Helle Vincentz Interview Hendes Verden

Foto: Trine Bukh Helle Vincentz levede i mange år i skyggen af sin fars selvmord.

Helle Vincentz var otte, da hendes far skød sig selv: Jeg troede, det var min skyld

Helle Vincentz’ far skød sig selv med sit jagtgevær, da Helle var otte år. Tragedien kastede skygger langt ind i hendes voksenliv – for hvordan slipper man den konstante dødsangst og den altødelæggende skyldfølelse?

"Vi kommer ikke til at se far igen," gentager hun.

"Han har skudt sig selv. Farmor og farfar fandt ham nede i kælderen, da de kom hjem fra gudstjeneste."

Da hun siger det, er det, som om mit hoved river sig løs fra kroppen og flyver væk. Alligevel kan jeg godt ryste på det, og det bliver jeg ved med, indtil jeg græder så meget, at jeg er nødt til at læne mig forover og trykke maven mod lårene og klemme ansigtet fast mellem knæene. Så kan hovedet ikke ryste mere.

LÆS OGSÅ: Forfatter Helle Vincentz: "Jeg blev voksen, da hun gik bort, fordi jeg var nødt til det"

Alle andre mennesker i hele verden må skyde sig selv, bare ikke min far.

Ligesom jeg ikke kan forestille mig haven uden valnøddetræet, kan jeg ikke forestille mig livet uden far. Men det skal jeg, for han har fældet sig selv.

"Han gjorde det for vores skyld. Fordi han ikke ville være en dårlig far," siger mor.

Så græder jeg endnu højere.

Sådan husker Helle Vincentz 26. april 1987, dagen hvor hendes far begik selvmord. Fordi han som landmand blev knust af kartoffelkuren, fordi han drak for meget og led af depressioner – men hovedsageligt fordi Helle var en utaknemmelig datter, der plagede om ting, han ikke havde råd til.
Det sidste blev til en overbevisning hos otteårige Helle, for når nogen gør noget for ens skyld, så er det ens skyld. Og selv om hendes mor ganske vist havde sagt, at Helles far begik selvmord for deres alle sammen skyld, var Helle sikker på, at ansvaret lå på hendes skuldre alene.

Sorte tanker

I dag er hun 43 år, og hendes historie om en barsk opvækst på en gård på Sydvestsjælland i 1980’erne er blevet til bogen Jorden under mig, som de indledende linjer er et uddrag af. Skylden har hun sluppet efter­hånden, men hun levede i skyggen af selvmordet gennem mange år.

"Jeg led af en konstant dødsangst. I en ung alder lærte jeg jo, at det værst tænkelige kan ske – og det sker sandsynligvis også", siger Helle i dag.

"Jeg er dronningen af worst-case scenario."

Det sidste bliver sagt med et lille smil, hvorefter hun mere alvorligt fortsætter:
"Og det er noget, jeg stadig arbejder med. Når min søn på 11 ikke kommer hjem til aftalt tid efter badminton, må jeg virkelig huske mig selv på, at han er typen, der ofte tager S-toget i den forkerte retning. Ligesom lidt turbulens i flyvemaskinen ikke er ensbetydende med, at den styrter ned."

Har du eller nogen, du kender, brug for hjælp?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen eller kontakt Livslinien.

Kontakt dem på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Du kan skrive til Livsliniens netrådgivning skrivdet.dk.

Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17.

Du kan benytte Livsliniens selvhjælpsprogram, SOS, der er rettet mod at hjælpe personer med selvmordstanker.

Min skyld

Dødsangsten fik selskab af et manglende selvværd. Selvtilliden fejlede ikke noget, for Helle klarede skolen til ug, var god til sport og havde mange venner, men følelsen af at have værdi alene i kraft af det menneske, hun var, manglede.

"Jeg kompenserede ved altid at skulle overpræstere. Det tog mig lang tid og flere nedture at lære, at jeg er vigtig nok og god nok, alene fordi jeg er mig," forklarer Helle, som efter gymnasiet og en jordomrejse læste videre til journalist og også tog en mastergrad i menneskerettighedsstudier fra Columbia University.

Præstationsbehovet betød, at hun ofte sagde ja til for mange opgaver og flere gange endte med at køre sig selv ud over afgrunden og gå ned med stress og depression.

Helle var 24 år, før hun indså, at hun hverken kunne eller skulle tage ansvar for sin fars selvmord. Hendes mor var lige død alt for tidligt af kræft, så Helle gik i gruppeterapi med andre unge for at bearbejde krisen over pludselig at være blevet forældreløs.

"Her spurgte jeg igen: Hvorfor ville min far ikke leve, når han havde mig? Hvorfor var jeg ikke mere værd?" fortæller Helle og fortsætter:

"Terapeuten svarede: Helle, han kunne ikke andet, han havde ikke et valg. Først da slog det mig, at jeg måske ikke kunne have gjort hverken fra eller til. Men det tog mig mange år helt at få inkorporeret den tankegang."

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"

Overskred grænser

Når Helle tænker tilbage på sin far, Jørgen, ser hun en plaget mand, der led under, at hans forældre pressede ham til et liv som landmand. Han forstod ikke altid sin datter, og ofte overskred han hendes grænser og pressede hende ud i ubehagelige situationer som at tage med på besøg hos Murer-Kjeld, fordi de to gamle venner skulle drikke øl. Eller med op i en lille flyvemaskine, selv om hun rystede af skræk. Eller fik hende til at affyre et maskingevær, selv om hun ikke ville. Men hun husker også en mand, der var forud for sin tid, nysgerrig og interesseret i verden. I det hele taget var Helles barndom præget af store kontraster.

"Min barndom var virkelig god – og virkelig dårlig," siger hun.

"Tidligere tænkte jeg tilbage på tiden før min fars død som meget lykkelig, men nu kan jeg godt se, at det ikke var tilfældet. Den var både lyse sommeraftner på landet med masser af plads og kornmarker. Men den var også præget af min fars drikkeri og den økonomiske nedtur."

Barnets stemme

Helle ville ønske, at et voksent menneske havde fortalt den lille pige på otte år, at det på ingen måde var hendes skyld, at hendes far døde. At nogen havde taget sig tid til at lytte og spørge. Når det ikke skete, hænger det dels sammen med, at tiden var en anden, dels at hendes mor stod tilbage med en enorm opgave: En gård, der røg på tvangsauktion, sorgen over at have mistet sin livsledsager og ansvaret for to små piger.

Derfor er det heller ikke vrede, der fylder Helle i dag, men med bogen ønsker hun at give otteårige Helle en stemme – og dermed en stemme til alle de børn, som har oplevet noget lignende.

"For fortiden hænger ved; man kan ikke bare skrælle den af sig. Det ved jeg, for det har jeg prøvet i mange år," siger Helle og tilføjer:

"Flere har spurgt, om det var en form for terapi at skrive bogen. Det er for stort et ord. Det terapeutiske arbejde lå før bogen. Men skriveprocessen har hjulpet mig til at se med voksenøjne på barnet Helle. Det har været omsorgsfuldt at lytte til mig selv fra dengang."

Om Helle Vincentz

  • 43 år.
  • Journalist og cand. public med speciale i international politik fra Syddansk Universitet i Odense.
  • Har en mestergrad i menneskerettighedsstudier fra Columbia University.
  • Forfatter til fem spændingsromaner og nu også erindringsromanen Jorden under mig.
  • Bor I Hareskovby med sin mand og børnene Hugo og Albert.

Helle Vincentz bog.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg og Bøger