Felix Smith
SPONSORERET indhold

Felix Smith: "Jeg er mest stolt af, at jeg har været i stand til at leve af at være mig"

Tv-vært Felix Smith om at køre i firhjulstrækker gennem ørkenen, om at følge sine mors råd, og om at elske kvinder for deres direkthed.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Lotta Lemche/TV2
07. apr. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er du mest stolt af i dit liv?
– Jeg er mest stolt af, at jeg har været i stand til at leve af at være mig. Jeg skal ikke spille en rolle eller udfylde en rolle. Jeg bliver betalt for bare at være mig. Det er altså verdens bedste og nemmeste job.

 Jeg bryder mig ikke om, når...
– Folk ikke taler pænt til hinanden. Jeg kan bedst lide en verden, hvor vi alle taler pænt og lytter til hinanden. Og så kan jeg ikke lide, når det ikke sner om vinteren. Det har været dårlig vinter i mange år. Kan vi ikke kalde det noget andet? Måske for-forår eller præ-forår...

Hvad vil overraske andre at vide om dig?
– Jeg vinterbader to gange om ugen. Det har jeg gjort hele vinteren, siden vandet blev koldt i oktober. Jeg var faktisk ude at bade i Øresund klokken ni om aftenen forleden, hvor bølgerne var høje, og der var let snevejr. Dér følte jeg alligevel, at det var vinter.

LÆS OGSÅ: Laus Høybye: "Jeg er ret god til at rumme folks særheder og dårlige valg"

Hvad er du mest bange for?
– Jeg er bange for, at der sker noget med mine børn. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end hvis mine børn døde eller blev syge. Men det er ikke noget, jeg normalt går og tænker over.

Hvad har du lært af ­kvinderne i dit liv?
– Jeg har lært at være mere social. Kvinder har en bedre social evne end mænd. Men jeg har også lært utrolig meget om ting, jeg ikke vidste, jeg skulle vide noget om som eksempelvis mode, hårprodukter, sko og cremer... Det havde jeg aldrig lært, hvis ikke det havde været for kvinderne i mit liv.

Hvis du skulle skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?
– Uh, det er et svært spørgsmål... Hvis jeg døde nu som 41-årig, ville jeg nok skrive noget med, at jeg var en god far og en god ven... eller nej, der skal stå: "Han elskede ­verden".

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Min bagage har lært mig at være en bedre forælder

Hvad er dit bedste råd din mor har givet dig?
– At man skal opføre sig ordentligt og respektere alle mennesker. Det er vigtigt at have gode manerer, give folk hånden og se dem i øjnene, når man taler med dem, og udvise interesse for alle slags mennesker. Min far er lidt mere eventyrlysten, så han sagde, at jeg skulle gøre lige, hvad jeg ville, mens min mor sagde, at jeg skulle gøre, hvad jeg ville, så længe jeg behandlede andre ordentligt.

Hvilket karaktertræk ­misunder du kvinder for at besidde?
– I, kvinder, er meget dygtigere til at finde hinanden og tale med andre kvinder, I ikke har mødt før. For os mænd tager det længere tid, og der skal nogle helt andre mekanismer i gang. Og så har I også en evne til at få tingene sagt. Fortælle, hvordan I har det, og hvad I synes om ting. Det gør det nemmere at finde ud af, hvordan I har det, når I siger det. Jeg synes egentlig, jeg er okay til at omgås kvinder. Jeg ved godt, hvad man skal: Man skal lytte, stille spørgsmål og virke interesseret... ej, ha ha. Verden ­ville ikke være den samme uden kvinder.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: Jeg misunder mænd for at have denne evne

Hvad er din næste drøm?
– Min næste drøm er at køre fra Dubai til Qatar i firehjulstrækker med min gode ven Peter. Vi skal krydse en ørken og se sand. Se, hvad der dukker op undervejs, have det varmt undervejs og blive tørstige. Det håber jeg virkelig kommer til at ske, for det er gammel drøm, vi har talt om i mange år. 

Anbefalet til dig