"Jeg gik over og talte lidt med Divya, og til sidst gav jeg hende et kys på kinden"

Der var to ansigter, der i den grad blev synonyme med den danske dækning af Brexit, da det britiske totalteater om ”remain or leave” bragede løs fra juni 2016 til januar 2020. Korrespondenterne Divya Das og Kim Bildsøe Lassen sørgede utrætteligt for, at vi herhjemme kunne følge med på både TV 2 og DR, mens briterne forsøgte at finde en vej gennem det kaos, som folkeafstemningen om at forlade EU havde kastet landet ud i. Sent om aftenen, når de lange, lange dage i Parlamentet eller ude blandt den britiske befolkning var til ende, mødtes Divya og Kim hjemme i deres fælles London-lejlighed, hvor de ofte begyndte at grine, så snart de mødtes. 

Divya: – Fordi det havde været endnu en helt absurd dag fra klokken seks om morgenen, til vi var hjemme ved 23-tiden. En dramatisk, teatralsk dag, hvor briterne ingen vegne var kommet, men hvor vi alligevel havde været på live flere gange i løbet af dagen for at forsøge at forklare danskerne, hvad der foregik i Storbritannien. Og vi vidste bare, at der var en ny dag i morgen, hvor det ville blive nøjagtig det samme. Jesus, det var virkelig kaos! 

Kim: – Det er jo relativt sjældent, at man som udsendt journalist er nødt til at svare: ”Det ved jeg ikke” på spørgsmål hjemmefra, men det gjorde vi begge i den periode. Og det var ikke fordi, vi ikke havde gjort vores hjemmearbejde, det var fordi, situationen i Storbritannien på det tidspunkt var så uforudsigelig, at det eneste reelle svar på rigtig mange spørgsmål var: ”Det ved jeg ikke.”

En madras og to barstole 

Divya og Kim er tilbage i Danmark efter knap fire år i London. Hun skal fortsat være korrespondent, men nu med base i København, og han er tilbage på skærmen som vært på TV Avisen. Denne formiddag mødes vi imidlertid på deres forlag for at tale om deres fælles bog ”Briterne og Brexit – En frontberetning”, som handler om Storbritannien og briterne set gennem det forstørrelsesglas, som Brexit har været. For selvom Divya og Kim arbejder på hver deres landsdækkende tv-station og dermed er konkurrenter, er de også kollegaer med et interessefællesskab og ikke mindst kærester. Det sidste har de været i ”hundrede år og en madpakke”, som Divya beskriver det, men det er første gang nogensinde, de har arbejdet journalistisk sammen. Midt i det hele kom corana- pandemien dumpende og lammede hele verden. 

Divya: – Det var godt, vi havde bogen at skrive på, da landet lukkede ned, og vi kun måtte forlade vores hjem for at købe ind og for at motionere. Vi var i gang med bogen, men vi var helt ærligt bagud med den, så med nedlukningen fik vi pludselig noget oplagt tid til både at tale om bogen, skrive og genskrive. 

Kim: – Det var en meget speciel tid. Vi vidste, inden coronaen, at vi skulle tilbage til Danmark, og pludselig blev vi nødt til meget hurtigt at sende alle vores møbler og ting hjem, for at de ikke skulle strande i London. Så vi sad og skrev i et hus, hvor vi kun havde en madras og to barstole. 

Divya: – Og en hel masse tv-udstyr. 

Kim: – Ja, det er rigtigt, for vi sendte jo stadig rapporter hjem til Danmark. Men hvor Divya før var taget på arbejde for at gøre det, og jeg sendte fra mit kontor hjemmefra, var vi nu nødt til begge at sende fra lejligheden. Så Divya stod i den ene ende af terrassen og sendte, og jeg stod i den anden ende. Og når vi ikke gjorde det, skrev vi på bogen. 

Hvordan er det leve sammen, arbejde med det samme og samtidig være konkurrerende medier? 

Divya: – Det var en så ekstraordinær situation med coronaen, at rigtig meget af vores arbejde kom til at handle om det. Derfor talte vi selvfølgelig sammen om regeringens håndtering af krisen. Vi så nyheder sammen, og vi diskuterede, hvad der skete. Og fordi det hele drejede sig så meget om den her fælles historie, så talte vi mere om vores arbejde, end vi gjorde, da vi begge hver især dækkede Brexit, men hvor vi arbejdede helt separat. 

Kim: – Allerede da vi begge var tv-værter, vænnede vi os til aldrig at diskutere, hvordan vi ville vinkle eller præsentere en historie. Og det gjorde vi heller ikke i London. Heller ikke i forbindelse med corona. Men selvfølgelig talte vi om krisen. Alt andet ville have været bizart, for det var jo hele vores liv i en periode. 

Hvordan håndterede I kilder til jeres historier? 

Kim: – Det deler vi heller aldrig med hinanden. 

Kan det ikke være svært?

Divya: – Vi har vænnet os til det igennem lang tid. Da vi var i Danmark, sad vi heller ikke og fortalte hinanden om, hvad der var det store scoop i 19-nyhederne på lørdag. Det gør man bare ikke. 

Kim: – Vi rejste også rigtig meget rundt, og vi fortalte ikke hinanden, hvor vi skulle hen og hvorfor. 

Aldrig? 

Divya: – Jo, jeg kunne da godt fortælle, at jeg skulle til Skotland, men hvad jeg så skulle i Skotland, det gik vi ikke ind i. Jeg skulle bare på arbejde. 

Kim: – Vi kunne også have sådan en samtale, hvor jeg f.eks. sagde: Nå, men jeg skal nordpå i morgen, fordi jeg havde på fornemmelsen, at det skulle Divya nok også. Og når hun så sagde, det skal jeg også, kunne jeg spørge: Er det meget nordpå? Ja. Begynder byen med L? Ja. Okay, skal vi så følges derop? 

De griner begge to. 

Divya: – Ja, og så kan man jo lige så godt tage samme togafgang. 

Divya: – De troede, at Kim var James Bond, ha ha. Vi fortalte dem aldrig historien. Så ja, vi er altså rendt ind i hinanden rundt omkring. 

Det er ikke kun coronaen, der har været årsag til, at Divya og Kim har været meget sammen i deres tid i London. Man er bare mere sammen med sine nærmeste, når gamle venner og familie er langt væk. 

Divya: – Man skal ikke på samme måde lige til fodbold om søndagen eller ud med veninderne, når man bor i udlandet. Man har ikke sin faste vennekreds, og derfor er man bare mere sammen med den, man bor med. Derfor var der heller ikke den helt store forandring for os under coronaen. 

Kim: – Vi havde en enkelt gang, hvor vi løb en tur under coronaen, og hvor vi efter noget tid blev enige om at løbe hver sin vej. Hvor vi lige trængte til …

Divya: – Det var mest dig, der trængte til det. Jeg ville gerne være løbet videre med dig, ha ha. Men Kim var sådan, nu løber jeg altså den her vej, hej, hej. Nå okay, vi ses derhjemme. 

Kim: – Det var jo fordi, vi havde den meget intense arbejdsproces omkring bogen. Vi skrev fra tidlig morgen til sen aften. Og selvom det er rigtigt, at vi ikke havde store skænderier eller noget, så havde man også bare en gang imellem behov for lidt tid alene. 

Divya: – Ja ja, bevares. 

Hvad har I lært om og af hinanden ved at arbejde side om side? 

Divya: – Hvis jeg skal sige noget, jeg synes, du er rigtig god til …

Kim ser meget forventningsfuld ud. 

Divya: – Ja, glæd dig, ha ha. Nej, altså, Kim er bare ret god til at arbejde, når han arbejder. Og når han ikke arbejder, lægger han det helt fra sig. Det har jeg lidt sværere ved, og somme tider siger Kim så til mig: ”Nu er du helt loppeagtig”! Jeg tænker stadig på arbejde, selvom jeg laver alt muligt andet. Der går lopper i hovedet på mig. Jeg kan godt lære noget af Kim, hvad det angår. Og så er det dig …? 

Kim: – Divya er meget grundig og meget nede i detaljerne. Og hun bliver ved med at være nede i detaljerne. Hun er god til at sige til mig, at hey, det her er for upræcist, vi kan sagtens være mere detaljeorienterede, lad os liiige gå det igennem en gang til. Det er meget imponerende og en stor styrke, men det kan også være en svaghed. Udfordringen er, at når man er korrespondent, er der altid en bog mere, man bør læse. Der er altid noget, man bør se. Altid nogle artikler på nettet, som man lige burde kigge på. Og der er man nødt til at kunne sige: Så, nu stopper jeg. Ellers bliver man bims. Når Divya siger, at der er endnu en økonomisk rapport, hvor hun lige skal igennem alle paragrafferne, siger jeg, hey …

Divya: – … slip lige paragrafferne i aften, dem tager vi i morgen!

Kim: – At være korrespondent er jo ikke et normalt job. Du møder ikke klokken otte og er færdig kl. 16. Man er i det hele dagen, og man bliver ringet op hjemmefra og spurgt om alt muligt og på alle mulige forskellige tidspunkter. Det kan handle om alt fra terror til sundhedsvæsenet, Brexit, fiskersamarbejdet mellem Storbritannien og Frankrig og corona. Man har en ekstremt bred palet at arbejde på. 

Divya: – London har været mit første korrespondentjob, og det har været rigtig godt for mig, at der har været en gennemgående historie. Jeg har ikke skullet opfinde den dybe tallerken hver dag. Der var det her buldrende godstog af en historie, der hedder Brexit, og det var bare et spørgsmål om at hoppe på. Der var ikke tid til at tænke over, hvordan man skulle gribe det an, man skulle bare gribe det, der var. 

Det var oprindeligt ikke meningen, at du skulle have været til London?

Divya: – Nej, det var meningen, jeg skulle dele min tid mellem Storbritannien og Odense, men så viste det sig i løbet af det første år, efter Kim var flyttet derover, at når jeg var hos ham, så ringede de hjemmefra i tide og utide. Hey, er du der nu, kan du ikke lige …? Til sidst havde jeg det sådan, okay, måske skal vi gøre det her permanent, for det virker åndssvagt, at jeg både skal være på arbejde, når jeg er hjemme, og når jeg har fri og er i London. Og derfor blev det lidt en glidende overgang.  

Kim: – Men det var Divyas idé, at jeg skulle derover. 

Hvorfor det?

Kim: – Jeg var udstationeret i USA fra 2001-2005, og da jeg tog hjem, havde jeg en aftale med DR om, at jeg skulle tilbage dertil på et tidspunkt, når jeg havde været vært i nogle år og trængte til det igen. Da Brexit så begyndte i 2016, sagde Divya …

Divya: – … måske ville det være smartere, hvis du tog til London. Nu er der den her historie, og der er ikke rigtig nogen, der dækker den. Jeg ved godt, at I har talt om USA, men prøv at ringe til din direktør. 

Det var jo også noget tættere på for dig? 

Divya: – Ja, det ville jo betyde, at jeg kunne beholde mit arbejde i Odense og samtidig pendle lidt frem og tilbage. Det var en god løsning. Jeg ville også være taget med til USA, hvis det var, men det ville have været sværere i forhold til mit job. 

Det lyder som om, I begge har en stor udlængsel? 

Divya: – Mine forældre kommer oprindeligt fra Indien, så det med at rejse for at besøge familie og opleve ting er helt naturligt for mig. At tage ud er lige så naturligt som at være hjemme. 

Kim: – Vi er begge to opdraget sådan. Jeg var ude første gang som 12-årig, hvor jeg flyttede til Asien med min mor, far, bror og søster. Vi holder rigtig meget af Danmark begge to, men det er også utrolig spændende at opleve noget, som er anderledes. Se andre måder at gøre tingene på. Der er løsninger, man finder på andre steder, som er mindst lige så gode som dem, vi finder på herhjemme. Vi har 70-80 år her på jorden, og så er det måske en god idé at prøve at se noget andet end Danmark også. 

Så I kunne godt finde på at rejse ud igen? 

Kim: – Ja, det kunne vi sagtens. Det var en svær beslutning at rejse hjem fra London. Men der sker et eller andet, når man har været væk i fire år. Pludselig har man været længe væk. Når man møder sine nærmeste venner, dem, man har kendt altid, begynder det at minde mere om sådan noget reunion med folkeskoleklassen. Det bliver noget med, at man altid snakker fortid, fordi man ikke rigtig har nogen nutid sammen. Jeg er lidt ældre end Divya, og jeg kan mærke, at jeg tænker mere og mere over, hvem jeg gerne vil bruge tid sammen med. Og jeg vil hellere bruge lidt mere tid sammen med mine venner og lidt mindre tid med bekendte. Og når du bor i udlandet, har du mest bekendte. 

Du har også børn herhjemme?

Kim: – Ja, de bor her, og de er selvfølgelig en helt afgørende del af det. De har været rigtig søde til at komme til London, men jeg har savnet det med bare lige at drikke en kop kaffe eller spise sammen, uden at det skal være en hel weekend, hvor vi skal igennem hele vores liv. Jeg har savnet, at vi bare er en naturlig del af hinandens hverdag, og det er dejligt at være kommet tilbage til. F.eks. havde vi en fin oplevelse, da vi kom hjem og skulle have en masse ting båret op i vores lejlighed, der ligger højt oppe. Da jeg så, hvor tungt det var, ringede jeg til min søn, og så kom han forbi med tre gutter og slæbte det hele op på ingen tid. Den slags oplevelser har man ikke, når man bor et par timers flyvetur fra hinanden. 

Det vildeste drama

Hvorfor er I to gode for hinanden? 

De holder en lang pause. Kigger på hinanden. Smiler. 

Kim: – Jamen… Jeg kunne ikke forestille mig at have været igennem hele den her proces med Brexit og corona med nogen anden, som kunne have været lige så interessant og lige så klog at snakke med undervejs som Divya. Og det er jo rart at kunne sige om sin konkurrent. At hun er et af de klogeste mennesker, jeg kender.  

Divya: – Vi er også gode til at passe på hinanden. 

På hvilken måde?

Divya: – Vi holder øje med, om alt er, som det skal være. Vi er der for hinanden, selvom vi af gode grunde ikke er der i hinandens arbejde.  

De holder endnu en lang pause.   

Kim: – Vi behøver ikke sige så meget altid. Vi ved udmærket godt, hvor hinanden er. 

Så det, I godt kan lide ved hinanden i dag, var det også det, I faldt for i sin tid?  

Divya: – Jeg synes jo ikke, at Kim er mindre klog i dag, end da jeg mødte ham, så det er en konstant. Og han er mindst lige så interessant at tale med i dag, mindst lige så udfordrende at være sammen med og mindst lige så uforudsigelig, som da vi mødte hinanden. Og vi taler godt sammen, det har vi altid gjort. 

Kim: – I partiet var der en tro på, at okay, når vi sidder dernede i salen, så besinder folk sig, for hvad er det ellers, vi kaster landet ud i? Folk sad skulder ved skulder, det var så intenst, man kunne se folks ansigtsudtryk og fornemme spændingen på bænkene. Og da afstemningsresultat kom … Altså ALLE var chokerede. Chokerede over nederlagets størrelse. Havde det været i Danmark, var statsministeren øjeblikkeligt gået af. Det skete ikke her. Selv de, der var glade for resultatet, kunne ikke juble, for stemningen var: Gud, hvad er det, der lige er sket? Da vi journalister var færdige i salen og var på vej ud, var der en britisk kollega, der sagde: ”We are fucked!”. Og det var lige præcis den fornemmelse, man stod med. 

Divya: – Det var et definerende øjeblik i hele Brexit-processen. Det var startskuddet til måneder og måneder af kaos. 

Hvordan har det overordnet set været at dække Brexit?

Kim: – Det har været vildt, fascinerende, sjovt, intenst og overvældende. Vi vidste godt, at det ville være en historie, som ville være interessant at følge, men at den skulle udvikle sig så dramatisk, som den gjorde, og den også fik så meget fat i befolkningen herhjemme, havde ingen kunnet forudse. Alt hvad vi lavede om Brexit, blev set, hørt og læst. Jeg oplever ofte at blive stoppet på gaden herhjemme, når folk gerne vil tale om et eller andet, men i de mest intense perioder under Brexit var jeg nødt til at tænke over, hvilken vej jeg gik, for folk ville tale med mig hele tiden. 

Hvorfor har det grebet danskerne så meget, tror I? 

Divya: – Havde det grebet danskerne, hvis det havde været i et land, hvor man ikke talte engelsk? Det tror jeg ikke. Jeg tror, det handler om, at alle danskere kender Storbritannien. Stort set alle har været i London, folk taler et sprog, man kan forstå, og så er der lagt op til totalteater i Parlamentet. Alle de mange, lange, bange timers parlamentsfjernsyn, som også blev transmitteret på dansk tv, var sjovt at kigge på. Det var et drama med helte og skurke.  

Kim: – Jeg tror, at det ramte ind i den trend, der handler om, at folk ser tv-serier. Brexit blev en tv-serie. Hvornår er der afstemning? Hvad sker der næste gang? Hvornår kan vi forvente at …? Vi fik så mange af den slags henvendelser. Vi manglede kun et mord, for at alle roller kunne udspilles. Jeg tror også, at man kan lægge Danmarks ofte besværlige forhold til EU oveni. Det faktum, at det kunne også have været os, tror jeg, at mange var fascinerede og lidt skræmte af. 

Divya: – Jeg tror måske også, at der var mange, der tænkte, gud, tænk at briterne ikke er mere tjekkede. Tænk at de ikke kan finde ud af det. Man forestiller sig jo, at briterne er cool, calm and collected. Og så endte det bare i noget, hvor man tænkte gisp, hvordan kommer vi videre herfra?

Er der noget i London, I kommer til at savne?

Kim: – Det hele! Altså, London er en helt fantastisk by. 

Divya: – Jeg tror, at vi begge to blev hovedkulds forelskede i byen. Jeg havde kun været der på weekendferier en gang imellem, så jeg kendte ikke byen indgående. Men det kommer man jo hurtigt til. Og vi kom hurtigt til at lære landet og folket at kende, fordi vi rejste så meget rundt. Briterne er et utroligt morsomt folkefærd. 

Kim: – At bo i London er i virkeligheden som at bo i verden. Hele verden bor der, og hele verden kommer dertil. Så vi glæder os til, at man igen kan rejse normalt, for så skal vi helt sikkert tilbage på besøg.