Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Interview med Khaterah Parwani
Foto: Andreas Houmann Det har krævet gentagne mareridt, en overvindelse af sygdom i familien og et voldeligt forhold, før Khaterah Parwani fik ro på sit liv. I dag rådgiver hun bl.a. unge udsat for psykisk vold.

Interview med Khaterah Parwani

"Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

Hun er vokset op med traumatiserede forældre og tæsk i både bogstavelig og overført betydning, men har rejst sig igen og igen. I dag bruger hun sine erfaringer til at hjælpe kvinder udsat for psykisk vold, og så er hun en af stemmerne i et nyt kor af såkaldt brune feminister, som giver fuckfingeren til autoriteter og mænd, der vil bestemme over dem. Mød den 33-årige debattør og jurastuderende Khaterah Parwani.

De er ikke nye på den danske debatscene.

De seneste år har de kilet sig ind i avisspalterne og debatprogrammerne, og de tager plads i paneldiskussioner, holder foredrag, skriver bøger, stiller op til Folketinget og arbejder med utilpassede unge på gaden. I 2016 har de for alvor blandet sig i den offentlige debat, bl.a. i forbindelse med begivenhederne i Köln nytårsnat, TV 2's omdiskuterede dokumentar Moskeerne bag sløret og i debatten om kønsopdeling i svømmehaller.

LÆS OGSÅ: Kristian Jensen: "Jeg er ligeglad med, om folk går i burka eller bikini – det handler om, hvad de står for"

Vi taler selvfølgelig om danske kvinder med anden etnisk baggrund. Nærmere bestemt de brune feminister, som de er blevet kaldt flere gange. En af dem, der har gjort sig særlig bemærket, er den 33-årige jurastuderende Khaterah Parwani.

- Jeg hader den betegnelse, siger Khaterah dog, da samtalen falder på netop den brune feminisme.

- Jeg er helt med på, at vi alt for længe har haft nogle hvide talskvinder, der aldrig har bevæget sig i vores verden og ikke ved en skid om vores miljø, og at det er godt, at vi nu har fået nogle brune kvinder, der kan tale for sig selv. Det var det, vores mødre manglede. Men jeg kan ikke lide betegnelsen brun feminist, fordi den signalerer, at man kan dele alting op i brune og hvide problemer. Så enkelt er det ikke, siger hun.

Og Khaterah ved, hvad hun taler om. Med en opvækst som flygtning i et socialt boligbyggeri med traumatiserede forældre, en flirt med Hizb ut-Tahrirs ideologi i teenageårene og et voldeligt forhold i bagagen rådgiver hun i dag unge kvinder, der er udsat for psykisk vold, i kvindenetværket Exitcirklen og snart i Københavns første kvindemoské på Købmagergade i København, hvor hun sidder i komiteen. Alt det vender vi tilbage til.

En progressiv far
Først går turen down memory lane til Urbanplanen. Et kæmpestort alment boligbyggeri på Amager beliggende mellem velfriserede tennisbaner og mondæne villakvarterer. Og et socialt udsat område, som flere gange er udråbt til ghetto. Her blev Khaterah, hendes to ældre søskende og forældre installeret, da de kom til Danmark som kvoteflygtninge i slutningen af 80'erne.

- Lejligheden var møbleret, og der stod psykologer og familierådgivere parat til at hjælpe os – det var noget helt andet end i dag. De var jo godt klar over, hvad det måtte have medført at leve i krig og flygte under de omstændigheder, siger Khaterah.

Urbanplanen oplevede hun som "den bedste balladeplads" for børn, men det var et stykke hen ad vejen også et brutalt miljø at vokse op i, fortæller hun.

- Der boede familier fra både den brune og hvide underklasse, og det var helt normalt, at forældrene var fattige, arbejdsløse, at flere var alkoholiserede og svigtede ad helvede til. At børnene var kriminelle, og at man brugte vold som en opdragelsesmetode, fordi forældrene var stressede over, at deres børn kunne ende i problemer. Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker.

Alligevel mener Khaterah, at hun var privilegeret i forhold til flere af nabobørnene. Fordi forældrene var til stede og var nærværende.

- Jeg har aldrig oplevet, at der var noget, der var vigtigere for mine forældre end mig og mine søskende. Derfor tænker jeg ikke tilbage på volden som noget, der tilsidesatte deres kærlighed til os børn. De lærte jo ikke, at det var forkert at anvende vold. Hvem skulle de lære det af, når deres danske naboer gjorde det samme?

Khaterahs forældre var dog langtfra enige om, hvordan børnene skulle opdrages, og ikke mindst, hvor meget religion og afghansk kultur skulle fylde. Faren var "ekstremt progressiv," nærmest feminist, og sagde altid til alle:

- Jeg har tre sønner, for at statuere, at de alle har lige rettigheder. Han opfordrede dem til at tage en uddannelse, mens moren gjorde sit for at holde sin afghanske identitet, traditionerne og religionen i hævd. Efterhånden var uenighederne mere reglen end undtagelsen.

- De var lige gode om det. Min far ville have en standhaftig kone, og det fik han. Min mor svarede kraftedeme igen. Hendes liv var virkelig tragisk (hun døde i 2013, red.), men hold kæft, hvor har hun lært mig meget.

Khaterah nægtede at lave mad, når mændene ikke skulle, og hun protesterede, kæmpede imod og stillede kritiske spørgsmål konstant. Med sin fars opbakning.

Man kan godt se det iltre barn for sig. Khaterah bander som en havnearbejder. "Fuck," "ad helvede til," "kraftedeme," "hold kæft," og "er du sindssyg, mand."

Ordene bliver hamret ned i hver anden sætning. Og hun var da heller ikke byens bedste barn, siger hun og indrømmer, at hun gjorde det svært for sine forældre. Når hun ikke fik sin vilje, kravlede hun ud ad vinduet. Når drengene mobbede og skubbede, slog hun igen og havnede med jævne mellemrum i slagsmål. Og da hendes mor en dag kom hjem med et blåt øje og blod i ansigtet, fordi hun havde forsøgt at stoppe et røveri i den lokale Fakta, styrtede Khaterah ud for at finde den gruppe af unge, der havde overfaldet hende. For selv at komme hjem med en blodtud.

Sygdom og religiøs krise
Forældrenes oplevelser med flugt og tortur gennemsyrede Khaterahs opvækst. Hele familien var mærket. Flere af dem led af gentagne mareridt, og Khaterah vågner stadig op med koldsved næsten hver nat, skrigende eller grædende uden at kunne huske drømmene. Faren havde søvnbesvær, men flygtede ind i litteraturens verden, hvor han tilbragte mange timer i døgnet omringet af sine bøger. Hendes storebror tissede i sengen, indtil han var teenager, og en dag kunne han ikke mærke sin krop fra navlen og ned. Det skete to gange, hvor et hav af læger testede og stak i ham uden at finde svar, mens de talte om krigen og dens følgevirkninger. Og så var der moren, som fik den første blodprop, da Khaterah gik i gymnasiet, og kort efter mistede hun ud af det blå først hørelsen og derefter synet og fik først begge dele tilbage efter flere år.

- Jeg kan huske, at hun græd, da hun fik synet tilbage, fordi hun fik et chok over, at jeg var blevet voksen i mellemtiden, siger Khaterah og tilføjer, at der står "stress" med store bogstaver som årsag gennem hele morens monumentale sygejournal.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Jeg har fundet mig i alt for meget pis"

Midt i al elendigheden kom 9/11, og det islamistiske parti Hizb ut-Tahrir var begyndt at frekventere kantinen på Vester Borgerdyd Gymnasium, der havde en stor andel af elever med muslimsk baggrund. Khaterah, der ikke var opvokset i et særlig religiøst hjem – moren var praktiserende muslim, men faren var slet ikke – stillede først kritiske spørgsmål, men da rektoren nægtede at holde et minuts stilhed, efter USA havde invaderet Afghanistan, ligesom efter 9/11, ramte det hende i mellemgulvet. Og Hizb ut-Tahrirs budskab om, at der var forskel på værdien af liv, talte til den lille otteårige pige inde i Khaterah, der engang ville hjælpe en ældre mand med hans indkøbsposer, for sådan var hun opdraget, men som svar hørte ham råbe: "Din lille perkertyv, fis hjem til dit eget land!"

For Khaterah blev det dog ikke til mere end et kortvarigt oprør på hjemmefronten, hvor skænderier pludselig var ved at splitte familien.

- Det var jo totalt et teenageoprør. Det er den radikalisering, vi oplever i dag, i stor stil. De fleste af de unge, jeg møder i dag, som er blevet radikaliserede, er ikke opvokset i særlig religiøse hjem, men kulturen har fyldt meget, og de har haft behov for at markere deres religiøse identitet frem for den kulturelle. Jeg var bare snotforvirret og ensom og blev derfor unuanceret og aggressiv.

Fra kvælertag til paranoia
Et par år efter gymnasiet mødte Khaterah sin tidligere forlovede, som blev begyndelsen til et mareridt, der skulle vare flere år.

- På første date sagde han, at han bare ville have det sjovt, og at jeg ikke skulle regne med, at han ville giftes med mig. Jeg afsluttede det lige dér og bad ham ikke kontakte mig igen, siger hun.

Det gjorde han dog kort efter, hvor tonen var en helt anden, for ikke længe efter blev parret forlovet. I mellemtiden var begge hendes forældre blevet indlagt. Faren med en blodprop i hjernen, moren med otte nye blodpropper i lungerne, to i hjertet, indre blødninger og en sukkersyge, der var poppet ud af ingenting. Moren var indlagt et år på forskellige akutafdelinger og var med jævne mellemrum på operationsbordet.

- Jeg tænkte, at det hele virkede så nemt, og endelig kunne min mor få sin afghanske svigersøn. Hun havde svært ved kommunikation, så det betød meget for hende, siger Khaterah, der dog understreger, at det var hendes eget valg, og hun på ingen måde blev presset eller tvunget.

Men det varede ikke længe, før forholdet slog revner. Hendes eksforlovede ville bestemme, hvad Khaterah lavede, hvem hun var sammen med, og hvad hun havde på. Og det blev ikke bedre af, at hun ville læse jura og dermed havde helt andre planer for sin fremtid.

I perioden, hvor forældrene var indlagt, besøgte han dem kun få gange mod sin vilje, og flere og flere af skænderierne handlede om det. For hvis Khaterah skulle vælge mellem ham og sine forældre, valgte hun dem. En dag gik det helt galt.

- Først fik jeg en flad og prøvede at løbe ud ad døren, men han hev mig tilbage og fortsatte med knytnæveslag og kvælertag. Det varede i flere timer, og han slog mig bl.a. med en ventilator, så jernet blev bulet af det, siger Khaterah, som slog igen, til hun ikke havde mere i sig.

Det var første, men ikke sidste gang, hendes eksforlovede slog hende, men i første omgang ville hun ikke bryde forlovelsen, fordi forældrene var indlagt. Så i en periode kunne hun ikke besøge dem, fordi hun var kommet slemt til skade i ansigtet og på halsen.

LÆS OGSÅ: Fakta: Sådan går det med ligestillingen i Danmark

Da hun endelig kom ud af forholdet efter et år, gik der yderligere nogle år, hvor han ikke ville give slip. Han kastede små sten på hendes rude eller dukkede uventet op. Samtidig dumpede hun til den ene eksamen efter den anden på jurastudiet og var flere gange tæt på at blive smidt ud.

- Jeg smed en bunke dokumentation på bordet hos rektors sekretær og sagde: "Det her er mit liv, jeg er fucking ligeglad med jeres obligatoriske krav, for jeg kan ikke styre, at det ser sådan her ud, og du skal fandeme hjælpe mig, for ellers bliver jeg en eller anden hjemmegående kone. Det her er min drøm, siger Khaterah, der også skrev til ledelsen på studiet om sine særlige omstændigheder.

Til Khaterahs held lyttede de og var "utrolig støttende" i det, hun kalder et kaotisk og ustabilt studieforløb.

I 2008, nogle måneder efter bruddet, mødte hun sin nuværende kæreste, Daud, som har en blandet kulturel og religiøs baggrund. Det tog lang tid, før moren blev overtalt til at acceptere ham.

- Hun var udmattet af, at alle snakkede om hendes datter i en tid, hvor andre afghanske piger opførte sig efter normerne. Jeg var det sorte får, der allerede som lille altid insisterede vredt: "Lad dem snakke. Verden er større end dem." Da jeg fortalte om bruddet med min eksforlovede, mente flere, at jeg nok fortjente det, fordi jeg var så ustyrlig.

Den første date med Daud foregik på hospitalet, hvor moren var indlagt.

- Jeg var nødt til at vise ham, hvilket kaos han gik ind til, at mor og far var en del af pakken, og han var sammen med mig hver eneste nat, indtil hun blev udskrevet.

Revolution med kvindemoské
Fast forward til 2016. Har du fulgt bare lidt med i debatter om sexisme, ligestilling i etniske miljøer og unge kvinder, der er udsat for social kontrol, er du formentlig stødt på Khaterah. Sidste år modtog hun Suzanne Gieses mindelegat for sin "særlige fightervilje, mod og utrættelige frivillige arbejde" og blev samme år af Politiken udråbt som "en af ungdommens vigtige stemmer i ligestillingsdebatten."

Hun har holdt TED Talk på Diamanten, og 8. marts i år holdt hun tale på Vega i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag for at ære sin mor, til store klapsalver af bl.a. kronprinsesse Mary. Og i slutningen af april var hun igen på talerstolen under #Aldrigdinskyld-demonstrationen til fordel for voldtægtsofres retssikkerhed. Ved siden af jurastudierne er hun næstforkvinde, juridisk rådgiver og ambassadør for netværket Exitcirklen – Nej til psykisk vold & social kontrol og støtter op om Mariam Moskeen, hvor kvinder for første gang indtager positionen som imamer. En moské, som kvinden bag, religionssociologen Sherin Khankan, har kaldt "et feministisk projekt."

For selvom den brune feminisme-frakke strammer lidt om Khaterah, lægger hun ikke skjul på, at der er nogle ligestillingsproblemer, som er større i nogle religiøse og kulturelle miljøer end andre.

- Der er sgu da nogle problemer, som er forbundet med kultur og med islam. Jeg har selv været igennem en religiøs krise, og det er der da en grund til. Vi skal kunne tale om alle religioners forskelsbehandling af køn og kigge på vores virkelighed i dag. Det er islam fleksibel nok til.

Hun er samtidig stærkt bekymret for den politiske højredrejning, hun ser i Europa lige nu, og hvad den gør ved opfattelsen af almindelige muslimer, men det ændrer ikke på, at hun fx ikke er i tvivl om, at der er mange sandheder i en dokumentarserie som den omdiskuterede Moskeerne bag sløret. Bl.a. at det er en udfordring at få en islamisk skilsmisse, og at der mangler kompetencer til at rådgive kvinder. Netop derfor er der behov for en moské kun for kvinder, mener Khaterah, som sidder i komiteen bag den nye moske, hvor hun også giver gratis juridisk rådgivning.

- Moskeen skal være et saferoom for kvinder, hvor de kan få juridisk rådgivning om deres rettigheder i Danmark. Når politikerne lige nu taler om at straffe udsatte kvinder med indvandrerbaggrund økonomisk, hvis de står uden for arbejdsmarkedet, giver det ingen mening, for de her kvinder kender ikke engang til deres basale rettigheder. De ved ofte ikke, at de har ret til at blive skilt, eller at de kan søge om statsborgerskab uden deres mand.

Hun tøver ikke med at kalde etableringen af moskeen for "en revolution i Europa," fordi Danmark er det første europæiske land, hvor en kvinde kan lede bønnen som imam. På sigt er håbet, at mænd og kvinder vil kunne bede sammen.

- Det er vigtigt, at kvinderne får en ligeværdig autoritet, men også et netværk, hvor de kan nedbryde tabuer og dele deres oplevelser, siger hun.

Øremærket barsel er ikke elitært
Khaterah fokuserer sine kræfter på kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Fordi det er dem, hun ved noget om. Hun er ikke enig i nogle af hendes brune medsøstres kritik af, at de hvide feminister, som bl.a. er blevet kaldt salonfeministerne, ikke taler nok på deres vegne og er for elitære.

- De kan ikke tale på vores vegne, for de har jo ikke styr på, hvad det handler om. Lad nu os, der kender til problemerne, tale om dem.

Hun kan modsat sagtens relatere til de problemer, hvide feminister diskuterer, som om bl.a. flere kvindelige ledere og øremærket barsel.

- Dem, der påstår, at fx øremærket barsel til mænd er en elitær sag, har jo glemt, at de nye generationer af kvinder med anden etnisk baggrund har overhalet etnisk danske piger på videregående uddannelser og er på vej på arbejdsmarkedet. Øremærket barsel er også vigtig for dem. Vi skal hæve barren for vores egen skyld.

Og endelig har hun en lige højre til dem, der mener, at de danske kvindeorganisationer ikke tager ligestillingsproblemer i minoritetsmiljøer alvorligt nok.

- Jeg synes, at kritikken af bl.a. Dansk Kvindesamfund, KVINFO og LOKK (Landsorganisationen for Kvindekrisecentre, red.) er totalt uberettiget. Det er dem, der laver mentorprogrammer, sørger for krisecentrene og står bag de fleste tiltag på gadeplan. Dem, der kritiserer så unuanceret, negligerer handlingens kraft. Kom nu væk fra din skærm og din bloggerverden og ud i virkeligheden. Hav respekt for dem, der handler og endda i mange tilfælde gør det uden at få en krone for det.

Ude i virkeligheden fortsætter Khaterah selv sin kamp. For frihed og ligestilling og ikke mindst kampen mod autoriteter. Når hun en dag selv skal have børn, er hun da heller ikke i tvivl om, hvad de i hvert fald skal have med:

- De skal være modige. Jeg er pisseligeglad med, hvem mine børn gifter sig med, hvilken seksualitet de har, om de beslutter sig for at blive hjemmegående eller rejser ud i den store verden. Så længe det gør dem lykkelige, og så længe det ikke er en mand, en religiøs autoritet eller staten for den sags skyld, der dikterer det. Autoriteter er til for at blive væltet, og vi skal lære, at livet vil os meget mere, hvis vi vover.

LÆS OGSÅ: Derfor er Beyoncé feminist

LÆS OGSÅ: Kendte kvinder: fra lækkede sextapes til hacking af nøgenbilleder

LÆS OGSÅ: Beyoncés nye album er meget mere end utroskab 

Khaterah Parwani

• 33 år.
• Studerer jura ved Københavns Universitet.
• Er bestyrelsesmedlem og ambassadør i netværket Exitcirklen – Nej til psykisk vold & social kontrol.
• Er medlem af komiteen bag Københavns nye kvindemoské Mariam Moskeen.
• Rådgiver myndigheder, politikere og andre aktører om integration.
• Holder desuden foredrag om forskellige temaer.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview