Gode venner er svære at leve uden: "Det er næsten som en forelskelse"

Gode venskaber er svære at leve uden. I hvert fald hvis livet skal give mening. For venner er vedholdende livsvidner, som er der både før og efter skiftende parforhold og vores selvvalgte familie. Alligevel er det den store, romantiske kærlighed, eller jagten på samme, der ofte får hovedrollen. Men de senere år er venskaber blevet mere fremtrædende i populærkulturen og litteraturen med tv-serier som SKAM og bøger som Elena Ferrantes Min geniale veninde og Sally Rooneys Samtaler mellem venner, hvor venskabet udgør hovedfortællingen i stedet for birollen.

Nanna, Janne, Ane og Maja er veninder og enige i, at venner er uundværlige for sammenhængskraften. Vi fik lov at sidde med til rundbordssamtale i Nannas køkken på Frederiksberg, hvor der er blevet grint og grædt, danset og drukket spandevis af kaffe og vin.

LÆS OGSÅ: Coco O.: "Hold kæft, det har givet mig mange bekymringer"

Hvor kender I hinanden fra?

Nanna: "Fra flere forskellige steder. Maja og jeg kender hinanden tilbage fra 13-års alderen, hvor vi boede tæt på hinanden. Maja og Ane gik i folkeskole sammen. Ane og jeg gik i gymnasiet sammen, og så er Janne kommet ind i gruppen lidt senere."

Janne: "Jeg kommer fra Jylland, og lærte først Ane at kende for små otte år siden gennem arbejde. Maja mødte jeg gennem nogle venner, og Nanna kender jeg gennem Maja. Det er lidt kringlet, men på en eller anden måde har vores veje fundet hinanden. Nogle relationer er startet som en arbejdsrelation, og så har det udviklet sig til et venskab."

Hvordan fandt I sammen som gruppe?

Maja: "Det har været en form for organisk proces. Vi har nogle ret store overlap fagligt, hvor vi bruger og sparrer med hinanden i vores arbejde. Der er en synergi imellem os."

Ane: "Grundlæggende tror jeg, det handler om, at vi har et værdifællesskab. Men vi har også hinandens ryg. Nu bliver jeg faktisk lidt emotionel, men vi bakker altid hinanden op. Jeg ved, at hvis jeg kommer til jer med noget, jeg er ked af eller frustreret over, så vil I sige: "Du gør det fandeme godt Ane. Hold kæft, hvor er du sej." Vi ophøjer hinanden, og vi ser hinanden."

Maja: "Vores venskab springer også ud af en fascination af hinanden. Det er næsten som en forelskelse. Jeg kan huske, at jeg, tilbage i teenageårene, var helt fascineret af, at Nanna havde en stram nederdel på til en fest. Jeg syntes bare, at hun havde den smukkeste røv i hele verden. Det var nærmest en fysisk tiltrækning."

Ane: "I gruppen har vi også parløb. Under corona-lockdown har Maja og jeg dyrket udendørstræning sammen, og Janne og Nanna har haft en faglig klub."

Janne: "Jeg synes, at venskaber er blevet enormt vigtige under corona. Vi er blevet endnu tættere. Vi er også utrolig heldige, at vi bor i en radius af 500 meter fra hinanden. Jeg har totalt været i coronaboble med Nanna og hendes familie. Vi har alle en kæmpe respekt for hinanden, og vi forstår hinanden."

Ane: "Nu kommer jeg lige med en måske lidt umoderne reference. Men nogle gange kører der en lidt Woody Allensk dialog imellem os, hvor vi kører ind og ud af emner. Når Maja og jeg for eksempel er i gang med en træningssession, så tager jeg tid på programmet, Maja skal høre musik for at føle sig motiveret, og jeg vil helst ikke snakke. Midt i det kører der et spor, hvor vi skal opdatere hinanden på arbejdet, og det dybe spor, hvor vi taler om kærlighedskriser. Alle de lag kører samtidig, og det er relativt uproblematisk for os at køre ind og ud, men hvis man optog det, ville det være som at være vidne til noget småneurotisk. Det ville være en Woody Allen-film."

Præcis sådan forløber samtalen tit ved bordet. Nogle gange tager den ene halve sætning den anden, men alle forstår, hvad hinanden mener, selv om ordene ikke altid giver den store mening. Sådan er det, når man er tunet ind på den samme frekvens.

Hvad laver I, når I er sammen?

Janne: "Vi snakker meget."

Ane: "Drikker vin!"

Nanna: "Vi elsker at være hjemme hos hinanden til middag. Det er nok en erkendelse af, at vi fylder meget i rummet. Der bliver råbt og danset og rullet rundt på gulvet."

Janne: "Ja, men det er også, fordi vi faktisk hygger os lige så meget, når børnene også er her. Vi er et godt eksempel på, at der ikke skal mange til at lave en fest. Vores nytårsaften endte med bare at være Maja, Nanna, Nanns mand og børn og jeg. Og vi dansede! Jeg har stadig dårlig samvittighed, fordi jeg troede, at børnene var gået i seng, da vi lavede alle de der danse."

Ane: "Lavede I inappropriate danse?"

Janne: "JA!"

Nanna: "Min teenagesøn Julian fik en på opleveren, da Janne dansede TikTok Wobble foran hele selskabet."

Janne: "Jeg havde slet ikke opdaget, han var der, indtil jeg så videoen dagen efter. Han så noget overrasket ud!"

Maja: "Men vi er ikke bare en knevreklub. Vi fester, træner, sparrer med hinanden arbejdsmæssigt og rejser. Vi prøver at arrangere nogle ture, som vi tager på sammen. Men det kan godt være en udfordring. Der er en ligeværdig stædighed i vores gruppe. Vi er fire kvinder, der alle har arrangørhatten på. Det er ret vildt, når vi planlægger."

Janne: "Men det fantastiske er, at vi alle altid siger: "Selvfølgelig kan det lade sig gøre" til trods for vores travle liv. Glasset er bare altid halvt fyldt. Mændene og børnene i vores gruppe har det også godt med hinanden, så vi har et fantastisk fællesskab, som rækker ud over os fire."

Nanna: "Men vi behøver ikke altid have en stor plan. Nogle gange kan jeg bare ringe til Janne og spørge, om hun ikke kommer over til middag."

Janne: "Vores hjem er altid åbne for hinanden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bare kan svinge forbi alle steder. Vores relation er meget tæt på at være en familierelation."

LÆS OGSÅ: Jesper og Sofus står bag ny mandecamp: Mange mænd er fucking bange for, hvad de ser i spejlet

Ane: "Vi har sat os for, at vi støtter hinanden og er der for hinanden. Selv om vi alle arbejder med kultur, design, mode og kunst, ønsker vi hinanden det bedste. Der er ingen misundelse eller jalousi, som jeg husker, der var i mine tidligere venindeskaber i gymnasietiden. Dengang overidentificerede man sig med hinanden, og det er farligt, for så ser man ikke den anden, som den anden er. Så sammenligner man og tænker: "Jeg kan ikke det, hun kan, jeg ser ikke ud, som hun gør." Det er netop frisættelsen i vores venskab, at vi ønsker hinanden det godt og ikke ønsker, at den anden skal stille op på nogle præmisser, som ikke er den andens."

Verdens bedste airbag

Nanna har tre børn, Maja har to og Ane et barn. De tre piger i børneflokken er allerede sendt sammen på kunstkursus hos Majas mor, så venskabet kan gå videre i næste generation.

Hvad er det, jeres veninderelation kan, som relationen til jeres kæreste, mand og børn ikke kan?

Ane: "Det er netop, når der er problemer i den anden nære relation til mænd, kærester og børn, at der er et refugie, hvor vi kan få ventileret de ting, som er svære, og som vi ikke nødvendigvis kan tale om derhjemme. Der er ting, der kan være en kamp i parforholdet og ting, som din mand ikke nødvendigvis forstår, men som dine veninder forstår på den præcis samme kringlede måde. Det oplever jeg, når jeg taler med jer."

Nanna: "I tre er jo dem, ud over min mand, der kender mig bedst, så jeg bruger jer også til at få et supplerende blik på tingene. I bedste forstand resonerer vi de store og små ting, som fylder."

Maja: "Jeg har været igennem en skilsmisse, og der flyttede Nanna og hendes mand ud af deres soveværelse for at gøre plads til mig. Det var så smukt. Det blev helt eksistentielt, at jeg vidste, at jeg faktisk havde nogen, der ville stille sig til rådighed for mig. Når din nærmeste relation forsvinder, er det sindssygt vigtigt at opleve, at der er en anden nær relation, der tager hånd om dig."

Ane: "Når vi hver især har været under massivt pres, enten på arbejdet eller i privaten, behøver vi ikke råbe op om det. Så har de andre allerede læst signalet og hjulpet, hvor de kunne."

Janne: "Vi behøver ikke række særlig meget ud til hinanden. Tingene bliver bare gjort. For der er forskel på den hjælp, du bare taler om, og den, hvor du handler. Nogle gange har du jo bare brug for, at der er en, der siger: "Okay, jeg kommer hen til dig nu, og så gør vi sådan her."

Maja: "Lige efter min skilsmisse skulle jeg holde 40-års fødselsdag, og det så Nanna og to af mine andre barndomsveninder hurtigt, at jeg ikke havde overskuddet til. Så de arrangerede det hele, og der blev holdt den bedste fest for mig."

Janne: "Vi skiftes jo til at være i den rolle, hvor man er lidt for meget til stede i hovedet, falder og er lidt ude af kontrol."

Maja: “Jeg synes godt, I kan tage den rolle lidt oftere."

De griner og mindes en tur til Berlin, hvor Maja faldt, men nåede at redde sin kaffe. De forsøger at forklare situationen, men griner og taler i munden på hinanden, så historien kommer ud som de små flashbacks, man har dagen efter en virkelig hård bytur. Man skulle helt sikkert have været der.

Lille spejl på væggen der

Er der aldrig konflikter i jeres venskab?

Maja: "Jeg fik engang en reprimande af Nanna. Jeg havde strikket den samme trøje som hende, og det faldt ikke i god jord. Jeg syntes jo bare, at den var flot og fik da også lov til at bruge den. I dag embracer vi, at vi godt kan lide de samme ting."

Nanna: "Det her siger virkelig noget om det level af konflikter, vi har haft."

Maja: "Vi er jo også gode til at tage tingene i situationen. Der er en stor ærlighed imellem os, hvor vi siger til og fra."

Nanna: "Det er heller ikke en mulighed at blive dødsens uvenner. Vi kan ikke blive skilt."

Maja: "Jeg ville synes, at det var helt uacceptabelt, hvis Nanna og Janne for eksempel blev uvenner, for vi er en gruppe."

LÆS OGSÅ: Veninderne bag Fries Before Guys: "Vores forhold er ret kæresteagtigt"

Men er der aldrig noget, der er svært?

Janne: "Jeg synes, at det er ret unikt for vores gruppe, at der ikke er nogen af os, der har lyst til eller behov for at projektere deres egen måde at leve på over på hinanden. Det er ikke noget, du skal tage for givet. Der var nogle år, hvor mange i min omgangskreds fik børn. Jeg har ikke selv børn, by choice, og der handlede samtalerne meget om, hvorfor jeg ikke også ville have børn. For det var det, der blev opfattet som det rigtige at gøre på det tidspunkt – og dermed var min vej måske lidt den forkerte retning. Sådan har det aldrig været her. Vi har en kæmpe respekt for, at alle vil leve på forskellige måder og have familie på forskellige måder. Vi ser aldrig skævt til hinanden."

Maja: "Hvis du kigger på os udefra, tænker du nok, at vi er ret ens, men der er stor forskel på, om vi har børn og partner eller ej, om vi er introverte eller ekstroverte og vores økonomi. Vores faglige passion er ens, men ellers er vi faktisk ret forskellige. Et venskab er jo også et spejl af dig selv. Der er nogle sider af mig, der gør, at jeg føler mig markant anderledes, at jeg er et helt andet sted eller gør tingene på en helt anden måde. Det er jo også en udfordring at blive konfronteret med sig selv i en gruppe, og det, tror jeg, er vigtigt at huske i grupperelationer. Jeg føler mig enormt empowered af jer, men jeg møder også mine usikkerheder og mine ømme punkter. Det gør vi alle. Det kan være en hård øvelse, men en vigtig øvelse i at stå ved, hvem du er."

Janne: "Jeg er lidt yngre end resten af gruppen, har som sagt ikke børn og er et sted i mit liv, hvor jeg skal tage stilling til, om jeg vil det nu. Vi har ofte talt om, at det er en gave at være sammen med alle jeres børn, fordi de er så store nu, og jeg føler, at jeg har en tæt relation til dem. Så jeg kan godt tænke: "Fuck mand. Hvis jeg skal til at have et babyliv nu, og I lever et liv med teenagere, hvad sker der så?"

Nanna: "Så har vi bare seks babysittere tilsammen, der kommer og hjælper."

Janne: "Ja, det var responsen. Den har I fikset."

Maja: "Det kunne jo godt være en grund til, at man trak sig ud af gruppen. Men vi insisterer alle på at være her i alle vores forskelligheder, og vi lægger ikke pres på for at være ens."

Nanna: "Du får støtte og opbakning, men du ser også dig selv i tre forskellige spejl, og det hjælper dig til at blive den bedste udgave af dig selv."