“Der er lidt DSB over Hillary, hvor Obama var lidt som Apple eller Nike”

Kvinden
Nej tak til teselskaber og ja tak til storpolitik. Hillary Clinton ville ikke stå i skyggen af sin præsidentmand i Det Hvide Hus i 90'erne, men hendes tilgang til det traditionsrige embede som førstedame var kontroversiel. Journalist og forfatter til bogen Hillary Rodham Clinton – En politisk biografi SARAH VON ESSEN fortæller her om kvinden, førstedamen og feministen Hillary Clinton.

Få to, betal for én
"Hillary Clinton vakte stor opsigt fra begyndelsen, da hun blev førstedame i 1993. At være førstedame er et meget konservativt hverv – eller ikke-job, kan man vel kalde det. Det er ren Betty Draper i tv-serien Mad Men, hvor kvinden står passivt bag sin mand som præsidentens loyale støtte. Det er en underlig udefineret rolle, men traditionelt har det været en form for værtinderolle på fuld tid. Sådan var Hillary Clinton ikke. Hun havde en lige så lang uddannelse som Bill Clinton, og de to begyndte allerede at udveksle ideer om politik, da de mødte hinanden på Yale Law School (parret blev gift i 1975, red.). Da hun blev guvernørfrue og siden førstedame, havde hun allerede et vildt CV og havde gang i sin egen karriere som partner i et advokatfirma i Arkansas. Hun havde tydeligvis selv politiske ambitioner, og Bill Clinton stillede op med det kontroversielle slogan, at man ville få "two for the price of one," hvis man stemte på ham. Hun kom med i købet. Det skabte en del ballade, fordi mange mente, at de ikke havde valgt hende. Hun var ikke den første førstedame, der lagde mere i sin rolle, end den var tiltænkt, men hun var den første, der slet ikke lagde skjul på det. Allerede dengang var der mistanke om, at hun i virkeligheden gerne selv ville være præsident en dag."

Hillary Clinton gjorde det allerede i forbindelse med sin mands valgkamp i 1992 klart, at hun ikke ville være en traditionel førstedame, og Bill Clinton gik endda til valg med et slogan om, at man kunne få "two for the price of one", hvis man stemte på ham

Fornærmede hjemmegående
"Hillary Clinton havde helt fra begyndelsen både mange tilhængere og modstandere. Hendes tilhængere var især fra generationen af kvinder, som var babyboomere som hende selv og havde været en del af den anden feministbølge fra slut-60'erne og 70'erne. De kunne identificere sig med hende og den kamp, vi stadig taler om i dag, om arbejde-familie-balance og fastholdelsen af egen identitet og karriere, når man bliver gift. Men der var også mange, som tog afstand fra hende. Der var især én skelsættende kommentar under valgkampen i 1992, hvor hun mere eller mindre direkte og i en temmelig aggressiv tone sagde, at hun ikke var sat i verden for at sidde hjemme og holde teselskaber. Det fik mange hjemmegående amerikanske kvinder til at mene, at hun gjorde deres liv og deres valg mindre vigtige. Man så meget tydeligt, hvem hun var, fra starten, men det skabte mange problemer for hende, at hun begyndte at trække sig mere i baggrunden af sin mand. Hun havde svært ved at navigere i den rolle, hun havde fået, fordi hun netop ikke kunne være hardcore politisk og feminist, som hun i virkeligheden er."

Hillary Clinton på vej ind i rollen som førstedame sammen med hr. Clinton og datteren Chelsea

Kærlighed eller makkerskab?
"Ægteskabet med Bill Clinton har altid været meget tæt. I hvert fald politisk og idémæssigt. Når hun i dag fører valgkamp, siger hun også, at de to taler sammen flere gange dagligt. Deres ægteskabelige status har givet stof til mange spekulationer gennem årene, om det bare er et politisk makkerskab. Hvor han skulle til magten først, og så var det hendes tur. Lige siden Bill Clinton entrerede offentligheden som guvernør i 1979, har der været historier om, at han så andre kvinder end sin kone. I 1992 påstod den amerikanske skuespiller og model Gennifer Flowers, efter at være blevet betalt at tabloidavisen The Star, at hun havde haft en 12 år lang affære med Bill Clinton (som han senere indrømmede, red.), og i 1998 kom affæren med praktikanten Monica Lewinsky frem i lyset. Hillary Clinton bakkede hele vejen igennem sin mand op og påstod, at det var én stor højrefløjskonspiration mod ham. Hun blev virkelig sendt i byen for at forsvare ham. Mange fik sympati for hende pga. hendes mands affærer, men da hun i 2000 stillede op som senator i New York, var der en gruppe af kvindelige vælgere, der havde det svært med hende, fordi de mente, at det stred imod hendes principper, at hun blev hos ham, og at hun på den måde var et dårligt forbillede."

Hende, der ødelagde det hele. Og dog. Affæren med Monica Lewinsky skabte nemlig tiltrængt sympati for Hillary Clinton, hvis popularitet steg efter afsløringen

Feministen Hillary
"I valgkampen i 2007-08 gjorde Hillary Clinton ikke meget ud af, at hun var kvinde, men i denne valgkamp har hun spillet mere på det. Hun talte for første gang om det glasloft, kvinder møder, når de kommer langt op ad karrierestigen, da hun holdt tale i forbindelse med sit nederlag til Obama i 2008, og mange mente, at hun ville have haft en chance mod Obama, hvis hun havde gået meget mere i den retning i kampen mod ham. I dag er der helt klart tale om en bevidst strategi, hvor hun bl.a. i et interview med Lena Dunham (fra tv-serien Girls, red.) på Lennyletter.com har sagt åbent, at hun er feminist. Og hun har jo uden tvivl været med til at skubbe til mange kønsdagsordener ved at være den første kvinde i forskellige sammenhænge. Samtidig er der selvfølgelig også dem, der mener, at hun kun kalder sig feminist, når det er opportunt for hende. I en tid, hvor det er populært, og hvor bl.a. Beyoncé også smykker sig med betegnelsen."

LÆS OGSÅ: "Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

Politikeren
Flittig, dygtig og grundig. De færreste tvivler for alvor på Hillary Clintons politiske evner. Hun har bygget sit CV op i flere årtier og er mere end parat til at indtage Det Hvide Hus, men troværdigheden halter, og hun har ikke sin mands naturlige folkelighed. Redaktør på Kongressen.com og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, Anders Agner, redegør for Hillary Clintons politiske udvikling.

Født politiker
"Man kan sige, at Hillary Clinton lagde an til at blive politiker, mens hun gik på universitetet. Allerede dengang lagde hendes klassekammerater mærke til, at hun havde de ambitioner, og at hun nok skulle få en politisk karriere. Da hun mødte Bill, stod det hurtigt klart, at de to delte fremtidsdrømme. De var meget forskellige og har altid været det. Han er mere folkelig i sit udtryk, men de fandt ret hurtigt ud af, at de kunne nogle ting sammen. Derfra blev det en øvelse også at få hende frem i lyset, og det kom hun i sin rolle som først guvernørfrue og især som førstedame. For godt nok blev hun ikke politiker dengang, men hun blev hans tætteste samarbejdspartner og den, hvis råd han tillagde størst vægt. Og Bill Clinton var i første omgang fuldstændig kold over for kritikken af deres strategi om co-presidency (two for the price of one-strategien, red.)."

Helt tilbage i teenageårene på Wellesley College greb Hillary Clinton, der dengang blot hed Rodham, megafonen for at sprede sine budskaber

Skubbet i baggrunden
"Helt fra begyndelsen fik hun som førstedame ansvar for andet end det rent ceremonielle. Et af Bill Clintons store valgløfter var en sundhedsreform, som endte med først at blive gennemført af Barack Obama, og i spidsen for det arbejde satte han Hillary. Det var meget usædvanligt at give en førstedame så stor en politisk opgave, og nederlaget var så meget desto større, da det viste sig ikke at lykkes for hende at gennemføre reformen. Samtidig fik Demokraterne en på skrinet ved midtvejsvalget i 1994, og det fik strategerne omkring Bill Clinton til at ændre taktik. De ville køre med Bill Clinton alene, Hillary skulle pakkes væk og reduceres til almindelig førstedame. Det blev, i hvert fald udadtil, et farvel til deres co-presidency. Det vil være forkert at sige, at Hillary derefter blev en traditionel førstedame, men hun trak sig delvis tilbage og brugte i højere grad tiden på at rejse rundt i verden og kaste sig over forskellige mærkesager, der ikke var helt så tunge som sundhedsreformen."

Sådan ser man ud, når ens mand netop er blevet valgt til præsident i USA. Måske øjnede hun allerede dengang muligheden for, at hun selv skulle kandidere til posten en dag?

Dygtig, flittig ... og uægte
"Da hun i 2000 blev valgt som senator i New York, blev hun samtidig den første førstedame i amerikansk historie, der blev valgt til et politisk embede. Derfra begyndte det at tage fart. Hun blev hurtigt en respekteret senator kendt for sin flid og sin dygtighed. Hun fik virkelig noget fra hånden og formåede at få stor indflydelse. Dengang som i dag er der ingen, der beklikker Hillary Clintons kompetencer eller hendes faglighed. Hun kender det politiske spil og ved, hvordan hun skal agere i det. Hun er bomstærk udenrigspolitisk, og i 2016 har hun for alvor kastet sig ind i kampen for lige rettigheder mellem kønnene og for ligeløn, hvor hun også står virkelig stærkt. Men i modsætning til sin mand har det aldrig faldet hende naturligt at give 100 håndtryk om dagen i en valgkamp eller at træde op på scener og hele tiden være synlig, som man skal som præsidentkandidat. Det bliver ved med at være hendes udfordring, at det ikke virker naturligt, når hun optræder i offentlige sammenhænge, og når hun giver interviews. ­­Di­­skus­­sio­nen om, hvem Hillary Clinton egentlig er, rejses stadig ofte. Hun bærer ikke sine følelser uden på tøjet som Bill Clinton, og det virker ikke ægte, når hun prøver, men nærmere påtaget og kalkuleret."

Hun har smilet bredt til den amerikanske befolkning i fire årtier. Alligevel er der mange, der ikke rigtig føler, at de kender Hillary Clinton

Vinder hun?
"Al logik siger, at hun bør vinde det her valg. Hun har bedre kort på hånden, ikke mindst fordi hun står over for Donald Trump og ikke en mere moderat republikansk kandidat. Men vi har samtidig været vidne til en primærvalgkamp, hvor alt det, vi normalt kender, er blevet suspenderet. Ingen havde set det som en mulighed, at Donald Trump kunne slå 16 andre republikanske kandidater, og der var heller ingen, der havde forudset, at den mere venstreorienterede demokrat Bernie Sanders ville spille så stor en rolle. Men den såkaldte anti-etablissement-følelse er meget stor i USA i øjeblikket, og den kan sagtens blive endnu større. Og Hillary og Bill Clinton opfattes netop som nogle, der i meget høj grad er en del af det politiske etablissement. Det er derfor både en styrke og en hæmsko for hende, at hun er en Clinton. På den ene side er det dét, der får hendes tilhængere til at synes, at hun er fantastisk, men det er også det, der gør, at hendes modstandere virkelig ikke kan lide hende. Selv om hun står over for en mand, der i den grad deler vandene, gør hun det samme i næsten samme skala. Det er stadig ikke lykkedes for hende at knække koden, og hendes kandidatur er ikke så stærkt, som hun giver udtryk for, at det er. Man har tendens til at overse, at hun i såkaldte match-ups i primærvalgkampen tabte mod Marco Rubio og Ted Cruz, men når hun blev matchet op mod Donald Trump, stod hun til at vinde. Det bliver derfor et valg mellem to historisk upopulære kandidater."

God grund til at juble. Hun blev nemlig Demokraternes officielle præsidentkandidat ved partikonventet i juli 2016

Brandet
Brandet Hillary Clinton er tungt, fortærsket og fyldt med bagage, og hvis hun var en vare, ville hun være svær at sælge. Alligevel kan man nå langt med et mere end almindelig kendt navn – og en ditto mand. Digital kommunikationsrådgiver Astrid Haug analyserer præsidentkandidatens egenskaber som brand.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med Susan Sarandon: "Man skal leve, ikke blot eksistere"

Mere DSB end Apple
"Hillary Clinton er ikke et særlig velfungerende brand i den her valgkamp. Det er hende, Demokraterne har valgt, men sammenligner man med Barack Obama, var han meget stærkere. Når man skal vælge et brand, vil man typisk gerne have noget, der er lidt friskt. Noget, man kan læse sine egne håb, drømme og forventninger ind i. Hillary er så gennemtygget og gennembeskrevet som brand, at hun har det rigtig svært. Vi har set og hørt på hende i snart fire årtier, og nu orker vi ikke mere. Der er lidt DSB over Hillary, hvor Obama var lidt som Apple eller Nike. Han havde noget swoosh over sig. Hun brænder ikke igennem over for publikum, og hun er heller ikke den store retoriker. Man står ikke tilbage og tænker: "Wauw, det må jeg have noget mere af." Man tænker nærmere, at nu har man hørt på hende i 30 minutter, og nu må hun da snart være færdig. Som politiker er hun sådan set rigtig stærk, men som kandidat og brand er hun ikke stærk nok. Desværre, kan man vist godt sige uden at blive alt for politisk."

En meget ung Hillary Diane Rodham, før hun hed Clinton og vidste, at hun en dag ville blive kandidat til verdens mest magtfulde embede

Social media-newbie
"Hillary Clintons troværdighed er ekstremt ringe. Objektivt set gør hun alt det rigtige i sin kampagne: Hun laver lækkert indhold og et lækkert slogan og logo. Alt det, man ville gøre, hvis hun var et hvilket som helst andet brand. Hun kører en meget klassisk og lidt gammeldags kampagne, og man får fornemmelsen af, at det er de samme folk, der har rådgivet hende og før hende Bill Clinton i årevis. Det er i hvert fald de samme metoder, men det er også svært at lære en gammel hund nye tricks. Obama vendte op og ned på den måde, man fører kampagne på, og Donald Trump gør det samme. Trump gør alt det, alle siger, han ikke skal gøre, og det virker bare. Hillary gør alt det, der er rigtigt og efter bogen, og det virker bare ikke. Det er en anden virkelighed, vi har i dag. Hun har forsøgt at lære det sprog, man bruger på sociale medier, og har brugt alt fra Facebook til Snapchat. Hun har lavet gifs og YouTube-klip og bruger emojis og svarer igen på Twitter. Men Trump virker bare mere autentisk på sociale medier. Det er hans hjemmebane. Du imponerer ikke unge mennesker ved at være på Snapchat i sig selv. Der skal mere til. Hillary lavede på et tidspunkt et tweet, hvor hun bad folk udtrykke, hvad de synes om studiegæld, med tre emojis. Det er jo plat. Hun prøver lidt for hårdt, og så bliver det utroværdigt."

LÆS OGSÅ: Alenemor som 29-årig. I dag styrer hun Danmarks smukkeste stormagasin

Mangler troværdighed
"Selv om Hillary Clinton er kvinde og dermed en meget atypisk amerikansk politisk figur, har hun ofte insisteret på ikke at smide 'kvindekortet'. Men når hun indimellem stadig gør det, får det hende ofte kun til at fremstå mere utroværdig. Når hun pludselig prøver at virke blød og bedstemoragtig. Eller når hun hiver et relativt gammelt koryfæ som Madeleine Albright ind i en tale og bruger hendes kendte citat: "Der er et særligt sted i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden," så det i stedet kommer til at virke lidt som en trussel. Selv de yngre kvinder er ikke særlig begejstrede for hende. Den stemning, der var omkring Obama i 2008, er der bare ikke med Hillary. Det kan godt være, at hun kan sin udenrigspolitik, at hun kan gennemskue store budgetter, og at man er nogenlunde tryg ved, at hun ikke gør noget fuldstændig vanvittigt, men har du lyst til at drikke en øl med hende? Kan hun begejstre dig? Det er noget, amerikanerne kigger meget på. Og nu har der efterhånden også været nogle sager, der har belastet hendes troværdighed. Ikke mindst e-mail-sagen (hvor Hillary Clinton blev afsløret i en lemfældig omgang med e-mails og dermed fortrolige oplysninger i sin tid som udenrigsminister, red.) har belastet hende meget i denne valgkamp. Hvis det var Trump, ville det måske have haft mindre betydning, men fordi det er Hillary Clinton, der gerne vil stå som garant for nationens sikkerhed og spiller på det her pletfri image, slår det hende meget hårdere."

De bedste odds – eller hvad?
"Hillary Clinton kan ikke rigtig nå at blive populær. Hun har forsøgt i 35-40 år, og det er stadig ikke lykkedes. Hun var kontroversiel dengang og er det stadig i dag. Bill Clinton-kortet er heller ikke så stærkt længere, særligt ikke i de yngre generationer. Dem, der husker ham fra 90'erne, synes, at han er et stærkt kort, men jeg oplevede ham tale i New Hampshire tidligere på året, og han er bare ikke særlig frisk mere. Det var sådan en ældre, udmagret mand, der stod og talte om, hvor god økonomien var i 90'erne. Det er der ikke så meget wauw-effekt over. Hun kan håbe, at Trump får nogle sager imod sig, og at pressen begynder at gå mere til ham og ikke bare falder på halen, hver gang han laver et eller andet crazy tweet. Og så handler det jo om overhovedet at få folk ud at stemme, fordi stemmeprocenten normalt er så lav i USA. Om ikke andet at få folk til at stemme på hende, fordi de hader Trump. Hillary Clinton har bedre fundraising end Donald Trump, og hun forsøger at køre ham over med tv-reklamer, som er en stor ting i USA, og med annoncering på sociale medier. Donald Trump har måske ikke en lige så god kampagneorganisation som hende, og mange amerikanske kommentatorer mener, at han bør begynde at føre en mere traditionel og klassisk valgkamp. Men det er jo ikke det, der har fungeret for ham indtil videre, så det er meget uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske. Baseret på alt det, vi ved og har lært, har Hillary den bedst egnede organisation, bookmakerne tror på hende, og hun ligger foran i meningsmålingerne. Men det er ingen garanti." 

5 stærke citater af Hillary Clinton
"Mens vi står her i dag, svæver den 50. kvinde rundt ude i rummet. Hvis vi kan sende 50 kvinder i rummet, vil vi en dag få en kvinde i Det Hvide Hus. Selv om vi ikke var i stand til at bryde det højeste, hårdeste glasloft denne gang, er der, takket være jer (vælgere, red.), omkring 18 mio. revner i det, og lyset skinner igennem det som aldrig før."
Fra talen, hvor hun erkendte nederlaget til Barack Obama i 2008

"Jeg kunne være blevet hjemme og bage kage og lave te, men jeg besluttede mig for at forfølge den karriere, som jeg var i gang med, før min mand blev en offentlig person."
I et interview med The Today Show i 1992 som svar på, hvorfor hun fortsatte sin advokatkarriere, da Bill Clinton blev valgt som guvernør

"Hvis nogen er villig til at betale dig 130.000 eller 150.000 dollars for at sige et eller andet, og du får dine 15 minutes of fame, og du får dit billede på forsiden af alle aviser, og du er en eller anden falleret kabaretsangerinde, der ikke har det store CV at falde tilbage på, og hvad hun ellers har løjet om, så er det her (mediernes fokus på sagen om Gennifer Flowers, red.) bare en måde at holde de virkelig vigtige spørgsmål ude af mainstream-debatten, hvor de hører hjemme."
I et interview i Primetime Live i 1992 om hendes mands dengang påståede affære med Gennifer Flowers

"Ja, selvfølgelig (er jeg feminist, red.). Jeg undrer mig altid over, når især unge kvinder siger: "Jeg tror på lige rettigheder, men jeg er ikke feminist." En feminist er pr. definition en, der tror på lige rettigheder. Jeg håber, at folk vil være mindre bange for at stå ved det. Det behøver ikke betyde, at du hader mænd og vil dele verden op i to. Det betyder bare, at vi mener, at kvinder har de samme rettigheder som mænd, politisk, kulturelt, socialt og økonomisk."
I et interview med Lena Dunham på Lennyletter.com i 2015

"Jeg sidder ikke bare her som en lille kvinde, der står bag min mand som Tammy Wynette (sangerinde, der skrev sangen Stand by Your Man, red.). Jeg sidder her, fordi jeg elsker ham, og jeg respekterer ham, og jeg støtter ham i det, han har været igennem, og i det, vi sammen har været igennem. Og hvis det ikke er nok for folk, så lad dog være med at stemme på ham."
I et interview med CBS i 1992

LÆS OGSÅ: Kommunikationschefen for Kongehuset: "Jeg er tilhænger af Kongehuset, men jeg er ikke royalist"

LÆS OGSÅ: "Mænd er bedre til at prale"

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mary: "Jeg har beskæftiget mig med det her emne i næsten 10 år, så det ligger mig meget på sinde"