Cecilie Frøkjær: "Jeg holder alle potentielt upopulære holdninger for mig selv"

Hvad er det bedste, der er sket for dig i år?
– På arbejdsfronten er det, at jeg har fået en forfatterpodcast, hvilket er en drøm for mig. Jeg får nemlig både lov til at fokusere på bøger og fordybe mig i samtalen. Privat har jeg lært – efter at have haft det som nytårsforsæt i så mange år – endelig at trække vejret lidt dybere. Det er lige så vigtigt, som det er at trække sig tilbage indimellem og lade op i eget selskab.

Hvornår er du helt dig selv?
– Man er jo mange udgaver af selv sig, så jeg vil sige, at jeg er både mig selv, når jeg er ucharmerende og råber ad mine medtrafikanter inde bag ved forruden, og når jeg klaprer på business-agtige hæle til arbejdsrelaterede møder. Men jeg er også helt mig selv, når jeg er alene hjemme og spiser leverhakker til aftensmad, eller når jeg er sammen med mine nærmeste. Man er aldrig kun én udgave af sig selv.

Hvad er din guilty ­pleasure?
– Det er Snøfler og tv-serien "Fint skal det være". Det går både godt sammen og hver for sig.

Hvilken ting ville du redde ud som det første, hvis dit hus stod i flammer?
– Det er selvfølgelig mine børn. Og derefter ville jeg redde alle de fotoalbum, som jeg har, med billeder fra både mit eget og mine børns liv. Derfor håber jeg også, at det er en brand, der udvikler sig langsomt, for jeg har 20 tykke ringbind med billeder.

Hvordan tror du, at dine gymnasiekammerater husker dig?
– Jeg tror, de vil huske mig som snakkende og engageret. Og så vil de nok også huske mig som hende, der altid var på jagt efter nogen, der ville sælge mig en cigaret. Jeg havde aldrig råd til en hel pakke, så frikvartererne gik tit med at gå rundt og spørge: "Hvem vil sælge en smøg?"

Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men...
– Jeg tænder overhovedet ikke på offentlig debat, mudderkastning, og hvor der tilsvines, som det desværre ofte bliver til. Så jeg holder alle potentielt upopulære holdninger for mig selv, og det har jeg altid gjort. Jeg bliver simpelthen for sårbar i det. Privat er jeg også mest konsensussøgende, og jeg synes, det er sjovere at samtale end at diskutere. Jeg har altid syntes, at tvivl er en mere konstruktiv vej end skråsikkerhed.

Hvilket talent ville du ønske, du havde?
– Jeg ville så gerne have haft et stort musisk talent. Jeg har altid været ekstremt fascineret af det fællesskab, der er mellem musikere, der spiller sammen. Jeg spillede selv blokfløjte fra 2.-4. klasse, og så havde jeg tre guitartimer i 7. klasse, men det blev aldrig til mere end det. Det interesserede mig nok alligevel ikke så meget. Men jeg synes egentlig, jeg har rytme. Og jeg kan helt vildt godt lide at danse. Jeg skal dog have indtaget et vist kvantum alkohol, før jeg virkelig slår mig løs.

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?
– Når de møver sig frem i trafikken i myldretid uden blik for, hvad der skal til for at få det hele til at glide nemmere. Men jeg må også skamfuldt konstatere, hvor egoistisk, dobbeltmoralsk og selvretfærdig jeg er. Jeg er også selv en kæmpe nar, når jeg kører bil.

Hvad er den største ros, du har fået?
– Den største ros, man kan få, er vel: "Jeg elsker dig". For det er ligesom hele pakken. Men engang sagde en veninde til mig, at jeg ikke var bange for nogen slags følelser, uanset hvor voldsomme de er. Det blev jeg enormt glad for.