"Det rammer mig altid voldsomt, når jeg tager fejl"

Hvorfor endte du i forlagsbranchen?
- Jeg har egentlig aldrig planlagt, at jeg skulle ind i forlagsbranchen, men det kom jeg heldigvis alligevel ved en god venindes hjælp. Det eneste fag, jeg kunne holde ud i gymnasiet, var dansk, og senere læste jeg litteratur på universitetet. Så anmeldte jeg og underviste i nogle år, men jeg syntes i længden det blev for isoleret og indadvendt. Forlagsbranchen er jo en særlig hybrid – en krydsning mellem humaniora og det private erhvervsliv: vi arbejder med litteratur, men på en meget praktisk og udadvendt måde. Netop denne dobbelthed passer mig enormt godt.

"Jeg læser normalt 2-3 timer hver aften for at følge nogenlunde med i udenlandske udgivelser."

Hvad er en typisk arbejdsdag for dig – og hvor længe varer den?
- Jeg kan godt lide den struktur et arbejdssted giver en – man træder ligesom ind i et rum, der har en struktur, man skal ikke selv opfinde den hver morgen. Så normalt, også selv om jeg ikke har møder inde i byen, er jeg på forlaget i indre by ved halvti-tiden. Jeg starter med at tjekke salgstal, og så går formiddagen normalt med besvarelse af mails, forberedelser af kommende udgivelser, tekster, der skal skrives kontrakter, ebøger der skal forberedes, snak med forfattere, agenter og forlag i udlandet.

- Jeg går ofte ret tidligt ved 16.30-tiden for så at arbejde nogle timer om aftenen igen. Enten med oversættelse – lige nu oversætter jeg Karl Ove Knausgaards fantastiske essaysamling til dansk – eller med manuskriptlæsning. Jeg læser normalt 2-3 timer hver aften for at følge nogenlunde med i udenlandske udgivelser. Det tager tid at finde de manuskripter og bøger, man gerne vil udgive på dansk!

"whauw, det her vil jeg gerne udgive på dansk!"

Hvad er det bedste og det værste ved dit job?
- Det bedste er oplevelsen af at læse et manuskript eller en bog og tænke whauw, det her vil jeg gerne udgive på dansk! Følelsen af at kunne være med til at præge sin samtid med de ting man udgiver.

Efter mange år i branchen bliver jeg stadig deprimeret, når en bog, jeg selv har været begejstret for og udgivet, bliver dårligt anmeldt eller bare ligegyldigt modtaget. Som forlægger skal man jo ikke bare udgive det man selv synes er fantastisk, men også til en vis grad kunne ramme tidens smag. Altså have en nogenlunde sikker vurderingsevne i forhold til kvalitet og potentielt salg. Det rammer mig altid voldsomt, når jeg tager fejl, selv om det er jo er noget alle i branchen oplever.

"Jeg har heller aldrig gået efter et familieliv med børn."

Hvilke konsekvenser har det, at karrieren fylder så meget, som den gør for dig?
- På en måde vil jeg ikke jo ikke kalde det en karriere, men mere en livsform. En måde at være i verden på, som nu engang er den måde jeg kan være i den på. Jeg kan ikke rigtig forestille mig en anden måde at leve på, men jeg har heller aldrig gået efter et familieliv med børn.

Hvordan balancerer du privatliv og karriere?
- Det gør jeg ikke. Det flyder sammen. Men når det er sagt, er jeg i årenes løb blevet bedre til at sige nej, bedre til at følge min lyst og mærke, hvor mine grænser går i forhold til det andre mennesker kræver af mig. Det er klart, at hvis man ophæver grænsen mellem privatliv og arbejdsliv, så må man oprette nogle indre grænser i stedet. Ellers bliver man oversvømmet. 

LÆS OGSÅ: Karrierekvinde: "Jeg fortryder, at jeg ikke tog mere tid med mine børn"
 
Hvis du skulle ændre en ting i dit karriereforløb, hvad skulle det så være?
- Det ved jeg helt præcist. Jeg blev alt for længe i et job på universitetet, hvor jeg basalt set ikke trivedes. Og hvorfor? Fordi jeg havde nogle ophøjede og fastlagte billeder af, hvem jeg selv var. Jeg ville hellere – det kunne jeg se bagefter – leve op til disse billeder og lide – end at ofre dem. Da jeg gik fra universitetet – takket være af en veninde, der var træt af at høre på min utilfredshed med at være på universitetet, og tilbød mig et job i forlagsverdnen  - var jeg ret skeptisk med hensyn til om den branche nu også var mig.

"Og så var der, at jeg fik mit livs største overraskelse."

- Og så var der, at jeg fik mit livs største overraskelse. Jeg kan stadig huske den første dag på forlaget, hvor jeg sad på et kontor og bare fik at vide, at nu skulle jeg opfinde mit eget job. Jeg var fuldstændig grøn, jeg vidste nærmest intet om bogmarkedet og forlagsbranchen, og alligevel oplevede jeg at få adgang til en energi eller lyst i mig selv, som jeg ved gud ikke havde mærket i mange år. Det var en meget stærk og kropslig-fysisk oplevelse – af lyst, energi, power, virketrang, - ja, af en retning. Uden at kende noget til den verden jeg kom ind i, så havde jeg det som en fisk i vandet fra dag 1.

I hvilken karrieresituation har du været mest i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert – og hvordan fandt du svaret?
- Jeg har i høj grad brugt den fejltagelse jeg begik som yngre, nemlig at blive i et job, som var prestigefuldt, men som jeg ikke trivedes i, som pejlemærke i senere valgsituationer. Altså undgå at blive hængende i noget af vane eller af frygt for forandring. Samtidig er jeg ret lang tid om at træffe beslutninger. De melder sig ofte tidligt som en følelse af ulyst, der vokser sig stærkere indtil jeg til sidst tager følelsen alvorligt nok til at handle på den. Når jeg har truffet store beslutninger i mit liv, kan jeg, når jeg ser tilbage på dem, se at de ofte har været et par år undervejs.

"Drømmen er ikke nok. Der skal talent til."

Hvis man drømmer om at skrive en bog, hvad er så dit bedste råd?
- At man kaster sig ud i det, afprøver drømmen. Men o.k, som en redaktør der læser bunker af manuskripter, må jeg så også tilføje at ambitionen og drømmen ikke er nok. Der skal talent til. 

Hvilken bog skammer du dig mest over at elske?
- Der er ingen grund til at skamme sig over at elske en bog, ligegyldig hvilken bog det er. Når man elsker en bog, så er det jo fordi den rammer noget i en, - og så kunne man lige så godt gå rundt at skamme sig over sig selv. 

Hvilken bog har formet dig mest som menneske?
- Karen Blixens forfatterskab, tror jeg. Der er en dybde og en viden om menneskeligt liv i hendes fortællinger, som er fuldstændig enestående. Jeg var længe om at forstå hendes værk, og helt kommer jeg nok aldrig til det, men det er altid hendes bøger jeg griber ud efter i perioder hvor jeg synes tingene er svære. Jeg mener jo ikke at litteraturen skal trøste eller være opbyggelig, absolut ikke, men hos Blixen – og også hos Suzanne Brøgger, vil jeg sige - er der en fortrolighed med kvindelige erfaringer af tab, smerte, bevidsthed, som på sin egen sære måde kan føles opløftende.

LÆS OGSÅ: "Min største fjende er andre kvinders dom"