Fanø
SPONSORERET indhold

Sommer i Danmark? Derfor skal du holde ferie på Fanø

Når Marie-Louise får lokket sine døtre, Ida og Clara, med på Fanø, står der gerne vegetarretter på menuen, men hun har svært ved at komme hjem fra et besøg i Nordby uden at svinge forbi Rudbecks Ost & Deli efter den fabelagtige Sønderho Burger.

Af: Marie–Louise Truelsen Foto: Privat
27. jul. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

OBS: Denne artikel er skrevet før coronavirus, og det anbefales derfor at tjekke hjemmesiderne for de enkelte restauranter, butikker mv. for at blive klogere på åbningstider, priser osv. Hold dig i øvrigt løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger.

Derfor skal du holde ferie på Fanø

Fordi du næsten fysisk kan mærke, hvordan blodtrykket falder, når du tager færgen over til denne lille perle af en ø. Her er fred, natur, smukke huse, dejlig mad, skønne mennesker, et rigt dyreliv – efter
min mening alt, hvad der skal til for at holde en ferie i zen. Fanø ligger lige midt i Nationalpark Vadehavet, som i 2014 blev optaget på UNESCO’s verdensarv-liste.

Fanø Sild på Kellers
Marie-Louise spiser altid dagens sild til frokost på Kellers Badehotel og Spisehus, når hun er på ferie på Fanø.

Her skal du spise

Kellers Badehotel og Spisehus ligger ved Fanø Bad, og her kan hele kortet anbefales. Både til frokost og aftensmad. Personligt spiser jeg altid dagens sild til frokost – uhm.

Rudbecks Ost & Deli ligger i Nordby, og også her er alle råvarer i top. Stedet blev for nylig overtaget af de oprindelige ejeres to døtre og den enes mand, og der er sket forandringer både i indretningen og på spise-kortet. Min favorit er dog stadig Sønderho Burgeren, som er uovertruffen.

I Sønderho er Fajancen også blevet overtaget af næste generation, og ud over lækker mad og super skøn indretning byder restauranten jævnligt på dejlige musikarrangementer.

Fanø_Malou-med-drink.jpg

Her skal du shoppe

Besøg butik Salt på hovedgaden i Nordby. Har lækre mærker som bl.a. Rabens Saloner og Mads Nørgaard, mange fine accessories samt lækkert boligtilbehør.

I samme gade finder du Kollektionshuset Lene Vemb, som opkøber kollektionsprøver og rester af skønne mærker som Julie Fagerholt Heartmade, Karen by Simonsen og PBO. Alt sælges til meget lave priser, og personligt går jeg amok i Heartmade, hver gang jeg er på øen.

LÆS OGSÅ: Denne ferieperle har én af Danmarks bedste badestrande

Slagter Christiansen i Nordby er lige nu nomineret til titlen som Danmarks bedste slagter. Ud over kød sælges en lang række lækre specialiteter, og som noget relativt nyt er der også kommet en flot
saftafdeling, hvor du kan få friskpressede juicer i alle afskygninger. Køen er altid lang, men det er værd at vente.

I Sønderho må du ikke gå glip af Steens Grønttorv lige ved indkørslen til byen. Her sælger Steen lækre, friske grøntsager, frugter og krydderurter – meget af egen avl. Du kan også finde forskellige lækre specialiteter på glas og flasker, bl.a. Fanø Lynghonning, som er den bedste honning i verden.

Fanø_Stranden3.jpg

Det skal du opleve

For enden af Sønderho Strandvej kan du parkere bilen på stranden og gå de små to kilometer ud til Galgerev, hvor flere hundrede sæler holder til. Turen kan gås fra cirka to timer før lavvande til to timer efter, tjek højvandskalenderen på nettet. Hvis du vil høre om Vadehavet og dyrelivet undervejs, er der også guidede ture ud til sælerne.

Sønderho Mølle, Fanø Kunstmuseum og Sønderho Kirke er et besøg værd. I kirken hænger en masse smukke skibsmodeller under loftet, og stemningen i kirken er helt speciel.

Nyd solnedgangen oppe fra Sønderhos højeste punkt, hvor man i 2011 genopførte Æ Kåver, som er en kopi af Danmarks ældste sømærke. Det oprindelige sømærke væltede i en storm i 1935, men nu er Æ Kåver igen byens vartegn sammen med møllen.

Fanø_Sønderhodag-2018-2.jpg

Er du på Fanø tredje søndag i juli, skal Sønderhodag opleves. Der er optog i egnsdragter, musik og dans ved møllen. Festen varer til den lyse morgen.

LÆS OGSÅ: På jagt efter Danmarks smukkeste badestrand? Vi tror, vi har fundet den

Har du børn med, er Fanø Skovlegeplads i Fanø Klitplantage stedet at tage hen. Her er sjove og fysisk udfordrende legeredskaber skabt i træ og andre naturlige materialer, og der er mulighed for at grille i et stort overdækket grillhus.

Fanø_Hønen.jpg

Her finder du øens bedste udsigt

Efter min mening er der ikke noget smukkere end udsigten over Hønen – Fanøs sydspids – fra diget ved Sønderho Kro. På alle årstider og på alle tider af døgnet er det et betagende og meditativt syn, der giver fuldstændig ro i sjælen.

Anbefalet til dig