Anna Juul: ”Det er hårdt arbejde at være sød over for andre og sig selv”

Hvordan starter din dag?

“Den starter meget tidligt, fordi jeg går absurd tidligt i seng. Allerede klokken halv ti. Så kigger jeg på min telefon, selv om jeg godt ved, det ikke er godt. Nogle gange prøver jeg at læse en bog, men det går sjældent godt. Jeg har kun læst én bog, siden jeg fik et mentalt sammenbrud for tre år siden.

Det var romanen Verdenshjertet af Viggo Bjerring. Jeg skulle interviewe ham på Louisiana Literature, og bogen havde heldigvis ikke en tung klassikerenergi. Den var god, og der var god luft på siderne. Nu prøver jeg igen med Johanne Billes Når mænd forlader mig. Jeg står op klokken seks, laver en spandfuld kaffe og ryger ekstremt mange smøger.

Min forlovede er B-menneske og vågner ikke før 10 minutter inden, han skal ud ad døren. Det er i morgentimerne, jeg får skrevet mest, fordi jeg ikke kommer til at forstyrre mig selv med overspringshandlinger og opringninger til mine venner.”

Er grundfølelsen optimistisk eller frygtsom?

“Optimistisk. Om morgenen er der er ikke sket noget dårligt endnu. Jeg står op i dur og går i seng i mol. Det er fredfyldt at vågne. Særligt nu, hvor det er mørkt, og man føler, at man er den eneste i verden, der er oppe.”

Hvad optager dig lige nu?

“Min bog. Jeg er i en fase, hvor den ikke er 100 procent færdig, men så meget færdig, at jeg ikke kan gøre mere. Mens jeg skriver, tænker jeg ikke over, at andre skal læse den på et tidspunkt. Det er en befriende proces.

Det er først senere, at jeg skal forholde mig til, om noget er for voldsomt eller for dårligt til at komme med. Og nu nærmer jeg mig så tiden, hvor den skal ud i verden, og det føles lidt som at hænge sit beskidte vasketøj til skue på Falkoner Allé.”

Hvorfor hedder den Superskurk?

“Oprindeligt havde jeg et straight up ønske om at skrive en superheltebog fra skurkens perspektiv. Men i takt med at jeg skrev, kom den til at handle om mig selv, om selvbilleder og om den fortælling, vi fortæller os selv. Hvis du siger til dig selv, at du er et dårligt menneske, er der en indlejret kausalitet, der siger, at du også fortjener, at dårlige ting overgår dig.

Og hvis du har vænnet dig til at se dig selv på én måde, bliver det pludseligt skræmmende at ændre på selvbilledet. Det var det for mig. At konstatere, at bare fordi jeg ikke ligner Bella Hadid og ikke er sød og medgørlig hele tiden, så kan jeg godt være et ordentligt menneske.

Jeg kan godt lide ideen om, at du selv kan vælge at være superskurk den ene dag, offer den næste og helt den tredje.”

Kan man virkelig det?

“For mig ligger der en følelse af fred i ideen om, at du selv beslutter dig for, hvem du har lyst til at være. Det er hårdt arbejde at være sød over for andre og sig selv. Det kræver energi, og man kan ikke være det hele tiden.

Så bogens projekt er at vise, at man ikke skal skamme sig så meget over den, man er. Jeg har stillet min egen skam frem og lader andre spejle deres skam i den. Det er en udadvendt bog om en indadvendt tematik.”

Var der en grund til, at den skulle udkomme fredag den 13.?

“Hvis jeg får en dårlig anmeldelse, kan jeg jo altid give datoen skylden. Der er nok ikke andre end mig, der ville vælge den dato at udkomme, så jeg lever livet på kanten.

Men jeg har jo også valgt at være poster girl for psykisk sygdom, og med bogen viser jeg, at alvorlig og humorforladt ikke er det samme. Grinet og gråden er hinandens bedste venner og fjender. De står side om side i bogen.”

Du har skrevet den på to måneder – hvordan?

“Det er en kort bog, og jeg er en effektiv skribent. Men det var også en presserende bog. Den stod i vejen for, at jeg kunne lave mit andet arbejde. Jeg har tidligere været meget skeptisk over for selv at skrive autofiktion, men denne her bog beviser, at man ikke behøver at bruge 3.000 sider som Karl Ove Knausgård for at fortælle, hvor dårligt man har det.

​Min bog er skamløst præcis. Jeg har valgt at stille mig selv frem – med alle de konsekvenser der følger med. Det her er min anekdotiske bevisførelse for psykiatriens mangler. Jeg bruger min psykiske sygdom som en altruistisk investering, en samfundsændrende indsats og en måde at tjene penge på.”

Oplever du, at der er et A- og B-hold i det danske sundhedsvæsen? At der er nogle sygdomme, der er ‘finere’ end andre?

“Helt klart. Men jeg oplever ikke, at det er en tilstræbt opdeling. Det er blevet sådan, fordi vi har bygget sundhedssystemet op omkring at slukke ildebrande. Hvis du er psykisk syg, har du ikke kræfter til at mobilisere overskuddet til at bede om den rette behandling.

Men hvis du har kræft, er det synligt, at du har en stærk forening i ryggen, og alle ved, at diagnosen gør behandlingen presserende. Hver gang jeg påpeger, at psykiatrien skal prioriteres, får jeg spørgsmålet: “Hvor skal pengene komme fra?”

Men jeg siger ikke, at vi skal skære i kræftbehandlingen for at redde de psykisk lidende. Jeg er ikke politiker og skal ikke omfordele pengene, men derfor må jeg godt kræve af systemet, at det fungerer for alle.”

Hvor er det bedste sted at spise morgenmad i verden ifølge dig?

“Det måtte gerne være et sted i New York. Der er mange ting, de ikke kan styre i USA, men de har da fundet ud af, hvordan man laver god morgenmad. Vafler med bacon f.eks. Det er så syg en kombination, at det bliver lækkert. Min forlovede og jeg har aftalt, at vores bryllupsrejse skal gå til New York. Hvis det da ikke bliver mere vanvittigt derovre, inden vi bliver gift næste oktober.”