Morgenmad med Fallulah
Foto: Andreas Houmann Fallulah, 30, er aktuel med albummet Perfect Tense. Her med brunch på veganer-favoritten Simple Raw på Gråbrødretorv i København. Burgeren skulle også være virkelig god, siger hun.

Fallulah: "Jeg har været på utallige slankekure igennem min ungdom, og det fucker ens system op"

Sangerinden og veganerenMaria Apetri spiser helstmexicansk morgenmad i L.A.eller Austin. Når hun er hjemme på Østerbro, tømmer hun frugtkurven i slowjuiceren.

Godmorgen. Eller godmiddag, klokken er 11.30 ...
- Det kan sagtens være godmorgen for mig. Jeg har altid været mega B-menneske. Jeg er dog blevet lidt bedre til at gå tidligt i seng. Nu er klokken et frem for tre, efter min kæreste Thomas og jeg har fået en hund, der skal ud om morgenen. Hun hedder Maggie Smith, efter den engelske skuespillerinde, og er en ruhåret foxterrier.

Og efter hundeluftning kommer morgenmad?
- Jeg er veganer, så når jeg har god tid, laver jeg grød på ris- eller mandelmælk med banan og chiafrø. Eller kører det frugt og grønt, jeg har, ned i slowjuiceren. På travle dage spiser jeg rugbrød med peanutbutter.

Hvorfor blev du veganer?
- Jeg stoppede med at spise svin og ko, da jeg startede i gymnasiet. Jeg var ikke vild med konsistensen. For seks år siden læste jeg Jonathan Safran Foers Om at spise dyr, og der mistede jeg lysten til kylling. Siden fisk. For to år siden lavede jeg en klassisk januar-detox, hvor jeg i 10 dage kun spiste raw food. Jeg fik det så godt, fik en god fordøjelse og pæn hud og blev mere frisk. Det var mad, der passede til min krop, så det er jeg blevet ved med at spise.

Bedste sted i verden at få veganer-morgenmad?
- Jeg tager til L.A. om en uge, hvor jeg skal skrive musik og holde møder, og der elsker jeg at komme på Café Gratitude. De har et fjollet, men også lidt sødt koncept. Retterne hedder fx 'Beautiful' og 'Grateful', og når du bestiller, skal du sige: "I am ... beautiful." Deres tacos med svampe, kokosflager, vegansk sour cream og frisk koriander er virkelig lækre. Og rosenlimonaden.

Føler du aldrig, at du mangler kød på tallerkenen?
- Nej, for som veganer spiser du til gengæld en større mængde end folk, der spiser kød. Det er ikke noget med at begrænse sig. Jeg har været på utallige slankekure igennem min ungdom, og det fucker ens system op og ødelægger kroppens naturlige måde at behandle mad på. Det er jo ikke meningen, at man skal gå og være sulten.

Hvis du nu ikke skulle til L.A., hvor ville du så rejse hen?
- Til Austin i Texas. Jeg har spillet der to gange til South by Southwest-festivalen (årlig international musik-, film- og interaktiv-festival, red.). Byens slogan er 'Keep Austin Weird'. De har den vildeste food truck-kultur med masser af tex mex og frozen margaritas og en flagermusbro, hvor flagermusene hver aften flyver henover i vilde formationer.

LÆS OGSÅ: Uffe Elbæk: "Man skal turde opsøge heldet"

LÆS OGSÅ: "Giv mig dog for pokker lov til at være middelmådig"

LÆS OGSÅ: "Du ved, at du overlever - du ved bare ikke hvordan"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview