Indretning
SPONSORERET indhold

Farverig & legende bolig

De kraftige farver og rene linjer i denne bolig gør ejeren Kamma Wolff Christensen glad.

Foto: Anja Overholdt & Anitta Behrendt
12. mar. 2016 | Bolig | BoligLiv

Hvorfor valgte I denne bolig?
Vi ville bo i midtbyen og gerne Øgadekvarteret, da der er en fed hippiementalitet med sammenhold, aktiviteter for børn, åbenhed og fællesskab. Lejligheden skulle være mindst 150 kvadratmeter stor og med fem værelser, da vi har tre børn. Og derudover skulle den være til at betale.

Beskriv din stil:
Den er enkel med enkelte pudsige detaljer, der afspejler min personlighed. Stilren, men farverig og med en blanding af nye kvalitetsting og gammelt. Indretningen er simpel med lette og lyse møbler pga. lidt plads.

Hvorfor bor du netop sådan?
Jeg kan godt lide rene flader og hader rod. De kraftige farver og rene linjer gør mig glad. Jeg bryder mig ikke om en indretning, hvor alt er sort og hvidt, og hvor alle møbler er af samme mærke. Jeg foretrækker et miks af skandinaviske mærker, hvoraf hver enkelt ting eller møbel er nøje udvalgt. Tingen skal ikke bare passe til de møbler, jeg har i forvejen, den skal snarere være noget, jeg bare må eje, fordi den vækker noget i mig – jeg skal blive glad hver dag af at kigge på den!

Hvordan fungerer stilen for dig?
Da mine indkøb er velovervejede, fungerer den godt. Fordi møblerne overvejende er enkle og stilrene, er det nemt at fylde på med farverige puder, vaser og lignende nipsting, der nemt kan skiftes ud.

Hvad er vigtigst for dig i boligen?
At mit hjem er funktionelt uden ting, der er grimme og forstyrrer mit øje. At der er gang i farverne, da farver gør mig glad. Jeg elsker friske blomster og planter i kraftige farver op ad det hvide.

Hvad er din yndlingsting?
Jeg elsker min Hay-sofa og mit spisebord fra Designer Zoo. Ligeledes er jeg vild med Klipklap-madrassen, som er blevet brugt til mange sjove lege med ungerne. Og så er der mine karlekammerskabe, som jeg har malet i kraftige farver for at give børneværelserne liv.

Hvad er dit yndlingssted i boligen?
Min stue, som jeg elsker – og altanen, hvor jeg kan sidde med en kop kaffe og nyde udsigten.

Hvordan var dit barndomshjem indrettet?
Det var en rigtig 70’er hybel med tunge genstande i blomstermønstre og farver. Da jeg besøgte Den Gamle By forleden – i den nyere del fra 60’erne og 70’erne – tænkte jeg straks: Wow, det er jo lige det hjem,
jeg voksede op i!

Hvad inspirerer dig?
Alle de nyeste trends inden for mode og design. Jeg kan lide at følge med i, hvad der rører sig inden for indretning, og at tilføje nye genstande, der lige giver mit hjem et friskt pust.

Hvad er dit seneste køb?
En barstol fra Hay Outlet til 199 kr.

Hvad bliver dit næste køb?
En lækker lampe til at hænge over mit sofabord. Jeg har set en fin håndlavet keramisk lampe, som jeg lige skal spare op til …


På den hvidmalede murstensvæg hænger hylder fra Ikea fyldt med bøger i alle farver. Spisebordet er et af favoritmøblerne. Det er fra Designer Zoo.

Kamma elsker friske blomster – og sin sofa fra Hay. Hun går op i god kvalitet, der er funktionelt, lækkert og sjovt. Tingene er udvalgt med omhu, så de skal ikke lige udskiftes, og Kamma knytter sig til dem. Eames-gyngestolen fås hos Paustian.

En gul bakke fra Hay står på de fine bønneborde fra Designer Zoo.

Altanen er et af yndlingsstederne i lejligheden.

I køkkendelen af alrummet er det farven gul, der lyser op. Barstolen er fra Hay.

Madrassen fra Klipklap er genial til leg med børn og ser helt cool ud, når den er foldet sammen og sat på plads som her.

Gamle skabe kan man altid give nyt liv med maling, derfor er skabet på børneværelset et af Kammas favoritmøbler.

Selv i soveværelset er der knald på farverne. Den smukke tremmestol fra Hay.

► SE OGSÅ: Et rum to indretninger
► SE OGSÅ:
Lejlighed med ideer: Rå og modig indretning
► SE OGSÅ: Taglejlighed på Nørrebro: Med udsigt til byens tage