Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mænd skal ikke styre min økonomi
Foto: Carsten Bundgaard

Mænd skal ikke styre min økonomi

Fingrene væk fra min pengepung, mand!

En ting er, at kvinder konstant hører fra mænd, hvordan de skal leve deres liv - en anden ting er, når kvinder fortæller kvinder, at det er hjernedødt at bruge så mange penge på en taske.

Af Stephanie Caruana

KLUMME: Hvad er det med kvinder og penge, egentlig? Så er det for galt, at vi ikke interesserer os nok for dem. Så er det for galt, at vi gerne vil have flere,  f.eks. i form af ligeløn. Så er det for galt, hvis vi tjener så meget, at vi kan vælge at bruge dem på en taske til 25.000 kroner.  Først bruges krudt på at sige, at sådan gør kvinder ikke. Så bruges krudtet på de få kvinder, der faktisk gør det. De mest forargede? Andre kvinder.

Det er grotesk at bruge hårdt tilkæmpet ytringsfrihed, stemmeret og taletid på at nedgøre andre kvinders valg, fordi man selv ville have prioriteret anderledes.

Hør her: En kvinde, der tjener sine egne penge og betaler sin skat, må bruge dem, som hun vil. Også hvis hun navigerer i en verden, hvor statussymboler er adgang til magten. Man skal jo have en fod indenfor, før man kan bevise sit værd. Det gælder både mænd og kvinder. 

Alligevel er kvinder tildelt rollen som dem, der skal spæge sig selv og være asketiske for deres egen og klodens skyld. Vorherrebevares. Selv er jeg for flad og nærig til at lægge så meget for en taske. Eller et af de Rolex-ure, som mænd køber, uden nogen går i selvsving.  

Men penge trigger noget følelsesmæssigt i folk. Også i mig. For eksempel reagerede jeg nok for skarpt, da en ung kollega luftede sin forargelse over et investeringsmøde for kvinder i banken. Her havde en mandlig (naturligvis!) rådgiver opfordret de indbudte til at tage hånd om egne penge, inden de måske blev skilt. Det, mente hun, var en fordom. Og der mente jeg, at hun var fandens naiv.

Altså, jeg håber, at hendes generation gør det til en fordom. Jeg ved bare, at utroligt mange kvinder i min generation (fyrre og opefter), får en økonomisk lussing, hvis/når de bliver skilt. Jeg ser det igen og igen, og det er også min historie. Jeg gik ud af mit ægteskab med stor gæld. 

 

Man kører fællesøkonomi, man sætter ikke til side til egen pension under barslen (som man tager hovedparten af, fordi han tjener mest), og man gider ikke sætte sig ind i de tørre breve fra banken, men lader ham nørde med det. Fordi man hellere vil sjovere ting. Og så vågner man op, når man skal klare sig selv, uden en opsparing, uden muligheden for at læne sig op af en anden. Og det er noget lort, men man kan faktisk godt.

Mit forhold til penge er ikke problematisk. Jeg har bare ikke særligt mange. Jeg betaler mine regninger, lever for resten. Investerer, når jeg kan. Skruer helt ned, når jeg ingen penge har. Og kan ikke holde mig selv ud, når jeg køber pizza margherita, fordi jeg har skinke derhjemme, og så sparer jeg jo den femmer. Som om det gør nogen forskel.

Jeg hader de måneder, hvor jeg ikke engang kan være generøs i det små. Jeg må kunne trække vejret og slå ud med en arm, bare lidt. Min kære eks var altid bekymret for, om pengene rakte; jeg mente altid, at vi jo bare kunne sælge det hus og flytte i noget mindre, hvis det var så stramt, som han sagde. 

Jeg er typen, der overvejer at sige til min bank, at mine udgifter til barer og restauranter blot er en investering i at få en husstand med to indkomster igen. Som i øvrigt er det, en bank regner som det eneste rigtige.

Min næste mand skal helst være lidt mindre på røven end jeg, men hvis han er, så skidt. Jeg har i mellemtiden datet en, der siden fortalte mig, at han blev nervøs på min økonomis vegne med det freelanceliv, jeg har. Sådan at skrive på café og ikke på biblioteket med en termokande hjemmefra, hvilket fråds! I hans optik svarede det omtrent til at bruge 25.000 på en taske. Så rigidt kan jeg simpelthen ikke leve mit liv, jeg ville føle mig så fattig. Og i øvrigt? Min skrivekaffe trækker jeg jo fra. 

Ingen mand skal nogensinde fortælle mig, hvordan jeg skal bruge mine gysser, heller ikke, hvis vi en gang flytter sammen. Penge er dejlige. Mænd er dejlige. Men ærligt talt - man kan klare sig med meget lidt, hvis man skal.

Jeg knokler, uanset om jeg er i job eller ej. Prøver at stable så mange honorarer sammen, som jeg kan. Siger ja til opgaver, til mennesker, til mig selv. Nogle gange må man simpelthen investere, ikke sidde på guldet og på røven, men sætte noget på spil, sætte sig selv i spil, være synlig. Ellers sker der jo aldrig noget. 

Når man giver noget, får man så meget mere igen. Og overskud, det er noget, vi deler. Jeg giver en omgang, hvis du giver to.

Se, hvad vi ellers skriver om: Stephanie Caruana, Klumme og Forbrug