Forfatter Helle Vincentz: "Jeg blev voksen, da hun gik bort, fordi jeg var nødt til det"

Hvornår er du helt dig selv?

"Når jeg sidder på en strand. Der et eller andet ved stranden og havet, som får alt indeni til at falde til ro. Jeg dykker også, og når jeg er nede under overfladen forsvinder ethvert pres fra omverdenen. Jeg er sådan en, der laver 1.000 ting på én gang, men når jeg dykker, kan jeg ikke lave andet end det. Når man dykker bliver man nødt til at koncentrere sig om det og bare være til stede i omgivelserne. Det er sundt for sådan en som mig."

Hvornår har du været mest bange?

"Da sygehuslægen fortalte mig, at min mor havde en kræftform, der ikke kunne kureres. Jeg har været bange mange gange i livet, men dét er nok den gang, hvor jeg blev mest bange. Jeg kan huske, at jeg tænkte "det må ikke være rigtigt". Det er en kliché, men jeg følte virkelig at afgrunden åbnede sig foran mig, og jeg oplevede en frygt for, at det værste kunne ske. Jeg var kun 23."

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Det ligger dybt i mig som en stor tragedie"

Hvad er din største hjertesorg?

"At miste mine forældre er min største hjertesorg."

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far/mor?

"Af min far er det vigtigste, jeg lærte, at verden er større end Danmark, og det er vigtigt at interessere sig for, hvad der foregår ude i verden. Af min mor er det vigtigste, jeg lærte, at man skal tale pænt om andre, også når de ikke er der."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Jeg kan ikke finde på noget, og det er ikke, fordi jeg ikke gør nogle dumme ting. Det er mere, fordi jeg tænker, at hvis jeg havde kunnet gøre det bedre i situationen, så havde jeg jo gjort det. Dog vil jeg sige, at jeg fortryder de gange, jeg har lokket udlændinge til at spise saltlakrids. Især den tyske professor, der skulle tale før mig på en konference, og som jeg tilbød en saltbombe. Han hostede sig igennem første halvdel af sit oplæg. Det er af en eller anden grund bare utroligt svært for mig at fatte, at alle mennesker ikke elsker saltlakrids."

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

"Jeg vidste, at jeg ville være journalist, og at jeg ville ud at rejse, allerede da jeg var barn. Jeg drømte om at blive korrespondent. At skrive og rejse er stadig livsvigtigt for mig, men titlen – korrespondent, forfatter, noget helt tredje – er ikke længere vigtig. Jeg fandt ud af, at jeg ville være forfatter, da jeg begyndte at skrive min første spændingsroman. Jeg opdagede, at jeg virkelig godt kunne lide det. Jeg er kreativ, og så elsker jeg at dykke dybt ned i de ting, som jeg interesserer mig for – hvilket det kræver, når man skal skrive bøger."

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"At jeg er gammel nok til, at jeg ikke bekymrer mig så meget om, hvad andre tænker længere, og jeg er ung nok til, at jeg stadig kan dyrke sport. Min eneste store bekymring ved at blive ældre er, at jeg er bange for den dag, hvor jeg ikke længere kan dyrke sport. Jeg er ikke bange for rynker og grå hår, men jeg vil have det meget svært ved ikke længere at kunne løbe ture eller spille fodbold med mine drenge, som i dag er 9 og 11. De er store nok til, at vi kan lave alt muligt, og stadig små nok til at de gider at gøre det med mig. Dét nyder jeg også meget ved min og deres alder."

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

"Jeg ville helst bruge en dag med min far. Jeg mistede min far, da jeg var 9 år gammel, og efter at have skrevet Jorden under mig, hvor jeg har tilbragt så meget tid med hans karakter, så er mit barnebillede af ham blevet pillet lidt ved. Jeg ville virkelig gerne have haft mulighed for at kende ham som voksen. Derudover kunne jeg også godt tænke mig at bruge en dag med Barack Obama. Helt optimalt ville være en dag med både min far og Barack Obama. Min far var blødende Venstre-mand, og jeg er sikker på, at de kunne have nogle interessante politiske diskussioner."

LÆS OGSÅ: Amalie Dollerup om sorg: "Det var et enormt stort chok for mig"

Hvornår bliver man voksen?

"Det kommer an på, hvem man er. For mig var det, da jeg mistede min mor. Jeg havde hverken forældre eller bedsteforældre tilbage, så som 23-årig var jeg den ældste i min nære familie. Jeg blev voksen, da hun gik bort, fordi jeg var nødt til det. Men jeg kan kun tale for mig selv. Der er jo mange voksne, der stadig har deres forældre."

Hvor er du henne om 10/20 år?

"Jeg forestiller mig, at jeg har et sommerhus lige ved stranden, hvor jeg er meget. Jeg skriver stadig. Præcis om hvad eller i hvilken form ved jeg ikke, jeg ved bare, at det er et superspændende emne, som både jeg og mine læsere bliver klogere på verden af."

Hvad ved dig overrasker folk mest?

"Jeg er generelt meget åben, så jeg tror ikke, at jeg overrasker folk. Men på et tidspunkt havde jeg en redaktør, der blev meget overrasket over, at jeg går så meget op i fodbold. Han kunne ikke forene forfatterdelen af mig med at være fodboldinteresseret."

Hvornår føler du dig værdsat?

"Når mine børn siger, at jeg er verdens bedste mor. Det går lige i hjertet."