Hospicesygeplejerske: ”Jeg har passet præster, der blev i tvivl om deres egen tro”

Hvordan er det at se et menneske trække vejret for sidste gang? Hvordan lever man bedst op til døden? Og nyder man i højere grad livet, når man dagligt står overfor døende?

I tredje afsnit af podcastserien ”Cille er bange for at dø” taler jeg – Cille Lewinsky – med hospicesygeplejerske Lisbeth Christiansen.

Læs også: Præst om dødsangst: ”Jeg lever fuldstændig klart med, at jeg er bange for døden”

Hun arbejder på Sankt Lukas Hospice i Hellerup og har i snart 25 år haft noget nær mit mareridtsjob. Hun har fulgt et utal af mennesker til dødens dørtrin, og ved, hvad tanken om døden gør ved os – både fysisk, psykisk og socialt.

For selvom ingen mennesker er ens, mener Lisbeth Christiansen alligevel, at når vi står ved livets afslutning, er der en del ligheder. Særligt ét spørgsmål trænger sig ofte på – om man har levet et langt liv med børn og børnebørn eller er i starten af voksenlivet:

”Det der med, at man ikke ved, hvad man skal igennem, før man dør, er ens,” fortæller Lisbeth Christiansen i podcasten og uddyber:

”Skal jeg dø i smerte, kan patienten tænke: Hvad skal der ske med mine pårørende? Hvis man er ung og har børn, tænker man selvfølgelig, hvad skal der ske med mine børn? Hvem skal tage sig af dem, når jeg ikke er her mere? Hvis man er ældre, skal man måske også forlade sin familie og børn og børnebørn, og der kan være nogle andre familierelationer, man også skal sige farvel til,” forklarer hun.

255 mennesker dør hvert år på Sankt Lukas Hospice i Hellerup. Lisbeth Christiansen har stået ved sidelinjen i snart 25 år. Foto: Daniel Bødker Sørensen

Hav kærlighed til ting

Fælles for de patienter, Lisbeth Christiansen har passet gennem årene, er, at de står i en eksistentiel lidelse. De er ”ramt på deres eksistens”, som hun siger – og det betyder blandt andet, at det at tro får en ny betydning for mange.

”Jeg har passet præster, der blev i tvivl om, om deres egen tro holdt. Det er den der eksistentielle lidelse, man kommer i. Den rører ved alt,” siger hun og fortsætter:

”Det har vist mig gennem årene, at dem, der har en religion eller er bevidste om, at de ikke har en religion, kan det være en hjælp (for, red.). Det kan give svar på noget, man ikke ved, hvad man skal svare på.”

Som hospicesygeplejerske er Lisbeth Christiansen også blevet nødt til at forholde sig til sin egen død. For hende har troen på Gud haft afgørende betydning, men også at huske at have ”kærlighed til det”, hun fylder sit liv med, fortæller hun blandt andet i podcasten.

”Det har lært mig rigtig meget om at sætte pris på mit liv. At være glad og have livskvalitet. Det der med at have kærlighed til ting. At kærlighed er med i alle mulige ting; kærlighed til mad, fordi jeg elsker at lave mad og spise mad. Og kærlighed til min familie og min kæreste.”

Lyt til tredje afsnit af ”Cille er bange for at dø” i Apple Podcasts.