Efter Præstø-ulykken: Her er historien med en mors øjne

Jane træder ind på hotelværelset. ”Du skal kontakte moster Lone, hun har lige skrevet til mig på Facebook,” siger hendes 10-årige søn, Johannes. Jane og hendes mand, Niels, er lige kommet tilbage på hotellet efter en gåtur i den lille, mexicanske koloniby San Christóbal. De har forladt Danmark tre måneder tidligere for at rejse rundt i Caribien og Mellemamerika. Janes ældste søn, 15-årige Kristoffer, går på Lundby Efterskole i Danmark og har sluttet sig til familien i Mexico i tre uger under sin juleferie. Nu er han tilbage i Danmark, mens de tre rejser videre.

Johannes ved ikke, hvad moster Lone vil, og Jane slår sig ned ved den gamle computer i hotellets opholdsstue for at tjekke sin mail. Computeren er langsom og pruster tungt for at snurre en browser frem. I indbakken ligger en mail fra Lundby Efterskole. Jane åbner den nysgerrigt. Lundby Efterskole er blevet ramt af en frygtelig ulykke, som vi endnu ikke helt kender konsekvenserne af. Halvdelen af idrætslinjen var, sammen med lærerne Rikke og Michael, ude at sejle i dragebåd, da den kæntrede. Beredskabsstyrelsen har iværksat en stor redningsaktion, og alle elever er blevet reddet i land. En del af dem er i kritisk tilstand og er sendt til behandling forskellige steder i landet. Vi har endnu ikke det fulde overblik...

Jane er overraskende rolig, mens hun læser den. Det er jo slet ikke sikkert, at Kristoffer var med i båden. Men da hendes øjne flygtigt ser en gammel mail fra ham i indbakken, kan hun mærke, at hendes søn er ramt.

– Så vidste jeg intuitivt, at Kristoffer var med i den dragebåd, og temperaturen skiftede inden i mig, det føltes, som om blodet forlod mit hoved, husker Jane. Kort efter bekræfter hendes søster i Danmark: Kristoffer var med ved kæntringen, han er indlagt på Rigshospitalet, i koma, og tilstanden er kritisk. De spraglede mexicanske omgivelser taber farve. Jane er chokeret og ulykkelig, og da hun to døgn efter sidder i et fly i luftrummet mellem Mexico og Danmark, maser indre billeder af Kristoffer sig frem.

LÆS OGSÅ: Mette blev gravid 14 dage efter sin søns begravelse

– Selvom jeg prøvede at lade være, forestillede jeg mig ham ligge i vandet og kalde på mig, og en stærk følelse af svigt ramte mig. Han var på en efterskole i Danmark, mens jeg rejste rundt omme på den anden side af jordkloden. Jeg kunne ikke have forhindret kæntringen, men jeg følte, jeg svigtede ham, ved at han skulle ligge der på hospitalet alene, uden jeg havde haft mulighed for bare at være til stede. Man skal jo ikke dø alene.

Og som barn skal man ikke dø uden sin mor. ”Hvorfor har jeg ikke mærket, at han var i nød?” spurgte jeg mig selv.

Til status på Riget
– Se, der sidder vores lille, søde tophuedreng, udbryder Jane. Tre år senere, en februareftermiddag i 2014, kører Jane på en landevej i Odsherred på Sjælland. Vejen slår en bue, og på en kampesten i vejkanten sidder hendes nu 18-årige søn Kristoffer. Iført mørk rulamsjakke og hue. Jane svinger den sorte Hyundai ind i rabatten, ruller vinduet ned og råber ud til ham:

– Vi vil ikke have dem med tophuer med! Han smiler, rejser sig op, krydser vejen og sætter sig ind på bilens bagsæde. Kulden har sat røde spor i hans kinder. De småsludrer, skænker termo-te i krus og fletter ind på Holbækmotorvejen mod København. De to er på vej ind til Rigshospitalet til en undersøgelse, der skal være med til at fastsætte Kristoffers méngrad efter ulykken, der satte deres liv på standby den 11. februar 2011.

Da Kristoffer den formiddag for tre år siden – sammen med 12 andre elever og to lærere – sejlede ud på Præstø Fjord, begyndte det at blæse, og Dragebåden kæntrede. Omkring 1,7 kilometer fra land. Alle 15 faldt i vandet, der var to grader koldt. De forsøgte at vende båden, forgæves, og begyndte at svømme mod land. For seks elever lykkedes det. De sidste syv besvimede – en af dem var Kristoffer.

Hans livløse krop lå foroverbøjet og skvulpede i takt med bølgerne, da to fiskere noget tid efter reddede ham op i deres kutter, og en helikopter fløj ham og fem andre elever direkte til Rigshospitalets traumecenter.

Vågner han?
Med sine 185 centimeter fylder Kristoffer hele hospitalssengen. Han er muskuløs og skinner af kraft og styrke, tænker Jane, da hun træder ind på stuen og endelig genser sin søn – to døgn efter ulykken. Hun går op langs sengen, lægger forsigtigt sine hænder om hans ansigt og kysser ham på kinden. Den glade og vitale teenager, hun vinkede farvel til i Mexico få uger tidligere, ligger nu helt livløs og uden mimik.

Fra næsen løber en sonde, et kateter er syet fast i halsen, og i munden har han et rør til respiratoren, som trækker vejret for ham. Jane opdager, at hun ubevidst følger vejrtrækningsrytmen – måske for ikke at besvime af nervøsitet.

Lægerne forklarer, at Kristoffer var klinisk død, da han blev reddet op af det kolde vand – det betyder, at den langsomme underafkøling får kroppen til at gå i dvale, hjertet stopper, og det samme gør blodtilførslen til hjernen. Hans kropstemperatur var cirka 16 grader, og han har haft hjertestop i mindst en time, og nu ligger han i koma.

”Hvis han vågner, venter et langt genoptræningsforløb, og ingen ved, hvor skadet han vil være,” lyder meldingen.

– Angsten for at miste ham sad i mig hele tiden. Den skønne, skønne dreng, som jeg havde opfostret i 15 år, og som havde vokset sig til en ung mand med livet foran sig – han ville måske være væk for altid. Hele vores livsbane var slået ud af kurs, siger Jane. Der går seks døgn, før lægerne vurderer, at han er klar til at blive vækket af komaen.

”Vi ses senere i dag,” hvisker Jane til sin søn om morgenen og får påmindelser om den dag, hun fik veer og vidste, at Kristoffer ville komme til verden. Følelsen er lidt den samme i dag.

medicinen, der holder Kristoffer i dyb søvn, og i løbet af eftermiddagen begynder han at reagere. Øjenlågene afslører små millimeterrystelser på øjnene. Temperaturen og blodtrykket stiger. Det samme gør pulsen.

– Kristoffeeer, kalder Jane blidt. Røret i halsen generer ham, og han ligner en, der skal bekæmpe et hosteanfald. Forsigtigt fjerner lægerne røret til respiratoren, og Kristoffers egen, dybe vejrtrækning fylder rummets stilhed. ”Han er tilbage,” udbryder Jane.

Apatisk og uden mimik
De næste timer taler Kristoffer i febervildelse, men bliver derefter tavs igen. Jane er ikke sikker på, at han kan genkende hende. Dagen efter kommer to fysioterapeuter og hjælper ham op at sidde, for nu, hvor han er vågnet fra komaen, kan den første genoptræning begynde. De tager fat i hans ben, drejer dem forsigtigt ud over sengekanten.

LÆS OGSÅ: "Mit stressnedbrud var et wakeupcall"

– Kan du mærke gulvet under dine fødder? spørger den ene. Kristoffer svarer ikke, han sidder med krumbøjet ryg, og Jane observerer, hvordan han bare stirrer ind i den hvide væg foran sig med et tomt blik. Mimikken er helt væk. Hans arme ligger livløse ned langs siderne, hænderne er slappe, og fingrene krogede.

– Fem uger tidligere havde han besøgt os i Mexico, og om aftenen tog han ned på stranden for at brænde energi af, jeg så, hvordan han lå og lavede mavebøjninger i sandet. Nu var hans krop helt apatisk og uden styrke. Hans fysiske krop var der, men hvad med personligheden Kristoffer – eksisterede den derinde?

– Jeg tænkte tanken, at han måske skulle være lænket til en seng resten af livet. Jeg havde set det scenarie for mig for at forberede mig på det og for at kunne leve i det. Jeg havde aldrig en opgivende følelse over for Kristoffer, uanset hvad ville jeg kunne have mobiliseret energi til verdens ende for ham. Jeg tog en mental dykkermaske på for at udelukke alt, som ikke var vigtigt, og jeg centrerede al min energi i den retning som handlede om Kristoffer. Det havde han brug for, hvis vi nogensinde skulle komme ud på den anden side.

Små skridt mod livet
12 dage efter kæntringen bliver Kristoffer og hans kammerater indlagt på Hammel Neurocenter i Midtjylland – det er kendt som landets bedste rehabiliteringssted for børn og unge. Han kan stadig ikke bevæge sig, og Jane hjælper alt, hvad hun kan. Sammen med personalet bugserer hun Kristoffer fra kørestolen over i sengen og tilbage igen, mader ham, bader ham, plejer ham.

Andre elever fra kæntringen er også indlagt her, og en aften triller Jane Kristoffer ned i fællesopholdsstuen i kørestol, og sammen med de andre elever og deres pårørende sætter de sig i en halvcirkel foran fjernsynet, og de unge forsøger skiftevis at svinge Wii-controlleren. Det er surrealistisk, tænker Jane, for bare 20 dage siden sad de som seks stærke teenagere i en dragebåd og padlede for fuld kraft, og nu kan de knap nok svinge en Wii-controller.

En dag under en snak med en neuropsykolog, sker der fremskridt. Neuropsykologen har placeret et stykke papir med tre navne foran Kristoffer og spørger “Hedder du Kristian, Kristoffer eller Klaus?” Efter lidt betænkningstid peger Kristoffer på sit navn, og derefter også på efterskolens navn og sin hjemby. Jane er lettet. Kristoffer er derinde.

Og en uge senere sker endnu et fremskridt. Ud over de ord, Kristoffer sagde i opvågningsfasen på Rigshospitalet, har han været tavs, men en dag tre uger efter kæntringen bruger han sin stemme for første gang i tre uger. ”Kan du lide sport, Kristoffer?” skriver en talepædagog på en computer, der er udstyret med særligt store taster. Kristoffer stirrer længe på sætningen og løfter så sin venstre hånd og taster først et j og så et a. Jane sidder lidt derfra og må holde sin begejstring inde for ikke at bryde Kristoffers koncentration. Hun ser, hvordan hans hoved så bevæger sig i små nik, mens et ”ja” kommer ud af hans mund.

Han løber
Det er store minder, der bliver genfortalt i bilen på Holbækmotorvejen i dag tre år senere. Og Jane smiler, når hun fortæller om de første ord og de første skridt. Kristoffer sidder på bagsædet og lytter interesseret med.

– Kristoffer begyndte at komme tilbage til livet i små bidder, siger Jane.

– Mentalt, indskyder han fra bagsædet.

– Ja, du blev mere mentalt bevidst. Og så begyndte du også at undre dig over, hvor meget din krop kunne. Kan jeg gå? Kan jeg løbe? Egentlig måtte vi jo ikke for personalet, men vi er jo handlekraftige mennesker, og jeg kunne mærke, at Kristoffers initiativ forsvandt, mens han bare lå der i sengen. Livskvalitet er jo at have sin frihed og kunne gøre, hvad man vil, men når man så taber initiativ, bliver man jo…

– Passiv, siger Kristoffer.

– Ja, passiv og inaktiv, forsætter Jane.

– Det blev Kristoffer meget, så når der kom et initiativ fra ham, kunne jeg simpelthen ikke modstå det. Det var så stort, da Kristoffer løb første gang. Vi sad først i skoven på en stor træstamme. Kan du huske det? siger Jane og kaster et blik i bakspejlet mod sin søn.

– Nå ja, svarer han. Det er en eftermiddag i april 2011 i en skov nær Hammel Neurocenter. I et gult solskin skubber Jane Kristoffer i kørestol op ad det stejle fortov mod skoven. De har to colaer og en papæske med pizza med, og de spiser den på en stor træstamme i skoven. Da de har spist, lægger de sig side om side i græsset og hviler hovederne på puden fra kørestolen. Kristoffer sætter sig pludselig op og spørger: Hvad er alt det her for noget?

Jane fornemmer, at han nu er klar til at høre hele historien, og hun genfortæller de seneste to måneders forløb. Han husker små glimt fra kæntringen, ellers intet. Jane forklarer sin søn, at de skal være her i Hammel, indtil han er blevet stærk i hele kroppen. De beslutter sig for at gå en lille tur i skoven. Jane hjælper sin søn på benene, lægger en støttende arm om hans ryg, og så trasker de i rolig takt af sted hen ad skovstien. På eget initiativ begynder Kristoffer at lunte langsomt, stille og koncentreret. Så taktfast og lidt hurtigere. ”Du løber, Kristoffer,” jubler Jane ved hans side.

– Vi var et team, og Kristoffer besluttede sig for at tage kampen op. Jeg mærkede på vores samtaler og hans begyndende initiativ, at han begyndte at acceptere verden og ville genoptræningen. Det var så stort, gentager Jane igen i bilen på Holbækmotorvejen. Og omme fra bagsædet supplerer Kristoffer:

– Jeg mærkede også, at det var stort. Jeg har jo ingen minder fra de første to måneder, og vores løbetur i skoven er noget af det første, jeg kan huske, efter ulykken. Nogle gange, når mor fortæller om de første to måneder, er jeg sådan lidt ”wow, skete det der?” Udadtil var jeg jo til stede, men det var bare min krop, og min mor har på en eller anden måde været min hukommelse. Jane mmm’er medgivende fra førersædet.

LÆS OGSÅ: Erik fik en ny kæreste en måned efter sin kones død

På efterskole igen
Efter løbeturen i skoven kommer Kristoffer langsomt tilbage til livet – trin for trin. Efter fire måneder på Hammel Neurocenter bliver han i juni 2011 udskrevet, så han og Jane kan flytte hjem til Sjælland, mens han fortsætter den fysiske og mentale genoptræning på Virum Rehabiliteringscenter i dagtimerne. Derfra tager Kristoffers udvikling tigerspring, og i sommeren 2012 begynder han på Efterskolen Smededalen, og hans mentale tilstand bliver for alvor afprøvet.

Før ulykken var han superskarp til matematik og blev belønnet med topkarakterer, ligesom han også altid scorede 10 og 12 i engelsk, som han talte flydende. Det kommer ikke helt så let til ham mere, men han får stadig flotte karakterer og klarer det godt – blot med flere anstrengelser. I dag går han i 1. G på matematisk linje på Odsherred Gymnasium. Det var der, Jane samlede ham op ved køreturens begyndelse, og nu nærmer de sig destinationen: Rigshospitalet. Til en af de mange undersøgelser, der skal fastsætte Kristoffers méngrad efter ulykken.

– Kristoffer er ikke den samme som før. Jeg har ikke mistet noget, men det har han, og den sorg deler jeg med ham. Sommetider forstyrres mit indre billede, og da han gik på den sidste efterskole, kunne der jo gå et par uger mellem, vi sås, så kunne jeg pludselig helt glemme, at hans tale og bevægelser er blevet forandret, og at hans øjne har fået et anderledes udtryk. Han er stadigvæk min Kristoffer, og vi griner af de samme ting som før, siger Jane.

– På den ene side er jeg ked af det på Kristoffers vegne: Han var på vej til at forme livet, og han kunne være blevet alt, hvad han ville, men samtidig er jeg lykkelig over, at det går ham så godt. Kristoffer har måske været den allerbedste til at tackle situationen. Hans accept af at lægge sine drømme på hylden og få nogle nye drømme er så stærk. Han har kørt på og aldrig beklaget sig, han viser hverken vrede, skuffelse eller bitterhed, og det kommer til at bane vejen for ham.

Stor gruppeterapi
Hun kom med to døgns forsinkelse til sin søn efter kæntringen, men siden da har hun ikke veget derfra. Jane har været med hele vejen og støttet sin søn, mens han har bevæget sig tilbage i teenagelivet.

– Vi er kommet tættere på hinanden, siger hun i bilen. – Ja, vi var tætte før, nu er vi bare endnu tættere, lyder det fra Kristoffer på bagsædet. Med små blik i bakspejlet betragter Jane ham med noget, der ligner stolthed.

– Vi har fået en tung, fælles historie, og det er en smerte, vi alle må bære resten af livet, siger hun. På en måde kæntrede hele familien den formiddag i 2011. I dag bor de i en hyggelig landejendom nær Nykøbing Sjælland og nyder igen at have en normal hverdag.

– Vores lille familie har fået en meget stærk fællesskabsfølelse, og vi er blevet mere tilgivende over for hinanden. Vi har også en fælles historie med de andre elever og forældre, der var det samme igennem. Vi har reflekteret med hinanden og bearbejdet ulykken med dem, der forstod lige præcis, hvad vi var igennem, og det har faktisk været vores egen kæmpe gruppeterapi, siger Jane og fortsætter:

– Jeg har hele tiden haft en dyb bevidsthed om, at vi aldrig bliver de samme igen. For når livet går sin lette gang, handler man ud fra det, og når man får modstand og kommer ned i gruset, kravler man op af det og får en anden tilgang til verden. Vi har en tendens til at være lidt for navlebeskuende, lad os være taknemmelige, hæve blikket og sige “O.k., vi er her sgu, mine børn er sunde og raske.”

– Vi skal huske at sætte pris på, at vi har det så godt og har et fantastisk sundhedssystem og sikkerhedssystem. Jeg kom igennem den sværeste tid ved at finde åndehuller midt i al ulykken. Det gjorde jeg for eksempel ved at tage Kristoffer med ud i skoven og drikke varm kakao i solen. Man må jo prøve at bevare sig selv midt i det svære og glædes over de små ting, siger hun. Jane har ikke været vred på efterskolens ansvarlige, ligesom hun uden angst og med åbne øjne har sendt Kristoffer videre ud i livet:

– Når jeg fortalte til nogen, at han skulle starte på en anden efterskole efter det halvandet år lange genoptræningsforløb, blev mange forbavset og spurgte mig: Hvordan kan du igen have tillid til en efterskole, er du så ikke ekstra på vagt og kontrollerende? Men svaret var nej. Den dag, vi sender vores børn i vuggestue, starter den tillidserklæring, at vi må stole på institutionerne, som vi afleverer vores børn til. Det går som regel godt, og vi hjælper ikke vores børn ved at se farer alle steder. Det bliver de påvirket af og får derigennem også mistillid til verden, og det fortsætter i generationer.

– Hvis jeg forsøger at pakke Kristoffer ind i sikkerhed, så fratager jeg ham hans frihed til at opleve verden. Det er et farligt sted at leve, men giver vi ikke slip som forældre, så begrænser vi vores børns liv. Bilen triller ind på Rigshospitalets matrikel, og hospitalets bygninger rejser sig foran dem som grå pukler. De svinger højre om og passerer en aflang bygning.

– Vi havde værelse deroppe, mens Kristoffer var indlagt, siger Jane og peger op mod pårørendehotellet. – Jeg har slet ikke været her siden. Det er lidt mærkeligt, siger hun.

– Hver gang, der landede en helikopter på taget… Puha. Selvom jeg ikke selv oplevede det, da Kristoffer landede deroppe, så gav det et sug i maven, som når man hører en ambulance på gaden. Hun retter fokus på Rigets enorme parkeringsplads.

– Vi skal på 8. sal, ik? spørger hun Kristoffer. Han griber sedlen med indkaldelsen og læser:

– Neurologisk afdeling. Opgang 2, 8. sal.

– Ja, svarer Jane, mens hendes øjne leder efter en ledig parkeringsplads.

– Kun for ambulante patienter, læser hun op fra et skilt og synger:

– Det er os! Hun svinger bilen ind i båsen.

– Super, siger Kristoffer. De træder ud af bilen. Lidt forsinkede. Sidste gang de var her, kunne Kristoffer ikke gå selv, nu sætter han i løb – lange, raske skridt hen over fliserne. Med rank ryg og rulamsjakken blafrende omkring sig. Hans mor er lige bag ham.


"Livskæntring." Jane Bodholt Svendsen har netop udgivet bogen "Livskæntring" om ulykken og familiens liv derefter. 199 kr., ForlagetLinjeH. Kan købes direkte hos Janebodholtsvendsen.dk


LÆS OGSÅ: Sygdom fik Mimi Jakobsen til at skifte spor