Emma Rosenzweig
Foto: Getty Images Emma Rosenzweig har set en dobbeltgænger i toget i Frankfurt.

Essay af Emma Rosenzweig: Om svaner, sved, masker og Mark Morrisroe

Eurowomans essayist Emma Rosenzweig har en dobbeltgænger, som står af toget i Frankfurt, hvor hun studerer på kunstakademiet, og som taler meget mindre end kvinden, der står på toget i København, hvor hun bor med sin mand og søn.

Klokken er ni om morgenen, og jeg står på en plads i Berlin, solen skinner, og jeg sveder på min næsetips kant, som er presset sammen under den sorte ramme fra mine solbriller. Imellem mine næsten ikke-eksisterende bryster samler der sig små skinnende perler af vand, jeg har en neon-farvet bodystocking med broderede blomster på, og jeg ønsker, at jeg havde taget shorts på i stedet for jeans. Jeg skal ind og se, hvordan man laver papir. Jeg er i Kreuzberg, og oppe for enden af stentrappen foran mig, står en smuk og selvsikker bygning med to spidse tårne, som ligner lange negle. En tung metalklokke hænger hemmelighedsfuldt imellem dem på vagt over for at blive afsløret. Engang har denne bygning været et hospital. Jo mere jeg lærer om bygningen og alle de ting, den har været igennem, jo mere føler jeg, at gangene og tårnene, trapperne, vinduerne og gulvene former en elskværdig karakter. Der er noget underligt menneskeligt over alt ved dette hus. Da jeg træder ind i forhallen, følges jeg med solens stråler, der falder ind ad vinduerne og rammer fliserne, og det føles decideret intimiderende, næsten som om jeg er gået direkte ind i en kvinde, jeg aldrig har mødt før.

LÆS OGSÅ: Emma Rosenzweig: “Jeg tror, der bor andre kvinder indeni den mand, jeg elsker”

Normalt lever jeg mellem København og Frankfurt. Jeg kan ikke særligt godt lide at flyve, så jeg tager toget, hvis jeg kan komme til det. Jeg står op klokken seks om morgenen, mens min søn og min mand stadig sover, mit tog kører fra Hovedbanen klokken syv. Jeg står af i Hamborg, køber en kop kaffe og en kringle med chokoladestykker, går ned på en ny perron og tager det næste tog videre mod Frankfurt, hvor jeg ankommer om eftermiddagen. Hvis jeg er effektiv, kan jeg både nå at se en hel film og læse en halv bog, inden jeg er fremme. Fra hovedbanegården går jeg direkte i skole med en følelse af, at jeg nu er gledet over i min dobbeltgænger. I den spejlkarakter, jeg har fået skabt de seneste par år, en karakter som snakker meget mindre end hende moderen, som tog toget i morges fra København. Jeg går igennem byen, krydser broen over Main, fortsætter forbi Städel-museet, der er en stor chance for, at jeg hører Madonna imens, og ender i gården på min skole, og endeligt på mit atelier. Her sidder noget, der ligner en forstenet figur i en Chanel-flyverdragt, som jeg på et tidspunkt fyldte med byggeskum, og venter på mig ved siden af mine arbejdsting, og dem fra min klasse, som jeg deler atelieret med. Jeg forlader først skolen sent om aftenen, efter jeg har siddet og klippet i mine film, skrevet og læst i flere timer. Jeg går over den samme bro igen og igennem området bagved hovedbanen, hvor alle sexbutikkerne og stripbarerne lyser de mørke gader op med røde og lyserøde farver. Efter at have bedt nogen af dem, som bruger min dørtærskel som opholdssted, om at lade mig passere, går jeg op i lejligheden og ind på mit værelse. På væggen hænger et maleri, min mand har lavet og foræret mig i fødselsdagsgave for nogle år siden, det forestiller en buket blomster, jeg har plukket i skoven ved vores sommerhus. Jeg låser døren til mit værelse og lægger en ansigtsmaske. 

Bethanien, som bygningen i Kreuzberg blev kaldt, da hun blev opført i midten af 1800-tallet, fungerede som hospital og husede uddannelsen for kvindelige sygeplejersker, som var tilknyttet den spirituelle ridderorden, Svaneordenen. Under katolicismen var ordenen en klub for de fine og ædle, naturligvis forbeholdt mænd, og man kunne ikke udnævne sig selv til ridder. Især ikke som kvinde. Hverken ridder af en svane, krage eller guldsmedeorden. Men efter reformationen og protestantismens indtog, hvor man var meget imod den forgudelse af Jomfru Maria, som katolicismen stod for, fik Svaneordenen en form for comeback og blev omdannet til et ideologisk samlingspunkt for både mænd og kvinder, uafhængigt af trosretninger og klasse. Et moralsk rum for mennesker, som ønskede at forbedre verden og skabe social velfærd. Det er ikke ofte, jeg forelsker mig i en bygning, jeg er nødt til at lære hende bedre at kende, så jeg læser op på historien om Svaneordenen, og hvad dens grundsten bygger på. Jeg bliver skuffet. Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Det er den klassiske fortælling, hvor svaneridderen, manden, redder en jomfru, den passive kvinde, som selvfølgelig ikke kan redde sig selv, fra noget. Det eneste jeg fandt interessant ved historien, var, at det var en svane, som denne frelste ridders båd ene og alene blev trukket afsted af, denne svane, hvem var hun? Hele ikonografien omkring svanen rører noget i mig, som jeg ikke kan forklare, det drager mig som en magnet mod et køleskab. Der er noget med svanernes aggressive, beskyttende væsen, som tiltrækker mig. De svaner, jeg har mødt, har altid været hurtige på aftrækkeren til at forsvare sig selv. Men aggressive på en yndefuld og respektindgydende måde. De tager ikke nogen chancer, man kan bare komme an, de folder vingerne ud for at gøre sig store, for at vise, at de ikke kan manipuleres med. Når svanerne ikke er i forsvarsposition, lader det til, at de danderer den, de finder noget at spise på bunden af Søerne, de slikker sol, de sveder.

Bethanien i Berlin.jpg
Bethanien i Berlin. Foto: Emma Rosenzweig.

Når jeg er hjemme i København, føler jeg mig ofte overvældet af familielivet. Der er altid nogen, man skal forholde sig til, tage sig af og være der for. Der er de voksne med sygdomme, og der er børnene med øjnene, der stiller spørgsmål. Der er den, man elsker, som man gerne vil elske, men som man går ind og ud af foragt for. Jeg er altid enten-eller, helt åben eller helt lukket, der er ikke særligt meget imellem. Og jeg har endnu ikke lært at forbinde mit hoved med min krop, så jeg foretrækker at holde de to ting adskilt. 

LÆS OGSÅ: Kom indenfor hos Tal R og Emma Rosenzweig

Mit eskapismested er badeværelset. Jeg låser døren, jeg går rundt derude længe. Længe kan være timer. Jeg sætter mig ned på et lyseblåt håndklæde, jeg tager alt mit tøj af. Jeg folder det sammen og lægger det fra mig. Jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg reder mit hår med min lyserøde børste med nylon og vildsvinehår. Jeg sidder i skrædderstilling på gulvet i badet under bruseren, mens vandet løber ned, eller jeg ligger i badekarret og kigger på min mave, som trækker vejret op og ned. På mit ar lige over mit kønsben. Jeg barberer mig mellem mine ben, under armene, jeg kan godt lide den proces, det er en af grundene til, at jeg gør det. Jeg kigger på de små hårstubbe, som flyder langs gulvenes kanter og ned i risten. Jeg tager neglelak på mine tånegle, jeg tager neglelak på mine fingernegle. To forskellige farver. Fødderne en dyb mørkerød, fingerneglene lyserøde eller turkise. Jeg mærker den låste dørs virkning på mit hoved, den sætter mig fri, den giver mig styrke. Hvis nogen forsøger at trænge igennem den, at minde mig om dét, som er på den anden side af døren, forsvarer jeg mit foretagende, som en svane ville gøre det. Og så renser jeg mit ansigt med et lille håndklæde, som jeg har holdt i meget varmt vand, så det damper og laver en lille sky omkring mig. Jeg tager ansigtsmaske på. Jeg mærker, hvordan den langsomt trækker sig sammen om min hud og bliver hård. Hvordan den lukker sig om mine kinder og min næse, min pande og min hage. Jeg kigger på mig selv. Dette ritual tilhører mig.  

I min notesbog har jeg skrevet; “Svaneridderen, Wagner, Svaneprinsessen, Svanesøen. Hvad er det egentlig, man skal med ansigtsmasker, hvad er det, de gør? – De renser ud. De sliber overfladen og efterlader den blød og ny. Nu kan den igen suge gadeos og dårlig ånde, kulde, varme og tårer til sig.”

Førstesalen i min yndlingsshawarmabar, No. 1 på Strøget, er den del af stedet, hvor familierne, eller dem som gerne vil tale privat eller kigge ud over Strøget, sidder, mens de spiser. Jeg blev vegetar for et par år siden, men hvis jeg skal spise kød, tager jeg ind på numero uno og besøger Muhammed, som laver jordens bedste shawarma, hvis du spørger mig. Min foretrukne plads er ved baren ovenpå. På baren er der malet en svane. Her optog jeg en film sidste sommer, hvor jeg fik lov til at komme inden åbningstid og sidde i undertøj og med mit våde hår svøbt ind i et håndklæde, som om jeg netop var trådt ud af badet. Svanen kiggede, mens jeg spiste, ud imellem mine ben, den vogtede over mig.

LÆS OGSÅ: Emma Leth: ”Jeg havde det ret stramt med at blive mor”

Kunstneren Mark Morrisroe døde af HIV-komplikationer præcis et år, inden jeg blev født, i juli 1989. Han er en af mine absolutte yndlingskunstnere. Når jeg tænker på svaner, tænker jeg på ham. Hans fotografier vidner om et respektindgydende levet liv, om et menneske med meget store vinger. Svaner kan som bekendt kun flyve otte af årets måneder, resten af året skifter de deres fjer ud og er derfor bundet til jorden. Jeg tænker på Mark Morrisroes film The Laziest Girl in Town, på svanen i søen i Østre Anlæg, der danderer den og hvæser ad mig, på hans selvportrætter, hans fotografier af elskede mennesker og elskede objekter. 

emma r kopi.jpg

Er det svanen, som trak den selvhævdende ridder afsted i hans båd, som jeg kan mærke i Bethaniens store solbeskinnede rum, her hvor jeg står, og mine sveddråber rammer gulvet, her hvor jeg glemmer at spritte mine hænder af, fordi min fascination af de hviskende vægge overskygger alt andet omkring mig, bl.a. det faktum, at der står en mand, der hedder Gandolf, og snakker om papir og ja, hvad er det, han taler om nu? Han fortæller mig, at hospitalet i Bethaniens krop blev endelig lukket ned i starten af 70’erne, stedet blev samlingspunkt for venstreorienterede unge fra den vesttyske studenterbevægelse. Efter politiets brutale drab på den unge aktivist Georg von Rauch blev Bethanien i en periode endda kaldt for Georg von Rauch Haus. Hendes gange blev til squatter-epicenter og var et afgørende mødested for kunstnere og aktivister. Efter murens fald og frem til i dag er Bethanien et kulturhus, som både huser et kæmpe trykkeri, en café, en musikskole, en udendørs biograf, som kun viser film på originalsproget – hvilket er særligt i Tyskland, hvor de fleste film mærkeligt nok stadig bliver dubbede med tyske stemmer – og en papirfabrik. Gandolf viser mig, hvordan han laver papirets masse, inden det skal i en ramme og sies, en stor maskine, hvor papiret stadig består af en flydende hvid tyk masse, som bliver drejet rundt i en form for magisk suppe. Da jeg står og kigger hypnotiseret ned i den våde konsistens, får jeg lyst til at dyppe mine hænder dybt ned i stadset, tage det på som en ansigtsmaske, løbe op i et af tårnene, låse mig inde og hvæse ud ad vinduerne. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil