En læser fortæller: "Tragedien endte med at bringe os sammen"
Jeg havde aldrig haft et tæt forhold til mine tidligere svigerforældre, og efter min eksmands død, virkede de ganske uinteresserede i at holde kontakten med både mig og mine børn. Det gjorde os ulykkelige, men en dag gav jeg udtryk for min afmagt, og det kom til at ændre alt. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Min eksmand og jeg havde været skilt i knap tre år, da Henrik fik konstateret en aggressiv kræftform, som ikke gav ham mange chancer for at blive helbredt.
Det var ikke ham selv, der fortalte mig det, men hans kæreste, som mente, at det var vigtigt for mig at vide i forhold til vores to døtre. De var på det tidspunkt fire og seks år gamle.
Jeg blev chokeret og ked af det. Selvom vi ikke var sammen længere, var Henrik jo stadig pigernes far, og det ville være frygteligt, hvis de skulle miste ham så tidligt. Jeg forstod på hans kæreste, at Henrik skulle igennem en hård omgang kemoterapi og med al sandsynlighed ville komme til at se anderledes ud og have færre kræfter til at lave ting sammen med pigerne.
Næste gang Henrik kom for at hente børnene, sagde jeg derfor til ham, at jeg var ked af at høre, at han var syg, men at jeg selvfølgelig ville hjælpe ham med at se pigerne regelmæssigt, hvis han fik voldsomme bivirkninger af sin behandling. Henrik svarede kort, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Han var overbevist om, at der nok skulle komme styr på den sygdom, og i øvrigt tilkom det ikke hans kæreste at dele den slags oplysninger med andre.
Jeg håbede inderligt, at Henrik fik ret og på mirakuløs vis ville blive helbredt, men det gik desværre omvendt. Der gik nemlig ikke længe før, at Henrik ikke kunne have vores piger på besøg uden hjælp fra sin familie. Jeg er selv uddannet sygeplejerske, så jeg vidste at med den diagnose, kunne det gå meget stærkt.
Derfor prioriterede jeg også at komme på besøg med børnene så ofte, det kunne lade sig gøre, selvom vi boede et par timers kørsel væk. Mine ekssvigerforældre sagde dog til mig, at vi helst ikke skulle komme for tit, for så ville Henrik bare fatte mistanke og ”opdage”, at han var døende. Selv da han blev indlagt på hospice var fortællingen, at det blot var et spørgsmål om tid, før han fik kræfter nok til at genoptage sin behandling.
Benægtelsen fyldte så meget, at mine svigerforældre slet ikke kunne tale med mig om, hvordan det i virkeligheden gik, og fordi Henrik og jeg ikke længere var gift, kunne jeg heller ikke bede om at tale med en læge. Det krævede dog ikke megen ekspertise at se, hvordan han fik det dårligere, for hver gang vi besøgte ham. Hans stemme forandrede sig og den før så veltrænede mand, var blevet så tynd og afkræftet, at særligt vores yngste datter syntes, det var uhyggeligt at besøge ham.
Mine svigerforældre havde svært ved at rumme pigernes utryghed. Deres farmor blev vred på dem, hvis hun hørte dem tale om, at deres far så mærkelig ud og sagde, at sådan skulle de ikke tale om deres egen far. Hun forstod ikke, at det var pigernes måde at håndtere den svære situation på. De var ved at miste deres far, og det var vigtigt for dem, at de fik lov til at give udtryk for deres tanker og oplevelser omkring det, uden at de skulle føle sig forkerte.
I begyndelsen af sygdomsforløbet havde jeg en smule kontakt med Henriks kæreste, så jeg kunne følge med i, hvordan det gik, men Henrik valgte ret hurtigt at bryde forbindelsen med hende. Måske fordi han fornemmede på hende, at det ikke gik så godt, som han var fast besluttet på at give indtryk af.
Den dag i dag aner jeg ikke, hvad der i virkeligheden foregik i Henriks hoved, mens han lå for døden. På en måde håber jeg, at han virkelig troede på det, når han sagde, at han nok skulle blive rask, for tanken om, at han i virkeligheden har ligget alene med sin frygt og sine tanker, uden at dele dem med andre, er ubærlig.
Et lille år efter diagnosen sov Henrik stille ind. Jeg havde taget orlov fra arbejdet for at kunne være der for pigerne i tiden efter. Vi talte meget om deres far, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at svare på alle deres spørgsmål. Det var dog svært for mig at fortælle dem om tiden efter skilsmissen, for jeg havde jo ikke været en del af deres liv, når de var hjemme hos Henrik.
Annonse
Vi havde ikke haft en dårligere skilsmisse end så mange andre, men der havde ikke været mange fælles oplevelser med børnene efter den. Jeg følte et kæmpe ansvar for at sørge for, at pigerne kunne blive ved med at huske ham, men jeg havde hverken billeder eller sjove oplevelser, som jeg kunne dele med dem fra de senere år. Vores yngste havde kun været et år, da vi blev skilt, så det var alligevel begrænset, hvor meget jeg kunne fortælle om de ting, som hun havde lavet med sin far.
Det var en hård tid, og jeg følte mig meget alene om ansvaret for pigerne. Alene det at skulle holde kontakt med min tidligere svigerfamilie var en udfordring. Vi havde ikke haft meget med hinanden at gøre siden skilsmissen og havde heller ikke før da været tætte. Jeg havde altid følt, at de var lidt svære at komme ind på livet af, og Henrik havde slet ikke den samme nære kontakt med sine forældre, som jeg havde det med mine. Det ændrede sig dog, da han blev syg, hvor de lod til at være de eneste, der fik lov til at komme tæt på ham.
Mit forhold til mine tidligere svigerforældre ændrede sig ikke efter Henriks død. De var korrekte og høflige, men det føltes, som om de holdt mig på afstand. Jeg ved ikke, hvad Henrik havde fortalt dem om skilsmissen, men jeg fornemmede, at de ikke brød sig om mig. Jeg følte heller ikke, at jeg fik nogen støtte fra dem i forhold til pigerne. Jeg forstod godt, at de selv var i sorg, men jeg havde håbet, at vi kunne hjælpe hinanden.
Vi kommunikerede dårligt, men pigerne var glade for at være sammen med deres bedsteforældre, og de efterspurgte det også. Men det var altid mig, der skulle kontakte dem og som regel også arrangere kørsel. Vi boede to timer fra hinanden, så det var hårdt at bruge to gange fire timer på landevejen i løbet af en weekend, særligt efter jeg var begyndt på arbejde igen.
En aften, dagen før vi havde aftalt, at Henriks forældre for en gangs skyld selv skulle hente pigerne fredag eftermiddag, ringede min svigermor og sagde, at de ikke kom alligevel. Hun gav ingen forklaring, men sagde blot, at hvis jeg havde brug for, at de tog børnene i weekenden, så måtte jeg selv hente og bringe dem. Sådan var ordene, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg fik råbt alle de frustrationer ud, der havde hobet sig op i mig, siden Henriks død.
Jeg fik sagt til min svigermor, at det aldrig havde været mit behov, at pigerne skulle hjem til dem, vi kunne godt klare os uden deres hjælp, men jeg havde håbet, at de som bedsteforældre selv fik noget godt ud af at have en tilknytning til deres børnebørn. Hvis det ikke var tilfældet, behøvede pigerne slet ikke at se dem. Vi skulle nok klare os!
Telefonen blev afbrudt, og jeg følte en sær blanding af lettelse og dårlig samvittighed. Jeg var lettet over at have fået sagt alt det, som jeg havde gået og brændt inde med, men jeg havde samtidig en grim smag i munden over at have råbt ad min svigermor. Hun havde jo mistet sin søn og var selvfølgelig stadig i sorg.
Der gik nogle timer, så ringede min svigerfar. Han gav mig en ubetinget undskyldning og sagde, at de ville være meget kede af at miste kontakten til pigerne. De elskede at være sammen med dem, men det var også svært, fordi det føltes så uretfærdigt, at Henrik ikke fik lov til at opleve pigerne vokse op.
For første gang fortalte min svigerfar, hvordan det havde været for dem at navigere i krydsfeltet mellem lægerne, der fortalte, at alt håb var ude, og en søn, der på intet tidspunkt lod til at erkende, at sygdommen ville tage livet af ham. Henrik var deres eneste barn, og tabet af ham havde fuldkommen knækket min svigermor. Der var intet overskud, og derfor havde de ikke været opmærksomme på, at jeg også havde mit at bakse med i forhold til pigerne.
Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde sat mig i deres sted. Jeg sagde derfor til min svigerfar, at jeg også skyldte dem en undskyldning. Vi fik en god snak, og jeg er meget taknemmelig for, at han havde overskud til at ringe til mig.
Forholdet til mine tidligere svigerforældre er blevet meget bedre i dag. Vi er fortsat forskellige, men vi ses flere gange om året nu, hvor vi alle hygger os sammen. Vi er også blevet bedre til at støtte og hjælpe hinanden i det daglige, og min store datter sagde fornyelig til mig, at hun elsker, når jeg er med hjemme hos farmor og farfar, for så er vi en rigtig familie. Hendes ord gjorde mig glad, for det viser, at vi har gjort det rigtige.
Så i dag er jeg på både mine egne og mine tidligere svigerforældres vegne taknemmelig for, at det er lykkedes at få et godt forhold til hinanden. Et forhold, der endda er tættere og varmere, end det var det før.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.