller, ifølge hende selv, er hendes tid herhjemme i Danmark. Det er her, hverdagen går sin gang, og det er her, hun skal bevise over for sig selv og Krishna, at hun kan leve det liv, hun nu har skrevet sig op til. Hun følger vaisnava-livsstilen, som, groft sagt, betyder et liv uden kød, rusmidler, frås og sex uden for ægteskabet og to timers meditation, som består i at chante Hare Krishna-mantraet 1.728 gange dagligt. Det er også meningen, at hun skal overgive sig til en åndelig mester, en guru. Men ham har hun ikke mødt endnu. “Fremtiden må vise, om det bliver i det her liv …

Caroline Nordstrand
Foto: Privat.

Caro lever af at distribuere bøger på gaden, bl.a. det hinduistiske hovedværk på vers Bhagavad Gita, som undertegnede nu, efter en MobilePay-overførsel på 200 kroner, har stående hjemme i reolen. Tidligere, når hun kom tilbage til Danmark efter sine udlandsrejser, har hun arbejdet på en planteskole, i en børnehave og gjort tjeneste i templet i Vanløse. Og nej, Caro ser hverken Marie Kondo på Netflix eller Fede forhold på DR2, og nej, hun kan heller ikke kloge sig på plottet i Jussi Adler-Olsens seneste krimi. Men sidste jul så hun alligevel julefilm med sin mor, og forleden åbnede hun Kongens fald af Johannes V. Jensen. Den blev dog lukket ret hurtigt igen. Hun ville hellere læse den indiske guru Srila Prabhupadas oversættelse af det oldindiske værk, der kan betegnes som den hinduistiske bibel, Srimad Bhagavatam. Også den vestlige kunst har hun lukket øjnene for.

– Den selvoptagede kunst interesserer mig ikke. Hvor åndssvagt kan vi gøre noget og få det pakket ind under betegnelsen kunst, så alle står på sidelinjen og blive begejstrede? Det er kejserens nye klæder, og det er meningsløst. Der er ingen grund til at gøre det, som er grimt smukt eller hylde det meningsløse, når verden er fuld af skønhed og mening.

LÆS OGSÅ: Filminstruktør Lotte Svendsen: "I perioder har jeg skøjtet rundt i sorg og festet for meget"

Hvad skal der ske nu?

– Du lyder som min far … Nu skal jeg være herhjemme og prøve at have en hverdag. Sådan er det hver gang, jeg kommer hjem. Det er svært, fordi Indien har en stor plads i mit hjerte. Jeg har fået åbnet mine øjne og mit hjerte på måder, jeg aldrig havde forestillet mig. Det var der, jeg kastede mig ud på dybt vand, og jeg fik, så hatten passer. Jeg har set døden i øjnene, men jeg har også stået i nogle af verdens mest fantastiske templer og sunget mit hjerte ud med tusindvis af andre. Det er kraftfuldt. Gud kommer virkelig, når vi kalder.

Hvad er det mest irriterende ved at komme hjem til Danmark?

– At folk kun tænker på at tjene penge. Penge, penge, penge! Det er så irriterende. I stedet for at tro på, at det nok skal gå, hvis du gør det, du godt kan lide. Det har jeg selv erfaret. I New York sov jeg på gulvet i tre måneder, og i Indien spiste jeg i en periode kun en kokosnød og et par cashewnødder om dagen. Jeg har arbejdet ind imellem, men kun for lige at opretholde mig selv. Penge er nødvendige, men de binder, og dét kan være tungt. Let er bedst. Min mor har altid sagt, at du skal kunne være lykkelig i en papkasse, så det holder jeg fast i.

IMG_0555.jpg

Men hvad vil du leve af?

– Jeg tænker ikke over, hvad jeg skal leve af. Jeg er ikke knyttet til et arbejde, og jeg skal ikke bruge et arbejde til at realisere mig selv. Det falder mig ikke naturligt at gå på arbejde hver dag for at tjene penge. Det falder mig naturligt at ville gøre noget godt for Krishna. Sjælen er ligeglad med penge.

Hvad er den største ændring fra 2014-Caro til 2019-Caro?

– At jeg har fået et inderligt ønske om at blive mor. Jeg har ikke lyst til at være så hård, som jeg var engang. Jeg vil gerne være blid og blød og moderlig, for det er min natur. Jeg vil gerne være som de indiske mødre, jeg har mødt … På bare tæer i køkkenet og kun med tanke for, om deres børn får mad og kærlighed.

Kunne du finde på at blive mor alene?

– Nej.

Så kræver det jo en mand …?

– Ja.

Er det et krav, at han skal være medlem af Hare Krishna?

– Det er ikke et krav. Jeg håber, jeg møder én med hovedet og hjertet på rette sted. Det første skal helst være lidt koldt, og det sidste skal helst være stort og varmt.

Caro har fastholdt blikket fra ’hej og kram’ til nu, to en halv time senere, hvor vi rejser os og går hver til sit fra Nørrebro-cafeen. Hun ved, at hun hører til i Danmark. Hun vil være mor. Og hun vil synge og danse for Krishna. Men hun oplever stadig, at følelserne kan løbe af med hende, at de farer op og ned, fra sorg og smerte til glæde og lykke. Ligesom vi andre går rundt og kan være dødforvirrede og komme i tvivl om, hvad meningen med det hele er. Jeg er dog ikke i tvivl om, at uanset for hvis skyld Caro synger og danser, har det givet mening for hende.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Livsstil