Emilie Hedemand

Foto: Heidi Lundsgaard Emilies råd, hvis man har været udsat for overgreb: Tal om de svære følelser – jo mindre alene er du i dem. Man kan heller aldrig få for meget terapi, mener hun.

Fra offer til fighter: "Jeg har arbejdet meget med, at alting ikke var synd for mig"

Da Emilie var 12 år, forsøgte hendes far at vold­tage hende. Han kom i fængsel og blev skilt fra Emilies mor. Alligevel vendte den ene episode op og ned på Emilies liv – og først nu, 12 år senere, er hun ved at vinde kampen mod senfølgerne efter overgrebet.

"Det er vigtigt, at det, der lige er sket, er vores hemmelighed.”

Det var den 10. oktober 2010, og 12-årige Emilie var blevet kaldt ind i stuen til sin far, da ordene faldt.

Kort forinden havde han fjernet lus fra hendes hår, og det var foregået i badet. Og endt med, at faren begyndte at røre ved Emilies bryster og forsøgte at tvinge hende til samleje, inden hun fik kæmpet sig fri. Et overgreb, der siden kom til at koste Emilie Staach Hedemands far en dom på to år og tre måneders fængsel for krænkelser og forsøg på voldtægt.

LÆS OGSÅ: Marias mor begik selvmord: "Jeg tænkte, at nogen skulle stoppe de skrig. Men de kom fra mig"

Den dag forklarede han Emilie, at han ville komme i fængsel, at han og hendes mor ville blive skilt, og at Emilie og hendes lillebror ville komme på børnehjem, hvis hun røbede, hvad han havde gjort.

"I forvejen havde jeg ondt i maven og var fyldt med skam; jeg var flov over, at min far havde gjort sådan noget ved mig," siger Emilie.

"Nu blev jeg virkelig bange, for tænk, hvis vores familie blev opløst, og så var det min skyld."

En afgørende sms

Emilie er i dag 24 år og har accepteret, at overgrebet og ikke mindst følgerne af det, er en bagage, hun må leve med. Men for at nå dertil, har hun måttet kæmpe – og kæmper også endnu. Hendes personlige fortælling, som hun netop er udkommet med i form af bogen Jeg lever, og jeg er fri, er et led i den kamp.

Den oktoberdag for snart 12 år siden turde Emilie ikke fortælle noget til sin mor om, hvad der var foregået i badeværelset. Men inden faren truede hende til at tie, havde hun nået at sende en sms til en jævnaldrende ven:

Min far har forsøgt at voldtage mig.

Drengen viste beskeden til sine forældre, og de kontaktede kommunen. 14 dage senere blev Emilie trukket til side i skolen og kørt til afhøring hos politiet. Hendes far blev varetægtsfængslet, og Emilie blev akutanbragt på en institution i den uge, afhøringerne stod på. Efterfølgende gik det, som faren havde forudsagt: Emilies familie gik i opløsning.

Frygtede at miste mor

Emilie husker de følgende år som kaotiske.

"Der var vendt op og ned på alting. Jeg havde flashbacks til overgrebet og var ked at, at vi var flyttet ud af mit barndomshjem," fortæller hun.

"Min bror reagerede selvfølgelig på, at vores far pludselig sad i fængsel, og det samme gjorde vores mor, der samtidig kæmpede for at holde sammen på os."

Emilie trak sig ind i sig selv; meldte fra til sine veninder og havde fravær i skolen. Hun ville bare være tæt på sin mor.

"I dag kan jeg se, at det ikke alene skyldtes overfaldet, men nok så meget alt det, der skete bagefter," siger hun og tilføjer:

"Særligt den uge på institutionen, hvor jeg frygtede, at jeg aldrig ville få min mor at se igen."

Emilie blev diagnosticeret med angst og posttraumatisk stress, og indtil hun fyldte 18, gik hun til samtaler hos en psykoterapeut.

Forfærdelige flashbacks

"Vi arbejdede meget med, at alting ikke var synd for mig," forklarer Emilie om samtalerne hos terapeuten.

"Min fars overgreb var synd for mig, men nu skulle jeg videre og lære at leve med det, jeg havde været igennem."

Det afgørende skub ud af det, hun kalder offerrollen, fik Emilie gennem Center for Seksuelt Misbrugte. Hertil blev hun henvist, efter at hun under sex med en jævnaldrende kæreste fik flashbacks til sin fars overgreb.

Hun var 22 år på det tidspunkt, og terapien foregik i en gruppe.

"Da jeg første gang sad der med to terapeuter og seks-syv unge kvinder, jeg ikke kendte, var jeg så spændt i hele kroppen, at jeg havde lyst til at forlade lokalet," husker hun.

I dag har Emilie dog det store smil fremme, når hun fortæller om gruppen, for den fik stor betydning for hendes heling. Det var første gang, hun mødte andre, der havde været udsat for seksuelle overgreb.

LÆS OGSÅ: Sofie Østergaard: "Jeg mistede simpelthen tilliden til verden, da min mor døde"

De gamle journaler

"Tidligere følte jeg mig meget alene med de ting, jeg kæmpede med, men nu havde jeg nogen, jeg kunne spejle mig i. Det var virkelig befriende," forklarer hun.

Allerede inden gruppeterapien var Emilie begyndt at skrive en bog om overgrebet og den angst, det førte med sig. Fordi hun følte sig alene og forkert med sine følelser og tænkte, at det måtte være en hjælp for andre at læse hendes historie. Da bogen i slutningen af sidste år var en realitet, kunne hun dog se, at den også har hjulpet hende selv.

"Alene min research, hvor jeg har læst de gamle journaler, betyder, at jeg har fået bearbejdet rigtig meget," siger Emilie og forklarer, at det også betyder noget, at hendes far har erkendt sin skyld og givet hende en undskyldning.

"Det er sket ad flere omgange og har været med til at sætte et punktum," siger Emilie.

Hun føler dog ikke, at han anerkender de senfølger, hun kæmper med efter overgrebet, og derfor er hun ikke i stand til at omgås sin far.

"Der er stadig dage, hvor angsten plager mig, og jeg bare har lyst til at blive hjemme – men jeg gør det ikke, og jeg er hurtigt tilbage på fighter-niveau," fastslår Emilie.

"Jeg er blevet god til komme angsten i forkøbet ved at sætte mig ned og trække vejret roligt. Jeg synes selv, jeg er nået rigtig langt."

Se, hvad vi ellers skriver om: Vold - #talhøjtomvold, Interview og Livsstil

610x200_woordy_knap2.jpeg