Få de kendte kagebageres bedste tip
SPONSORERET indhold

Få de kendte kagebageres bedste tip

Af:: Anne Niluka Iversen & Julie Møller
12. dec. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Lav store portioner

Mange af julesmåkagerne er af en type, hvor man kan lave store portioner og så fryse dejen ned. Det kan man allerede gøre i november, hvis man har for travlt i december. Dejen tages op efterhånden, som man skal bruge det. Hvis man skal bage pebernødder, vil jeg anbefale, at man bruger en rigtigt god hvid peber. Det giver en anderledes, men god smag og egner sig rigtigt godt til småkager.
Ole Kristensen, bager og stifter af Lagkagehuset.

De bedste tips til julekager og konfekt fra fire bageglade personer lige her.

Lav din egen nougat 

Du kan nemt lave en sundere version af den sukkersøde nougat ved at smelte hasselnøddesmør med mørk chokolade. Lad herefter massen stivne i køleskab, inden du bruger den i din hjemmelavede konfekt.

Den hjemmelavede nougat har samme smørbløde konsistens, som du kender fra købeversionen, men den kan spises uden dårlig samvittighed, og så smager den endda af hasselnødder.
Jane Faerber, kogebogsforfatter og indehaver af bloggen Madbanditten.dk

Håndhakkede mandler

Min barndoms jul er lig med min farmors vaniljekranse med gode vaniljestænger og smør. Skulle det være ekstra godt, blandede hun hakkede mandler i dejen. En håndfuld mandler blancheres og hakkes meget fint i hånden, ikke i en maskine. Man kan smage omsorgen i håndhakkede mandler.
Nana Frolov Christensen, kogebogsforfatter og vinder af 1. sæson af ”Den store bagedyst”.

LÆS OGSÅ: 6 nye bud på julekonfekt

Prøv et nyt konfektkoncept

Byt den klassiske marcipankonfekt ud med hjemmelavede bountybarer, som med garanti bliver julens søde hit hos venner og familie.

Så simpelt gør du det: Bland en dåse kondenseret mælk med 300 gram kokosmel i en skål. Form blandingen til små brød, og stil dem på køl på en tallerken. Efter en times tid er de klar tilat blive overtrukket med smeltet (tempereret) chokolade. Lad chokoladen størkne, og nyd.
Anne Moltke Hansen, ansat hos ChokoladeCompagniet og blogger på Anneauchocolat.dk