Eksperiment: Sådan får Sidsel solgt sig selv på karrieremesse
Sidsel Vangstrup er på karrieremesse. Hun er nervøs ved at skulle tale med virksomheder, men kaster sig ud i det.

Eksperiment: Sådan får Sidsel solgt sig selv på karrieremesse

Kapitel 2: Sidsel Vangstrup er blevet hevet på karrieremesse af Ricki Nielsen, der vil klæde hende bedre på til at sælge, hvad hun kan.

Flere gange om året er der karrieremesser rundt omkring i landet. På messerne står arbejdsgiverne og håber at møde nye talenter og sælge deres virksomhed. Derfor har Ricki Nielsen hevet Sidsel Vangstrup på messe for at klæde hende bedre på til at netværke med virksomheder og fortælle, hvad hun kan. 

LÆS OGSÅ: Eksperiment: Kan jobcoachen få langtidsledige Sidsel i arbejde?

Sidsel Vangstrup er usikker på, hvordan hun skal gå til virksomhederne. Hun har ikke god erfaring med at fortælle om sine kompetencer. Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har videruddannet sig på Roskilde Universitet i kultur- og sprogmødestudier. Og som akademiker med en humanistisk uddannelse, de færreste kender, er det nogen gange svært at forklare, hvad det reelt er, man kan gøre for en virksomhed. Det vil Ricki Nielsen have lavet om på. 

Du skal ikke bede om arbejde
Ricki Nielsen er også på karrieremesse - for at give gode råd til de mange nyuddannede om, hvordan de får gjort deres kompetencer relevante for virksomhederne. Mange akademikere har brugt lang tid på at dygtiggøre sig indenfor et emne, men det kan være svært at se, hvordan man gør den viden anvendelig i en virksomhed. 

Derfor er opgaven for Sidsel heller ikke at gå rundt og spørge, om de har brug for en med hendes kompetencer, forklarer Ricki Nielsen:

- I stedet for at gå ud og fortælle, jeg kan de fem ting, hvad kan du bruge det til. Så gå ud og spørg, hvad der skal til for at en med mine kompetencer kan passe ind hos jer. Prøv at lade være med at gå ud og sælg noget. Det drejer sig om at få suget så meget information ud af virksomhederne som muligt. 

Sådan bliver du husket
På en karrieremesse kommer der hundredvis af kandidater forbi virksomhederne. De færreste vil derfor kunne huske dem, de har talt med. Men hvis man gerne vil gøre et godt indtryk - og blive husket, har Ricki Nielsen ét godt råd, som gælder uanset hvor man er ude for at netværke:

- Når man får stillet sine spørgsmål, får man noget viden om virksomheden og deres behov. Det vil være rigtig godt, hvis man kan koble en konkret historie op på den udfordring. Give dem et konkret eksempel. Det er sådan du bliver husket.  

Med gode råd fra Ricki Nielsen kaster Sidsel sig ud i det lettere kaotiske gedemarked, en karrieremesse kan være. Hun prøver at bruge Rickis råd til at indsamle viden i stedet for at spørge om arbejde. 

Se hvordan hun klarer den, da hun skal tale med Sundhedsstyrelsen. 

Sidsel bruger et par timer på at tale med så forskellige virksomheder som Forsvaret og Forenede Danske Dampvaskerier. Og selvom hun ikke går hjem med et nyt arbejde, går hun hjem med mod på at søge arbejde. 

- Jeg har været på karrieremesse før, men i dag har været anderledes, fordi efter samtalerne med Ricki har jeg tænkt mere på, hvad jeg kan gøre for virksomheden. Jeg har været nysgerrig og ladet dem snakke. Og jeg har fået nogle positive tilkendegivelser, der giver blod på tanden til at gå hjem og se mere på, hvad jeg kan tilbyde de her virksomheder.