"Det var først, da jeg var taget hjem, at vi indså, at vi savnede hinanden"

At et tilfældigt rendezvous med en flot australsk surfer i 2013 skulle ende med permanent visum, hus i en forstad til Sydney og en lille søn, havde danske Nina Jensen ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig. Hun havde både kæreste, et godt studiejob og en stor vennekreds, inden hun tog på kombineret rundrejse og udveksling i Australien. Men alt ændrede sig en vild aften i byen med jura-veninderne i legendariske Bondi Beach.

– Vi havde en rigtig god aften og havde fået lidt at drikke og var på en eller anden måde endt hver for sig. Da jeg var lidt af en festryger på det tidspunkt, så jeg mig om efter en, jeg kunne “låne” en smøg af og endte foran Caleb, som jeg hurtigt faldt i snak med. Han var virkelig sjov og meget nede på jorden, hvilket gjorde, at jeg var meget afslappet i hans selskab. Og så var han meget anderledes, end de danske fyre jeg kendte. Som bonus var han heller ikke grim at se på! Vi dansede lidt og delte en pizza, og det var det, fortæller Nina om deres første møde.

På det tidspunkt var der under to måneder tilbage af Ninas udvekslingsophold, som indtil nu havde været mere rundrejse og fornøjelse end culpa og force majeure, så hun var ikke på udkig efter en kæreste. Alligevel hang de ud et par gange. Blandt andet inviterede Caleb hende med ned af kysten, hvor han hver weekend tog til for at surfe.

– Det var fedt at se noget andet end Sydney, og der var simpelthen så smukt dernede. Det ville være et dejligt sted at bo, kan jeg huske, at jeg tænkte. Det var der, Caleb var vokset op og altid havde boet. Den dag, vi mødtes, var faktisk dagen, han var flyttet til Sydney, og første gang han var ude, fortæller hun.

I dag bor de sammen i Calebs barndomsby, Thirroul, tæt på hans familie. Men parrets veje skulle skilles, før det gik op for dem, at de ikke kunne undvære være hinanden. Flirten endte nemlig brat, da Nina rejste hjem til Danmark.

Fra fælles telt til fælles bopæl

Efter et halvt år med oplevelser, fester og fart på var det svært for Nina at omstille sig til den danske hverdag med ensformige uger og forelæsninger på universitetet.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Det er den rejse, Timm og jeg aldrig er færdige med at tale om"

– Det var lidt kedeligt at komme hjem til Danmark igen. Det var, som om intet føltes rigtig. Derfor besluttede jeg mig for at købe en returbillet til Australien blot to måneder efter, jeg var kommet hjem. Jeg havde bare ikke fået nok, og der var så meget mere, jeg ville se. Derudover havde Caleb og jeg holdt kontakten, og vi var begyndt at skrive sammen hver dag. Det var først, da jeg var taget hjem, at vi indså, at vi savnede hinanden, og vi ville begge gerne udforske, hvad det kunne blive til. Jeg skulle lige gøre mit semester færdigt, men så ville jeg af sted. I hele perioden op til arbejdede jeg meget for at spare penge sammen til turen, og i mit hoved var jeg allerede tilbage i Sydney.

– Mine venner syntes i første omgang, det var fedt for mig, men tror ikke, nogen af dem havde regnet med, jeg ikke ville komme tilbage igen. Ingen og heller ikke jeg selv vidste, det var den store kærlighed på det tidspunkt. Min familie syntes, det var lidt mærkeligt, jeg skulle tilbage igen allerede, og de stillede mange spørgsmål. Der var rigtig mange, der løftede øjenbryn over min beslutning om at droppe det hele og tage tilbage, men jeg følte bare ikke, jeg var færdig med Caleb og Australien. Jeg er rigtig taknemmelig for, at jeg tog chancen og forfulgte kærligheden dengang.

Da semesteret var afsluttet, hoppede Nina ombord på en flyver med kurs mod Sydney og tog direkte fra lufthavnen til julefejring med Calebs familie, som hun aldrig før havde mødt.

– Det var så mærkeligt i starten. Få dage efter havde vi billetter til en stor festival i Byron Bay, hvor vi delte telt sammen i fire dage, så vi fik hurtigt lært hinanden bedre at kende. Efter turen endte jeg med at blive hos Caleb, det var lidt skørt, for jeg flyttede direkte ind hos ham uden rigtig at kende ham, men det føltes helt naturligt, og vi blev kun mere og mere glade for hinanden. Og jeg blev også mere og mere glad for Australien.

Så glad, at Nina et halvt år senere besluttede at blive og færdiggøre sin kandidat i jura fra Australien.

Ny vennekreds

Siden 2013 har Nina haft enkelte svipture til Danmark et par gange om året, men afsavnet til venner og familie har til tider været svært at håndtere.

– I starten havde jeg mega fomo (fear of missing out, red.), når mine veninder lavede noget derhjemme. Men med tiden blev det nemmere og nemmere. Selvom jeg stadig indimellem er ærgerlig over de venner, jeg har mistet, og de vigtige milepæle i mine venners liv, som jeg er gået glip af. Det er jo nemt at holde kontakten i disse dage med Viber, Facetime osv., men tidsforskellen gør det svært, fordi vi alle har travlt, og det er svært at fange hinanden på et godt tidspunkt. Når man ikke taler sammen regelmæssigt, så er der bare nogle venner, man mister kontakten med. Det går mig ikke så meget på længere, som det gjorde før i tiden. Heldigvis er der nogle veninder, der bare hænger ved, og som jeg ser hver gang, jeg er hjemme. Det er også svært ikke at kunne være hjemme til min families fødselsdage og jul. Jul er bare ikke det samme andre steder. Den sværeste periode var nok, da min far fik kræft og gik igennem kemobehandling, og jeg ikke kunne tage med ham på hospitalet. Han er heldigvis helt rask nu.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachmann: "Sidste sommer kendte vi ikke hinanden. Det hele er gået meget hurtigt"

Med årene har Nina også fundet nogle gode, tætte veninder i Australien, men det tog sin tid.

– Vi bor i en lille kystby, hvor de fleste er vokset op sammen og har kendt hinanden hele livet, så alle har allerede deres små kliker. Det er noget helt andet det der med at finde nye venner, når man er voksen og faktisk lidt svært – det var det i hvert fald for mig. Alle mine veninder hjemme i Danmark havde jeg spillet håndbold, gået i skole eller arbejdet med, så de venskaber formede sig helt naturligt. Hernede har jeg virkelig skullet arbejde hårdt på at finde nogle piger, som jeg følte, jeg havde noget tilfælles med. Det tog nogle år, men det lykkedes. Nogle af mine bedste veninder er de piger, som jeg arbejder sammen med. De har været nede og besøge mig flere gange, efter jeg har fået Harry, og jeg savner dem rigtig meget nu, hvor jeg ikke ser dem hver dag, mens jeg er på barsel. Derudover føles Calebs familie også som min familie nu. De har været så skønne helt fra starten af, siger Nina og får dermed afsløret, at hun og Caleb for nyligt er blevet forældre til lille Harry.

Et godt match

Efter at have boet sammen i knap et år søgte parret om partnervisum. En dyr affære, som kostede i omegnen af 30.000 kr.

– Egentlig var det en ret vild beslutning, vi havde trods alt kun levet sammen i lidt under et år. Men da jeg fik mit partnervisum, tror jeg, det gik op for os, hvor alvorligt det var mellem os – at vi var meget forelskede. Caleb har det største hjerte, og så er han den bedste og mest omsorgsfulde far til Harry. Vi har lært meget af hinanden, og jeg tror først, vi er blevet et rigtig godt match de sidste par år. Men alt har altid føltes så naturligt mellem os, og vi bliver rigtig hurtigt enige om de store og vigtige ting i livet. Vi blev lynhurtigt enige om Harrys navn neget tidligt i min graviditet, fortæller Nina.

De sidste seks år har hun levet som udlandsdansker, og en af de ting, hun sætter særligt pris på ved sit australske tilflugtssted, er den smukke natur og den tilbagelænede tilværelse.

– Min hverdag i Australien er meget simpel og afslappet i forhold til, hvad den var i Danmark. Jeg var selvfølgelig også yngre, men jeg havde meget travlt altid og ville gerne det hele. Havde travlt med studiet og havde flere jobs ved siden af. Samtidig havde jeg så mange forskellige grupper af veninder, som jeg så. Så jeg var aldrig rigtig alene. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være alene. Jeg skulle altid lave noget med nogen. Her i Australien hviler jeg meget mere i mig selv, og jeg nyder min tid alene. Jeg føler ikke noget pres om at deltage i alting, og da min omgangskreds også er meget mindre, gør det også alting nemmere. Jeg lever meget mere minimalistisk og tror, det er Calebs fortjeneste. Nu er jeg blevet mor og har ikke rigtig alenetid mere, men har det fint med ikke at gå ud og føler aldrig, jeg går glip af noget. Jeg elsker at tilbringe tid med min lille familie.

– Det føles så fantastisk at blive en familie – jeg kan dårligt huske, hvordan mit liv var uden Harry. Caleb og jeg er også blevet endnu tættere, og det er vildt, at vi nu deler den her lille dreng, der er halvt Caleb og halvt mig. Jeg føler mig endnu mere knyttet til Australien, fordi jeg virkelig sætter stor pris på, hvor vi bor med fantastiske strande og den smukkeste natur. Jeg er glad for, at Harry kommer til at vokse op her. Jeg har dog et håb om, at vi kan tage til Danmark for en stund, så han også kan prøve at bo i mit hjemland. Jeg taler dansk til ham hver dag, så forhåbentlig bliver han tosproget og får lyst til at udforske sit ophav i lille, dejlige Danmark på et tidspunkt.