Succesrig forfatter udkommer med ny roman om Danmarks ukendte verdensstjerne

Succesrig forfatter udkommer med ny roman om Danmarks ukendte verdensstjerne

Lotte Kaa Andersen har skrevet en bog om den verdenskendte forsker, Inge Lehmann, som først mange år efter sin død fik en hædersbevisning i Danmark.

Lotte Kaa Andersen har skrevet en bog om den verdenskendte forsker, Inge Lehmann, som først mange år efter sin død fik en hædersbevisning i Danmark.

Hun var på niveau med Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr – tre navne, du helt sikkert har hørt om, er blevet undervist i og har læst om. Men kender du til den danske videnskabskvinde Inge Lehmann? Måske ikke. Forfatter Lotte Kaa Andersen, der står bag den populære ’Hellerup-trilogi’, har nu skrevet en biografisk roman om verdens første kvindelige seismolog, Inge Lehmann, der mod alle odds gjorde en revolutionerende opdagelse af Jordens indre kerne.

’Den inderste kerne’ er en skæbnefortælling om lidenskab og videnskab – om sammenbrud og svære valg og om at turde gå sine egne veje.

Tekst-2.jpg

Inge Lehmann som vióksen. Fotografi af Even Neuhaus.

Den svære accept i Danmark

I 2017 blev Inge Lehmann hædret med et monument på Frue Plads i København. Det var altså først 24 år efter sin død, at den internationalt anerkendte videnskabskvinde omsider fik en dansk hædersbevisning for sin epokegørende tese om Jordens indre kerne. Tidligere troede man, at kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte den skelsættende teori, at der i den flydende kerne lå en indre fast kerne, og at Jorden dermed var tredelt og ikke todelt.

Et gennemgående tema for hele romanen er selvfølgelig kvindens kamp for ligestilling i et mandsdomineret, naturvidenskabeligt miljø. Den tematik er berørt mange gange før, men via Lotte Kaa Andersens grundige researcharbejde får du som læser ikke blot en fortælling om kvindekamp, men også om matematiske forskningsprocesser og ikke mindst dansk historie i det 20. århundrede.

Som verdens første kvindelige seismolog mødte Inge Lehmann megen modstand i det danske, naturvidenskabelige miljø, der særligt dengang må siges at være en lukket herreklub blandt andet domineret af hendes chef, astronomen Niels Erik Nørlund og fysikeren Niels Bohr. Men da hun i 1950’erne blev inviteret til USA for at forske, kom hendes arbejde til en spille en rolle under den kolde krigs atomvåbenkapløb. Af den grund kender man i USA godt historien om den danske kvinde, der opdagede Jordens indre kerne.  

the lady who discovered earths inner core.jpg

Fascinerende portræt malet i historisk tidsbillede

’Den inderste kerne’ tegner et billede af Inge Lehmanns opvækst i en progressiv familie. Faderen Alfred Lehmann var videnskabsmand, uddannet ingeniør og drev Psykofysisk Laboratorium, som senere bliver lagt ind under Københavns Universitet og kaldt Institut for Psykologi. Moderen, Ida Sophie Lehmann (født Tørsleff), kom fra en familie med flere førende medlemmer i kvindebevægelsen og endelig søsteren, Harriet, uddannet skuespillerinde fra Det Kongelige Teater. Derudover kommer du som læser helt tæt på den voksne Inge Lehmanns forskning og ikke mindst hendes kamp for overhovedet at blive publiceret og anerkendt. Perspektivet er dog ikke kun hos hovedpersonen – det ligger også hos Inge Lehmanns søster, hendes forældre og diverse forskerkollegaer og chefer. Netop dét greb er ikke bare med til at male et dybdegående portræt af den fascinerende videnskabskvinde, det bidrager også til det fælles historiske tidsbillede, som handlingen udspiller sig i.

Tekst-1.jpg

Inge Lehmann sidder yderst til højre som den eneste kvindelige seismolog i det videnskabelige selskab. Fotograf ukendt.

En pioner af sin tid

Som læser af ’Den inderste kerne’ er du ikke tvivl om, hvilket sammensat, egenrådigt og myreflittigt menneske, Inge Lehmann var. Romanen fortæller nemlig historien om en forsker, der ikke blev anerkendt i sit hjemland, før hun var langt oppe i 70’erne.

I sin research har forfatter Lotte Kaa Andersen bl.a. talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog, som ingen kendte til. Du bliver hurtigt revet med af fortællingen om en pioner, der på egen hånd banede vejen til noget, der ikke fandtes for kvinder på hendes tid: Frihed til at forske og være den, hun ville være. At Inge Lehmann toppede sin karriere som 73-årig er i sig selv livsbekræftende og siger noget om, at der kan ske store, spændende ting – også sent i livet – især, hvis du kæmper for det. Inge Lehmann selv skrev sin allersidste forskningsartikel som 99-årig, inden hun i 1993 døde som 104-årig,

Tekst-3.jpg

Inge Lehmanns dagbog. Fotografi af Lotte Kaa Andersen.

Den dag i dag, er der ingen, som længere betvivler betydningen af hendes revolutionerende forskning. Det er denne spændende roman også et eksempel på.

Den inderste kerne’

Lotte Kaa Andersen, 416 sider, Gutkind, vejl. pris 299 kr.

Læs mere her.

OM FORFATTEREN

Lotte Kaa Andersen (f. 1968) romandebuterede i 2015 med Hambros Allé 7-9-13, der er første bind i den populære Hellerup-trilogi om tre familier i årene omkring finanskrisen. I 2016-2018 fulgte 100 dage og Syv sind. Hambros Allé 7-9-13 blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og nomineret til Læsernes Bogpris, og Syv sind blev nomineret til Bedste roman ved Mofibo Awards 2020.