"Jeg gik ikke i bad i 10 dage. Jeg ville ikke vaskes, fordi han havde rørt ved min hud"

Jeg går lige en tur.

Christina Sylvest Plichta sad i sin lejlighed i Rødovre, hvor hun lige skulle svare på nogle mails, inden hun og kæresten, Mads, ville køre ud til et sted, hun har i skoven. Her har Christina heste, kælegrise, høns og katte. Her tager hun imod klienter, der går i terapi hos hende. Og her tilbragte hun og Mads rigtig meget tid sammen. Men først skulle hun være færdig med arbejdet ved computeren, så det det passede fint, at Mads gik en tur.

Men hvorfor kom han ikke tilbage? Efter et par timer undrede Christina sig virkelig – også over, at Mads hverken svarede på telefon eller sms. Så opdagede hun, at hendes bilnøgle er væk.

LÆS OGSÅ: Dorthe mistede sin mor: "Jeg var simpelthen enormt flov"

"I det sekund vidste jeg instinktivt, at Mads var død. Han ville aldrig tage min bil uden at spørge," siger 38-årige Christina.

I panik fik hun en veninde til at køre sig ud til sit sted i skoven. Måske var han der. Nej. De kørte videre til Mads egen lejlighed. Christinas hjerte hamrede, da hun låste sig ind.

"Der var en hems i lejligheden. Hang Mads mon ned fra den," siger hun.

Det gjorde han ikke.

Christina ringede nu til politiet. "Du skal ikke lede mere," lød det.

Kort efter kom to betjente hjem til hende og fortalte, at Mads var sprunget ud foran et tog. Han var død på stedet.

Mødet med Mads

Det var den 1. august 2019. Bare ni måneder tidligere havde han og Christina mødt hinanden på dating-app’en Tinder. Christina var netop blevet forladt af en kæreste og skulle 14 dage senere have fjernet sin livmoder.

"Jeg stod derfor midt i en kæmpesorg og turde i virkeligheden ikke gå ind i et forhold, fordi jeg frygtede at blive forladt igen. Men Mads var bare vildt sød og sjov og hjalp mig med mine dyr og købte ind for mig i den første tid efter operationen," fortæller Christina.

Også i sit arbejde som støtteperson for mennesker, der havde det svært, var Mads der for andre. Og da der et par måneder senere opstod en så alvorlig infektion i Christinas mave, at hun var ved at dø, var han der igen.

"Mads gav mig en ro, jeg aldrig havde fundet hos andre mænd. Samtidig betød mit sygdomsforløb, at vi meget hurtigt kom meget tæt på hinanden," siger hun.

Som Christina selv var Mads meget natur-interesseret. De tilbragte derfor meget tid sammen på hendes sted. Hun lærte Mads at ride, og de red ture sammen i skoven. Han hængte en hængekøje op i skovbrynet, hvor de jævnligt tændte bål og lå sammen. Og ikke mindst havde de intense samtaler om deres liv.

Christina lægger ikke skjul på, at hun har haft psykiske nedture. Når de kom ind på emnet selvmord, troede hun derfor, at det handlede om hende og de tanker, hun engang havde haft.

Da Mads fem uger inden sin død fik det så dårligt, at han sov hele tiden og ingenting spiste, tænkte Christina, at det var hende, der var noget galt med.

"Min angst for at blive forladt, kom op i mig igen. Jeg troede, han ville gå fra mig," siger hun.

Forfærdeligt og smukt

Efter politiets besked om Mads’ selvmord gik Christina i chok.

"Jeg gik ikke i bad i 10 dage. Jeg ville ikke vaskes, fordi han havde rørt ved min hud. Jeg børstede tænder med hans tandbørste. Jeg gemte hans tøj under min pude. Og jeg kunne ikke holde ud, at folk grinede eller snakkede højt, mens min verden var brudt sammen," siger hun.

Christina var i tæt kontakt med Mads familie, som foreslog, at de holdt Mads bisættelse på hendes sted i skoven. Sådan blev det. Hans kiste blev stillet på en opsats, der blev bygget af træ, han selv havde fældet. Rundt om var de omkring 100 mennesker, der holdt taler og spillede musik, inden de efterfulgt af hestene bar kisten gennem skoven og hen til rustvognen. Folk havde hver medbagt en ret mad og spiste bagefter sammen i skoven.

"Det var forfærdeligt. Smertefuldt. Men Mads’ bisættelse kunne ikke have været smukkere," siger Christina og tilføjer:

"Det var en uhyggelig sorg at være i, for det ville jo aldrig blive godt igen. Samtidig hjalp erkendelsen mig til at acceptere, at Mads ikke kommer igen."

LÆS OGSÅ: Nicolines to bedste veninder begik selvmord: ”Savnet forsvinder aldrig”

Behov for at vide

Christina har gennem mange år skrevet dagbog og havde også hjulpet Mads i gang med at skrive. Nu hjalp det hende både at skrive sine egne tanker ned og at læse i Mads’ dagbøger.

"I starten havde jeg en følelse af, at det var mig, der gennem vores samtale om selvmord havde givet Mads idéen til at tage sit liv. I hans dagbøger kunne jeg læse, at han allerede i begyndelsen af vores forhold havde haft selvmordstanker. Det vil sige længe inden vores samtale. Det var en stor lettelse," siger Christina.

Hun fortæller, hvordan hun vandrede rundt i skoven og skreg sin smerte ud. Men at hun også søgte hjælp hos Nefos, der er et netværk for selvmordsramte.

"Det var virkelig rart at snakke med nogen, der forstår, hvor sønderrivende et selvmord er."

Syv måneder efter Mads’ død mødtes Christina desuden med nogle af de mennesker, der havde overværet, da toget ramt ham.

"Det var en voldsom oplevelse. Men jeg havde et stort behov for at vide, hvad der præcist var sket," fortæller hun.

Alle de ting, Christina har gjort i kølvandet på Mads’ død, har bidraget til, at hun har fået det bedre.

"Jeg tænker stadig på Mads hver dag, men det er ikke længere så sorgfuldt. Hans mor har sagt, at hun er ked af, jeg nåede at blive involveret i hans liv – og skulle igennem alt det her. Men jeg er taknemmelig for, at jeg har haft Mads i mit liv. Tidligere var jeg afhængig af at have en kæreste, fordi jeg ikke turde være alene. Efter at jeg sammen med Mads har prøvet at have et virkelig godt forhold, har jeg fået det bedre med mig selv og har opdaget, at jeg klarer mig fint alene."