Mis Blog
SPONSORERET indhold

Aarhus: 4 favoritcaféer i smilets by

Aarhus er min fødeby og hjemstavn. Men på mit sygesikringskort står der København (det var ikke meningen, det skulle rime). Jeg er gået i mentalt split med en fod i hver lejr.

Af:: Mi Skjold Brix
06. okt. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg elsker København for eventyret. For at være en uudtømmelig fontæne af nye oplevelser og steder, men i Aarhus får jeg hvilepulsen ned på fem, stikker hjernen i opladeren og slår automatpiloten på zen.

Jeg har en buket af steder, jeg altid vender tilbage til, og som jeg kan savne, når jeg er hjemme i København. Det er steder, hvor jeg mødes med venner, veninder og familie og holder sulten på afstand eller hyggespiser.

Stederne vil jeg gerne dele med jer. Sæt nu I står med det ene ben ude af døren, en kuffert i hånden og en billet til Aarhus.

Langhoff og Juul.

Caféen er som sådan ikke noget revolutionerende, men jeg synes, de laver dejlig mad – især morgengrøden – og stemningen er uden sidestykke. Indretningen skarp og nordisk med fåreskind, danske designklassikere og råt træ. Jeg ville ikke ændre en ting! Spis morgenmad her.
Langhoffogjuul.dk

Smagløs

Min mor mener, at deres mad er, hvad caféen hedder; Smagløs. Det er jeg på ingen måder enig i og kender heller ikke andre, der er. Min mor er så også kvinden, hvis største kulinariske bedrift er en lasagnette fra Knorr, så lyt ikke til hende. Café Smagløs er for mig god mad og musik, afskallet guldmaling og gamle, hullede lampeskærme. En Aarhus-klassiker, og vist nok byens ældste café. Spis frokost her - gerne en Smagløs burger.
Smagloes.dk 

Lynfabrikken

Jeg hørte første gang om dette sted, da en medstuderende trak navnet op af en sort hat og fik besked på at skrive sin første reportage på Journalisthøjskolen der fra. Skulle jeg skrive en reportage i dag, ville ord som industrielt, MacBooks, tagteresse og Lynbolle indgå. Oveni det ville jeg smide beskrivelsen af den fantastiske udsigt fra tagtoppen og krydsfinermøblerne og notere, at stedet ligger inde i en (lidt hemmelig) baggård. Spis deres bolle med ost; Lynbolle.
Lynfabrikken.dk

Café Drudenfuss

Der er fransk stemning over caféen med hvide duge og betjening ved bordene. Maden er eminent og kortet skifter ofte. Jeg vil anbefale dig at indtage sen frokost eller aftensmad og også gerne liiige en lille tår vin, inden turen går videre ud i byen, hvis du har festhatten på.
Drudenfuss.dk

Det var mine yndlingssteder at holde sulten stangen. Men når jeg er i byen, får jeg selvfølgelig også svunget dankortet og hevet nogle klude med hjem til klædeskabet. Hvor det sker, får du snart at se.

God søndag, Mi