"Da jeg kostede en anden mand livet."

Af Kicki Thomsen

Han husker, at de kører fra arbejdet i tømrerfirmaet. Han husker, at de besøger en af hans venner. Det sidste punkt, han husker, er, at de kører forbi golfbanen. Carsten Dudzinzki kører, og hans 27-årige kollega sidder på passagersædet.

Omkring 20 kilometer senere mister han herredømmet over den skinnende nye Skoda Octavia, som ryger på hvinende slingrekurs, sendes ud over rabattens rampe og op ad jernbanevolden. Her rammer det dueblå metalskrog et træ, som slynger Carsten Dudzinski ud af bilen, mens den fortsætter til vejrs, som for at sprede sine firedørs-vinger over landskabet for til sidst at ende med de roterende dæk i vejret femten meter væk fra Carsten Dudzinskis stilleliggende krop. På vejen mod karosseriets hvilested slår bilen to kolbøtter. Den første vrider taget til side, så passagersædet bliver blotlagt. Den fastspændte kollega sidder derfor fuldstændig ubeskyttet tilbage, da bilen slår sit sidste spring. Han får åbent kraniebrud og dør på vej til hospitalet. Carsten Dudzinski slipper med tre bøjede ribben, en skramme på albuen og en kraftig hjernerystelse.

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet en bedre far og en bedre mand"

− Han var i live, da redderne kom til stedet. Det havde jeg det underligt med at få at vide. Senere sagde de, at det, der formentligt har reddet mit liv, var, at jeg ikke havde sele på og derfor blev kastet ud af bilen. Det havde han, fortæller den nu 29-årige Carsten Dudzinski.

For snart ti år siden var hans liv styret af et dybt alkohol- og stofmisbrug, der kulminerede, da han den 10. august 2006 kørte galt på en landevej uden for Veksø. Hans medpassager og kollega døde, og Carsten Dudzinski fik en fængselsstraf på to år og tre måneder for uagtsomt manddrab efter at have kørt væsentligt over det tilladte. Beviserne fortalte, at han havde kørt mindst 150 kilometer i timen i en 80 kilometers zone med en promille på 1.86. I dag handler hans liv stadig om at råde bod på, hvad der skete den dag og det liv, han levede dengang.

En almindelig dag
Før ulykken levede Carsten Dudzinski en almindelig tilværelse. Han var i lære som tømrer og manglede kun lidt over et halvt år af sin læretid. Han mødte på arbejde hver dag og var god til sit job. Han havde en kæreste. Han havde det godt. Udadtil.

Selvom både promillen og farten var meget høj den augustdag, var det nemlig slet ikke en unormal dag for Carsten Dudzinski. Da ulykken indtraf, drak han hver dag, både på arbejdet og derhjemme.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget”

− De første år af mit misbrug drak jeg 30 øl om dagen. Derefter var det 30 øl om dagen og så 4, 5, 6…10 gram coke. Det sidste år var det masser af bajere, sprut – jeg har ikke tal på hvor meget − coke, heroin, amfetamin… Stoffer og alkohol hver dag. Jeg føjede bare mere på, for tingene holdt jo op med at virke for mig.

“Det er helt sort”
Carsten Dudzinski aner ikke, at han er kørt galt, da han åbner øjnene. Han mødes af et skarpt lys, hvide kitler og travle hænder, der hvirvler rundt om hans leje. Midt imellem mylderet af hvide uniformer, fæstner hans blik sig på en håndfuld skikkelser i sort med reflekser på ærmerne og grønbroderede skulderstropper med guldkant. Betjente.

− Det er helt sort for mig, hvad der er sket, men da jeg slår øjnene op og får øje på betjentene, tænker jeg med det samme – “åhh nej, ikke igen”.

Allerede et år forinden havde han nemlig siddet bag rattet så påvirket, at han mistede kontrollen over bilen. Dengang skete der ikke noget. Denne gang var historien en anden. Den næste morgen får Carsten Dudzinski at vide, at kollegaen er død.

Hans stemme fortæller helt roligt om det voldsomme forløb, mens de tatoverede underarme hviler på bordet. Han taler lavmælt, men tydeligt. Carsten Dudzinski har fundet ro med sig selv og ulykken i dag, men det har krævet intensivt arbejde at vende hans liv rundt. Først over et år efter ulykken ramte det ham, hvad han egentligt var skyld i. Der, bag murerne, indhyllet i fængselslivets tidslomme, begyndte rusmidlernes tåger at lette, og for første gang i årevis begyndte han at både tænke og føle.

Realiteterne rammer
Da Carsten Dudzinski skulle afsone sin straf, lavede han en aftale med sig selv. Han skulle holde sig fra stoffer og alkohol. Først og fremmest for bare at afsone så hurtigt og ukompliceret som muligt, så han kunne komme tilbage til det liv, han havde levet optil fængselsstraffen. Men efter tre-fire måneder bag tremmer begyndte der at ske noget i ham.

− Jeg kunne pludseligt se for første gang, hvad det var, jeg havde gjort. Mærke det. Der var ikke nogen steder at flygte hen. Det var forfærdeligt.

 − Jeg fik en helt enorm følelse af anger over, hvad fanden jeg havde lavet. Dér væltede det hele for mig. Jeg lå og tudede inde på min pind hver anden dag. Blev vred hver tredje dag. Følte anger hele tiden. Jeg var ked af det. Jeg var sur. Jeg var lettet. Det væltede lige pludseligt bare frem.

Han har det elendigt. Abstinenser og et helt livs følelser buldrer rundt i kroppen på ham i en sådan grad, at han har svært ved at skelne imellem, hvad det er, der gør ham dårlig.

− Jeg havde svedeture, rysteture, ondt i maven… Jeg kan huske, at det irriterede mig at føle noget, for det gjorde, at jeg ikke kunne koncentrere mig om mine abstinenser. Jeg kunne ikke samle mig om noget. Det gjorde ondt over alt både fysisk og psykisk, husker han.

I takt med at Carstens Dudzinski hoved bliver klart, går det op for ham, at ulykken kun var resultatet af det egentlige problem. Han var misbruger.

− Fra mit sekstende år, og til jeg kom ind og sidde som 21-årig, har jeg ligget i sprit og stoffer uafbrudt. Men først, da jeg afsonede, gik det op for mig, at hvis ikke jeg gjorde noget nu, så vil jeg dø tyve år før min far. Og han døde alt for tidligt.

Faren døde som følge af et årelangt alkoholmisbrug. Selvom Carsten Dudzinski hele sin barndom foragtede alkohol og først i slutningen af niende klasse overhovedet smagte det, så tog farens død så hårdt på den unge mand, at den ironisk nok blev startskuddet til hans misbrug.

− I løbet af meget kort tid opdagede jeg, hvad alkohol også kunne. Det kan gøre, at man ikke føler noget. Den blev min virkelighedsflugt fra alle de følelser, jeg ikke kunne håndtere i forbindelse med tabet af min far.

Hans azurblå øjne er rare og blikket intenst bag det sorte, firkantede brillestel. Han bryder sjældent øjenkontakten. Det er som om, han stadig indgående prøver at se sin historie og den mand, han var, direkte i øjnene. Siden rusen fordampede i fængslet, gemmer han sig ikke mere. Carsten Dudzinski beder om at blive flyttet til en behandlingsafdeling fire måneder inde i sin afsoning, og her begynder han for første gang i sit liv at arbejde med sig selv og tage ansvar. Siden da har han været clean. Men at komme ud af misbruget var kun starten på det hårde arbejde.

Tilgivelse
Han var med til kollegaens begravelse. Det følte han, at han skulle. Det var det sidste sted i verden, han havde lyst til at være. For det var hans skyld, at kollegaen lå i kisten. At forældrene havde mistet deres søn, og søsteren sin bror. Alligevel gav de gav ham lov til at deltage.

− Søsteren fortalte mig, at hendes første tanke efter ulykken var, at hun havde lyst til at slå mig ihjel. Sådan havde hun det, indtil de fik hændelsesforløbet fortalt og fandt ud af, at hans promille var den samme som min. Familien sagde til mig, at det var mig, der skulle leve med det, og at ikke var vrede på mig. Faktisk syntes de, at det var synd for mig.

Men det gør ingen forskel for Carsten Dudzinski, at familien har tilgivet ham, at han kostede dem deres søn og bror. Deres tilgivelse er kun en lille del af den fulde tilgivelse. Han slipper ikke sig selv så let.

− Det var en positiv oplevelse for mig, men det har intet at gøre med tilgivelsen. Jeg bliver aldrig færdig med at sige undskyld.

− Jeg tror, det allersværeste er at tilgive mig selv for, hvordan jeg har behandlet mig selv og de vidtrækkende konsekvenser, det har haft for andre. Hvordan kan man tilgive det, spørger han og ryster på hovedet.

Carsten Dudzinski er ikke i tvivl om, at tilgivelsen skal komme indefra. Og her er han den hårdeste dommer over det liv, han levede, og den pris det havde. I dag lever han en stille tilværelse som ædru alkoholiker og clean stofmisbruger. Et liv, hvor selvrefleksion, ydmyghed, næstekærlighed og Gud ikke bare er ord, men en del af hans hverdag.

− Jeg lever efter et sæt principper, jeg lærte at kende, i behandlingen for mit misbrug. Jeg tror på, at der er en magt, der er større end mig. Det gjorde jeg ikke før. Det er ikke sådan, at jeg læser Biblen og er religiøs på den måde, men når jeg sidder og bliver min egen lille konge og begynder at ville kontrollere alt for meget lige som før, så beder jeg inde i mit hoved min Gud om, om han ikke lige kan tage over. Jeg er blevet bevidst om mine svagheder og om, at jeg ikke kan klare alting selv.

Carsten Dudzinski er også opsat på at gøre en forskel for nogen. At hjælpe andre. Det, føler han, er hans pligt, efter hvad han forsagede. Men han ved ikke, hvordan det skal se ud endnu. Indtil han finder den helt rigtige måde, prøver han at hjælpe andre misbrugere ved igen og igen at tage til misbrugsmøder og tale åbent om sin historie og de erfaringer, han har gjort sig. Ingenting er hemmeligt. De må spørge ham om alt.

− Mit liv i dag handler meget om ikke at sætte mig selv i centrum. Det er vigtigt for mig ikke at være belærende over for andre mennesker. Det skal ikke handle om mig, at jeg vil hjælpe andre. Det er klart, at når jeg finder den rette tilgang, så vil det også være en hjælp til at lette på min egen rygsæk. Men indtil jeg har fundet den helt rigtige måde at gøre det på, så vil jeg ikke gøre det.

Carsten Dudzinski er afklaret med, at det tager lang tid at tilgive sig selv. Egentligt er de ti år, der efterhånden er gået siden ulykken ingenting i hans optik. Alligevel han tror på, at han en dag vil komme tættere på at tilgive sig selv, end han er i dag. Han er også okay med, at han aldrig vil føle, at han bliver færdig med at sige indirekte undskyld til kollegaens familie.

− Jeg tænker, at det kun er menneskeligt. Det tager lang tid at fucke et liv helt op. Og det tager mindst ligeså lang tid at rette op og råde bod på det bagefter. Det har jeg sluttet fred med for længe siden. Ting tager tid, og gode ting sker langsomt.

LÆS OGSÅ: ”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

LÆS OGSÅ: "Jeg har et mørkt sind, men har altid dyrket det lyse"

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”