"Jeg flytter til Los Angeles med mine børn for at de kan være tættere på deres far, min eksmand"

KLUMME: Den korte version? S'gerne. Jeg har snart fortalt den så mange gange, at den vælter ud af mig, og med langt flere detaljer end nogen nødvendigvis har bedt om.

Ikke desto mindre er min historie, at jeg i 2008 flyttede til Los Angeles med min daværende mand og vores to døtre. På det tidspunkt var den ældste 6 år og den anden stort set nyfødt. Planen var egentlig bare, at vi skulle være der et års tid, indtil vores opsparing var fyret af på det amerikanske eventyr, som min musiker-eksmand inderligt gerne ville prøve af. Bevares, jeg var helt og aldeles med på ideen, og således drog vi afsted med kærligheden til vores lille familie og det store udlands-projekt som fælles drivkraft.

Vi endte med at blive der i flere år, men desværre endte det også med, at vi gik fra hinanden, og jeg til sidst flyttede med vores to piger hjem til Danmark. Pigernes far blev boende i englenes by, og selvom han siden da har været en fantastisk farmand i ferier og forlængede weekender, har han ikke været en del af ungernes dagligdag siden.

Det har nevet lidt i tårekanalen engang imellem. Ikke bare fordi ungerne har savnet ham, men også fordi jeg, der selv er skilsmissebarn, har savnet, at han var der for dem, koste hvad det ville. Og, indrømmet, har savnet, at vi kunne opleve og nyde vores børn sammen, som vi engang gjorde og troede, vi altid skulle gøre. Gætter på, jeg ikke er den eneste fraskilte i verdenshistorien, der står med det småbitre savn-dilemma, men desværre har vi også været så store skilsmisse-idioter og haft så mange følelser i klemme undervejs, at vi hidtil sjældent har kunnet mønstre at være fælles forældre for vores børn.

Et par rejsespændte piger og en hund, der bliver hjemme i første omgang.

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største grunde til, at 50 procent af os bliver skilt

Ingen martyr-gerning
Nå, det var det med detaljerne, jeg nogle gange flyder over med. Tilbage til kernen og det uvilkårlige, stensikre spørgsmål om, hvorfor jeg dog i alverden nu har valgt at flytte tilbage til et land og en by, hvor jeg som sådan ikke har andet end et problematisk ex-forhold, en masse minder og et enkelte par veninder. Det korte svar er, at det er for mine børns skyld. For at de kan få et liv med deres far. Men inden det falder nogen for brystet, at jeg ofrer mig på den måde, er det altså ikke den rene martyr-gerning, for det er også for min egen skyld. Så jeg ikke sidder en dag og tænker, bare jeg dog havde gjort det. Det er svært at forklare og for mange sikkert svært at forstå, men jeg er nødt til at prøve det af og vide, jeg har gjort, hvad jeg kunne.

Og ja, det spiller også ind, at min ældste datter trods stor støtte fra familie og venner aldrig er helt faldet til i Danmark. Hendes 14-årige opfattelse er, at hverdagen bare sjovere, når der er palmetræer i sigte, og man kan have cowboyshorts på i december. Who can blame her?

Nej, det er faktisk ikke helt fair. Jeg må være ærlig og sige, at hun lidt mere skarpsinding end det, og også savner den amerikanske mentalitet, skolemiljøet og selvfølgelig sin far.

En del, for ikke at sige mange, har undret sig over, at jeg ikke bare shipper hende afsted og lader hende tage et år på high school. Men for mig er det ikke en mulighed. Jeg frygter, at et år ville føre til flere, og endnu mere er jeg rædselsslagen for, at hun ikke kan gennemskue, hvad det vil sige at være uden sin mor og sin søster. Og ja, så er jeg som mor bare ikke klar til at vinke farvel ved Amerikakaj.

Sara med sine to døtre på 14 og 8 år.

Jamen, hvor, hvordan og hvad så?
Efter denne forklaring på hvorfor, følger gerne et hav af andre opfølgende og absolut ganske naturlige spørgsmål:
Hvor skal du bo, hvad skal du leve af, har du fået et job? Skal du have dine ting med? Har du og din eks-mand så et godt forhold? Det sidste spørgsmål har jeg vist allerede besvaret og til de andre spørgsmål, kan jeg også stort set kun svare nej eller i bedste fald, at det ved jeg ikke. For nej, jeg aner ikke, hvor jeg skal bo, vores møbler forbliver på dansk jord og nej, der er heller ikke udsigt til hverken fast job eller betryggende indtægt. Min nuværende arbejdsgiver lader mig heldigvis få lidt freelance-opgaver med, og så er det ellers bare om at få gang i min lille journalist-butik og se, hvad jeg kan sælge fra Hollywood-hylderne. Derudover har jeg taget et stort lån i min lejlighed, sat hele herligheden til leje og bilen til salg i håbet om, at det er med til at give mig et nogenlunde økonomisk fundament de første måneder.

Hokus-pokus, skal huske at holde fokus
Ellers er en skræmmende nær afrejsedato, nogle flybilletter og seks forudbetalte kufferter hos Norwegian, det mest afklarede, jeg kan diske op med.

Heldigvis har jeg nogle søde, gode venner, der har et hus, jeg kan låne den første måneds tid, mens de er bortrejst. Kolo-enorm kasse i spansk stil, som minder mig om gode barbecues, parmiddage og lange aftenener med vågne unger og hvidvin i glassene. Well, det bliver nok noget andet at sidde der ganske solo og en ex, der stadig bor i vores gamle hus bare få gader væk. Med ny kæreste og steddatter. Av, den del er jeg bange for kommer til at gøre mere nas, end jeg kan forestille mig herhjemmefra. Men på gode dage tænker jeg, at det skal jeg saftsuseme nok klare. Så jeg prøver at have flere gode end tvivlende dage og bare holde fokus på mig selv og mine piger.

Måske lyder det her transatlantiske flytteprojekt skræmmende og dumt for de mange – og ja, skræmmende ofte også for mig selv. Det har ikke været en nem beslutning og den har absolut været længe undervejs. Men den er taget og truffet, og på en god dag som denne tror jeg faktisk, at det hele nok skal gå. Nu skal jeg bare have mig selv og mine piger godt pakket ned, så vi er klar til en afslappet afrejse og ikke mindst forhåbentlig rolig og nogenlunde uproblematisk landing i slutningen af juni.

Og på en rigtig god dag glæder jeg mig. Til klipklappere, solskin, delt forældrerolle og en vanvittig by, fyldt med skøre mennesker, Juicy Couture i lange baner (tætsiddende velour i pangfarver går aldrig af mode i LA-LA-land), nye bekendtskaber og muligheder, man ikke kan gribe, hvis man ikke kaster sig ud i galskaben.

LÆS OGSÅ: Derfor bør du tegne en skilsmisseforsikring

LÆS OGSÅ: Hvornår er det rigtigt at blive skilt?

LÆS OGSÅ: Skilsmisse og den smerte børnene går igennem