Dennis Knudsen: Der har været meget lort i mit liv

Per Knudsen nåede aldrig at krydse Herlev Hovedgade. En lastbil ramte ham den 12. marts 1985, og få timer senere fik hans ældste søn, Dennis Knudsen, en opringning, som han på en eller anden mærkværdig måde havde været forberedt på et stykke tid. Hans far var død. Dennis Knudsen var 21 år og arbejdede dengang på DR som parykmager- og frisørelev.

TV-Byen lå tæt på barndomshjemmet i Mørkhøj, og flere gange i de seneste måneder var Dennis Knudsen taget hjem forbi i frokostpausen for at se til sin far. Sommetider sad den 47-årige bygningsmaler hulkende ved køkkenbordet og sagde, ”jeg kan ikke mere,” andre gange var han ramt af panikanfald og trak vejret i en pose, en sjælden gang imellem var han tilpas. Men på Dennis Knudsen virkede det, som om hans far efterhånden havde opgivet, som om han ikke orkede at tage livtag med tilværelsen længere efter mange år med alkoholisme og et sind præget af malersyndrom.

Penthouselejlighed på Havneholmen
Få dage efter hans død ryddede familien op i hans skabe og skuffer, og her fandt Dennis Knudsen en konvolut. ”Jeg elsker jer,” stod der udenpå. Ved siden af lå hans fars vielsesring og armbåndsuret, som han ellers altid havde på. Han var død af noget, der lignede et færdselsuheld, men det her, var Dennis Knudsen overbevist om, måtte være et afskedsbrev. I dag – næsten 30 år senere – træder Dennis Knudsen ud på en solbeskinnet altan. Hans penthouselejlighed på Havneholmen i København strækker sig over to plan – med udsigt til Islands Brygge og med havneløbet knælende nedenfor.

LÆS OGSÅ: "Jeg synes selv, at det klæder mig at være blevet voksen"

Elevtjansen i DR’s parykafdeling er vokset til en business med 24 ansatte, et stærkt brand med flere produktlinjer og en bankbog med mindst 15 millioner kroner. Han har stylet berømtheder som Meryl Streep, Tina Turner, Nicole Kidman og danske divaer som Ghita Nørby, Susse Wold og prinsesse Marie. Hans ansigt er indrammet af en mørk, vilter frisure, kroppen klædt helt i sort og skåret horisontalt over af en Gucci-læderrem med sølvemblem. Classy.

Har aldrig været i bedre form end nu
”Sæt du dig dér, så får du panoramaudsigten,” siger han og fægter lidt mod altanpladsen med udsyn.

Idet han bøjer sig forover for at arrangere hynderne, buer ryggen, og rygsøjlens knoglemønster afslører gennem T-shirten, hvor slank han er. Han har aldrig, forklarer han, været i bedre form end nu. Bredbrystet, fladmavet, hulkindet. Og 50 år. For få dage siden gennemførte han sit livs tredje ironman – KMD Ironman Copenhagen – for øjnene af hele den danske presse, der måske først og fremmest kiggede efter Kronprinsen.

– Jeg fik kæmpetid, udbryder Dennis Knudsen.

– Jeg lavede den på 10:16, mand!

– Og slog kronprinsen med en halv time. Han er fem år yngre og frømand, og så kommer frisøren her og napper ham med en halv time, griner han. Hans stemme er lysere, end man skulle tro – med en laissez faire-lethed boende i sætningerne. I 50-års-gave har han givet sig selv lovning om at være i god form resten af livet og at gennemføre en ironman årligt. For nogle år siden var han kendt som den joviale, let buttede, kendisfrisør, men nu står han helt skarpt. Og sådan er det med Dennis Knudsen, han er en kontrasternes mand, forklarer han. Rundet af arbejderklassen og en hård opvækst.

– Lige så glamourøst mit liv har været, lige så meget lort har der været, siger han.

LÆS OGSÅ: "Vi bliver skilt, fordi kærligheden er enormt vigtig"

Lyden af et medicinskab
Lige dér – fra vandudsigt og Guccibælte – virker der også langt til Dennis Knudsens barndomshjem på Novembervej i Mørkhøj lidt uden for København. Det var en toværelses lejlighed på 75 kvadratmeter, som husede Dennis, hans lillebror, Dion, deres mor, Mona, som sad ved kassen i Forstædernes Bank, og faren, Per, som var bygningsmaler. Dennis og Dion delte et værelse på 16 kvadratmeter adskilt af en papvæg. I stuen var der klemt et 3-2-1-sofaarrangement ind side om side med et kakkelbord og møbler i syret eg. På væggen hang et ur med lodder, og Dennis har en erindring om, at når alting var godt, var der tændte stearinlys i stuen.

– Men jeg havde en far, som var alkoholiker, siger han så. Oven i sit alkoholmisbrug havde alkyd- og terpentindampene fra malerarbejdet givet Dennis’ far malersyndrom, som gjorde ham døsig og pustede liv i den psykiske uligevægt.

– Det gjorde mit barndomsliv ustabilt. ”Kommer han hjem i aften? Og hvis han gør, hvilken tilstand er han så i?” Der er ingen tvivl om, at den usikkerhed har sat nogle angstvibrationer i gang i mig, for jeg kunne være meget bange, når han var ustabil i sit sind. Vi havde et medicinskab ude på væggen på badeværelset, og når jeg lå på mit værelse om aftenen og kunne høre skabet blive åbnet og lukket, var jeg bange for, at min far tog piller. For mange piller. Hvad nu hvis han begik selvmord? Jeg lå med nogle meget tunge tanker meget tidligt i livet, siger han.

Farfarens overgreb
Oven i det måtte drengen Dennis forholde sig til dét, der skete, når han kom hjem til sin farmor og farfar. I en periode var det sådan, at når hans farmor ikke så det, vinkede farfaren Dennis ind i stuen for at sige ordentligt goddag.

– Jeg skulle give ham en stor krammer. Så lagde han sig nærmest hen over mig på sofaen og kyssede mig med tungen så længe, at jeg kunne mærke noget blive stift i hans bukser. Bagefter gik han som regel ud på toilettet og låste døren. Efter de overgreb har jeg aldrig været i tvivl om, at min farfar i virkeligheden var homoseksuel. Han havde danset ballet hele sin ungdom og arbejdet som manufakturhandler. Dengang var det jo et kæmpe tabu at være bøsse, så han kunne ikke udleve sine følelser. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt at lade det gå ud over et barn – jeg synes, det var væmmeligt og flovt og følte ikke, jeg kunne tale med nogen om det – men på en eller anden måde kan jeg sætte mig ind i, hvor svært han må have haft det med sig selv.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Man går ikke i stykker af kriser

Dennis fik sit første rigtige kys i Islev Svømmehal. Under vandet af Karin med det lange lyse hår. Han var 14 år og allerede lidt forvirret. Hans far trænede ynglingeholdet i fodboldklubben Gladsaxe Hero, og Dennis mærkede en betagelse af drengespillerne, som var et par år ældre end ham selv. Når holdet spillede kamp, sneg han sig ind i deres omklædningsrum, og en udefinerbar lyst drev ham til at snuse til deres tøj.

Mistede mødommen til en pige - og så til en mand
Som 16-årig mistede han sin mødom til en pige, og igen året efter – til en mand. Og det var magisk. Manden havde han mødt på homobaren Madame Arthur i Lavendelstræde – stedet, hvor byens mest dekadente natteliv fandt sted.

– I mine teenageår var jeg ret forvirret og sprang fra det ene køn til det andet. Man kan sige, at jeg afprøvede min seksualitet, siger han og smiler skælmskt.

Og så kommer historierne: Som 18-årig havde han mod betaling sex med en ældre herre under en ferie i Cannes. Manden havde et Cartier-ur og en fin karriere og inviterede Dennis op på sit værelse på Hotel Carlton, til gengæld fik Dennis et par tusind kroner og muligheden for at blive en hel uge længere i Cannes. Få år senere havde han lyst til at afprøve sin femininitet, klædte sig ud som kvinde og mødtes med en gift mand fra telefonlinjen 0059. Iført dameundertøj, nylonstrømper, stram kjole og stiletter troppede Dennis op på Hotel Kong Arthur ved Søerne i København og fik også sonderet dét hjørne af seksualiteten.

Hvad er det med dig og grænsesøgende sex?
Han griner.

– Ja, hvad er det med mig? Hvad er det, jeg mangler? Hvad er det, jeg ikke kan finde inden i mig? – Nej, siger han så og rømmer sig som optakt til en alvor: – Sex har fyldt meget i mit liv på godt og ondt, og jeg har da overvejet, om min hang til at udforske seksuelle ekstremer havde noget at gøre med overgrebene fra min farfar. Men jeg har droslet ned og har for eksempel aldrig solgt mig selv siden den ene gang i Cannes. Jeg følte mig som en trækkerdreng, og følelsesmæssigt kan jeg ikke være sammen med en person, som jeg ikke selv har valgt.

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: Dét kan vi lære af mænd

Mange onenightstands
Dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft mange onenightstands, for det har jeg ved gud. Og jeg har prøvet den hårde sex og alt det der, men når alt kommer til alt, så er jeg faktisk ikke særligt avanceret. Jeg er sgu meget stille og rolig og kan godt lide, at der er en følelse og et nærvær og en tillid først og fremmest. Uanset om jeg er sammen med en mand eller en kvinde.

En kvinde?
– Ja, jeg er slet ikke sat fast på, at det kun skal være mænd. Det sker stadigvæk, at jeg er sammen med en pige en gang imellem.

– Men der må gerne være en mand med – så er det hele pakken.

Et uåbnet brev
Dennis Knudsen husker stadig opkaldet fra sin lillebror den 12. marts 1985. Deres far havde mistet livet, og kuverten, de efterfølgende fandt, smed deres mor ud – uåbnet. Dennis Knudsen har aldrig helt forstået hvorfor, og det har lige siden været en gåde og et debatemne i familien, om døden for deres far var frivillig eller ej.

– Jeg tror, det var selvmord, men jeg kan jo ikke vide det 100 procent, og jeg har siden dengang undret mig så meget over, at det brev ikke skulle læses, for hvad nu, hvis det var et afskedsbrev? Uvisheden har gjort ondt, og i de perioder, hvor jeg har haft det svært og været i terapiforløb, har jeg også været inde og arbejde med den sorg og prøvet at analysere, hvad der kunne have stået i det brev.

Den vished får Dennis Knudsen aldrig, og han gik videre i livet med den smerte, som rammer, når man er ung og efterlades uden svar. Den første store nedtur ramte ham som 29-årig. En nat vågnede han og følte det, som om han fløj ud af sin egen krop, mens han så billeder af sin afdøde far.

– Jeg var bange for at blive sindssyg og forestillede mig, at jeg ville ende med at sidde og glo ind i en væg og råbe som et dyr.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde 42 kroner om dagen til at leve for"

Troede han var blevet skizofren
Det var udløst af stress. Op til havde han arbejdet 12-14 timer om dagen – blandt andet med sit første spillefilmjob som sminkør på ”Drengene fra Skt. Petri”. Da Dennis Knudsen insisterende spurgte sin psykiater: ”Tror du ikke, jeg er skizofren? Eller bare skingrende sindssyg?”, svarede psykiateren:

”Kan du se på mit hår, om det er tykt eller tyndt?”

”Ja, det er jo det, jeg lever af,” sagde Dennis Knudsen.

”Jeg har arbejdet ti år på den lukkede afdeling, jeg kan godt se, om et menneske er sindssygt eller ej. Og det er du ikke.”

– Og så kunne jeg pludselig få luft, forklarer Dennis Knudsen.

Han blev slået mentalt skakmat, og en dag, hvor det virkede allersværest, skrev han ”Det går over” med en kuglepen på sin håndryg for at minde sig selv om, at det på et tidspunkt ville lysne. Det måtte han også minde sig selv om, da anden nedtur ramte ham som 40-årig. Igen var arbejdspresset enormt, og han drak en flaske rødvin efter fyraften for at tage toppen af angsten. Til gengæld opdagede han også, at det hjalp, når han var åben om det svære og lod andre kigge ned i den bylt af tristhed, han bar rundt på.

– For ikke at blive helt skør tvang jeg mig selv til at være social og passe jobbet, og når jeg var åben om min situation, fik jeg historier fra andres liv, som kunne berolige mig. En kæmpe forskel på min fars og min egen sygdomshistorie er, at vi er vokset op i to forskellige generationer: Han var håndværker og fodboldtræner og skulle sgu ikke tale højt om, at han havde det psykisk svært.

I dag er der meget fokus på sindslidelser, meget hjælp at få, og man har opdaget, at når man taler om det, tager det brodden af det farlige. Trods sit skrøbelige sind har Dennis Knudsen formået at opretholde sin business, udvide og udvikle. Som barn friserede han sin kusines Barbie-dukker, rullede deres nylonhår op om tændstikker og makeuppede dem med tush i ansigtet. Fascination af det fysisk foranderlige drev ham til frisørskolen, en læreplads på DR og deraf kontakter nok til at starte sin egen enmandsvirksomhed som 24-årig. Han er personlig frisør for mange af landets berømtheder, og sidste år var han chefsminkør for tre internationale storfilm instrueret af Bille August, Lars von Trier og Susanne Bier.

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen: Min motivation var Iben Hjejle

Slip fortiden
Vil du kalde dig selv en mønsterbryder?

– Det har jeg aldrig tænkt over… siger Dennis Knudsen. Han ser op – som om han henter ord ned fra himlen.

– Men det er jeg vel. At komme fra arbejderklassen i en toværelses i Mørkhøj til at arbejde med nogle af verdens største filmstjerner kan næsten ikke være større kontraster, vel? Jeg har aldrig fået noget indskud fra rige familiemedlemmer, hver en krone har jeg skabt selv. Jeg er stolt af at komme fra arbejderklassen, de fleste fra min familie er håndværkere og arbejder på lager og sådan noget. Det er trygt for mig. Men meget tidligt i mit liv besluttede mig for, at jeg ikke skulle leve efter det, der var skrevet ned.

Hvor er styrken kommet fra?

– Det undrer også mig selv. Jeg lærte hurtigt at knokle og var ikke gammel, før jeg tjente penge ved at gå med aviser, vaske op hos slagteren eller servere pølsebrød i sportshallens kantine. Måske havde min arbejdsiver noget at gøre med et behov for at fortrænge min fars misbrug, men jeg har aldrig taget et helt bevidst valg om at styre væk fra det, jeg kommer fra – det er simpelthen groet frem af sig selv, siger han og forklarer, at det måske også har noget med tilgivelse at gøre.

– At tilgive er helbredelse til alt, siger han. – Den usikkerhed, min fars alkoholisme gav mig som barn, sammen med det ubehag, jeg følte, når min farfar befamlede mig, har jeg givet slip på. Tilgivet, simpelthen. Jeg tror, der er masser af mennesker, som bruger meget energi på at være bitre over det triste, de oplevede i barndommen, og pludselig er de helt ufrivilligt havnet det samme sted. Det handler om at flytte fokus. Giv slip. Tilgiv. Lad det komme ud af dit liv. Og så videre. Måske var min farfar ikke sød ved mig, og måske var min fars alkoholisme et kæmpe svigt, men de handlede ud fra deres verdensopfattelse.

Giv slip på ortiden
Han retter sig op og taler pludselig til et ”du”.

– Det tager energien fra det gode, hvis du hele tiden går og bærer nag og er bitter over, at nogen har såret dig – du straffer kun dig selv i sidste ende. Lad nu være med at være trist over fortiden – du kan ikke bruge det til noget. Du har kun fremtiden, fortiden er ligegyldig. Nu er du voksen og må tage kærlig hånd om dig selv. Her – cirka midtvejs i livet – har han aldrig haft det bedre. I fysisk og mental topform. Det eneste, der stadig er på ”ja tak”- listen, er et barn, og han tror på, at det nok skal lykkes på en eller anden måde. – Livet skal som udgangspunkt være godt. Og det er det. Og så er det i orden, hvis der kommer en mental røvfuld en dag eller to, det er jeg klar til, det kan jeg godt rumme. Men generelt så må jeg bare være bevidst om nuet og sige tak hele tiden.

Hvem siger du tak til?

– Universet... – Tak, siger han så. Frem for sig. – Det er sådan et lille ord at sige. Tak, fordi jeg havde en dejlig dag, tak, for at jeg får lov. – Tak, tak, udbryder han igen. Med en højtidelighed i stemmen og hænderne let hævet i vejret. Uden antydningen af ironi. – Tak.

LÆS OGSÅ: Surrugue: Jeg bliver jo forkælet, når jeg er i Frankrig