Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

For tynd til tv?
Foto: Viktor Nilsson

Lise Rønne om at være tynd

For tynd til tv?

Lise Rønne vender tilbage på skærmen som vært på DR's Aftenshowet. I den anledning bringer vi et stort interview med hende fra arkivet.Interviewet blev første gang bragt i foråret 2014. Det skorter ikke på nedsættende tillægsord, når Lise Rønne – eller rettere hendes krop – bliver debatteret i det offentlige rum. Her har man nemlig vedtaget, at hun er for tynd og en dårlig rollemodel for især unge piger. Men hvordan er det at have den "forkerte" krop til sit job? Vi har taget en snak med den Grand Prix-aktuelle tv-vært.

– Nu tager jeg – helt demonstrativt – en snegl, siger Lise Rønne og griner sit karakteristiske høje grin.

– Men det er altså KUN, fordi vi skal lave det her interview.

Vi har kapret et par bløde, bærfarvede stole ved det høje vinduesparti i DR Byens café. Efter overvejelse har hun indvilliget i at tage en snak om et kontroversielt emne. Nemlig det billede, som synes at klæbe til hende. Af den i manges øjne alt for tynde tv-vært, som vi har fulgt i flere sæsoner af X Factor, og som nu også skal stå ved roret, når det store DR-skib styrer Det Internationale Melodi Grand Prix sikkert i havn ved finalen 10. maj i B&W-hallerne på Refshaleøen i København. For hun har da vist et problem med sin krop, hende Lise Rønne – eller hvad?

"Tynd, tyndere tv-værtinde" skæmter Ekstra Bladet allerede i 2008 og skriver hende ind i "skærm-skeletternes klub", som også tæller "tændstikstynde" og "radmagre" kolleger som Camilla Ottesen og Andrea Elisabeth Rudolph. Og siden er den populære Lise Rønnes spinkle krop jævnligt blevet diskuteret i aviser og på de sociale medier.

Hun krøller benene op i skrædderstilling og læner sit nærvær ind over det lave cafebord, mens sneglen drysser i sprøde flager, hver gang hun snupper en bid af den.

– Hør her, jeg er 35, jeg er mor til to, jeg har været i denne branche i 15 år. Det er skørt, at det stadig er et emne, folk synes er relevant at diskutere i forbindelse med mig. Jeg synes jo ikke, at det burde være det, der var vigtigt. Fokus burde jo være på, at jeg er en dygtig tv-vært. For det er jeg. Jeg har altid gjort mig umage og gået professionelt til mit job. På den måde kan jeg godt undre mig over, at det er det, der skal fylde. At jeg er slank.

– Min erfaring er, at det oftest er kvinder, der fokuserer på det her. Det er næsten altid dem, der kommenterer på mit udseende. Og det nedslående, synes jeg, er, at det til tider foregår i en ikke særlig pæn tone. Det kan jeg godt ærgre mig over på mit køns vegne – at vi ikke er bedre til at klappe hinanden frem. At vi slår hinanden oven i hovedet, for vi kvinder er i forvejen ret gode til at slå os selv oven i hovedet. Jeg synes sgu, jeg er meget opmærksom på at rose mine medsøstre og ikke pege fingre – og hjælpe, når nogen har brug for min hjælp. Det første, jeg gjorde, da jeg havde set første

X Factor live med Eva Harlou, var da at flyve hen til tasterne og skrive, "Yeah, hvor gjorde du det godt! Det er en vildt svær opgave, og du lignede en, der havde stået der en milliard gange. Du var så dygtig og nærværende. Sejt gået!" Det er jeg superopmærksom på at gøre, hvor end jeg kommer hen, for vi kvinder kan jo så meget, hvis vi mærker hinandens velvilje og kærlighed. Og det kunne vi godt blive bedre til at dele ud af.

Når de krasse røster hidser sig op over Lise Rønnes krop, kædes den som regel sammen med, at hun er rollemodel for særligt en masse unge piger, når hun stiller sig op på scenen som tv-vært. Men hvad tænker hun selv om sin rolle i den forbindelse – i forhold til kropsidealer og signalværdi?

– Jeg tænker, at der skal være plads til os alle. Det ville være rimelig sindssygt, hvis jeg skulle diskrimineres, fordi jeg er slank – præcis ligesom det i enhver anden situation ville være uprofessionelt at vurdere folk på deres kropsvægt frem for deres kvalifikationer.
Jeg har det job, jeg har, fordi jeg er en dygtig journalist og tv-vært – OG så har jeg den krop, jeg har.

Googler man billeder af Lise Rønne, er udviklingen markant. Det var i hvert fald en noget mere æblekindet udgave af den altid glade tv-vært, der tonede frem på skærmen i 2002, hvor den dengang 22-årige Lise blev vært på ungdomsprogrammet "Boogie". Og på ALT for damerne har en kilde fortalt os, at Lise Rønne da også blev bedt om at tabe sig lidt i forbindelse med sin tv-debut.

LÆS OGSÅ: Lise Rønne: Dét kan kvinder lære af mænd

– Jeg tror nok, at da jeg blev castet i sin tid..., starter hun og slipper så sætningen i en brat pause. Faktisk kan hun ikke rigtigt huske det.

– Det siger mig et eller andet..., men jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har gjort det. Vitterlig ikke. Det har virkelig aldrig været et fokus for mig. Jeg har aldrig nogensinde brugt energi på at forholde mig rigtigt meget til, hvordan jeg ser ud.

– Det opleves som temmelig voldsomt at få ansvaret for en hel generations kropsidealer lagt på mine skuldre. Det er i al fald udtryk for en passivitet eller opgivenhed i forhold til eget forældreskab. Jeg synes ikke, det er andres ansvar, hvordan mine børn vokser op og ser på verden og på sig selv. Det er da mit ansvar. At give mig ansvaret for unge pigers forhold til deres krop svarer lidt til at lægge ansvaret for, hvordan mit barn trives, over på lærerne og pædagogerne.

Ofte er det ifølge Lise Rønne feminister, der er ude med riven i forhold til hende og dermed fyrer op under diskussionen om, hvorvidt hun og andre tv-værter nu ikke også er med til at skabe et forkert fokus på kroppen. Blandt andet har debattør og kommunikatør Nanna Kalinka Bjerke skrevet på Facebook, om Lise Rønne og Louise Wolf har splinter i øjnene, når de "i ramme alvor i "Aftenshowet" bekymret annoncerer et indslag om, at flere og flere unge går op i at have en slank og veltrænet krop".

– Altså, hele humlen er vel, at det ville klæde os at stå sammen om at gå mindre op i det ydre. Det kan både jeg og Nanna Kalinka Bjerke – og i øvrigt nok de fleste andre – forhåbentlig blive enige om. Og her sker misforståelsen jo, hvis du spørger mig: Lige så snart man peger fingre ad nogen, fordi de er slanke, genskaber man selv det kropsfokus, man tror, man er gået til kamp imod. I øvrigt tænker jeg, at hvis jeg ikke skulle kunne lave indslag om f.eks. kropsidealer, fordi jeg selv er slank, kan mænd så heller ikke bedrive journalistik om ligestilling, etniske ikke om integration, overvægtige ikke om livsstilssygdomme?

– For mit vedkommende må jeg bare sige, at min krop åbenbart har besluttet sig for at se anderledes ud i 30'erne end i 20'erne. Jeg har ikke gjort noget for det. Og det vigtigste at sige i den sammenhæng er, at jeg altid har haft det godt med min krop – hvordan den end har opført sig.

– Krop og ydre fylder ikke så meget for mig, jeg definerer i hvert fald ikke mig selv ud fra min krop. Derfor har det været så skørt at opleve, at det er et fokus for andre. Og derfor bliver jeg stadig virkelig paf, når jeg møder den. Fuck, er det dét, de ser?! For jeg er jo Lise, og jeg er mor til to og... jeg tænker aldrig på det selv. Men jeg oplever jo godt, at det er det, folk ser.

Lises krop kom i fokus igen, da hun halede sit drømmejob i land som vært for Det Internationale Melodi Grand Prix.

– Det var bare en stjernegod dag. Jeg var på toppen, Pilou og Nikolaj var på toppen, og det var så fedt endelig at få lov at sige det højt, vi var så stolte.

Og normalt holder hun nallerne fra diverse blogs og debatindlæg, men den aften kunne hun bare ikke lade være med at klikke sig ind og tjekke folks reaktion.

LÆS OGSÅ: Christiane: Unge lever under nogle syge idealer

– Jeg kan godt følge, at præcis det her show føler alle mennesker, at de har et ejerskab til, så det er helt naturligt med de forskellige holdninger, men mange af de utilfredse kommentarer var rettet mod mig, og langt de fleste af dem kom fra kvinder. Det var igen noget a la, "hvorfor hende, hun er alt for tynd". Buff! Der landede jeg lige lidt hårdt – oven på, at det havde været sådan en god dag. Jeg er jo ikke lavet af sten, bare fordi jeg er tv-vært.

– Primært bliver jeg ikke ked af det, men jeg kan godt blive frustreret over, at det skal skygge over, om jeg er den rette til jobbet. For jeg har en masse erfaring og er kvalificeret til at stå på den scene. Det var så ærgerligt, at det skulle farve min oplevelse af det, der tegnede til at blive verdens bedste dag. At jeg nåede at tænke, at æv, så kom der støj på den linje. Og så undrer det mig, at det er så bredt accepteret at tale dårligt om og til hinanden. Vi har så travlt med at fortælle vores børn, at de ikke må mobbe og hænge hinanden ud på nettet. Jeg tror, vi ville komme rigtigt langt, hvis vi startede med os selv.

– Selvfølgelig har medierne og modeindustrien et ansvar for, hvilke kropsidealer der bliver dyrket, det lukker jeg ikke øjnene for – jeg siger bare, at virkeligheden er mere nuanceret, end den så tit bliver udlagt. Og så har vi dælme da selv det primære ansvar for, hvad vores børn skal vokse op med. Og det vigtigste signal at sende til vores børn i den forbindelse er da, at vi er tilfredse med os selv. Det er i virkeligheden ret enkelt, de ser på handling og ikke på ord. Og det er da værd at overveje, om så mange unge piger har det svært med deres krop, fordi deres mødre har det. Gud forbyde, at mine børn skulle høre mig tale dårligt om mig selv. Det vigtigste signal er da, at de oplever, at jeg er glad for min krop, at jeg ikke sidder og stikker til maden og taler dårligt om mig selv.

– Jeg har også mareridt om, hvordan min lille datter vokser op, og at hun skal færdes i en verden med så høje krav. Jeg vil bare kunne se mig selv i øjnene og sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne i forhold til at lære hende, at livet handler om alt det andet. Det kan være dejligt at have en flot kjole på, som sidder pænt, men det er i hvert fald ikke noget, der kan gøre en lykkelig. Hun skal bare have at vide, at hun er verdens bedste lille menneske, præcis som hun er – og at der er plads til alle.

Lise Rønne er mor til Nelson på fire år og Eva på halvandet. Det er dem, der er grunden til, at hun sidste år – efter 10 gode år i DR – sagde sit faste job op. Det handlede helt enkelt om et tilvalg af fleksibilitet og tid til de børn, hun har valgt at sætte i verden.

– Det er jo altid lige i 30'erne, hvor vi har små børn, at vi også har allermest travlt med at køre den af med karriere. Og jeg var bare nødt til at finde en anden balance. På denne måde kan jeg bedre give den en skalle med arbejdet i perioder, hvor min kæreste,
Mikkel, så er ekstra ind over børnene. Og svigermor. Uden hende ville vores liv ikke hænge sammen.

– Der er ingen tvivl om, at det er federe for børnene, men det gør også mig meget lykkeligere. Jeg er ikke lykkelig, når jeg halser af sted og kun får de der to timer med dem om dagen – hvor man i øvrigt også lige skal nå at købe ind og lave mad og alt det andet. Jeg får sådan en lede ved mig selv, når jeg hører mig selv sige, "ja skat, ja skat, mor skal lige..." Jeg er jo bare afsindigt privilegeret, at jeg står i en situation lige nu, hvor jeg tilsyneladende godt kan få det til at gå op på den her måde.

– Jeg synes, hverdagen er sindssygt vigtig. Bare at være der, hvor børnene er. Jeg har da prøvet, oven på en travl periode med efterfølgende dårlig samvittighed, at tage i Tivoli med Nelson, men det bliver ret hurtigt tydeligt, at det slet ikke er det, han har brug for. Han vil allerhelst bare være sammen med mig. Om det så bare er at sidde derhjemme og være med ham i det, han vil – læse en bog, lave et puslespil... uh, nu bliver jeg helt rørt, siger hun og vifter med hånden foran ansigtet for at holde de blanke øjne i skak.

LÆS OGSÅ: "Hvis man tager den hat på, at det er de kendtes ansvar, hvordan vi definerer skønhed, så skal vi ikke nøjes med at kigge på modellerne"

– Det er jo ikke noget med, at vi ikke også skal have plads til os selv og opfylde vores egne behov, men for mig giver det mening i de her første år at vide, at jeg aldrig kommer til at kigge tilbage og fortryde, at jeg prioriterede mine børn højt.

At blive mor er noget af det allerhårdeste og samtidig noget af det allerlykkeligste, erkender Lise Rønne, som på ingen måde har travlt med at tegne et lyserødt billede af moderskabet.

– Der er sindssygt meget meningsfylde i det og samtidig også en hel del parametre, hvor man er nødt til at gå på kompromis med sig selv i forhold til, hvad man ellers kunne tænke sig at have frihed til at udleve. Det har da været megaråt, og jeg er ikke et kønt menneske, når jeg ikke sover. På den måde synes jeg, at det er vildt udfordrende at få sig selv og sit kæresteforhold med – på en god måde. Jeg synes, vi har klaret det godt, Mikkel og jeg. Det er fantastisk at lande ude på den anden side, kigge hinanden i øjnene og sige, "hey, vi kan stadig godt lide hinanden". Vi har ikke vildt mange datenights, men vi er rigtigt gode til at være bevidste om, at vi for Guds skyld skal passe på hinanden. Vi er gode til at se hinanden i en hverdag, hvor man taler i kvarte sætninger hen over to børn, der siger, "se mig, se mig, se mig", mens man tørrer noget kartoffelmos op, og så vælter de mælken... Og jeg ser sgu da aldrig fjernsyn – det kan jeg slet ikke snakke med om!

De er meget forskellige, vores børn. Nelson er mild, og Eva er vild. Vi har helt klart kigget på artige Nelson, klappet os selv på skulderen og tænkt, at det har vi virkelig gjort godt... Og så får man bare den vildeste pige, som har bukserne på for hele familien. Harh, harh. Hun kører os rundt om sin lillefinger, men hun er jo sindssygt sjov. Jeg er stolt af hende, hun er en rigtigt sej pige. Og Nelson er så glad for hende. Det er næsten for rosenrødt, det, jeg siger nu, og igen må jeg understrege, at det hele bestemt ikke er rosenrødt, men i morges sagde han: "Hvor er jeg heldig at bo sammen med min bedste ven".

– Man får bare nogle øjeblikke, hvor man helt klart tænker, at dét var meningen med det hele. Livet får virkelig nye dimensioner, og det er så stor en gave. Jeg er meget taknemmelig. Det er så fedt, at de har hinanden. Min søster, som er tre år ældre end mig, og jeg har også et godt forhold. Det er da bare en kæmpe gave at have søskende. Helt klart gennem barndommen, men egentlig primært som voksen, tænker jeg. Hvis ens forældre en dag skulle blive syge, eller der kom andre bekymringer... det er meget at stå med selv. Der er jo kun ens søskende, man rigtigt kan dele den slags med.

– Jeg har mange veninder, der får små babyer for tiden. De er jo så søde, men jeg er ikke misundelig. Det med de helt små børn har jeg lagt bag mig.

– Der er intet, man ikke kan klare, når man har klaret at have små børn, hvis du spørger mig. Det giver virkelig en stor følelse af at være stærk – man finder en styrke og nogle ressourcer frem, man slet ikke vidste, man havde. Det er jo helt sindssygt, så udfordrende det er nogle gange, men man vokser så meget som menneske. Og i takt med at de bliver større, kribler det mere og mere for at komme i gang med alt det, man gerne vil vise dem. Det er derfor, man ikke får en treer. Seriøst. For det glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Og vi skal ikke have flere. Nu skal vi have tid til os selv også. Det her er den perfekte pakke.

LÆS OGSÅ: Fra Linse til naturligt look: Derfor skrumper silikonebrysterne

LÆS OGSÅ: "Jeg synes selv, det klæder mig at være blevet voksen"

LÆS OGSÅ: Zangenberg: I disse situationer føler jeg mig tit lidt forkert
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og X Factor