Helle Vincentz var otte, da hendes far skød sig selv: Jeg troede, det var min skyld

Min skyld

Dødsangsten fik selskab af et manglende selvværd. Selvtilliden fejlede ikke noget, for Helle klarede skolen til ug, var god til sport og havde mange venner, men følelsen af at have værdi alene i kraft af det menneske, hun var, manglede.

"Jeg kompenserede ved altid at skulle overpræstere. Det tog mig lang tid og flere nedture at lære, at jeg er vigtig nok og god nok, alene fordi jeg er mig," forklarer Helle, som efter gymnasiet og en jordomrejse læste videre til journalist og også tog en mastergrad i menneskerettighedsstudier fra Columbia University.

Præstationsbehovet betød, at hun ofte sagde ja til for mange opgaver og flere gange endte med at køre sig selv ud over afgrunden og gå ned med stress og depression.

Helle var 24 år, før hun indså, at hun hverken kunne eller skulle tage ansvar for sin fars selvmord. Hendes mor var lige død alt for tidligt af kræft, så Helle gik i gruppeterapi med andre unge for at bearbejde krisen over pludselig at være blevet forældreløs.

"Her spurgte jeg igen: Hvorfor ville min far ikke leve, når han havde mig? Hvorfor var jeg ikke mere værd?" fortæller Helle og fortsætter:

"Terapeuten svarede: Helle, han kunne ikke andet, han havde ikke et valg. Først da slog det mig, at jeg måske ikke kunne have gjort hverken fra eller til. Men det tog mig mange år helt at få inkorporeret den tankegang."

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"

Overskred grænser

Når Helle tænker tilbage på sin far, Jørgen, ser hun en plaget mand, der led under, at hans forældre pressede ham til et liv som landmand. Han forstod ikke altid sin datter, og ofte overskred han hendes grænser og pressede hende ud i ubehagelige situationer som at tage med på besøg hos Murer-Kjeld, fordi de to gamle venner skulle drikke øl. Eller med op i en lille flyvemaskine, selv om hun rystede af skræk. Eller fik hende til at affyre et maskingevær, selv om hun ikke ville. Men hun husker også en mand, der var forud for sin tid, nysgerrig og interesseret i verden. I det hele taget var Helles barndom præget af store kontraster.

"Min barndom var virkelig god – og virkelig dårlig," siger hun.

"Tidligere tænkte jeg tilbage på tiden før min fars død som meget lykkelig, men nu kan jeg godt se, at det ikke var tilfældet. Den var både lyse sommeraftner på landet med masser af plads og kornmarker. Men den var også præget af min fars drikkeri og den økonomiske nedtur."

Barnets stemme

Helle ville ønske, at et voksent menneske havde fortalt den lille pige på otte år, at det på ingen måde var hendes skyld, at hendes far døde. At nogen havde taget sig tid til at lytte og spørge. Når det ikke skete, hænger det dels sammen med, at tiden var en anden, dels at hendes mor stod tilbage med en enorm opgave: En gård, der røg på tvangsauktion, sorgen over at have mistet sin livsledsager og ansvaret for to små piger.

Derfor er det heller ikke vrede, der fylder Helle i dag, men med bogen ønsker hun at give otteårige Helle en stemme – og dermed en stemme til alle de børn, som har oplevet noget lignende.

"For fortiden hænger ved; man kan ikke bare skrælle den af sig. Det ved jeg, for det har jeg prøvet i mange år," siger Helle og tilføjer:

"Flere har spurgt, om det var en form for terapi at skrive bogen. Det er for stort et ord. Det terapeutiske arbejde lå før bogen. Men skriveprocessen har hjulpet mig til at se med voksenøjne på barnet Helle. Det har været omsorgsfuldt at lytte til mig selv fra dengang."