Eva Harlou: Det var frygteligt, men også et valg

Men for 36-årige Eva Harlou var X Factor en stor faglig udfordring, som bare var for god at sige nej til.

"Det handler altså ikke kun om at blive plantet foran et sminkespejl."

– Jeg lærer ekstremt meget ved at være med på den her kæmpeproduktion, som er tilknyttet så mange kompetente kræfter. Det er seriøst arbejde, det her. Og som vært skal du bare være på pletten. Du skal være pålidelig og kunne stå over for en masse mennesker og udstråle både myndighed og empati. Og så kræver det en stor portion psykologi hele tiden at fange, hvad der sker med dommerne og med deltagerne og bruge det i det videre forløb. Det handler altså ikke kun om at blive plantet foran et sminkespejl, proppet i en kjole og sendt ind på scenen.

…selvom Eva Harlou gerne lægger sig fladt ned og indrømmer, at hun også elsker den del af gamet. For på en måde er værtsjobbet en naturlig forlængelse af hendes person.

På arkitektskolen blev hun somme tider spurgt, om hun var på vej til fest, når hun sad i sit perfekt afstemte outfit, høje hæle og med filmstjernehår en helt almindelig mandag morgen til en helt fredsommelig forelæsning.

"Det at lave underholdning i en kaliber som X Factor er for mig også meget en personlighedsting."

– Jeg har altid gjort en dyd ud af at være velklædt. Jeg har altid været meget flittig, men bestemt heller aldrig gået af vejen for en god fest. Så det at lave underholdning i en kaliber som X Factor er for mig også meget en personlighedsting. Det passer godt til mit temperament at lave noget, der er så stort og glamourøst. På den måde passede det mig også rigtigt godt at lære Thomas at kende i sin tid og blive trukket ind i hans verden, hvor der er mange begivenheder, hvor man bliver bedt om at komme i en gallakjole og den slags.

De tv-programmer, Eva lagde ud med – ”Arkitektens hjem” og ”Enestående nordiske huse” på DRK, var i højere grad i direkte forlængelse at hendes uddannelse som arkitekt. Sidenhen blev det til ”Danmarks skønneste hjem”, og det er faldet nogen for brystet i branchen, men det generer ikke Eva Harlou.

"Det med, at noget af livet går i stå, efter man får børn, det er fandeme løgn."

Hun har to børn. Christian på godt fem år og Marie, som kom til verden i januar i år. Men der har mildest talt ikke været meget barsel og babyboble over 2013. Faktisk har hun aldrig haft mere travlt.

– Det med, at noget af livet går i stå, efter man får børn, det er fandeme løgn. Der har aldrig været større efterspørgsel på mig, end der er nu.

Et frygteligt valg
Marie var kun 3 1/2 måned, da Eva tjekkede ind på de optagelser, der jagtede den ultimative bolig i Danmark anno 2013, og kun var hjemme hos familien i weekenderne.

– Det var frygteligt, men også et valg – og et valg, jeg kun kunne træffe, fordi Thomas er så god en far og virkelig har krammet på det der babyræs.

LÆS OGSÅ: Louise Wollf: "Mit familieliv brasede sammen"

Så gemalen tog et halvt års barsel, og efterfølgende har de trukket en del på Evas mor, som er kommet ind fra Jylland for at hjælpe til.

– Med Christian holdt jeg meget fast i tanken om, at jeg var bedst til at håndtere alt, hvad der angik ham. Derfor blev det naturligt også kun mor, der duede. Han hang på mig som en igle i de to første år. Men fordi jeg nu har været ”nødt til” at overlade opgaven til Thomas, er det jo lige omvendt. Det er far, der dur, og han er fuldstændig lige så god. Men man skal lige æde den som kvinde, for jeg har jo svigtet Marie som mor. Og den ligger som en tung klump i maven hele tiden. En samvittighedsklump. Den kører hele tiden i hovedet… ”jeg svigter mit barn, jeg svigter mit barn”. Og ”åh, hvordan bliver vores fremtidige forhold til hinanden, kan jeg nogensinde indhente det?”

"Jeg håber ikke, hun kommer til at hade mig hele livet."

– Jeg håber ikke, hun kommer til at hade mig hele livet. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved bare, at hun er et elsket barn, og at hun bliver passet meget godt på. Men mor er meget væk…

– Det er svært for kvinder, for der er jo ikke tradition for, at det er kvinden, der er så meget væk. Den dårlige samvittighed ligger jo enormt meget i, at vi føler, at det forventes af os, at vi tager det primære ansvar, og i at vi ved, hvordan der bliver kigget på os, når vi vælger at være så meget væk.

Det er også svært at være forældre nu. Der er så mange ting, man skal. Der er så mange regler, som vi til dels har sat op for os selv, at det næsten er umuligt at være de perfekte forældre.

Tyr gerne til ukorrekt opdragelse
Eva og hendes mand, musikproducer Thomas Troelsen, prøver at være meget afslappede omkring forældrerollen og stole på, at deres egen sunde fornuft kan dosere de rette mængder af sund kost, nattesøvn, opmærksomhed og kærlighed. De tyr også gerne til politisk ukorrekte metoder, indrømmer Eva og griner.

– Altså… vi har to sovende børn i sengen. Det får de lov til lige så meget, de vil. Vi tager ikke kampen, selvom vi nogle gange burde. Og der bliver smækket en film på, når der skal spises, hvis det er netop det, der virker. Til gengæld går vi enormt meget op i, at de skal være velopdragne på andre områder. Vi går meget op i, at de skal være trygge. Og der skal også sættes grænser. Men jeg har aldrig åbnet en børneopdragelsesbog. Aldrig. Og kunne ikke finde på at gøre det. Jeg ville få stress.

Og når der skal tankes op på kontoen med familiekvalitetstid, så skal der helst ikke ske en masse. Allerhelst bare en fodboldkamp på plænen, en gåtur, en lille udflugt med kaffe og kage på Emmerys eller en frisk juice fra Joe & The Juice.

"Med børn bliver man nødt til at acceptere, at man ikke kan have styr på det hele. "

Det at få børn har også naturligt nedjusteret Evas ellers ret så fremtrædende kontrolgen.

– Det har været rigtigt sundt – især for sådan en som mig, som var vant til, at alting var snorlige, og at der var styr på det hele. Det har også været hårdt, for det er jo svært at lægge en side af sig selv, som ligger så dybt i en, til side. Jeg er en, der af natur stresser, hvis det roder. Om jeg er hjemme eller på arbejde, så starter jeg altid med at rydde op. Det er en måde at finde ro på. Jeg er æstetiker og enormt visuel, så hvis det, jeg kigger på, bare er lort, har jeg virkelig svært ved at koncentrere mig. Men med børn bliver man nødt til at acceptere, at man ikke kan have styr på det hele.

– Vi har absolut ingen krise over, at ”åh, nu er vores liv slut, fordi vi har fået børn”. Slet ikke. Tværtimod. Vi stresser ikke over, at vi går glip af nogle ting, for det gør man jo. Vi forsøger at finde tid til nogle sjove ting indimellem og gå ud sammen. Og når vi det ikke, er det ikke verdens undergang.

Gift på 7. år
Eva mødte Thomas for syv år siden. De blev gift i 2008. På mange måder er de vidt forskellige. Eva med sin akademiske baggrund og klassiske karrierevej: gymnasium – arkitektskole – tre år på tegnestue – selvstændig. Og Thomas med sin autodidakte tilgang til musikbranchen direkte fra folkeskolen.

"Han er min klippe."

– Han er en rigtigt god mand. Jeg drøner rundt og skal have styr på det hele, og Thomas er bare overhovedet ikke til at stresse. Han er så rolig. Det var virkelig en fornøjelse at møde en mand, som var så sikker på, hvad han ville omkring alt – både professionelt og privat. Et meget dedikeret menneske. Han er min klippe. Og så har vi bare en masse fælles interesser. Vi er jo begge i kreative, skabende fag og kan relatere os til hinandens arbejdsprocesser og måde at tænke på. Vi supplerer hinanden ret godt.

Det har hun med fra opvæksten
Som så mange andre, der bliver voksne og stifter familie, kan Eva også tydeligt se, hvor meget hun i virkeligheden er præget af sin opvækst i Skanderborg – og af sine forældre. Hvordan nogle mønstre bare gentager sig.

– Særligt noget med ordentlighed. Det har jeg i den grad med hjemmefra. Mit barndomshjem var et meget ordentligt hjem på alle mulige måder. Men bestemt ikke kedeligt. Et meget larmende hjem. Der bliver snakket rigtigt meget hjemme ved mine forældre. Diskuteret og argumenteret. På den måde er Thomas og jeg også meget forskellige. Han kommer fra et hjem, hvor der var madro. Det har jeg aldrig oplevet hjemme hos os. Hvis en talte højt, talte den anden bare højere, og sådan eskalerede det fuldstændig, ha, ha.

– Thomas og jeg snakker også hele tiden. Også for meget. Nogle gange må vi sige til hinanden, ”så, nu tager vi lige en pause”. Der er jeg vist nærmest miljøskadet. Jeg kommer fra et rigtigt skolelærer/ skolelederhjem, hvor ting blev slået op, hvis man var i tvivl om noget. Mine forældre har virkelig stimuleret mig kreativt og fagligt omkring alt, så jeg har fået en naturlig videbegærlighed og interesse for alle mulige fag. Jeg synes, de fleste ting er ret spændende og vil altid vildt gerne høre om alt, hvad folk laver. Jeg er bare blevet udstyret med en stor nysgerrighed på livet.

LÆS OGSÅ: "Jeg blev stum under optagelserne til Borgen"