Derfor jagter du det perfekte liv

Hvorfor er mit hus altid så rodet? Hvorfor ender jeg altid med at købe en færdig drømmekage til klassens time i stedet for at lave sunde figenkugler? Hvorfor kan jeg ikke tabe mig? Hvorfor arbejder jeg for meget/for lidt? Og sådan kunne jeg fortsætte i det uendelige. For vi bliver let fanget i en evig trædemølle af store krav til os selv kombineret med det, vi opfatter som omgivelsernes krav til os i en tid, hvor der er så stort fokus på succes og „det perfekte liv".

Jagten på det perfekte liv er måske en af vores tids største psykiske lidelser. Denne evindelige jagt gennemsyrer nemlig hele vores kultur og er med til at skubbe lykken op på en uopnåelig piedestal. Vi higer og halser efter det perfekte liv i form af det perfekte job med god løn og gode udviklingsmuligheder, det perfekte hus med det rigtige samtalekøkken og den helt rigtige have, den perfekte mand eller kone og de perfekte børn, som er superkloge, kreative og som går til både fodbold, dans og klaver – to gange om ugen.

Men er perfektionisme nu også så slemt? Det er vel okay, at folk har ambitioner og gerne vil udrette store ting i livet. Er det ikke det, en arbejds- giver inderst inde krydser fingre for, at den nye medarbejder er i besiddelse af? Og er det ikke det, der skal til, hvis man vil udrette noget her i livet?

Det er vigtigt at skelne mellem den sunde lyst til at drive det vidt, til at tage sin velfortjente plads i livet og de destruktive elementer ved perfektionismen. For perfektionisme er en forsvarsmekanisme. Det, vi ubevidst forsøger, når vi stræber efter „det perfekte liv", er at undgå følelsen af at blive (be-)dømt, følelser af skam eller det at blive bebrejdet. Perfektionismen er selvcentreret i den forstand, at den fastholder et usundt fokus på dig selv, og hvad du formår at vise din omverden.

Hvordan ved jeg, om jeg er perfektionist?
Der er flere ting, der kendetegner en perfektionist. Det kan være at du har en tendens til at tænke „alt eller intet", du frygter at fejle, er ømtålelig over for kritik, dvæler ved fiaskoer, har fejlfinder-øjne, har en rigid måde at kommunikere på, et stort behov for kontrol og et intenst fokus på målet (og ikke processen og nuet). Det er altså meget ofte et liv, som bliver til et rotteræs.

Det lyder jo lidt anstrengende. Hvorfor bliver man overhovedet sådan?
Fordi perfektionister meget ofte har en negativ selvopfattelse, som er blevet skabt i barndommen. Selvopfattelsen skaber vores fornemmelse og følelse af værdi og elskelighed – det altafgørende element, der giver os adgang til kærlighed og forbindelse til os selv og andre mennesker.

Og dette element bor inden i os, bor i vores historie. Derfor er det så vigtigt, at vi kan omfavne og tage ansvar for hele vores historie, og ikke kun for de positive sider af os selv.

Og hvordan får man så en mere positiv selvopfattelse eller mere selvfølelse?
Du kan starte med at være lidt mere nysgerrig på dig selv. Melde sig på et kursus, læse en bog, gå I terapi, begynde at meditere, tag på en retreat – lære sig selv bedre at kende. Finde ud af, hvorfor du har det så svært med kritik, eller hvorfor frygten for at fejle er så stor. Og det kræver, at man har mod og lyst til at acceptere sin egen sårbarhed og følelser af utilstrækkelighed. Og det kan være hårdt arbejde. Men noget af det vigtigste man kan gøre – for sig selv OG andre.

Selvkritik er en fast følgesvend hos perfektionisten. Forsøg på at blive mere bevidst omkring, hvornår „din indre kritiker" automatisk går i gang. Og så skift den ud med „din indre vismand" – den kloge, intuitive stemme, som du også har. Find en smuk sten, du kan have i lommen eller anden ting, som kan minde dig om, at du skal skifte stemme.