En mand vi ka' li': Jesper Nøddesbo

Artiklen blev bragt første gang i ALT for damerne i december 2014. 

Udgangspunkt
Jeg ville så gerne have langt hår som barn, men mit hår har altid været enorm tykt, så det voksede ikke nedad, det voksede udad. Det klassiske mikrofonhår. Jeg måtte i stedet have kort hår med sideskilning. I skolen var jeg meget stille og sagde ikke så meget i timerne. Ikke fordi jeg ikke kunne finde ud af det, men skolen var ikke lige yndlingsstedet. Jeg ville hellere ud og holde frikvarter sammen med de andre drenge. Jeg var lidt en pleaser-type og havde det bedst, når andre også havde det godt. Hvis nogen blev drillet, var jeg nok mere den, der forsøgte at trække i den anden retning. Uden det skal lyde for helligt, var jeg nok lidt en duksedreng.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: Kvinder er allermest kvindelige, når...

Jeg er vokset op på et nedlagt landbrug uden for Gjellerup sammen med mine forældre, min lillebror og lillesøster. Jeg tror ikke, man kommer meget længere ud på landet – i hvert fald ikke i Midtjylland. Jeg boede på værelse med min lillebror, indtil vi byggede til. Da jeg fik mit eget værelse, fik jeg lov til selv at dekorere det. Indretningsarkitekt bliver jeg næppe. Jeg valgte et blåt gulvtæppe med mønster, og de fire vægge skulle males hver sin farve. Jeg kan huske, der var noget grønt, blåt og gult i spil. Det blev ikke supergodt.

Vi havde som den eneste i min klasse ung pige i huset, fordi begge mine forældre arbejdede meget. Vi gik ikke i institutioner efter skole, så vi har været meget hjemme på gården. Min far havde sit eget firma som lastbilchauffør, og han knoklede virkelig igennem, fordi der skulle nogle penge i kassen. Jeg har et tydeligt billede af, at vi mange gange sad og ventede på ham inden aftensmaden, og så endte det med, vi alligevel havde spist, når han kom hjem. Jeg savnede ham, men alligevel har jeg nogle lykkelige barndomsminder, hvor jeg var med ude at hjælpe ham med at køre sneplov om vinteren. Jeg ved godt, det lyder banalt, men at stå op en tidlig morgen, hvor sneen stadig falder, sætte sig ud i en lastbil og køre af sted med sin far, det, tror jeg, er noget, mange små drenge ville elske. Men min mor har alligevel været den største del af min barndom, og det gør også, at det er hende, jeg har talt med om rigtigt mange ting. Selvom min far nok gerne ville have, jeg sagde, jeg var fars dreng, er jeg nok en mors dreng. Jeg har mest været sammen med min far i weekenderne, hvor vi brugte utroligt meget tid i Hammerum Hallen. Jeg er ud af en håndboldfamilie – både min far, min mor, mine søskende og jeg spillede håndbold. Et kært barndomsminde er Bamse og Kylling i hallens cafeteria søndag aften, inden mine forældre skulle spille håndbold. Vi børn spillede og legede inde i gymnastiksalen ved siden af, og når der var halvleg, løb vi ind og skød på mål i hallen.
I teenageårene gik jeg ikke så meget i byen som de andre fra klassen, og de begyndte at drikke, lang tid før jeg gjorde. Jeg var lidt kedelig på den front, og det var måske mere håndbolden, der trak. Min mor var sygeplejerske og arbejdede på det tidspunkt på Akutmodtagelsen, så der gik lang tid, før jeg overhovedet fik lov til at drikke alkohol. Jeg havde faktisk så meget respekt for min mor, at jeg ikke drak, når hun sagde, jeg ikke måtte. Jeg har ikke haft så mange kærester. Jeg tror, jeg var lidt genert. Første gang, jeg begyndte at interessere mig for piger, var til en klassefest i folkeskolen, hvor alle pigerne ville danse med mig. Jeg endte med at komme hjem og fortælle det til min mor. Jeg var helt rundt på gulvet den aften. Mit første kys foregik mere eller mindre under gruppetvang på et værelse hos en kammerat. Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, og da de andre fandt ud af, at vi ikke havde kysset endnu, blev det meldt ud i forum, og så måtte vi jo få det overstået foran de andre. Jeg kan huske, jeg havde et barndomscrush på Tina Kjær. Væggen på mit værelse på Vivild efterskole var dekoreret med en fotokollage, jeg havde lavet af hende. Vores familie var på skiferie hver eneste vinter, og derfor hang der også en fotokollage med skibilleder ved siden af. Ikke af min familie – bare generelt af folk på ski.

Omdrejningspunkt
Jeg startede til håndbold som 5-årig og har spillet lige siden. Jeg startede som bagspiller, og det var først, da jeg kom ind på stregen, at det begyndte at gå rigtigt godt for mig. Jeg spillede i Hauge GIF og havde svært ved at skifte fra min barndomsklub. Det var mere eller mindre min mor, som pressede på, for at jeg skulle et andet sted hen, hvor der var nogle lidt bedre spillere, så jeg skiftede til Tvis KFUM. Jeg følte, jeg forlod mine venner, og at holdet hang sammen på grund af mig. Mine forældre har altid været utroligt støttende. Jeg tror ikke, de havde særligt meget fritid, da vi var børn, fordi de fragtede os rundt til håndbold og andre sportsgrene. Jeg har aldrig holdt pause med håndbold. Jeg kom på et Team Danmark Gymnasium i Ikast, og der mødte jeg min kone, Rikke, for første gang og faldt for hende til en gymnasiefest på min 18-årsfødselsdag. Jeg havde lagt mærke til hende flere gange på skolen, og jeg syntes, hun var utroligt lækker. Jeg kan huske, første gang jeg så hende. Hun havde en rød Adidas-T-shirt på, Buffalo-støvler og langt hår – næsten ned til røven. Den aften havde hun fået kort, rødt hår. På det tidspunkt var det moderne med lidt pjusket hår omme i nakken og langt pandehår. Hun bliver glad for mig nu...

LÆS OGSÅ: Pia Allerslev: "Min datters tegning viste to børn og en far. Der var ingen mor"

Holdepunkt
Til gymnasiefesten faldt vi i snak. Så skete det klassiske – vi røg ud at danse, og det endte med, vi stod og kyssede. Derefter troede jeg, vi skulle til at være kærester, men hun var af en lidt anden opfattelse. Efter den aften forsøgte jeg måske lidt for hårdt. Jeg ringede til hende flere gange og forsøgte at overtale hende til at tage med på dates. Jeg fik hende med i biffen en enkelt gang, hvor hun endte med at sidde på sine hænder igennem en hel biograffilm, fordi hun var bange for, jeg skulle tage hende i hånden. Der gik en måneds tid, før jeg gav op, og så blev jeg pludselig interessant. Kvinder er jo lidt mærkelige på den front. Vi blev kærester og flyttede sammen i Ikast, mens vi gik i gymnasiet, og efter gymnasiet begyndte jeg at spille i Kolding. Der tog min håndboldkarriere virkelig fart, og jeg blev tilbudt at komme til Barcelona og spille. Der bor jeg nu på ottende år sammen med Rikke og vores lille datter, Vida. Der er sportsfolk, der præsterer at spille et sted og have familien boende et andet sted, og det ville jeg ikke kunne leve med. Jeg synes, de ting hænger sammen, for det er familien, der gør, at jeg også kan have et frirum engang imellem. Uden dem kunne jeg ikke eksistere. Det er virkelig et privilegium at have sådan en fantastisk kvinde med mig, som formår at skabe sit eget netværk, så hun ikke bare sidder hjemme og venter på, at jeg bliver færdig med at træne. Jeg tror ikke altid, det er så nemt at være ”spillerkone”, fordi hun har en mand, der rejser meget, og vi har en meget uregelmæssig hverdag. Hun har jo ikke rigtigt fået mulighed for at gøre karriere, så man kan vel godt sige, at hun tilsidesætter en hel masse for min skyld. Men jeg har ikke dårlig samvittighed. Hun har sit eget liv og sine egne venner, og det er fedt. Det gør, at jeg kan slappe mere af og ikke hele tiden tænke på, om hun nu har det godt. Men det giver også en ekstra gnist, at jeg er væk nogle gange. Jeg kommer til at savne min kone, når jeg er af sted, og det er jo en fantastisk fornemmelse og en indikator for, at det faktisk går rigtigt godt. Jeg taler tit med Rikke om, hvor privilegerede vi egentlig er. Vi lever i en storby med godt vejr det meste af året, vi har en superlækker datter, og vi venter en lille pige mere til januar. Vi har hinanden, og der er ikke nogle parametre, der peger i den negative retning lige nu. En ting, jeg har lært ved at dyrke sport på topplan, er, at man skal nyde, mens det går godt. Så vi er gode til at nyde hinanden som familie, og jeg synes også, jeg er god til at lukke døren til håndboldhallen, så det ikke er håndbold, men familien, der er i fokus, når jeg kommer hjem. Jeg er måske lidt en atypisk sportsmand, fordi jeg ikke ser særlig meget sport. Heller ikke håndbold. Håndbold er jo et eller anden sted lidt en overfladisk verden, hvor man bliver bedømt på et stykke arbejde og ikke på den person, man er. Alle har vel brug for at føle sig elsket og føle sig værdsat, og derfor har jeg brug for min familie, som elsker mig over alt på jorden, lige meget om jeg spiller godt eller skidt.

Lavpunkt
Da jeg skiftede klub til FC Barcelona, skrev jeg kontrakt med dem på tre år, men midt i min anden sæson ringede de en dag til mig og fortalte, at jeg gerne måtte finde et andet sted at spille og ikke behøvede at komme tilbage til klubben. Jeg havde slet ikke set den komme, og det var et sindssygt hårdt slag for mig. Barcelona var min drømmeklub – det var der, jeg kunne få opfyldt mine sportslige ambitioner, og pludselig forsøgte de at smide mig ud. Vi havde lige skiftet træner, og han følte måske ikke, jeg havde leveret det, jeg skulle. Pludselig havde de fået en ny stregspiller også. Jeg har altid været et foreningsmenneske, og jeg havde en meget naiv tilgang til sporten på det tidspunkt. Jeg kom fra dansk håndbold, hvor selvom det var på professionelt plan, så huskede man, at der også var personer bag. Her var det bare cool business. Leverede man ikke det, de forventede, så stod der nogle andre, der gerne ville gøre det for dig. Vi havde også lige skabt et liv i Barcelona, og min kone var rigtigt træt af, hvis vi skulle derfra igen.

Vendepunkt
Jeg fandt ud af, det ikke altid hjalp at være ”the good guy”. På landsholdet bliver jeg kaldt ”Yesman”, fordi jeg måske er for god af mig og generelt er lidt en pleaser. Da FC Barcelona sagde, jeg ikke var god nok, tændte det en ild i mig, for det skulle de fandeme ikke få lov til at bestemme.”Yesman” blev lagt mere på hylden, og jeg knoklede røven ud af bukserne. Jeg følte, jeg havde niveauet til at spille der og måske endda, at jeg var lidt bedre end de andre. Jeg havde et år tilbage af min kontrakt, så jeg valgte at blive i Barcelona og spille min chance. Jeg fik ikke lov til at spille, men knoklede benhårdt hver eneste dag og trænede rigtigt meget i forhold til de andre spillere på holdet. På et tidspunkt fik jeg en chance for at spille, fordi en af de andre stregspillere blev skadet. Lige pludselig blev begge stregspillere skadet, og så stod jeg med al spilletiden selv. Da jeg fik den mulighed, kiggede jeg mig ikke tilbage. Det var hårdt, men samtidig også et wakeup call for mig. Jeg fandt virkelig ud af, hvor hårdt det er at komme tilbage på toppen. En ting er at nå derop, en anden ting er også at blive på toppen, for der er sgu mange, der gerne vil have din plads, når du er deroppe. Jeg tager ikke nederlag så tungt længere. Når jeg i perioder ikke er blevet udtaget til landsholdet, så har jeg bare måttet knokle det hårdere for at bevise det modsatte. Det hjælper ikke noget at sidde og græde snot over det alligevel, for der er ikke nogen, der kommer op klapper dig på ryggen og siger: ”Hvor er det synd for dig!”

Blødt punkt
I 2010 blev min datter, Vida, født. Det er helt vildt, at man kan elske sådan et lille menneske så højt. Hun gør mig virkelig blød i knæene. Jeg er blevet enormt følsom, efter jeg er blevet far. De mest latterlige ting på tv kan nogle gange få mig til at sidde med tårevædede øjne. Nu bliver det store ord, men jeg forsøger at blive et bedre menneske, fordi jeg gerne vil være så god en rollemodel som overhovedet muligt for den lille pige, jeg har sat i verden. Hun er så lille, og det er sådan en vanvittig stor verden. Jeg kan godt føle mig lidt svag og magtesløs en gang imellem. Jeg ved, jeg ikke altid kan være der for at beskytte hende, og det kan godt være lidt hårdt at tænke på. Jeg elsker min kone over alt på jorden, men min datter... Der er et eller andet der. Jeg bliver helt blød, når jeg ser, at hun behandler andre mennesker godt og er god ved andre børn. Nu skal vi have en pige mere til januar, og Vida sagde til min kone den anden dag: ”Åhr, far må være verdens heldigste mand, fordi han får TO piger, som elsker ham rigtigt højt”. Bagefter spurgte hun: ”Far, tror du, lillesøster kommer til at elske dig lige så højt, som jeg gør?”. Så kan man ikke andet end at blive varm om hjertet. Min kone ville sige, at jeg er knap så meget ”Yesman” herhjemme, men min datter kan godt sno mig om sin lillefinger en gang imellem. Det er bare let at sige ja til sådan nogle store, blå øjne. Hun er fars pige, især fordi jeg stempler ind og ud, og når jeg så er der, så sluger hun mig med hud og hår.

Højdepunkter
Året efter Vida blev født, vandt jeg Champions League med Barcelona, og det var det største sportslige højdepunkt for mig. Jeg har drømt om det, lige siden jeg var helt lille, og det var et af de mål, jeg satte mig, da jeg forlod Danmark. Det var ekstra sødt at stå med den titel, fordi jeg også havde oplevet bagsiden af medaljen. Efter kampen kan jeg huske, jeg løftede trofæet op nede fra det ene hjørne af hallen og jublede sammen med vores fans. Deriblandt kunne jeg se mine forældre, mine søskende og mine venner. Det var bare kæmpe, kæmpe stort. Jeg har faktisk ikke set kampen selv. Det gør jeg aldrig – jeg bryder mig ikke om at se på mig selv. En uge efter, jeg vandt Champions League, blev jeg gift med min kone. Sommeren 2011 vil derfor altid stå som en speciel oplevelse for mig. Vi havde inviteret til to gange 30-års fødselsdag og holdt surprisebryllup for 50 af de nærmeste i vores sommerhus ved Sunds Sø. Det var helt perfekt vejr, så det var en virkelig fantastisk dag, hvor vi festede til seks-syv stykker om morgenen.



Standpunkt
Jeg kan godt lide at have en retningslinje i mit liv. Derfor kan det godt være hårdt at vide, at håndboldkarrieren stopper på et tidspunkt, uden at ane, hvad jeg skal bagefter. Men jeg brænder så meget for håndbold, at det er svært for mig at tage andre ting ind lige nu. Efter gymnasiet havde jeg en ide om, at jeg ville være lærer. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg har fortrudt, jeg ikke tog den uddannelse, og jeg kan stadig ikke afvise, at det er der, jeg ender på et tidspunkt. Da vi kom til Barcelona, og jeg havde skrevet kontrakt på tre år, var min kone og jeg sikre på, at vi skulle hjem til Danmark bagefter. Nu er det vores ottende år i Barcelona, og det ender nok med, vi bliver her i 10. For hvert år der går, kommer vi tættere på tanken om at blive her, men jeg tror alligevel, vi ender i Danmark med tiden. Jeg kan mærke, at jeg begynder at savne mine venner og min familie. Alle mine venner er også begyndt at få børn, min bror har fået barn, og deres børn vokser. Det er hårdt ikke at være en del af det. 

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har puls er man død. 

LÆS OGSÅ: "Vi har været kærester i 18 år nu, og vi bliver nok aldrig gift"

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"