Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem
Foto: Les Kaner Ditte Reedtz både sin mor og sin far og blev anbragt på et børnehjem, da hun var helt lille.

Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem

Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem

Som helt lille mistede Ditte Reedtz både sin mor og sin far og blev derfor anbragt på et børnehjem. Tabet af forældrene og smerten over tiden på børnehjemmet sidder stadig i hende, men nu bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre børnehjemsbørn, så de kan få kontakt til en mentorfamilie.

Af Marie-Louise Truelsen

Ditte Reedtz er 5 år, da hun træder ind på Hummeltofte Børnehjem i Virum. Med sig har hun en hvid bamse, sit sygesikringsbevis og en lille pølsetaske med et par andre småting. Ellers intet. Hun bliver ført ind på et værelse, hvor der er plads til seks børn. Hun får anvist en køjeseng, og hun får at vide, at her skal hun være. Lige i det øjeblik går det op for Ditte, at hun er helt alene i verden.

LÆS OGSÅ: "Da min mor overvandt sin kræftsygdom, blev jeg syg"

I dag, 34 år senere, får Ditte Reedtz stadig tårer i øjnene, når hun fortæller sin historie. Barndommens enorme følelse af sorg og svigt sidder i hende for evigt, også selvom hun i dag er en velfungerende kvinde med mand og fire dejlige børn. Sådan en familie, som hun selv manglede, da hun var barn, og sådan en familie, som hun nu kæmper for at hjælpe andre børnehjemsbørn til at kunne opleve. Ditte har stiftet organisationen European Orphanage Children Against Social Exclusion (EOCASE), som søger mentorfamilier til børnehjemsbørn, så de kan opleve, hvordan det er at være i en familie.

– Det er så lidt, der skal til, for at præge et børnehjemsbarns liv fremadrettet, siger Ditte.

– Det ved jeg fra mig selv. Sådan nogle små ting, som at se, hvordan en rigtig familie spiser sammen, laver lektier sammen eller tager på ferie sammen. ❯ Ting og oplevelser, der er helt naturlige for børn i en familie, men noget, som du
som børnehjemsbarn ikke har chancen for at lære, hvis du ikke har tilknytning til en almindelig familie.

LÆS OGSÅ: ”Det der har været det hårdeste, det har været at se, hvordan min familie har lidt”

Dittes forældre levede et festligt og udadvendt liv i stor kærlighed, da Ditte og hendes tre år ældre halvsøster var helt små. Hun husker svagt, hvordan hun trygt faldt i søvn til lyden af musik, snak og grin, når der var gæster i huset. Men da Ditte var 2 år, ændrede alt sig.

– Min far tog sig af dage, og det var min faster, som fandt ham. Han havde taget piller. Der var intet afskedsbrev, så man kunne kun gætte på, hvorfor han havde gjort det. Fra den dag min far døde, ændrede min mor sig. Hun gik fra at være et meget åbent og glad menneske, til at være et menneske uden overskud. Min far var virkelig hendes livs kærlighed. Selvom jeg var så lille, kunne jeg mærke, hvordan følelsen omkring det at være i hjemmet ændrede sig. Det spørgsmål, der stadig står tilbage for mig er: Hvordan kunne han forlade to små piger? Det er fuldstændig uforståeligt for mig, der i dag selv er mor til fire børn.

Endnu en katastrofe
Efter dødsfaldet boede Dittes søster en del hos pigernes mormor, mens Ditte blev boende hos sin mor. Moren fik meget hjælp af både Dittes farmor og særligt fasteren, som Ditte kom meget tæt på. Livet gik videre, sorgbearbejdning var der ikke noget af, og moren fik en ny kæreste, som Ditte ikke brød sig om. Tre år senere indtraf den næste katastrofe. Moren begik selvmord. Hun havde taget piller, var faldet ned af sofaen og var blevet kvalt.

– Man ved ikke, om hun gjorde det med vilje. Jeg vil jo til mine dages ende sige, at det gjorde hun selvfølgelig ikke, for hvem kan forlade to børn, som, man ved, slet
ingen har? Det kan man jo ikke, så jeg tror på, at det var et råb om hjælp. Det var
ikke meningen, at hun ville dø.

Ditte får tårer i øjnene, og stemmen bliver grødet.

– Min søster og jeg var hos vores mormor, da hun blev ringet op og fik det at vide, og hun sad bare og skreg: "Nej, nej, nej, det er ikke sandt".

Hvordan blev der taget hånd om jer derefter?

– Min farmor og min faster tog sig rigtig meget af mig, og min søster var mest hos vores mormor. Jeg ville gerne have boet hos min faster, men hun var kun 17 år, så hun fik ikke lov til at tage mig.

Hvordan havde du det i tiden efter din mors død?

– Jeg kan huske, at det blev enormt vigtigt for mig at blive puttet. Og det blev enormt vigtigt at sige farvel. Den dag i dag kan jeg græde mig i søvn somme-
tider, og det gjorde jeg næsten hver aften dengang. Min faster aede mig simpelthen i søvn hver aften for at få mig til at falde til ro. Jeg spurgte efter min mor hver dag. Hvorfor kom hun ikke? Hvor var hun henne? Jeg følte mig så alene. Jeg forsøgte på alle mulige måder at komme ud af sorgen, og jeg troede egentlig også i lang tid, at det var arveligt at begå selvmord.

Hvor lang tid troede du det?

– Faktisk indtil jeg var teenager. Indtil jeg fandt ud af, at jeg også selv havde
nogle valg, og at jeg selv kunne gøre
noget med mit liv.

Den barske hverdag
Dittes halvsøster havde stadig sin far, som hun havde noget kontakt med, selvom han havde fået ny kone og et barn mere. Hun havde på den måde stadig en forældrerelation, hvorimod Ditte var forældreløs. En dag blev Ditte hentet i en bil og sat af ved børnehjemmet i Virum. Et stort hus med kæmpe have, en lille sø og en skov bagved. Hold da op, sikke et fint sted, tænkte Ditte umiddelbart, men hurtigt blev hun klar over, at det var her, hun skulle bo. Sådan rigtigt. Søsteren boede der også i en periode, men hun havde stadig sin far, som hun kunne komme hjem til og på ferie hos. For Ditte var børnehjemmet nu hverdag. Og det var en barsk hverdag.

– Alt foregik i grupper. Der var ikke noget, der foregik for mig alene. Der var ikke nogen, der så Ditte som den person, jeg var. Når vi skulle spise, var det i en kæmpe spisesal, hvor maden gik rundt i gryder. Når vi skulle i bad, blev alle gennet ud på badeværelset i hold, og så blev vi bruset over. Man tog sig ikke af, at vi måske ikke havde lyst til at stå nøgne sammen med alle de andre. Piger og drenge i alle aldersgrupper. Der var intet privatliv. Det var så intimiderende.

Havde du en person, der var særligt tilknyttet dig?

– Ja, det havde jeg, men han gik jo også hjem til sin familie, når arbejdsdagen var slut. Ligegyldigt hvor godt de ansatte på børnehjemmene gør det, så er det deres arbejde. Det er slet ikke, fordi jeg vil sige, at de gør det dårligt, men de får penge for at være der. Og hvis de ikke fik penge, så var de der ikke. Og det ved du godt som børnehjemsbarn.

– Samtidig var der stor konkurrence mellem børnene. Det er lidt som filmen "101 Dalmatinere", hvor alle hundene står i bure på en kennel og siger: "Ta' mig, ta' mig". Sådan var det at også være på børnehjem. Hver gang, der kom nogen ind, stod man nærmest med tungen ud af munden: "Ta' mig, er jeg ikke sød, ta' mig". Det eneste, du ønsker dig, er en familie. Og det er ikke, fordi græsset er grønnere på den anden side, det er, fordi vi er programmeret til det. Det ligger i vores gener, at vi vil have en familie. Vi vil have noget samhørighed. Og det har du ikke på en institution.

– Der var nogle, der blev hentet til weekender indimellem for at se deres biologiske familie, men det var langtfra alle, og det blev jeg heller ikke særlig tit. Det var hårdt. Børnehjemmet er ikke et sted, hvor du sidder i en hyggekrog og får læst højt af en bog. Der er ikke så meget ro på. Der er daglige konflikter, det er jo skadede børn eller børn, som har haft det virkelig, virkelig svært. Ellers er de der ikke. Det er børn, der har svært ved at indgå i sociale relationer, og det er børn, der har svært ved at tro på, at andre er gode mennesker.

Hvad med skole?

– Jeg begyndte på en skole i Virum, og jeg var bare så anderledes. I alt. Og alle vidste, at jeg kom fra børnehjemmet. Jeg husker det slet ikke som det fristed, det burde have været. Jeg blev ikke drillet, men jeg havde heller ikke nogen at være
sammen med. Jeg var aldrig med nogen hjemme.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"

Adopteret uden at vide det
Efter et år på børnehjemmet blev Ditte pludselig spurgt, om hun kunne tænke
sig at møde en familie. Det ville hun rigtig gerne, så en dag blev hun hentet i en bil af en mor og en far.

– De kom i en flot bil med vinduesviskere på forlygterne, og jeg tænkte, aj, hvor er det fedt. Hold da op. Jeg kørte lidt rundt med dem, så gik de op på kontoret, og bagefter kørte de igen. De kom på besøg en gang mere, og efter en uge blev jeg kørt til lufthavnen med en strik om halsen med et skilt, hvor der stod: "Ditte Gisselbech til Aarhus Lufthavn". Jeg fik at vide, at jeg skulle på ferie med familien, og jeg tænkte, uh, hvor lækkert. Jeg havde slet ikke tænkt tanken, at jeg nu var adopteret væk til den familie.

Men det var hun. Det var der bare ingen, der havde fortalt hende. Det gik først op for hende, da hun og familien kom tilbage fra ferien, og hun fik lov til at vælge tapet og indrette et værelse i familiens hus i Vejle. Hun havde ikke fået lov til sige farvel til sin søster, som var hjemme hos sin far den uge, hvor Ditte forlod børnehjemmet.

– Men jeg vidste jo godt, at jeg havde en søster derude et eller andet sted. Og min faster. Det var normal praksis, at man ikke fik lov til at sige farvel til sine nærmeste, fordi det farvel er for traumatisk. Man gør det nogle steder på samme måde i dag. Selvfølgelig er der en større forståelse for, at barnet skal have mere kontakt til sine rødder, end der var dengang, men som udgangspunkt har du jo juridisk set en ny familie, når du er blevet adopteret. Jeg kan huske, at min farmor var der og besøge mig. Det var så svært at sige farvel til hende, da hun tog hjem. Den dag i dag har jeg stadig svært ved at sige farvel til personer, som betyder noget for mig, især min faster.

Følte du dig heldig, fordi du havde fået en familie, eller var du stadig lige ked af det?

– Jeg var lige så ked af det. Jeg græd mig i søvn og tænkte, hvorfor er der ikke
nogen, der kommer? Hvorfor er jeg her helt alene?

Ditte fortæller, at adoptionsfamilien gjorde det så godt, som de kunne, men at blive adopteret som 7-årig er svært, fordi man har dannet sin egen kerne. Hun ved også godt, at hun selv var svær at have med at gøre.

– Jeg prøvede grænser hele tiden for at se, om de virkelig elskede mig. Det er den følelse, man får som barn, når man mister. Svigtet gør, at man tænker: Er jeg god nok? Og det har jeg i mange år følt, at jeg ikke var. Hvis jeg var god nok, sød nok, smuk nok, så havde mine forældre jo ikke begået selvmord. Jeg kan stadig have det sådan over for min mand. Elsker du mig virkelig?

Kaldte du dine adoptivforældre for mor og far?

– Ja, og det gør jeg stadig. Nu er de mere mormor og morfar, og det er både de og jeg glade for. For biologisk er de ikke min mor og far. Jeg savner stadigvæk min biologiske mor og far. Men mine adoptivforældre er jo de forældre, jeg har, og de er de morforældre, som børnene har. Og de gør det stadig så godt, som de kan. De har været der for mig, de har sparket mig igennem en ungdomsuddannelse, de har præget mig, og de har givet mig et netværk. Jeg købte en hest, og netop samværet med et dyr, har været noget af det mest helende for mig. Mine adoptivforældre har helt sikkert gjort en kæmpe forskel, fordi de kunne se noget potentiale i mig, som jeg ikke selv kunne se, og det er jeg taknemmelig for.

Frygten for at blive forladt
Efter niende klasse kom Ditte på efterskole på Mors, og siden flyttede hun tilbage
til Vejle og så til København. Igennem ungdomsårene havde hun kun sporadisk
kontakt med søsteren, der boede på et ungdomshjem i Frederiksværk og blev gravid som 16-årig. I dag har de mere kontakt, men bor langt fra hinanden. Selv fik Ditte en søn, da hun var 24. På trods af, at han var et ønskebarn, kunne hun slet ikke håndtere at blive mor.

LÆS OGSÅ: ”Hvis jeg kunne vælge forfra, ville jeg være en mand”

– Jeg var bare så bange for, at han skulle dø fra mig. Jeg kunne slet ikke give ham fra mig. Når hans far kom hjem fra arbejde, kunne jeg ikke klare, at han ville køre en tur med ham i barnevognen. Jeg havde helt sikkert en fødselsdepression og endte også med at få medicin for det. Det var en meget svær periode, og en periode, hvor jeg mere end nogensinde overvejede at tage mit eget liv.

På trods af, at du så ville gøre det samme mod din søn, som du selv havde været udsat for?

– Ja, bortset fra, at jeg ville tage hans liv først.

Hun holder en lang pause.

– Jeg ville aldrig have taget mit eget liv og ladet ham være tilbage. Aldrig. Jeg flyttede fra hans far og tilbage til Vejle, og det var nogle svære år.

Ditte fik det efterhånden bedre, og på et tidspunkt mødte hun sin nuværende mand og slog sig permanent ned i Vejle, hvor han også kommer fra.

– Og det var rigtig godt for mig, for han er den meget solide, rolige type, som kan hive mig ned, når jeg hænger og flagrer som en ballon oppe i luften.

Har du haft problemer med at binde dig til ham?

– Ja, og det har jeg stadigvæk. Jeg kan stadig se på ham og sige: "Vi to skal jo ikke være sammen for evigt". For at prøve ham af. Men han er helt anderledes og
siger: "Selvfølgelig skal vi da det, det skal jeg nok sørge for".

– Det at have fundet min mand – og hans forældre – har været fantastisk. Hans forældre er der altid for vores børn, og jeg føler, at de virkelig gerne vil mig også. Det beviser de hele tiden i deres måde at være på, og det gør mig meget tryg og glad.

Har du forbindelse med din faster i dag?

– Ja. Jeg er meget knyttet til hende. Hun har selv børn i dag og bor i København, så jeg ser dem jo ikke dagligt, men jeg har dem, og jeg ved, at de er der for mig.
Ditte begynder at græde igen.

Hvorfor bliver du berørt, når du siger det?

– Jeg burde have været hos min faster. Det gjorde jeg. Det kunne man ikke se dengang, men det kan jeg jo se i dag, når jeg ser, hvordan hendes liv har formet sig. Hun er stabil, går meget op i sit arbejde, har haft den samme mand i jeg ved ikke hvor mange år, og hun har skønne børn. Jeg kunne have fået det godt der.

Hjælp til andre børnehjemsbørn
Med Dittes bagage er det ikke svært at forstå, hvorfor hun har fået ideen til at hjælpe andre børnehjemsbørn. Det var dog en lille dreng, der for alvor satte tankerne i gang.

– Vi bor fem minutter fra et børnehjem, og der går børn på vores børns skole, som kommer fra børnehjemmet. Blandt andet en lille dreng, som jeg møder så tit. Han er en meget umiddelbar og kærlig dreng, fornemmer jeg. En dag stoppede han mig ovre på skolen og sagde: "Jeg har fødselsdag i dag, Ditte". "Aj, tillykke", svarede jeg, så håber jeg, at du får en rigtig, rigtig god dag. Hvorefter han sagde: "Ditte, der kommer ikke nogen til min fødselsdag". Jeg prøvede at sige: "Jamen, børnehjemmet laver sikkert en kage til dig, og måske kan du få lov til at bestemme, hvad I skal have til aftensmad". "Ditte", sagde han igen, "Der kommer ikke nogen til min fødselsdag". Jeg fik tårer i øjnene og blev så rørt, for det er lige præcis det, som ingen børn skal mærke. At være helt alene i livet.

– Det er klart, at jeg havde lyst til at tage til hans fødselsdag, men det må man ikke, når man ikke har en nær relation. Men om eftermiddagen fortalte jeg
mine børn om den lille dreng, hvorefter min ene datter sagde: "Jamen mor, det må vi da kunne hjælpe med". Jeg har arbejdet som familierådgiver i nogle år, og idet min datter sagde det, blev tanken om mentorfamilier vakt. Jeg begyndte at tænke over, hvordan man kunne hjælpe børnehjemsbørn til at få kontakt med velfungerende familier, og nu er EOCASE ved at være oppe og køre. Vi mangler stadig økonomisk støtte og flere mentorfamilier, men det er blevet taget godt imod alle steder.

– Der er ikke ret mange, der ved noget om børnehjemsbørn. Hvis du gik ind i en vilkårlig skoleklasse og spurgte, hvordan har et børnehjemsbarn det,
så ville mange børn sige, jamen de bor med tremmer for vinduerne, de får
bank og ingen mad. Der er virkelig brug for, at der bliver sat fokus på børnehjemsbørn. Vi er så gode til at hjælpe alle andre i alle andre lande – og det skal vi også blive ved med – men vi skal også hjælpe vores egne herhjemme. De har rigtig meget brug for det.


LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”

LÆS OGSÅ: ”Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død” 

LÆS OGSÅ: "Jeg har sort bælte i at miste"

Ditte Reedtz_

39 år. Har selv været anbragt på børnehjem og er i dag uddannet lærer og coach. Hun arbejder med socialt udsatte børn og som familievejleder.

Hun har stiftet organisationen European Orphanage Children Against Exclusion (EOCASE), for at hjælpe børnehjemsbørn til et bedre liv med
mentorfamilier.

Hun er gift med Tor. Sammen har de pigerne Mathilde, 9, Dagmar, 7, og Ingrid, 5. Ditte har sønnen William, 15, fra et tidligere forhold.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview