Derfor ser du tekster som denne i Nordvest

På min vej til arbejde kommer jeg forbi en tankstation, der ikke længere sælger benzin, men hvor du til gengæld kan få brænde, brændsel og dynamit.

En morgen stod der pludselig en tekst med blå blokbogstaver henover hoveddøren til den lille fortidslevnsklenodieagtige station: "Jeg føler mig næste altid esåm".

"Hva? Hvad er det, der står?".

Jeg stoppede i første omgang på grund af stavefejlene, derefter fordi teksten slog mig som en ret ærlig erkendelse at skrive offentligt. Og så indebar sætningen en stemning, som jeg kunne genkende i mig selv.

LÆS OGSÅ: 25-årige Sofie indretter luksushjem i London

Teksten og tankstationen er at finde i Nordvest-kvarteret i København. De følgende morgener på vej på arbejde opdagede jeg, at der ikke blot er én men syv tekster skrevet rundt på bydelens vægge. De beskriver blandt andet, hvordan skribenten "drømte sig vikti og smuk" og at der "lokted af veitrminpeler".

Men der stod ikke noget om, hvem der havde skrevet de små tekster. Så hvem var det?

På tankstationen fortalte de mig, at det er en kunstner.

Kunstneren hedder Gudrun Hasle og er 37 år. Da jeg får hende i røret fortæller hun, at hun helt lovligt har fået lov at skrive på væggene i Nordvest.

- Det er fedt at lave kunst på den her måde. Det er personligt, og det går udenom kunstinstitutionerne. Kunst på museer er til et særligt publikum, der opsøger kunsten, og som besøgende er man måske forudindtaget i forhold til, hvad man skal ind at se. Derudover får man en masse informationstekster om, hvad man ser, og hvad man skal opleve, siger hun.

- Når man går på gaden og ser kunst uden omsvøb, ser du måske din egen historie i det.

 Gudrun Hasles tekster bygger på hendes egne, personlige oplevelser, fra da hun voksede op i Nordvest-kvarteret.

- Jeg har en ide om, at hvis jeg fortæller dig en hemmelighed, så får du måske også lyst til at give en videre. Igennem mine historier ser du måske dig selv, og du stiller et par spørgsmål til dig selv og om dig selv: Jeg håber, at det er lige så meget dig som mig, du kommer ind i, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Nordvest er Københavns næste smarte bydel"

En af Gudrun Hasles største udfordringer fra barnsben har været at hun simpelthen ikke kan stave. Hun er ordblind. Da hun var 15 år, havde hun endnu hverken lært at læse eller at skrive. I dag er det en evne – eller mangel på samme – som hun benytter i sin kunst generelt, og denne gang er ingen undtagelse.

- Først og fremmest er det ret sjovt i sig selv at lave fejl i det offentlige rum. Det kan være, at du og andre ikke ville lægge mærke til, at der faktisk stod noget, hvis det havde stået fejfrit, siger hun.

- Jeg håber, at sprogfejlene får folk til at tænke "nå ja, fejl kan sgu også være ret fede". For mig er det som om, at fejl fremfor perfektion gør ting interessante. For nu at tage skønhedsverden: De største og mest spændende fotomodeller er dem, der har skævheder, som gør dem lidt mere interessante at se på. Det er anderledes og smukt.

Gudrun Hasle fortæller her om de syv tekster:

 

"JEG FØLER MIG NÆSTE ALTID ESÅM"

- Jeg tror, at selv de mest populære mennesker føler sig ensomme ind imellem. Men selvom mange har det inde på livet at føle sig helt alene, så er det samtidig en følelse, som man kan være utrolig flov over. Derfor passer den godt ind blandt de andre små mærkværdige tekster på tankstationen. Det er intimt.

- Jeg kan ret godt lide at ligge der på kanten, hvor jeg aktiverer folks følelsesregistrer. På den måde håber jeg både at ramme de rigtig, rigtig ensomme mennesker, så de fornemmer, at de altså ikke er helt alene. Og så håber jeg, at jeg rammer andre, som trives mere socialt, hvis man kan sige det sådan, og så måske få plantet et lille frø, et slags perspektiv, som kommer med videre hos dem.

"JEG CYKLED OVER FØR JEG FIK LOV AF MIN FAR, JEG FIK ONT I MAVEN DA JEG GJOR DET"

- Man kan sige, at det er en helt personlig erindring fra min egen opvækst. Det skete 10 meter fra, hvor jeg har skrevet teksten i dag. Jeg var måske syv, og jeg skulle på biblioteket med min far, da jeg cyklede over for rødt. Den siger noget om, at ens far beskytter en, og at han kan også gøre en bange, fordi han bliver sur, når han bliver bekymret, fordi man opfører sig overilet.

- Det er sjovt med erindringer fra ens barndom. Helt banale ting, der er printet ind. Selvom den her er meget personlig for mig, så er der jo mange, der kan relatere til det. Hvem har ikke erindringer fra deres barndom? Og hvem har ikke overskredet grænser?

"NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VEITRMINPELER"

- Da jeg var barn, lå Novo Nordisk hovedfabrik på Nordre Fasanvej. De producerede medicin, så man kunne fornemme det helt ud på vejen. Der var så meget en lugt af vitaminpiller, at man nærmest ikke kunne holde ud at være der. Hah. Jeg har efterfølgende talt med andre tidligere beboere, der slet ikke kan huske lugten.

Jeg fortæller Gudrun Hasle, at dette skilt netop var et, jeg forestillede mig mange ting ud fra. Måske noget med sprøjter og knasende, små poser.

- Ja! Jajaja! Det er jo lige præcis det, jeg havde håbet på. Det er ikke faktuelle beskrivelser, det er kunst i bybilledet, og det er jo så sjovt, at det kan få folk til at gå og gætte alle mulige vilde ting, jeg ikke selv har tænkt ind i det. Det er smukt, at publikum selv begynder at danne deres egne billeder. Kunsten opstår, når de ser noget af og måske inde i dem selv. Der hvor tankerne selv går videre.

"VI LØB HAVNE IGENNEM GADERNE MED ET JAR RØR"

- Det var engang, da jeg var alene hjemme med en veninde. Vi smuttede i kiosken og købte cigaretter, og på vejen fandt vi et jernrør. Haha. Så blev der bare lavet ballade... mere kan jeg ikke sige.

- For mig relaterer teksten sig til en helt personlig erindring, men da jeg skrev den, tænkte jeg også på de autonome og indvandrerdrengene, der de senere år har gjort oprør på Nørrebro. For mig husker den her tekst både på vegne af mig selv og helt andre ting, der har fundet sted.

"JEG DRØMTE MIG VIKTI OG SMUK"

- Det er en af dem, som er virkelig alment gyldig, hvis du spørger mig. Da jeg var teenager... ja jeg gør det vel egentlig stadig nu... gik jeg og dagdrømte mig netop vigtig og smuk.

- Min bedstemor fortalte altid, at hun fik et chok, når hun så sig selv i spejlet. Jeg gør det samme, nu hvor jeg er gravid. Jeg tænker, min mave er tyk, og det er ok. Men så bliver jeg helt chokeret, når jeg ser mine overarme. De er jo også federe, end jeg lige tror!

- Selve tekstens placering er også en kommentar netop til det område i byen, det passer meget godt til at "drømme sig smukkere end man måske er". Teksten er nemlig på Frederiksbergsiden lige ved skillelinjen til Nordvest. Her har nogle af beboerne en ret vild antigraffiti-kultur. De bor jo lige på kanten til Nordvest, men de føler, det er meget vigtigt at sige, de bor på Frederiksberg. Det er lidt at drømme sig til noget finere, end man nu engang er.

"JEG HAR ALTID VÆRET ET MELEM STED FOR MIG"

- For mig er et mellemsted en ide om, at jeg både hører til og ikke hører til. Som den fornemmelse man har, når man sidder til en middag og føler sig ved siden af sig selv, fordi man ikke er helt til stede. Det er en følelse, jeg føler, jeg altid lidt har haft. At være et mellemsted. Det er også en følelse, jeg forbinder med min ordblindhed. Og da jeg som 15-årig blev indlagt på psykiatriskafdeling. At jeg ikke er helt rigtig. At jeg er på vej et andet sted hen.

- Samtidig passer det også godt på det konkrete sted, hvor der plejer at hænge store billboard-reklamer. Man kan læse teksten, når man kommer kørende med S-toget til og fra Nørrebro Station. Med toget er man altid mellem steder, og selve pladsen bag stationen er heller ikke et sted, hvor man typisk opholder sig i længere tid.

"JEG GIR RONT FOR AT GEM MIG JEG GIK OG GIK OG FANT PÅ HISTORGER OM MIG SELV"

- Den minder om "at drømme sig vikti og smuk".Og så er den relateret til det område i byen, hvor jeg gemte mig mentalt væk på mine gåture og fortalte mig selv historier om,  det liv, jeg havde, var alt muligt andet, end det var. Det var dagdrømme om, at jeg blev en stor kunstner, at jeg blev god til at læse, at ham der var mest populær i skolen vendte sig om og sagde: "hej Gudrun".

Gudrun Hasle kunstværker er en del af projektet "Omveje", som frem til 2017 bliver til 15 kunstprojekter i Nordvest i København. Bag står bureauet Somewhere, der arbejder med udvikling af offentlige rum, i samarbejde med Områdefornyelse Fuglekvarteret og Områdefornyelse Nordre Fasanvej Kvarteret. 

LÆS OGSÅ: Derfor holder de største modebloggere nu op med at blogge

LÆS OGSÅ: 21 søde måder at afsløre sin graviditet på via sociale medier

LÆS OGSÅ: "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"