Emmelie de Forest: ”Jeg havde flere sammenbrud, og til sidst fik jeg kvalme”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er vokset op i Mariager med min mor og storebror. Min far boede i Sverige hele min barndom, men han kom tit og besøgte os, og vi besøgte ham i Sverige. Vi boede i hus med have i Mariager, hvor der kun bor 2500 mennesker. Man skal ikke langt uden for byen, før man er langt ude på landet. Vi havde hund, jordegern, kaniner og en pony.

Jeg synes, det er lettere at være blevet ældre. I dag kan jeg selv bestemme, hvor man som barn jo er lidt på de voksnes nåde, selv om jeg altid har haft et godt forhold til min mor. Det er bare federe at være voksen. Jeg var meget utålmodig som barn efter at komme ud i verden. Selvfølgelig har jeg nydt min barndom, men mens jeg gik og drømte om at blive sangerinde i storbyen, glemte jeg nogle gange at sætte pris på min gode barndom på landet.

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Jeg er genert, men det lærer folk aldrig at forstå"

Din levevej?

– Jeg har altid holdt fast i, at jeg ville være sangerinde, og jeg drømte altid om at stå på en scene, selvom jeg faktisk havde sceneskræk, til jeg var 14 år. Alligevel stillede jeg op i alt, der var på skolen af teater og sang. Der var engang nogle forældre, der filmede mig til en sangoptræden på skolen. Jeg kunne ikke teksten, så jeg stod med den i hånden, mens jeg sang, og man kan se, hvor meget, jeg ryster. Men da jeg var 14 år, begyndte jeg at spille med en skotsk folk-sanger. Vi spillede koncerter på pubs og små spillesteder næsten hver weekend. Jeg har endda som 16-årig spillet med ham på Nibe Festival, og det er en stor ting for en nordjyde som mig. Hver dag efter skole kontaktede jeg spillesteder. Jeg sad simpelthen derhjemme og legede kontor og bookede os. Folk blev vist lidt trætte af mig, men det virkede, for vi blev faktisk booket meget. Jeg var også vild med historie, og jeg kunne godt have tænkt mig at blive arkæolog – en slags kvindelig Indiana Jones. Jeg er ikke en festabe, jeg kan faktisk bedre lide kultur som for eksempel film, bøger og en tur på museum med en kop kakao bagefter.

Det er mere mig.

Da jeg blev 18 år, var jeg gammel nok til at modtage sangundervisning i København. Jeg havde selv sparet op og modtaget et legat, men da jeg var færdig på skolen, var jeg lidt i vildrede omkring, hvordan jeg skulle komme videre med min musik og tog arbejde hos en bager i København. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville være sangerstatist, da der skulle castes dommere til X-Factor. Jeg blev også spurgt, om jeg ikke ville stille op til selve programmet, men det ville jeg ikke. Jeg ville hellere være med i Melodi Grand Prix. Jeg kontaktede en, som stod for at sende bidrag ind til grandprixet. Vi indspillede Only Teardrops, for det var en sang, jeg kunne stå inde for, og jeg tænkte, at jeg måske endda kunne vinde. Jeg vandt det danske grandprix som 19-årig og det internationale som 20-årig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg tror, jeg er lidt distræt, for jeg bemærker det ikke selv, men folk omkring mig siger, at der er mange, der kigger på mig. Nogle gange er der folk, der beder om selfies, men det er meget i bølger, efter om jeg lige har været i tv. Lige efter Eurovision var det ret meget, så der begyndte jeg at tage en taxa i stedet for offentlig transport, for jeg kom hele tiden for sent til aftaler, fordi jeg skulle snakke med alle i metroen.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl: ”Guderne skal vide, at Johan og jeg prøvede at kæmpe os udenom en skilsmisse”

Hvad er dit livs omvej?

– I min familie har der altid gået en historie om, at jeg er oldebarn af dronning Victorias søn, kronprins Edward. I hvert fald ved jeg ikke, hvem mine oldeforældre er. Min farfar blev adopteret som niårig af en jødisk baron. Dengang var det ret almindeligt, at kongelige børn, som blev født uden for ægteskabet, blev adopteret af rigmænd og adelige. Min far har en slående lighed med mange medlemmer af det britiske kongehus. Han kunne nærmest være prins Charles' tvilling. Men der var selvfølgelig mange royalister, der blev oprevet, da historien kom ud i pressen, og som gjorde alt for at modbevise den. Både min familie og jeg var da også i tvivl, om det nu var en god idé, at det blev offentlig kendt, men der var nogle, der mente, det var en fantastisk historie at fortælle. Jeg kan endnu ikke bevise, om det er rigtigt, men det har altid floreret i familien, og jeg har forsøgt at efterforske en hel del de seneste par år. Jeg er for nyligt begyndt at tro mere på, at det faktisk var den jødiske baron, der var min farfars far. Han var en filantrop, som gjorde en masse for godt jøderne – og nok egentlig mere beundringsværdig end en engelsk kronprins, der knaldede til højre og venstre.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Da jeg vandt Dansk Melodi Grand Prix og var favorit til at vinde Eurovision, ville mit pladeselskab gerne have, at der lå en plade klar, som kunne udkomme lige efter. Det blev på mange måder rigtig godt, men det blev hastet igennem, og jeg har aldrig syntes, at det var det helt rigtige album for mig. I den tid var der mange, der havde en mening om, hvad jeg skulle, og det var en meget stressende tid for mig. Jeg spillede jobs i hele Europa og også i USA og Kina. Det var helt vildt. Jeg havde flere sammenbrud, og til sidst fik jeg kvalme, når jeg skulle på scenen. Alle hev og sled i mig, og samtidig var jeg lige gået ind i et nyt forhold, hvor jeg var blevet stedmor til to små børn. Jeg vil nødig pibe, for alle drømmer jo om succes, men når det sker, er det ikke altid lige sjovt. Jeg var simpelthen ikke forberedt på, hvad der skulle ske. Den efterfølgende turné blev aflyst. I dag kan jeg se, at det simpelthen var en fejl at booke en hel turné med så ung en sangerinde, som kun havde ét hit på det tidspunkt. Nu er jeg fem år ældre, og jeg har taget styringen over min egen karriere. Jeg sidder selv og booker min næste turné til foråret, ligesom jeg gjorde dengang i Mariager.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jakob, som jeg mødte, lige da jeg havde vundet det danske grandprix. Faktisk var det min manager, der sagde, at jeg burde finde mig en sød kæreste og gerne en moden mand, som kendte til branchen. Så satte han en sangskrivningssession op med Jakob. Jeg hader ellers, når folk leger Kirsten Giftekniv, men min manager sagde, at vi var skabt for hinanden. Vi skulle skrive sammen i fem uger, og den sidste aften inviterede han mig ud. Han er 22 år ældre end mig og har to sønner. Jeg tror, aldersforskellen har overrasket mange, men det betyder ikke noget for mig.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok: Jeg er flygtet fra flere parforhold for ikke at ende som mine forældre

Vi har meget til fælles, og vi arbejder også sammen. For mig er det kun en fordel, at vi begge ved, hvad det vil sige, når den ene skal ud og spille en weekend.

Vi bor kun sammen halvdelen af tiden. Når Jakob har sine børn, trækker jeg mig tilbage, så de kan få tid med deres far, men jeg kigger selvfølgelig forbi og siger hej ind imellem. Resten af tiden bor Jakob og jeg i både min og hans lejlighed. Jeg beholder min lejlighed indtil videre, for jeg har behov for at være alene.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej i Vild med dans, som jeg er blevet spurgt om fire gange før. Nu har jeg endelig sagt ja. Jeg har aldrig været god til at danse. Det vil sige, jeg kan godt bevæge mig til musik, men jeg har aldrig prøvet at skulle følge en koreografi. Jeg plejer faktisk at sige nej til de fleste tv-programmer, jeg bliver spurgt om, for jeg kan ikke se mig selv til middagsselskaber og racerløb på skærmen, men Vild med dans har et element af selvudvikling, som jeg godt kan lide.