Det nye kuld kvindelige skandinaviske popkometer
Kvindelige popmusikere fra Skandinavien stormer frem. Du har nok allerede festet, danset og skrålet med til sange fra Tove Lo, Robyn og Medina, men der er helt nyt kuld af popprinsesser i byen.
De blomstrer op i radioen, på hitlisterne og er på plakaten hos et bredt udvalgt af årets festivaler. Her er tre kvindelige artister, som du kommer til at høre mere til i 2019.
Sigrid: Fra Ålesund mod pophimlen
Sigrid er fortællingen om naturpigen fra Ålesund, der på blot to år har indtaget status som vaskeægte verdensstjerne. Den 22-årige nordmand satte sig fast i manges bevidsthed med nummeret ’Don’t Kill My Vibe’, der ved udgivelsen blev P3’s Uundgåelige. Siden har hun kun fortsat med at bjergtage hele verden med sange som ’Strangers’ og ’Plot Twist’. Det har været en travl tid for sangerinden, der i starten af marts udgav sit debutalbum ’Sucker Punch’.
I Danmark har vi også forelsket os i Sigrids smittende popmusik. Hun har spillet på Spot Festival, i Vega og optrådt hele to gange på Roskilde Festival. Til sommer slår Sigrid tilmed vejen forbi Tusindårsskoven i Odense, hvor hun kan opleves på årets Tinderbox Festival.
Hør mere fra Sigrid her.
Jada: Stålsat dansk popdiva
Bag Jada gemmer sig den danske sangerinde Emilie Molsted, som i 2018 markerede sig som et af de mest lovende navne herhjemme.
Hun har kæmpet sig tilbage til musikken efter en sygemelding for stress, hvilket blev markeret med udgivelsen af sangen ’Lonely’. Den hjerteknuste popbanger blev udnævnt til P3’s Uundgåelige, og hun løb derefter afsted med prisen ’P3 Talentet’ til P3 Guld samt to prestigefulde priser for ’Årets Håb’ og ’Årets Sang’ ved årets Steppeulven.
Siden udgivelsen af hendes første single ’Keep Cool’ er Jada blevet rost til skyerne for sin stærke vokal omsvøbt i eminent sangskrivning. Med kun tre sange udgivet står fremtiden allerede lysende klart for Danmarks næste store popstjerne. Jada spiller en udsolgt koncert i Store Vega til april og optræder på blandt andet Heartland og Northside Festival til sommer.
Hør mere fra Jada her.
SVEA: I fodsporene på de svenske popdronninger
Sidste levende billede er en noget mere nysat fisk i popsøen, men ikke desto mindre et oplagt bud på et ungt talent i den nye generation af skandinaviske stjerneskud. Du har måske allerede hørt SVEAs fine vokal, hvor hun fortolker stærke følelser med Alexander Oscar på ’Complicated’.
På egen hånd har 19-årige SVEA kun haft karrieren kørende i et års tid. Dog har SVEA allerede imponeret med sine hudløst ærlige sange om sex, kvindelig råstyrke og knust kærlighed. Lyt for eksempel til hendes debut single ’Don’t Mind Me’ om at føle sig selv – bogstaveligt talt. Den unge sangerinde har studeret på Rytmus Music School i Stockholm, hvor stjerner som Tove Lo og Robyn også har gået. Måske har SVEA sat samme stjernekurs? Hun er i hvert fald værd at holde øje med!
Hør mere fra SVEA her.