Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Indretning badeværelse
Foto: Tia Borgsmidt

Før & efter: Fra 70'er rædsel til blå harmoni

Stylist Mette Helena Rasmussens blå badeværelse er et lysende eksempel på, at der er muligheder for selv de mest trøstesløse badeværelser.


HVEM: Mette Helena Rasmussen, 34, billedkunstner, boligstylist og indehaver af vintagetapet-butikken Retro Villa. Se mere på retrovilla.dk
HVAD: Forvandling af 70’er flisebadeværelse på ca. 7 m2
HVOR: I lejlighed på Amager i København

Håbløst 70’er helvede med handicaphåndtag og rollatorrampe. Sådan beskriver Mette Helena Rasmussen sit første indtryk af det blå badeværelse. ’Jeg tænkte, at istandsættelsen af det bad ville komme til at koste mig langt over hundredetusinde kroner’, fortæller Mette Helena. Men trods hendes store modstand på den tidligere ejers istandsættelser i 70’erne, strøg hun alligevel ikke straks i banken for at tigge sin rådgiver om et lån til at renovere badeværelset. Noget fik hende til at bremse op. ’Det var jo et funktionelt flisebadeværelse, som havde fungeret for den tidligere ejer, og jeg skammede mig lidt over, at jeg ikke bare kunne leve med det, som det var. Og egentlig ville jeg også meget hellere på rejser til Asien med mine børn end spendere en formue på badet,’ siger Mette Helena, der besluttede sig for at udfordre sig selv og forsøge at få det bedste ud af det.

For ganske få midler har hun skabt et personligt badeværelse i forskellige blålige toner med udgangspunkt i de oprindelige blå leopardprægede fliser. Væggene over fliserne tapetserede hun, og flisegulvet blev grundet og malet med alkydmaling. Brusenichen blev desuden opgraderet med sprossede vinduesrammer. ’Badeværelset er blevet mit blå helle og et af mine absolutte yndlingsrum! Og flere af mine gæster har afsløret, at de trækker tiden ved toiletbesøg, fordi de synes, det er en oplevelse af sidde derude,’ griner Mette Helena.

UDFORDRINGER
• Brunt flisegulv, der absolut ikke klædte de blå fliser
• Dårlig placering af håndvask
• Manglende opbevaring
• En løs bordplade lå på vaske- og tørremaskinerne
• Rummet var overhængt med tørresnore

LØSNINGER
• Det brune flisegulv blev vasket ned, slebet, grundet og malet med alkydmaling til fliser i farven ’Lys oxididblå’ nr. 85 fra Flügger.
• Rørene og fliserne bag maskinerne blev skjult af en væg bygget af 16 mm MDF- plader fra Silvan, og der blev samtidig bygget indbyggede hylder til toiletartikler og nips.
• En rund vask fra Ifö fik ny placering og blev nedfældet i en lang bordplade i ask, der går fra væg til væg.
• Over fliserne blev der tapetseret med et blåt Fiona tapet, designet af Helene Blanche fra Flügger


De gamle sprossede ruder lukker brusenichen inde og giver en parisisk stemning på det blå badeværelse. Bruseforhænget er fra Ikea, og messingstangen er fra Silvan. Flisegulvet malet med alkydmaling i farven ’Lys oxididblå’ nr. 85 fra Flügger. Håndklædet er fra Retrovilla, og spejlet er fra Gubi.


Smykkerne er håndlavede af Annemette Klitgaard fra The Clay Play og er en gave fra kunstneren. Den runde keramikbrik er fra Menu, og lavastenen er fra File Under Pop.


Et overfyldt badeværelse med et hæsligt miks af brune gulvfliser og blå vægge mødte Mette Helena, da hun overtog lejligheden.


På væggen hænger forskellige knager fra Retro Villa. Nettet med prikker er fra Moshi Moshi Mind.


De indbyggede hylder skjuler de mange vandrør og er samtidig en fin udstillingsplads til toiletartikler og nips. Hylder er bygget af 16 mm MDF fra Silvan, som efterfølgende er spartlet, slebet, grundet og malet med “Night Mist” nr. 59 fra Flügger. Bordpladen i ask er behandlet med hvid Trip Trap-olie for at kunne tåle at være i det fugtige miljø.


IDÉ
Skab stemning med glas
Over brusenichen er der monteret gamle sprossede vinduer i forskellige størrelser, der er fundet billigt på genbyg.dk. For at sikre luftcirkulation går de ikke helt op til loftet. De er malet hvide med et svagt blåt skær i farven ’Sne’ G01 fra Dyrup.


Over fliserne er der tapetseret med Fiona tapet fra Flügger, designet af Helene Blanche. Skabet fra Trævarefabrikkernes Udsalg har fået en rest fra bordpladen på toppen. Væglampen er et loppefund, der har fået nyt liv med en stor glødepære fra Silvan. Lampen på bordpladen er fra Marset og hedder Follow Me.

TIPS TIL BAD MAKEOVER
1. Er der meget af noget, så understreg det, og gør en dyd ud af det. Her har Mette Helena forstærket de blå nuancer i badeværelset ved at male fliserne på gulvet og tapetsere væggene.
2. Gå efter indbyggede opbevaringsløsninger.
3. Simple ting som en ny vask og nyt armatur kan ændre stilen, uden at det koster en formue.

► SE OGSÅ: Før & efter: Ny inspiration til dit badeværelse
► SE OGSÅ: Badeværelse: Luksus & hygge
► SE OGSÅ: Før & efter: Ny inspiration til dit badeværelse

Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning og Badeværelser