Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Er der nogen, der har set den danske speltmor?
Foto: Alamy, Luis Gasper

Den moderne husmor

Er der nogen, der har set den danske speltmor?

Jeg vil gerne bruge denne plads til at efterlyse den danske speltmor. Er der nogen, der har set hende? I ved, det er hende, der hjemmesylter, klidbager, kun serverer øko-bio speltpasta, til de tre unger under 5, der alle strutter af vitaminer, men måske mangler noget nærvær, fordi mor altid enten er på arbejde, står i køkkenet eller laver downward facing dog (yoga) nede i kælderen.

Det er hende facade-rytteren, der ikke kan finde ud af at prioritere sin tid og balancere sin forældrerolle, hende, som social- og ligestillingsministeren havde nogle borgerlige ord til i Politiken i sidste uge (Minister til familier: Drop yoga og klidboller, red.) 

Har nogen set hende derude?

Jeg kender hende nemlig ikke. Jeg har faktisk aldrig nogen sinde oplevet en småbørnsfamilie, hvis hjemmebagning er det, der får tidsregnskabet eller den psykiske balance til at knække. Årene, hvor børnene er små, er for de fleste en 24-timers målstregsredning. Dem af jer, der har eller har haft små børn, ved, hvad jeg taler om. I andre er velkomne til at gyse af fryd.

"Dette er årene, hvor ti minutter på toilettet føles som et kurophold i Schweiz."

For dette er årene, hvor ti minutter på toilettet føles som et kurophold i Schweiz, årene, hvor den største kærlighedserklæring er seks timers uafbrudt søvn eller et brusebad, hvor alle døgnets timer er eksproprieret af børn, arbejde, børn, madlavning, børn, husarbejde, arbejde, og så (afbrudt) søvn nok til at være i stand til at gøre det hele igen dagen efter.

Det er årene, hvor man konstant har mindst 10 kilo siddende på den ene arm, mens 20 andre kilo hiver i en fra den anden side. Hvor de allerfleste illusioner om det perfekte familieliv brager til jorden i bjerge af vasketøj og pusleritualer, der føles lidt som at putte en blæksprutte ned i en madkasse.

Hvem har ikke taget sig i at tælle timerne til de søde små igen skal sove? Hvem har ikke mest af alt lyst til at knibe sig i armen, mens sætninger som: "Ikke frisere dig med den mad!" flyver ud af munden på en?
Under et besøg hos en veninde for nogle år siden blev jeg spurgt, om jeg havde nogen politikker hvad angik sukker, hvede, mælk, etc. i forhold til min dengang 2-årige datter. Jeg svarede:

- Her har vi kun én politik: overlevelse. Hun smilede lettet, og jeg tillader mig at antage, at ræsonnementet er genkendeligt for de fleste forældre, der deltager i primæromsorgen i barnets små år.

 

"Det eneste uperfekte turde være den yogadyrkende klidmoster af en facade-orienteret mor."

Debatten om familiers vilkår i Danmark tog en ny drejning, da Manu Sareen sidste uge slog en tyk streg under ordet privat med sin melding om, at tilvalg som yoga, bagning og karriere nok var skyld i den stress, som børnefamilier klager over, og at de under alle omstændigheder må se indad og ikke mod staten for løsninger. Det begynder at ligne et mønster fra social og ligestillingsministeren, budskabet om, at alt er perfekt, og at der ikke er noget at hente.

Pasningen i Danmark er perfekt, rammerne er perfekte. Tidligere regeringer har gjort deres arbejde. Det eneste uperfekte turde være den yogadyrkende klidmoster af en facade-orienteret mor, for fars halvmaraton eller ugentlige badmintonkamp finder ikke vej til social og ligestillingsministerens stressregnskab på vegne af børnefamilierne. Men måske har han læst et sted, at der stadig er kvinden, der tager det største slæb med hjem og børn. Han kunne også have læst, hvor horrible og dyre pasningsmulighederne er uden for Danmark, og stillet sig tilfreds ad den vej.

For de er ganske meget ringere, mulighederne for at få sine børn passet og forblive på arbejdsmarkedet som kvinde i meget af Europa. I Madrid, hvor jeg bor, koster en vuggestueplads det meste af en mindsteløn og arbejdsmarkedet er ikke fleksibelt når det gælder om at velkomme kvinder tilbage efter endt barsel. Resultatet er både en meget lav kvindelig arbejdsfrekvens på omkring halvdelen af arbejdsstyrken og historisk lave fødselsrater, der står til at halvere befolkningens størrelse over de næste fire-fem årtier. Men vilkårene i for eksempel Sydeuropa burde alene tjene til at illustrere for ministeren, at familiernes vilkår i allerhøjeste grad er et politisk anliggende.

"Ufriheden under et-barnspolitikken i Kina er noget mindre børnefjendsk end friheden i denne del af verden."

I 22 af EU's 28 lande er fødselsraten lavere end den kinesiske. Ufriheden under et-barnspolitikken i Kina er noget mindre børnefjendsk end friheden i denne del af verden. Og det er som bekendt almindeligt antaget, at en voldsomt skrumpende befolkning og/eller store indre demografiske forskydninger med få voksne, færre børn og mange ældre er et dårligt udgangspunkt for en stabil økonomisk udvikling.

I Danmark er fødselsraten faldet til kinesisk niveau på 1.7 børn per par. Kunne det være, at de hårdtarbejdende mødre og fædre på det danske arbejdsmarked, der har en af Europas højeste samlede arbejdsfrekvenser, ikke får børn, fordi deres liv ikke hænger godt nok sammen? Skulle ministeren ikke, bare for en ordens skyld, tage et kig på forskellige lønmodtagergrupper, folk, der har aften- og nat-arbejde, de akademikere, som der er mange af i de yngre generationer, funktionærer, selvstændige og folk i den private sektor, som ikke rigtigt har en øvre arbejdstid? Høre interesseorganisationer, brancheorganisationer og fagforeninger hvad der kan gøres for at forbedre forholdene for familierne? Spørge sig selv og andre, hvorfor så mange unge på arbejdsmarkedet lider af stress? Er det kun de satans klidboller, eller mangler vi en større diskussion?

"De danske familier har høje omkostninger."

De danske familier har høje omkostninger, fordi priserne på ejendomsmarkedet er høje, takket være den boble, som deres politikere hverken kunne se eller stille noget op overfor. Når de giver op og sender en forælder på deltid, så er det næsten altid kvinden. Som ligestillingsminister i den såkaldte konkurrencestat er denne store kvindelige arbejdskraftreserve på deltid da ikke politisk uinteressant, og måske snarere et ret klart og politisk signal om, at tidsregnskabet ikke går op for familierne. Måske på grund af deres yogatimer, men nok mere sandsynligt på grund af de rammer, arbejdslivet byder dem.

Hvilket bringer mig tilbage til at efterlyse den danske spelt-mor, hjemmets øko-gudinde, hvis samvittighed er begyndt at nage faretruende på grund af tidsrøveriet i det sart-rosa bio-køkken. Er hun derude? Eller har hensynsløs happy-slapping afløst den historiske bejlen til børnefamilierne i dansk politik? Hvis det sidste er tilfældet, så tvivler jeg stærkt på visdommen i det.

Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp, 41, er cand.jur. og bor i Madrid med sin spanske mand, fire-årige datter og et-årige søn.

Hun havde en international karriere som embedsmand bag sig, da hun i 2011 debuterede som forfatter med den politiske thriller "Falske Stemmer", der blev nomineret til Debutantprisen. I 2012 udkom den psykologiske gyser "Hændelsen".

Når Anne Sofie Allarp ikke skriver romaner, bidrager hun til forskellige skrevne og elektroniske medier om blandt andet politik og spanske forhold. Hun er desuden forfatter til børnebogsserien om Magda og hendes usynlige ven, der bl.a. udgives i samarbejde med DR-Ramasjang.

Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund