Esbens kæreste fik kræft som 24-årig: "Nu er det min tur til at gøre noget for hende"
Esben Vest Jensen var i højt humør for fire måneder siden, da han fik drømmejobbet som chefredaktør på det politiske magasin Ræson. Samme dag sad han og kæresten Maria og pjattede i et venteværelse på Rigshospitalet, indtil lægen sagde de tre ord, han ikke måtte sige.
April 2016
Vi troede ikke rigtig på, at det var noget. Allerede i april opdagede hun, at der var en knude i brystet, og på det tidspunkt var min reaktion to ting. Ét: Skynd dig at få det undersøgt. To: Det er nok ingenting. Det var ligesom det, jeg både sagde til hende og til mig selv: Vi skal selvfølgelig have det undersøgt i en fart, men det er sikkert ikke noget, fordi du er jo kun 24.
Der gik rigtig lang tid mellem undersøgelserne, så det var ikke noget, vi tænkte så meget over eller lagde mærke til i hverdagen. I starten troede lægerne, at det måske bare var en vandcyste eller sådan noget.
Juni 2016
Vi troede stadigvæk ikke, at der var noget, så vi var i supergodt humør, blandt andet fordi jeg lige havde fået nyt job. Vi sad i venteværelset og grinede, og jeg skrev en Facebook-opdatering om, at jeg lige havde fået nyt arbejde. Der var ikke nogen, der vidste, at vi var på hospitalet, bortset fra Marias forældre.
Da vi bliver kaldt ind, går der cirka fem sekunder, og så siger lægen: "Du har kræft." Forestil dig at solen skinner, og du har det skidegodt, og at du så lige pludselig bliver ramt af et tog eller løber direkte ind i en mur. Sådan føltes det.
Maria blev selvfølgelig lynhurtigt meget ked af det og begyndte at græde, og jeg var bare i chok og prøvede at trøste hende, men tænkte: "Det kan da ikke passe." Så vi sad der bare, og så gav de os en masse informationer: Sådan skal det være. Det kan der ske. Det er denne behandling, du skal have. Alle mulige praktiske ting, som vi formentlig glemte igen. Det var nok i virkeligheden et af de hårdeste tidspunkter i forløbet.
Maria fik at vide, at hun skulle have fjernet sit højre bryst, og der gik ti dage, før operationen fandt sted. Det var meget hurtigt, og det var på en måde meget godt, for så skulle vi ikke fokusere så meget på, hvor forfærdeligt og trist det var, men på at der var en løsning.
August 2016
Efter operationen gik der cirka en måned, og så gik kemobehandlingen i gang. Især for Maria var ventetiden mellem operationen og kemobehandlingen meget frustrerende. Hun ville gerne i gang med det samme, men det er ikke noget, man kan starte på dagen efter. Der er som regel ventelister.
Maria har ikke på noget tidspunkt i forløbet følt sig syg. Hun har ikke haft sygdomstegn, inden de opdagede kræften, og hun har heller ikke været syg bagefter, fordi de fjernede sygdommen i operationen. Den slags kemo, hun får, er forebyggende, så kræften ikke spreder sig. Men fordi hendes faster også har haft brystkræft, og fordi hun er så ung, er hun i en risikogruppe. Derfor har vi besluttet, at hun også skal have fjernet det andet bryst.
November 2016
Det har været mærkeligt at skulle varetage et helt nyt job. Man vil gerne arbejde rigtig meget, fordi der er en masse nye spændende udfordringer, og man vil gerne give 100 procent, men man kan ikke være 100 procent både hos hende og i jobbet, og det er ekstremt frustrerende, for det synes jeg ikke rigtig, at jeg kan være bekendt – hverken over for Maria eller over for mig selv.
Jeg har kun været med til halvdelen af Marias kemobehandlinger og forrige torsdag kom jeg først hjem kl. kvart i ti om aftenen, da hun havde været til sin femte behandling, og det synes jeg bare var elendigt. Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre igen.
Derfor har jeg valgt at gøre min uddannelse færdig i stedet for at beholde det her job. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt over for hverken min arbejdsgiver eller min kæreste, at jeg er halvt begge steder. Hun er vigtigere end karrieren, så den må vente.
Maria har haft det rigtig svært med det. Hun har følt, at det var hendes skyld, og det er selvfølgelig lidt belastende, at hun har den følelse, men man går jo altid på kompromis for hinandens skyld. Hun er for eksempel flyttet med mig to gange, blandt andet da jeg skulle i praktik i København, så nu er det min tur til at gøre noget for hende.
Der kommer jo altid nye muligheder, så det gør mig ikke noget. Men da hun fik konstateret kræft, spurgte jeg hende, om hun stadig syntes, at det var ok, at jeg tog jobbet, når vi skulle igennem alt det her, og der sagde hun, at jeg ikke skulle opgive den chance. Jeg skulle i hvert fald prøve det og ikke opgive på forhånd, bare fordi hun var blevet syg. Og så prøvede jeg det, og noget af det gik også fint, men det var ikke optimalt.
Det er som om, at verden er blevet lidt mere usikker for os begge to på grund af det her.Man ved jo ikke, om kræften kommer igen. Man ved ikke, om den vil sprede sig. Så jeg er måske blevet lidt mere tryghedssøgende, end jeg har været tidligere.
Man skal både kunne rumme, at man selv er ked af det, men at den anden også er ked af det, og at den anden måske ikke kan rumme ens egen sorg. Maria har jo nok i at skulle håndtere sin egen sygdom og sin egen situation, uden at hun også skal håndtere alle andres sorg eller tristhed, og det er der mange mennesker, der glemmer. At personen med sygdommen ikke nødvendigvis kan håndtere andres sorg hele tiden. Det har jeg virkelig prøvet at tage til mig og snakker også med andre end Maria om, hvordan jeg har det.
Jeg læste en artikel, som handlede om, at der var rigtig mange mænd, som gik fra deres koner, når konerne fik kræft. Det fik jeg det sgu ret dårligt over, fordi jeg tænkte: Hvorfor mon? Er det fordi, opgaven er for hård? Eller fordi de ikke kan holde til at se deres kæreste eller kone ændre sig på den måde? Jeg ved det ikke, men jeg har aldrig tænkt på den måde. Aldrig. Tanken har ikke strejfet mig. Det er jo ikke fordi, at der er noget, der har ændret sig mellem os. Det er ikke fordi, at vores måde at være kærester på har ændret sig.
Jeg tror på, at Maria får et fuldstændig normalt liv og bliver hundrede procent rask.
Jeg tror, at vi er kommet tættere på hinanden i forhold til, hvad vi drømmer om. Vi er blevet mere enige om, hvad vi egentlig vil. At det vigtigste er os, og ikke hvad der ellers sker udenom os.
LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave
LÆS OGSÅ: Opråb fra "perkernes Tine Bryld": "Jeg er også barn af Danmark"
LÆS OGSÅ: Da Dittes hovede ramte asfalten, blev hendes liv ændret for altid
Esbens kæreste fik kræft som 24-årig:
”Nu er det min tur til at gøre noget for hende”
Esben Vest Jensen var i højt humør for fire måneder siden, da han fik drømmejobbet som chefredaktør på det politiske magasin Ræson. Samme dag sad han og kæresten Maria og pjattede i et venteværelse på Rigshospitalet, indtil lægen sagde de tre ord, han ikke måtte sige.
April 2016
Vi troede ikke rigtig på, at det var noget. Allerede i april opdagede hun, at der var en knude i brystet, og på det tidspunkt var min reaktion to ting. Ét: Skynd dig at få det undersøgt. To: Det er nok ingenting. Det var ligesom det, jeg både sagde til hende og til mig selv: Vi skal selvfølgelig have det undersøgt i en fart, men det er sikkert ikke noget, fordi du er jo kun 24.
Der gik rigtig lang tid mellem undersøgelserne, så det var ikke noget, vi tænkte så meget over eller lagde mærke til i hverdagen. I starten troede lægerne, at det måske bare var en vandcyste eller sådan noget.
Juni 2016
Vi troede stadigvæk ikke, at der var noget, så vi var i supergodt humør, blandt andet fordi jeg lige havde fået nyt job. Vi sad i venteværelset og grinede, og jeg skrev en Facebook-opdatering om, at jeg lige havde fået nyt arbejde. Der var ikke nogen, der vidste, at vi var på hospitalet, bortset fra Marias forældre.
Da vi bliver kaldt ind, går der cirka fem sekunder, og så siger lægen: ”Du har kræft.” Forestil dig at solen skinner, og du har det skidegodt, og at du så lige pludselig bliver ramt af et tog eller løber direkte ind i en mur. Sådan føltes det.
Maria blev selvfølgelig lynhurtigt meget ked af det og begyndte at græde, og jeg var bare i chok og prøvede at trøste hende, men tænkte: ”Det kan da ikke passe.” Så vi sad der bare, og så gav de os en masse informationer: Sådan skal det være. Det kan der ske. Det er denne behandling, du skal have. Alle mulige praktiske ting, som vi formentlig glemte igen. Det var nok i virkeligheden et af de hårdeste tidspunkter i forløbet.
Maria fik at vide, at hun skulle have fjernet sit højre bryst, og der gik ti dage, før operationen fandt sted. Det var meget hurtigt, og det var på en måde meget godt, for så skulle vi ikke fokusere så meget på, hvor forfærdeligt og trist det var, men på at der var en løsning.
August 2016
Efter operationen gik der cirka en måned, og så gik kemobehandlingen i gang. Især for Maria var ventetiden mellem operationen og kemobehandlingen meget frustrerende. Hun ville gerne i gang med det samme, men det er ikke noget, man kan starte på dagen efter. Der er som regel ventelister.
Maria har ikke på noget tidspunkt i forløbet følt sig syg. Hun har ikke haft sygdomstegn, inden de opdagede kræften, og hun har heller ikke været syg bagefter, fordi de fjernede sygdommen i operationen. Den slags kemo, hun får, er forebyggende, så kræften ikke spreder sig. Men fordi hendes faster også har haft brystkræft, og fordi hun er så ung, er hun i en risikogruppe. Derfor har vi besluttet, at hun også skal have fjernet det andet bryst.
November 2016
Det har været mærkeligt at skulle varetage et helt nyt job. Man vil gerne arbejde rigtig meget, fordi der er en masse nye spændende udfordringer, og man vil gerne give 100 procent, men man kan ikke være 100 procent både hos hende og i jobbet, og det er ekstremt frustrerende, for det synes jeg ikke rigtig, at jeg kan være bekendt – hverken over for Maria eller over for mig selv.
Jeg har kun været med til halvdelen af Marias kemobehandlinger og forrige torsdag kom jeg først hjem kl. kvart i ti om aftenen, da hun havde været til sin femte behandling, og det synes jeg bare var elendigt. Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre igen.
Derfor har jeg valgt at gøre min uddannelse færdig i stedet for at beholde det her job. Jeg synes ikke, at det er retfærdigt over for hverken min arbejdsgiver eller min kæreste, at jeg er halvt begge steder. Hun er vigtigere end karrieren, så den må vente.
Maria har haft det rigtig svært med det. Hun har følt, at det var hendes skyld, og det er selvfølgelig lidt belastende, at hun har den følelse, men man går jo altid på kompromis for hinandens skyld. Hun er for eksempel flyttet med mig to gange, blandt andet da jeg skulle i praktik i København, så nu er det min tur til at gøre noget for hende.
Der kommer jo altid nye muligheder, så det gør mig ikke noget. Men da hun fik konstateret kræft, spurgte jeg hende, om hun stadig syntes, at det var ok, at jeg tog jobbet, når vi skulle igennem alt det her, og der sagde hun, at jeg ikke skulle opgive den chance. Jeg skulle i hvert fald prøve det og ikke opgive på forhånd, bare fordi hun var blevet syg. Og så prøvede jeg det, og noget af det gik også fint, men det var ikke optimalt.
Det er som om, at verden er blevet lidt mere usikker for os begge to på grund af det her. Man ved jo ikke, om kræften kommer igen. Man ved ikke, om den vil sprede sig. Så jeg er måske blevet lidt mere tryghedssøgende, end jeg har været tidligere.
Man skal både kunne rumme, at man selv er ked af det, men at den anden også er ked af det, og at den anden måske ikke kan rumme ens egen sorg. Maria har jo nok i at skulle håndtere sin egen sygdom og sin egen situation, uden at hun også skal håndtere alle andres sorg eller tristhed, og det er der mange mennesker, der glemmer. At personen med sygdommen ikke nødvendigvis kan håndtere andres sorg hele tiden. Det har jeg virkelig prøvet at tage til mig og snakker også med andre end Maria om, hvordan jeg har det.
Jeg læste en artikel, som handlede om, at der var rigtig mange mænd, som gik fra deres koner, når konerne fik kræft. Det fik jeg det sgu ret dårligt over, fordi jeg tænkte: Hvorfor mon? Er det fordi, opgaven er for hård? Eller fordi de ikke kan holde til at se deres kæreste eller kone ændre sig på den måde? Jeg ved det ikke, men jeg har aldrig tænkt på den måde. Aldrig. Tanken har ikke strejfet mig. Det er jo ikke fordi, at der er noget, der har ændret sig mellem os. Det er ikke fordi, at vores måde at være kærester på har ændret sig.
Jeg tror på, at Maria får et fuldstændig normalt liv og bliver hundrede procent rask.
Jeg tror, at vi er kommet tættere på hinanden i forhold til, hvad vi drømmer om. Vi er blevet mere enige om, hvad vi egentlig vil. At det vigtigste er os, og ikke hvad der ellers sker udenom os.