Christina fik angsten for fremtiden opereret væk

Det er midt på eftermiddagen på det nedlagte landsted lidt uden for Lintrup ved Vejen. Husets to piger på henholdsvis syv og ni år, Ditte Marie og Anne Sofie, er netop kommet hjem med skolebussen og har sat sig ved spisebordet i stuen.

Mens deres mor smører boller, og familiens glade gule labrador falder til ro igen, snakker de løs. Ikke i munden på hinanden, men stille og roligt. 39-årige Christina Nygaard Hansen lytter og smiler. Retter lidt på Ditte Maries krøllede hestehale og kigger i det arbejdshæfte, som den mindste datter kaster sig over, så snart hun har tygget af munden. Ditte Marie er snart færdig med 0. klasse, og for hende er lektier bare det bedste. Christina nyder det lille hverdagsøjeblik i fulde drag.

– Jeg ved, at livet er skrøbeligt, siger hun og lader forstå, at det også er baggrunden for den drastiske beslutning, hun tog for tre år siden.

– Mine piger skal ikke opleve det samme, som jeg har oplevet. Jeg mistede min mor alt for tidligt. Det vil jeg godt nok gøre alt for, at de ikke skal, siger hun.
Christina venter med at fortælle videre, til pigerne er optaget af noget andet. Så spoler hun tilbage til 2011, da hendes egen livsglade og ellers kernesunde mor fik at vide, at hun havde brystkræft.

På det tidspunkt var Anne Sofie to år og Ditte Marie syv måneder: De første børnebørn i familien, som Christinas mor havde glædet sig usigeligt til at tage imod. Men helt som forventet kom det ikke til at gå, for sygdommen slog en kile i familieidyllen og overtog til sidst hele dagsordenen.

LÆS OGSÅ: På plejehjemmet Aldershvile strikker de børnetøj på bestilling

Sorg og angst

– Det har bare fyldt SÅ meget i vores familie. Det var én lang, følelsesmæssig rutsjetur, siger Christina, der ligesom sin mor håbede på helbredelse lige til det sidste.

Opture var der nemlig mange af, men i februar 2014, få uger efter moderens 60-års fødselsdag, stod det klart, at Elsebeth Mathina Nygaard ville dø af brystkræft/leverkræft.

– Min søster og jeg passede hende selv hjemme de sidste 14 dage. Det var ufatteligt hårdt, siger Christina, der i tiden efter var helt ødelagt af sorg og angst.

Sorg over at have mistet sin omsorgsfulde mor og børnenes mormor alt for tidligt og angst for, om hun selv var i farezonen for at udvikle den samme dødelige sygdom. Risikoen for en vis arvelig tilbøjelighed var i hvert fald svær at se bort fra.

Christina fortæller, at hendes mormor og mormorens to søstre også døde af brystkræft i 60-års alderen, ligesom et par kvindelige familiemedlemmer på morfarens side.

– Noget af det sidste, min mor sagde til mig, var at „Jeg skulle få gjort det, jeg kunne få gjort". Hun sagde ikke ligeud, at jeg skulle få fjernet brysterne, men jeg tror, at det var det, hun mente, siger Christina, der i tiden efter gik en masse lange ture alene med hunden både for at bearbejde sorgen, men også for at tænke tingene grundigt igennem.

– Jeg var fuldstændig fraværende både i forhold til min mand og mine børn i den periode. Jeg tror nærmest ikke, jeg så dem rigtigt i et halvt år, siger hun.

LÆS OGSÅ: Michaela blev mobbet: ”Jeg fik dagligt at vide, at jeg var grim og fed”

Afklaret

Efter adskillige undersøgelser og samtaler med lægerne på Vejle Sygehus om fordele og ulemper ved at erstatte to raske bryster med to kunstige, lagde Christina sig under kniven i august 2014. Helt afklaret om, at det var det rigtige, hun gjorde, selvom de genetiske undersøgelser ikke havde påvist en arvelig disposition. Familiehistorikken var rigeligt for Christina.

– Det var bare noget jeg var nødt til at gøre for at være til, som hun siger.

Også selvom operationen virkelig var skræmmende.

– Jeg havde aldrig været i narkose før, så alene det, siger hun og forklarer, hvordan operationen foregik i én arbejdsgang: et snit under hvert bryst, ud med det naturlige brystvæv og ind med en protese. Fire timer i alt på operationsbordet.

– Det var en barsk omgang. Jeg var indlagt i 14 dage og sygemeldt i otte uger, men det var det hele værd, siger hun og smiler.

Christina føler ikke, hun har mistet noget ved at lade sig operere.

– Tværtimod har jeg fået en ro og en tryghed, jeg ikke havde før. Det var SÅ tydeligt bagefter, siger hun og understreger, at hun selvfølgelig er klar over, at der ikke gives nogen garantier imod kræft.

– Men jeg føler, at nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at undgå det. På et tidspunkt skal jeg nok også tage stilling til, om jeg vil have fjernet mine æggestokke, men der er jeg ikke nået til endnu, for det påvirker mig ikke psykisk. Det gjorde det andet, og for mig er det det afgørende, siger Christina, der indtil videre ikke tænker sine egne døtre ind i familiehistorikken.

– Der kan nå at ske meget, inden de bliver voksne. Måske er det slet ikke relevant til den tid, håber hun.