Ditte Julie Jensen
SPONSORERET indhold

Ditte kamuflerede sin mislykkede kage: “Det er svært at være sig selv og SoMe-forretningskvinde samtidig”

Selvom hun har brilleret med sit talent i ”Den Store Bagedyst” og nu er en af landets mest populære kagebloggere, begår Ditte Julie Jensen stadig fejl, men hun deler dem sjældent med sine følgere. Der er nemlig big business i mange følgere, fortæller hun.

Af:: Simone Brandt Hald Foto: Private
01. sep. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Ditte Julie Jensen, 30 år, blogger på Dittejulie.dk og tidligere deltager i "Den Store Bagedyst"
Følg Ditte på Instagram-profilen @dittejuliejensen

Hvad er den sande historie bag billedet?
– Egentlig ser vi jo en utrolig smuk kage, som er overdynget med syrener. Men under blomsterlaget gemmer der sig en mousse, som ikke blev helt som planlagt, fordi jeg lavede en fejl med sammenlægningen af moussen. Når en bærmousse skal vendes sammen, må bærlagen ikke være for varm, da bærlagen så vil falde til bunds. Og det her er altså lektie nummer et til mine bagekurser. Moussen var tofarvet, toppen var grumset og ikke spejlblank, som den skulle have været, og helt tæt på kan man se, at chokoladebåndet er revnet flere steder.

Sådan så kagen rent faktisk ud under laget af smukke syrener. Tofarvet, bastant og slet ikke, som den skulle have set ud. Men et par smukke, spiselige blomster kan skjule meget.

Hvorfor følte du dig nødsaget til at pynte på sandheden?
– Jeg tror, at folk forelsker sig i en profil. I et billedfeed. Og hvis man afviger for meget fra den stil, man har lagt for dagen, mister man troværdighed. Jeg har en af Danmarks største kageblogs, og mine følgere bliver jo inspireret af det, jeg laver. Hvis jeg pludselig fylder bloggen med alle de fejl, jeg begår, så mister de interessen. Der skal være noget visuelt, der fænger, ellers er de videre.

– Jeg kan da godt sige, at jeg er ligeglad med, om jeg har 50.000 eller 100.000 følgere, men inderst inde ved jeg godt, hvilke penge der ligger i at have så mange følgere, og hvilke virksomheder man tiltrækker. For at være helt oprigtig er det svært både at være 100 procent sig selv og SoMe-forretningskvinde samtidig. Det er derfor, jeg enormt godt kan lide InstaStory (videofunktion på Instagram, red.), for hvis man har brug for at se kvinden bag alle de flotte kager, så kan man følge med dér. Der deler jeg billeder af min mislykkede tærtedej og min hektiske hverdag som mor til to små børn, for jeg vil gerne vise, at jeg er menneskelig og møde mine læsere i øjenhøjde. Det gør jeg så bare via InstaStory, for let's face it, jeg lever jo af de her kager, så jeg har brug for at have et professionelt udstillingsvindue.

Hvorfor har du sagt ja til at medvirke i det her interview?
– Fordi jeg synes, det er enormt vigtigt at fortælle dem, der følger mig, ser op til mig og gerne vil kunne det samme som mig, at jeg aldrig ville være blevet så god til at lave kager, hvis ikke jeg havde smidt de første 100 i skraldespanden.

Anbefalet til dig