Anne Sofie Allarp
Foto: Flemming Gernyx Anne Sofie Allarp

Bryd tavsheden om hverdagssexisme

KLUMME: Bør kvinder acceptere såkaldt "hverdagssexisme"? Ikke ifølge forfatter Anne Sofie Allarp, som fremover her vil skrive klummer om aktuelle emner og kvindeliv.

Det føles næsten skamfuldt at skrive om The Everyday Sexism Project, som på bare et år er blevet et verdensomspændende internetfænomen (og netop er startet op i Danmark, red.).

For projektet sætter sexismen på dagsordenen kulturelt gennem dagligdagshistorier fortalt af foreløbig titusinder af almindelige kvinder verden over, og derfor kommer jeg naturligvis ikke uden om mine egne erfaringer.

Og den er ikke let, turen tilbage i hukommelsen til de urimeligt mange øjeblikke, hvor kontakten med et andet menneske har været grænseoverskridende og sårende. Jeg taler sjældent om dem og har aldrig gjort det offentligt. Det er som om krænkerens fladpandede stupiditet smitter af i grumsede klatter af fysisk ubehag, som siden flyder ud i de skeptiske, vurderende miner blandt dem, man måtte finde på at betro sig til.

"Opdigtet af onde feminister"

Og lysten til at lukke op fremmes da heller ikke af kommentarerne under nogle af de indlæg om hverdagssexisme, som har været bragt i dagspressen denne sommer.

Projektets virkelige dagsorden er at skabe had mod mænd, mener en læser. En anden foreslår, at alle historierne fra det virkelige liv er opdigtede af onde feminister. En tredje siger, at det er en integreret del af en koncertoplevelse at blive befamlet på bagdelen. En fjerde fastslår, at "det ligger i kvinders socialisering, at de må konfrontere ubehageligheder".

Til gengæld bliver eksistensberettigelsen af The Everyday Sexism Project og behovet for at få historierne frem i lyset næppe tydeligere.

Mødte en blotter som barn

Første episode var en blotter. Det generede ham ikke, at vi bare var børn på vej hjem fra skole. Det var formentlig pointen.

Senere, da jeg var blevet en ung kvinde, kom andre blottere, tilråbene på gaden ofte fra grupper af mænd, de grove, perverterede og typisk meget eksplicitte henvendelser og de uautoriserede befølinger, som altid ødelagde dagen eller aftenen totalt.

Fælles for disse handlinger og ytringer var, at de ikke havde til hensigt at etablere en positiv kontakt. De var og er demonstrationer af dominans gennem ensidige, grove overskridelser af almindelige, civiliserede adfærdskoder.

LÆS OGSÅ: Kæmper vi kvinder samme kamp?

Fra lummerheder til en hånd bagi

Dengang var jeg lysår fra at forsøge at håndhæve min ret til at være ung under ligeværdige forhold. I stedet undgik jeg steder, hvor det var mange berusede mænd samlet, og hvor min erfaring sagde, at højrøstede lummerheder og eventuelt en hånd bagi måtte påregnes.

De fleste diskoteker, festivaler og koncerter røg på den konto.

Jeg vekslede mellem at ignorere det og svare igen. Ved en enkelt lejlighed slog jeg luften ud af en svensker, som benyttede julevrimlen på Strøget til at stikke en hånd ind mellem mine ben. Og så startede selvransagelsen. Det er ikke kun i fremmede kulturer, at der eksisterer en norm om, at kvinden med sin fremtoning fritager manden for i hvert fald en del af ansvaret for sin opførsel.

På et tidspunkt førte jeg journal over, hvad jeg havde på af tøj og makeup, når adfærden manifesterede sig. Desværre fandt jeg ikke noget mønster, det kunne ellers have været rart, måske var jeg blevet millionær. Jeg stoppede journalføringen, da jeg en aften ved 9-tiden på vej hjem om søerne i København efter en tolv kilometers løbetur, højrød i hovedet og iført hestehale og anorak, måtte spæne fra en mand, der med lansen ude af bukserne brølede, at han ville ejakulere ud over min bagdel.

Trods omstændighedernes abeagtige banalitet, så blev hver af de hundreder af episoder et bidrag til en utryg og degraderende fortælling om at træde ud i livet som ung kvinde.

Jeg accepterede den naturligvis ikke, fortællingen. Kæmpede imod den, fandt gode mennesker, inspirerende sammenhænge og ikke mindst skønne mænd, der opførte sig ordentligt, kærligt og humoristisk.

Men den hverdagssexistiske fortælling er ikke sådan at ryste af sig, og den følger mig stadig, gemt i skyggerne af min tilværelse, glimtvis insisterende, underminerende, begrænsende, oprørende, og desværre alt for socialiserende.

Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp er jurist, foredragsholder, skribent og forfatter til to anmelderroste spændingsromaner. Hun har desuden været ansvarlig for internationale relationer for Socialdemokraterne.

Hun har rejst i store dele af verden og boet på fire forskellige kontinenter, og skriver her om liv, samfund og kultur i det nære og fjerne.

Hun bor til daglig i centrum af Madrid med sin mand og to børn. Læs mere på annesofieallarp.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund og Sexisme