Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Danmarks nye ambassadør i Paris er en kvinde
Foto: Sofie Barfod

"Cocktailselskab nummer 14 på den anden side af kontortid er faktisk ikke altid lige sjovt"

Danmarks nye ambassadør i Paris har haft en anden adresse end sin mand i en tredjedel af sit ægteskab – men for Kirsten Biering har det sværeste ved det været at forholde sig til andres meninger om, hvordan et familieliv skal se ud.

Ambassadør. Smag lidt på ordet, og der dukker glamour op på nethinden: Noget med champagne, pindemadder og tjenere akkompagneret af jakkesæt og smukke kjoler på solrige terrasser eller sale med lysekroner og bonede gulve.Et smukt, men imidlertid noget forældet billede – som det ofte er med forestillinger om job, der har mange år og meget kulturhistorie på bagen. En moderne diplomat er nemlig både lidt mindre jetsetter og lidt mere strømlinet, end de gamle forestillinger. Opgaven med at være Danmarks ansigt i alverdens hovedstæder har undergået en modernisering og som ambassadør har man i dag næsten lige så meget at gøre med dansk erhvervsliv, som man har med tilrejsende ministre og embedsmænd på besøg fra København. Man skal også holde styr på nyhedsstrømmen, beherske de nye netbårne teknologier og ikke mindst kunne finde rundt i alliancer og beslutninger både i centraladministrationen og blandt dansk udenrigspolitiks aktører.

En af de mange dygtige kvinder i toppen af det danske diplomati er Kirsten Biering, der fra 15. august skal være Danmarks ambassadør i Paris. Tidligere har hun været Danmarks ambassadør i Letland, Wien, Holland og senest i Sverige.

– Jeg har aldrig gået og drømt om at blive ambassadør. Da jeg var 9-10 år gammel, fik jeg en bog om det gamle Egypten og hieroglyffernes gåde. Det var enormt spændende: Ligge der med en teske og grave, og bagefter prøve at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Så det var længe arkæolog, jeg ville være, siger Kirsten Biering.

LÆS OGSÅ: Kristina ville redde sit ægteskab - men så mødte hun sin ungdomskæreste

Men arkæologdrømmene måtte vige for studier i russisk og kunsthistorie.

– Vejen var lagt mod at blive verdensmester på et område, som ikke særligt mange kendte til eller arbejdede med, heller ikke i min akademiske verden. Men som færdig kandidat var der ikke råd til at være kræsen. Så jeg søgte stillinger bredt, fortæller Kirsten Biering

Ikke meget fredagshygge
Den unge kandidat havde noget familie med tilknytning til Udenrigsministeriet, som mente, at et job dér måtte være lige noget for Kirsten Biering.

– Det var jeg meget langt fra overbevist om. I begyndelsen var det meget, meget mærkeligt og slet ikke et sted, jeg troede, jeg ville blive. Men måske var det det med teskeen og hieroglyfferne om igen. Jeg egner mig som person allerbedst til at bruge mit hoved i forhold til udfordringer i virkeligheden. Og Udenrigsministeriet havde faktisk også tradition for at ansætte humanister, selv af den mere eksotiske slags. Så helt på månen var det ikke, siger hun leende og fortæller, at det imidlertid ikke var alle i det mandsdominerede ministerium, der ligefrem klappede ved udsigten til en kunsthistoriker i staben, da hun underskrev sin ansættelseskontrakt i 1980.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det har jeg lært om kvinder og kærlighed

I 1985 fik hun sin første diplomatpost som ambassadesekretær på NATO-ambassaden i Bruxelles.

– Min chef var en midaldrende herre, ambassadør Otto Borch. Stor karrierediplomat og ikke kendt for hang til rundbordssamtaler og fredagshygge. Her kom så en ung kvinde. Det var et svært tidspunkt for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, og jeg skulle sidde i en gruppe, der havde med forsvarsplanlægning at gøre, hvor ingen kvinde havde sat sine ben før. Det var mænd væg til væg, husker hun.

Blev taget med på råd fra begyndelsen
Kirsten Biering følte sig imidlertid aldrig udelukket – heller ikke som nytiltrådt i Bruxelles.

– Jeg lagde mig i selen og beviste, at jeg kunne. Og Otto Borch var en fantastisk læremester. Han viste mig fra det øjeblik, jeg startede, en enorm tillid og støtte, og han er en af de bedste mentorer, jeg har haft. Jeg kan faktisk sige det samme om Udenrigsministeriets ledelse. Det var stort som lille diplomatisk frø at blive bedt om at komme til telefonen, fordi departementschefen faktisk gerne ville høre min mening om bestemt sag ved et besværligt ministermøde, husker hun og tilføjer:

– Sidst og måske ikke mindst bliver man efterhånden lidt inficeret af de sager, man får lov at arbejde med. Det er ikke i den høje skala hver dag, og vi er ikke politikere. Men vi får virkelig lov til at sidde pænt fremme i vognen. Op og ned ad der, hvor det sker. Vi er stadig ikke særligt mange kvinder på mit niveau i Udenrigsministeriet. Til gengæld er der en utrolig masse dygtige kvinder på vej op. Ministeriet arbejder systematisk for, at det skal lykkes, selvom der stadig er mere at gøre på den front, siger hun.

Glem traditionelle mønstre
En af de store udfordringer for diplomater er at få familielivet til at fungere. Familien forventes at følge med, når diplomaten bliver sendt ud til en af Danmarks ambassader, og ikke så få kvinder har sat deres karrierer på standby, fordi det er svært at få ansættelse uden for Danmark. Ofte har familien også mindre børn med, som skal hjælpes med omstillingen til et nyt liv uden deres danske venner og med nyt sprog på menuen – en
opgave, der ofte bliver moderens. Men i Kirsten Bierings familie var det hende, som blev sendt ud. Og hun og hendes mand, Peter Biering tog hun et relativt sjældent valg om, at hun og børnene tog afsted, mens han fortsatte karrieren som jurist i København og besøgte dem i weekenderne.

– I en tredjedel af mit ægteskab har jeg haft en anden adresse end min mand. Ikke efter eget valg, men sådan har det flasket sig. Vi har rejst frem og tilbage i stort set hver weekend. Der er da ting, vi har savnet, måske også ting, der blev sværere. Men først og fremmest har det givet plads og en følelse af samhørighed, som ikke er blevet slugt af rutine. Vi er fra hinanden og glæder os hver gang til at se hinanden igen. Vores lille familie er tættere knyttet til hinanden end mange danske, jeg kender, siger Kirsten Biering.

LÆS OGSÅ: "Jeg har altid tænkt, at alting ville være lettere, hvis jeg drømte om et liv med mand, børn og hus" 

Hendes udstationeringer har alle været nord for Alperne, og det, mener hun, har været vigtigt i forhold til familien.

– Men jeg er overbevist om, at man, lige hvad det her angår, skal glemme alt om traditionelle mønstre.

Gribe mulighederne, men også være parat til at slippe, hvis enten det ene eller det andet lider under det. Det sværeste har næsten været at forholde sig til de meget faste meninger, som omgivelserne har om, hvordan et familieliv skal se ud.

Store krav til børnene
Kirsten Biering har været glad for sine to børns internationale skolegang. Men det har krævet meget arbejde, fortæller hun. Og understreger, at de voksne skal være bevidste om og glade for deres valg – og stå ved dem, hvis familielivet på tværs af grænserne skal
lykkes:

– Hvis ikke de voksne klarer det, klarer familien det ikke. Og hvis børnene ikke
trives, er det heller ikke noget værd. Vores børn begyndte i dansk skole og tog med mig ud i deres tidligere teenageår. Det var ikke helt let, skal jeg hilse og sige. Men efter international skolegang valgte de selv at gå videre og læse i udlandet, fortæller hun og understreger, at det valg kræver en del af børnene:

– Ikke fordi den internationale uddannelse, vi har kendt, har været præget af kadaverdisciplin. Men eleven bærer selv et stort ansvar. Man skal møde op, man skal lave sine opgaver, man skal strenge sig an. Hvis man gør det, er der ingen grænser for, hvor langt en lærer vil gå for at få et talent og en kunnen til at blomstre. Hvis ikke, er der ingen til at gribe dig. Det lyder lidt råt, men når det lykkes, er det altså utroligt at se, hvor langt det rækker. Ikke bare akademisk, men også i ansvarlighed og selvstændighed. Vores to har klaret det fantastisk godt og er kommet glade og optimistiske ud på den anden side. Men det gælder ikke altid og for alle diplomatbørn.

Opskriften på en god diplomat
Kirsten Biering er en af de højest placerede kvinder i den danske udenrigstjeneste, og hun er ikke i tvivl om, hvad der gør hende til en god diplomat og ambassadør.

– Jeg er god til at se en masse prikker og få trukket de rigtige streger mellem dem. Analyse med andre ord. Jeg er til gengæld ikke så god til at se henover, at noget ikke altid lige bliver, som jeg mener, det bør være. At mindre undertiden også kan gøre det. Det gælder mig selv, men også andre. Så kan jeg have tendens til enten at sige for meget eller for lidt, siger Kirsten Biering, der også peger på sine evner til at få et godt netværk, som altafgørende for hendes succes i diplomatiet.

– Netværket er meget vigtigt, som det er for så mange andre erhverv. Det er derfor, vi bevæger os rundt på bonede gulve. Cocktailselskab nummer 14 på den anden side af kontortid er faktisk ikke altid lige sjovt, men det kan være bedste mulighed for at træffe en person, som man gerne vil have vendt en sag med. Hvis det der med bonede gulve og cocktailselskaber var hovedindholdet, så var vi vist skrevet ud af historien for længe siden, siger hun og fortsætter:

– Som lille land er det godt at finde nogen, vi kan slå os sammen med, og som vil det samme som os. Vi kan ikke bare overlade det til EU eller NATO, for det er jo os – medlemmerne – der bestemmer, hvad de store organisationer skal. Det kræver på den anden side også, at diplomater i dag er teknisk dygtige og kender den aktuelle dagsorden ud og ind. Ellers kan man hverken få de oplysninger, man har brug for, eller vide, hvad man skal stille op med dem. Når vi i dag taler danske interesser, er det også ofte om på den anden side af klassisk udenrigspolitik. Det er også erhverv, kunst og kultur. Og det er den enkelte borger, som vi skal hjælpe, så godt vi kan. Vi er blevet alles udenrigstjeneste.

Klar til nye eventyr i Paris
Nu går turen så fra Stockholm til Paris. Mange vil nok mene, at det er et stort spring fremad eller opad i karrieren. Og et glamourøst spring fra den svenske hovedstad til byernes by. Men Kirsten Biering har været imponeret af Sverige, fortæller hun:

– Jeg er ked af at forlade Stockholm. Sverige er så meget mere end endnu et land at være ambassadør i. Det er som at gå rundt hos naboen – der altså har indrettet sig virkelig pænt, selvom vi ville gøre nogle ting anderledes. Over tid mærker man meget mere alt det, der binder os sammen. Ikke bare historie, geografi og sprog. Men også fællesskabet gennem det nordiske, værdibaserede velfærdssamfund. Det rækker bagud og fremad på en måde, som er svært ikke at blive lidt betaget af, siger hun.

– Men det er Frankrig jo altså også. Her træder man til gengæld ikke ind hos naboen. Der er forskelle på alle leder og kanter. Men også skæbnefællesskab i forhold til moderne udfordringer, udfordringer som vi sammen prøver at løfte – ikke mindst inden for EU. Man skal bo i et land for rigtigt at vide, hvad det er. Hvor det er større, end man tror, måske nogle gange også mindre. Det glæder jeg mig enormt til at finde ud af, ler hun, og benægter, at hun bedre kan lide croissanter end rugbrød.


LÆS OGSÅ: "Hvis det her er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt"

LÆS OGSÅ: Susanne mistede begge sine brødre - så mødte hun sin ukendte bror

LÆS OGSÅ:  Lizettes søn fik kræft som 1-årig: "Jeg ville bare skilles, når det var slut"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Annegrethe Rasmussen