Et af Danmarks skarpeste skrivetalenter er på banen med en ny roman
SPONSORERET indhold

Maise Njor er på banen med en ny roman

Månedens anmelder taler godt om Maise Njors nye roman om at møde en ny efter skilsmissen.

Af:: Simone Brandt
09. maj. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Ny kærlighed efter skilsmissen
”Den forkerte giraf” Af Maise Njor
Gads forlag, 200 sider, 250 kr.

Et af Danmarks skarpeste skrivetalenter er på banen med en ny roman. ”Den forkerte giraf” kredser om, hvad der sker, når man som skilsmisseramt alenemor møder en ny mand, og emnet er ikke tilfældigt. Det er både romanens styrke og svaghed, at den ligger så tæt op ad forfatterens egen virkelighed. Maise Njor skriver enormt troværdigt og relevant om de tanker, der farer rundt i hovedet, når man som skilt kvinde skal til at kaste sig i armene på en ny mand. Men tankerne former sig som en lang monologisk klumme fuld af anekdoter og satiriske sidespring. Denne læser savner bare en smule mere romanhandling. knj




Kunst for kunstens skyld
”Den flammende verden” Af Siri Hustvedt
Lindhardt og Ringhof, 440 sider, 349 kr.

Siri Hustvedt har i sit forfatterskab afsøgt grænser, der har gjort læseren både forvirret og fortryllet. Fra kvindesagaen ”Sommeren uden mænd” til den mystiske ”Lily Dahl”. Jeg har været vild med dem alle. ”Den flammende verden” handler om kunstneren Harriet Burden i New Yorks gallerisnobbede minisamfund. Da hendes mand, kunstneren Felix Lord, dør, sætter hun sig for at teste opfattelsen af kunst, køn og menneske, og det er mildt sagt en tricky affære. Jeg respekterer Hustvedts projekt: intellektuelt, kompromisløst, kunstnerisk. Desværre taber romanen som fortælling mig. ap




Den hemmelige milliardær
”Sonjas sidste vilje” Af Åsa Hellberg
Rosenkilde & Bahnhof, 316 sider, 300 kr.

Da Sonja dør uden arvinger, overrasker hun sine veninder med et testamente, der ikke er af den helt gængse slags. Sonja var nemlig mangemilliardær og efterlader hele sin formue til veninderne, hvis de kan klare nogle opgaver, som Sonja stiller dem i testamentet. Historien er typisk chick lit med alt, hvad der hører til af mande-, vægt- og selvværdsproblemer. Selvom der ikke er de store overraskelser, er historien underholdende og sjov. Og så er det skønt at læse en chick lit, der for en gang skyld handler om lidt mere modne kvinder og dermed får problemstillinger ind, som normalt ikke tages op i denne genre. le




LÆS OGSÅ: 5 stjerner: Ny oversættelse overrasker anmelderne